Tale af KKE’s formand, Dimitris Koutsoumbas, ved politisk møde Lørdag den 9. april på Arbejdermuseet.

Til mødet var indbudt de herboende græske kommunister, SKP, NKP og KPiD samt Horserød/Stutthof-foreningen

Gode venner og kammerater!

Vi er meget glade for at stå her blandt græske immigranter i Danmark, som – enten for mange år siden eller for nylig – blev tvunget til at forlade vores land for at studere, arbejde eller stifte familie og blandt vores skandinaviske vener. I det kapitalistiske system eksisterer der intet ”forjættet land”, og det har de græske immigranter her i Danmark selv kunnet sande. For arbejdsgiver-udbytning og usikkerhed for fremtiden har ingen grænser og ingen nationalitet.

I Grækenland, i Danmark, i hele Skandinavien, ja, over hele verden er befolkningerne bekymrede, ikke mindst nu hvor den imperialistiske krig i halvanden måned har raset i Ukraine, der ikke ligger så langt herfra. KKE har fra første øjeblik utvetydigt fordømt den russiske invasion.

Den aktuelle uhyrlige imperialistiske krig er resultatet af en kæmpe interessekonflikt mellem de to sider. Den er en optrapning af den imperialistiske rivalisering mellem USA, NATO, EU og Rusland om kontrollen over Ukraines mineralrigdomme, landets store sletter, dets kornmagasiner, dets energirørledninger og dets strategiske position. Krigen handler om, hvordan markeder og indflydelsessfærer skal fordeles.

Derfor har KKE gjort det klart, at vi ikke støtter røverbander! Hverken NATO eller Rusland. Vi vælger at stå på befolkningernes side. Håbet ligger i deres egen uafhængige kamp. Vi siger Nej til den imperialistiske krig, som fører til millioner af døde og sårede, til fattigdom, fordrejninger af sandheden, knaphed, sanktioner og nye flygtningestrømme. Dette barbari er folket forpligtet til at kæmpe imod.

Vi kræver et stop for al indblanding fra såvel Grækenlands som Danmarks side.
Vi vil ikke tillade, at befolkningerne skal betale en kæmperegning for krigen. Vi siger klart Nej til krig!

Vi har ingen tillid til borgerskabet og dens regeringer, hverken i Grækenland, Danmark eller noget andet sted. Det er landenes regeringer, der påfører os problemer, store problemer. Uanset hvor meget diverse regeringer, EU, NATO og alle deres medløbere prøver at overbevise os om, at det hele startede uventet den 24. februar, så er den ubestridelige sandhed, at krigen er en videreførelse af deres egen politik, blot med andre, mere voldelige midler.

En krig kan ikke vurderes alene på baggrund af den seneste udvikling eller ud fra, om det er den ene eller den anden, der har interveneret militært. Sandheden er, at det hele var forberedt og havde været i støbeskeen allerede før den aktuelle konflikt. Det var USA, NATO og EU, som efter genindførelsen af kapitalismen i Østeuropa sendte deres styrker ind i de tidligere sovjetiske territorier også. Tidligere socialistiske stater sluttede sig til NATO og EU, den euro-atlantiske koalition satte den økonomiske, politiske og militære omringning af Rusland i system. De oprettede militærbaser og multinationale NATO-styrker og gennemførte store militærøvelser tæt grænsen.

USA’s – NATO’s – EU’s fælleskonfrontationen mod Rusland er blevet forværret af splittelsen inden for det ukrainske borgerskab, hvor der ikke er enighed om, hvilken vej landet skal – skal man tilslutte sig euro-atlantiske eller den russiske alliance. Det var på det grundlag, den såkaldte ”Orange Revolution” fandt sted i 2004 med øjeblikkelig indgriben fra den ”vestlige lejr”, og det samme gjaldt kuppet i 2014, der med støtte fra ultrahøjreorienterede og fascistiske, paramilitære grupper resulterede i, at den valgte ukrainske regering mistede sin magt.

Ruslands politik har gennemgået forskellige faser. Efter omstyrtelsen af socialismen dannede Rusland tætte forbindelser med NATO og blev medlem af NATO’s ”Partnership for Peace”. Da Rusland besvarede USA’s – NATO’s – EU’s intervention ved at gribe ind i Georgien, annekterede Krim og anerkende de såkaldte Donbass-folkerepublikker, var det for at tjene den russiske kapitals interesser.

I modsætning til de euro-atlantiske venner glemmer vi ikke, hvad der skete for to måneder siden i Kasakhstan: En russisk militær intervention nedkæmpede omfattende strejker og demonstrationer og forhindrede den borgerlige magts sammenbrud under de skærpede imperialistiske konflikter i den risikofyldte region i Centralasien.

