Besættelse, krig og kampen om fred



Vi lever i en tid hvor besættelse og krig er blevet hverdag for store dele af menneskeligheden. Disse forbrydelser imod menneskeheden, og den foragt for livet som de repræsenterer, bliver ofte negligeret i den vestlige verdens dagspresse.
Kampen for det Palæstinensiske folks frigørelse fra apartheid har stået på i 74 år. Kampen for det Kurdiske folks selvstændighed har stået på i 102 år.
Kampen for et frit Vestsahara har stået på i 47 år.
Kampen for Yemens selvstændighed har kostet mange lidelser i over 7 år
Og dette er blot et lille udsnit af de retfærdige kampe som i de sidste mange årtier, sågar endda århundreder er blevet ført for selvstændighed fra besættelse og krig.
Alle disse mennesker som har mistet brødre, søstre, fædre og mødre i kampen for selvstændighed, bliver i dag afskrevet som gemene forbrydere og terrorister, alt imens vores statsapparat frivilligt og glædeligt støtter undertrykkelsen af disse mennesker.
Nationer som bryster sig på idéer om demokrati og frihed, står forrest i kampen for blodig undertrykkelse og frihedsberøvelse.
Vi hjælper aktivt til når den Israelske besættelsesmagt nægter at vaccinere den palæstinensiske befolkning som holdes i fangenskab, og vi tilbyder sågar at købe deres vacciner.
Vi hjælper til når vesten forbryder sig mod det kurdiske folk i mellemøsten, mens vi overfladisk snakker om det Ukrainske folks ret til selvbestemmelse .
Vi snakker om menneskerettigheder, men sprøjter millioner af kroner i Saudi Arabiens militær, der dagligt skaber lidelse i det besatte Yemen.
Man føler i vesten en obskur berettigelse til at skulle bestemme i lande som er så langt fra hjemmet. Det lader ikke til at vi er kommet videre fra den kolonialistiske tankegang om at skulle civilisere de uciviliserede, og skulle redde dem fra deres egen uduelighed.
Vi afsætter ledere og skjuler det bag paroler om fred, og vi sender styrker ind i selvstændige lande på stabiliserings missioner og alle som modstår dette udsulter vi med økonomiske sanktioner som leder til hungersnød og elendighed.
Nu er der krig i Europa, og vores statsledere står klar til at hjælpe til med alt de har. Hvor var denne sympati da det palæstinensiske folk gennem de sidste 74 år har råbt på hjælp?
Vi tror at fred i Europa er en naturlov. Vi tror at kapitalismen og vores system er den styrke som skaber freden. Nej! Freden bliver ikke skabt gennem krigsdeltagelse og underminering af suverænitet, fred kommer når folk ikke skal gå sultne i seng, når broderfolk ikke spilles op mod hinanden af stormagternes politiske spil, når økonomier ikke udhules af sanktioner og når folk har retten til selvbestemmelse.

Kampen for fred er retfærdig.

Udtalelse fra DKUs internationale udvalg