Det er grunden til, at USA, NATO og EU, på trods af at de fuldstændig ”brød” med Putin omkring fordelingen af byttet i Ukraine, tilhører og fortsat vil tilhøre samme forsamling af kapitalistiske slyngler. Og vi skal ikke glemme, at de faktisk havde et godt og langvarigt samarbejde med Putin, Jeltsin, Gorbatjov og andre som led i de metodiske kontrarevolutionære ændringer i begyndelsen af 1990’erne, omstyrtelsen af socialismen og til sidst opløsningen af Sovjetunionen. Netop som disse russiske ledere havde indgået partnerskaber om virksomheder, modtog de, som belønning, priser fra USA, NATO og EU.

Men sandheden fornægter sig ikke.

Genindførelsen af kapitalismen var et stort historisk tilbageslag, som blev dramatisk for arbejderklassen og befolkningen, ikke kun dér hvor socialismen blev væltet, men over hele kloden og med tragiske konsekvenser. Den imperialistiske krig i Ukraine er én af de konsekvenser.

I den folkelige bevidsthed, men uden skriftlig dokumentation, levede de forskellige etniciteter og folkeslag i Sovjetunionen i fred og harmoni i årtier, og dét på trods af den antikommunistiske retorik.

Den kontrarevolutionære proces fødte de nye kapitalister, som stjal den rigdom, det forenede sovjetiske folk havde skabt gennem årtier. Disse kapitalister er nu at finde i Putin-regeringen i Rusland og Zelensky-regeringen i Ukraine. Selvom de er forskellige, er de i samme båd. For de er tilhængere af kapitalismen, de er fortalere for antikommunismen, de fordrejer den historiske sandhed, og de taler dårligt om Sovjetunionen. Deres politik giver næring til nationalisme, fascisme og nazistiske bander, som krænker arbejdernes folkelige rettigheder og interesser.

Derfor har støtte til Zelensky-regeringen intet at gøre med solidaritet med den ukrainske befolkning. Den reaktionære Zelensky-regering er en del af problemet, ligesom Ukraines forrige regeringer med Poroshenko i spidsen, som fik magten efter det euro-atlantiske kup. Ligesom Rusland har Ukraines magthavere et stort ansvar for det drama, den ukrainske befolkning gennemlever. Zelenzky har tilladt indlemmelse af nazistiske grupperinger i den ukrainske hær: ”Azov-bataljonen”, ”Aidar-bataljonen” og mange andre, der i Odessa 2014 dræbte snesevis af fagforeningsfolk. Samtidig har han rehabiliteret og belønnet efterkommere af fascister og fordrevet og fængslet medlemmer af Ukraines Kommunistiske Parti. Han har endda også erklæret nogle af KKE’s kadrer, der i deres egenskab af parlaments- eller Europaparlamentsmedlemmer udtrykte deres solidaritet med de ukrainske kommunister, for persona non grata.

KKE nægtede selvfølgelig at deltage i den festivitas, der i forgårs blev arrangeret i det græske parlament med Zelensky som gæst. Ud over ND-regeringen viste SYRIZA, KINAL og MERA 25 sig naturligvis at være tro mod de euro-atlantiske samarbejdspartnere. Vi er stolte over, at vores sæder i parlamentet stod tomme, da Zelensky og Azov-nazisterne talte til parlamentsmedlemmerne. KKE´s konsekvente holdning er også udtryk for ægte solidaritet med befolkningen i Ukraine, som lider under den imperialistiske krig. Mudderkastningen mod og manipulationen med enhver, der ikke retter ind efter NATO´s vilje og derfor bebrejdes at være på Ruslands side vil ikke lykkes!

Gode kammerater og venner!

I Grækenland optrapper ND-regeringen, med udelt samtykke fra SYRIZA, KINAL og de andre partier, sit engagement i den imperialistiske krig og den farlige strid. Den græske regering sender militært udstyr til Ukraine, og den har bifaldet, at NATO har taget sin militære infrastruktur og sine øvrige ressourcer i brug via militærbaserne i Souda, Larissa, Stefanovikio og Alexandroupolis. Grækenland er blevet til en base for overførsel af militærstyrker til Østeuropa. Det græske folk er gjort til ”gerningsmand” for overgreb mod folk i andre lande, men også til ”offer”, for nu er Grækenland blevet et mål for mulig gengældelse. Faktisk er Grækenland blevet en mester i oprustning i endnu højere grad end USA og NATO. Landets forsvarsbudget overstiger 6,5 mia. euro (45 mia. kroner).

SYRIZA´s omkostningsfri ønsker om fred og partiets falske fredssøgende maske kan ikke skjule dets aktive deltagelse i det, der foregår. Den tidligere SYRIZA-regering stod i spidsen for Grækenlands engagement i NATO’s planer og også i den strategiske dialog med USA om militærbaserne og underskrivelsen af NATO´s Prespa-traktat. Nu gentager SYRIZA bortforklaringerne fra dengang og dækker dermed over NATO’s og EU’s ansvar for krigen i Ukraine. Der er ingen forskel på, hvad SYRIZA gjorde dengang, og hvad ND-regeringen gør nu i forhold til de mål, der er sat for Grækenland. SYRIZA insisterer på landets ”kontraktlige forpligtelser” overfor EU og NATO og kræver, at ethvert engagement får ”grønt lys” derfra. Derudover opfordrer SYRIZA den græske befolkning til at tilslutte sig en røverbandes jagt på det, det tilhører den ukrainske og de andre befolkninger i regionen.

SYRIZA hævder, at de på denne måde støtter det ukrainske folk, men sandheden er, at denne politik tværtimod støtter dem, der har ført Ukraine mod ruin og ødelæggelse i årevis, dem der har gjort Ukraine til ”boksebold” i konfrontationen med Rusland, stik imod ukrainernes egen interesse. SYRIZA siger, at vi er ”beskyttet mod truslen fra Tyrkiet”, men sandheden er, at NATO’s, USA’s og EU’s strategi, som gradvist styrker de strategiske forbindelser med Tyrkiet mere og mere, giver næring til Tyrkiets krav i spørgsmålet om suverænitet over øerne i Det Ægæiske Hav. NATO-imperialismen anerkender hverken grænserne i Det Ægæiske Hav eller suveræne nationale rettigheder. NATO anerkender udelukkende ”NATO-territorium”…

Der er optræk til farlige scenarier i Det Ægæiske Hav og det østlige Middelhav. Der er planer om pinefulde kompromisser som for eksempel fællesforvaltningen af Ægæerhavet, og det vil gå ud over suveræne nationale rettigheder. KKE er imod NATO’s engagement i krigen i Ukraine, og vi organiserer massedemonstrationer over hele Grækenland mod den imperialistiske krig og Grækenlands involvering.

For at forhindre, at befolkningen kommer til at betale for konsekvenserne, går vores parti forrest, når det gælder oplysning til befolkningen.

Partiets kræfter er sat ind i form af aktive mobiliseringer i havne, hvor der anløber NATO-hangarskibe og -fregatter og på jernbanelinjer, hvor tog med NATO-gods passerer, for vi ønsker at sende et klart budskab til regeringen og NATO-bødler om, de ikke skal bruge vores hav og vores land som militærbase. Vores krav er:

  • ingen soldater eller officerer må sendes uden for landets grænser, og
  • øjeblikkelig lukning af alle militærbaser

Vi står solidarisk med arbejderne ved de græske jernbaner, som nægtede at ”vende det blinde øje til” transporter af NATO-materiel.

Denne kamp og de resultater, der vil komme ud af den, kan og bør vokse sig større.

Men heller ikke den danske socialdemokratiske regering holder sig tilbage fra et beskidte engagement i den imperialistiske krig, og det med samtykke fra Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Men i anledning af den russiske invasion i Ukraine, besluttede den danske regering at øge militærudgifterne med 18 milliarder kroner (2,5 milliarder euro) for at nå det mål på 2 % af BNP, der kræves i forhold til NATO-medlemskabet.

Med henvisning til de allieredes forpligtelser anmodede NATO om 800 danske soldater til Letland!!! Danmark, der er stiftende medlem af NATO, har indtil videre sendt mere end 60.000 tropper, krigsfly og skibe ud af landet. I Afghanistan, Irak og Kosovo er i alt 52 danskere blevet dræbt og 233 lemlæstet.

Danmark har styrker i Kosovo, Østersøen og Estland, i Mellemøsten i Irak og indtil for nylig i Afghanistan. Med over 700 soldater, fly og helikoptere giver dét det største antal soldater pr. indbygger i koalitionen. Det danske borgerskab er også involveret i en række regionale militære foreninger såsom NORDEFCO, der består af de nordiske lande og JEF (Joint Expeditionary Force), en alliance ledet af Storbritannien, og som involverer NATO-landene i Nordsøen og Østersøen, sammen med Sverige og Finland. Danmark er også med i Fælles Arktisk Kommando med fokus på Arktis, et område der i stigende grad har monopolernes opmærksomhed, fordi det udgør et enormt lager af sjældne jordmetaller og i sin undergrund har 22 % af verdens kulbrintereserver.

De borgerlige medier beskriver de såkaldt neutrale regeringer i Sverige og Finland som ”varme på tanken” om at blive medlemmer af NATO. Sverige har i mellemtiden indsat snesevis af pansrede mandskabsvogne på den baltiske ø Gotland, der ellers i 2019 for første gang blev afmilitariseret, dvs. længe før den russiske invasion i Ukraine. Det samme sker med eskaleringen af den svenske oprustning allerede fra 2018 med 5 milliarder kroner hvert år med det formål at nå op på 72 milliarder kroner i år.

I praksis viser det sig, at de nordiske landes borgerskab, ligesom resten af EU, ikke fik noget militært ”wake up call” på grund af den russiske invasion i Ukraine. De havde alle sammen, gennem lang tid, set det komme. Selvom de ikke alle er med i NATO, er de under alle omstændigheder en del af de euro-atlantiske planer.

Selvom Danmark i forhold til Maastricht-traktaten har det såkaldte forsvarsforbehold, som handler om landets integration i EU’s forsvarspolitik, så sidder den danske regering ”i til halsen” som deltager i alle de imperialistiske planer.

Beslutningen om at afholde en folkeafstemning den 1. juni for at få fjernet forbeholdene sender et signal om, at det danske borgerskab har til hensigt at styrke sit engagement i de euro-atlantiske krigsplaner yderligere, og at dette skal betales dyrt af den danske befolkning, herunder de græske immigranter. Et NEJ ved folkeafstemningen vil signalere modstanden mod det farlige engagement og understrege behovet for at styrke kampen for, med folkemagt, at sætte os fri fra EU, NATO og enhver imperialistisk plan.

De seneste erfaringer med BREXIT viser, at illusionen om at kunne forlade EU eller euroen ikke kan realiseres uden folkemagt som et afgørende skridt hen imod radikale forandringer. Det er nødvendigt at opstille de betingelser, der knytter an til en afgørende fordømmelse af EU og frigørelsen fra EU med samtidig organisering af kampen for en endelig omstyrtning af kapitalismen, for FOLKEMAGT!

I forsøget på at overtale folket til at engagere sig mere aktivt i den imperialistiske krig hævdes det, at tilslutning til NATO og EU er ensbetydende sikkerhed. Men virkeligheden i Ukraine modsiger den påstand. Den græske regering hævder provokerende, at involveringen er ”en ny mulighed” for folket, som de har kaldt det, for at komme ud af den kapitalistiske krise og pandemien. Men sandheden er, at den onde cirkel bliver gentaget. Planerne om at ”opgradere” Grækenland og gøre landet til centrum for amerikanske energiplaner skubber landet endnu længere ind mod kappestridens centrum. Det vil kun gavne de store monopoler, ikke folket.

Når USA – NATO – EU og alle de borgerlige partier i Grækenland her for nylig har talt om at forsvare Ukraines grænser og suveræne nationale rettigheder, har det været i form af medvirken til militær oprustning og opbygning af militærbaser. Dét virker ikke overbevisende, for de bærer et tungt medansvar i Irak, Mali, Syrien, Libyen osv., hvor konflikterne stadig raser som følge af de imperialistiske interventioner, hvor utallige er døde og millioner er jaget på flugt.

USA og NATO går meget op i at fremstå, som om de forsvarer grænser, men det var dem selv, der var ansvarlige for den tyrkiske invasion og besættelsen af Cypern, som EU, i en rapport fra Europa-Parlamentet, kalder en ”uløst konflikt”. Og Rusland omtaler det nordlige Cypern som en tyrkisk republik. Og på denne måde presser de alle sammen på for en anerkendelse af den tyrkiske pseudostat i Nordcypern.

De euro-atlantiske imperialister og deres talsmænd lyver, når de siger, at krigen i Ukraine er den første krig i Europa siden den Anden Verdenskrig. Men historie er historie og kan ikke slettes. Det gælder for eksempel det faktum, at NATO og EU, med deltagelse af Grækenland under PASOK, gjorde det af med Jugoslavien og slagtede befolkning. I 1999 gennemførte de i 78 dage 2.300 luftangreb med 1.130 krigsfly, 1.300 krydsermissiler, tusindvis af missiler med uberiget uran og 37.000 klyngebomber, der dræbte civile. De delte Jugoslavien, der før var én stat, op i seks stater, og det er det samme, Ruslands ledelse gør i dag, når den taler om at yde beskyttelse mod ”etnisk udrensning” og retten til ”selvbestemmelse”. Imperialisternes uoverensstemmelser på Balkan forbliver uløste og skaber nye farer for befolkningerne.

Befolkningerne glemmer ikke de imperialistiske interventioner og krige i Afghanistan gennem mere end 20 år, og heller ikke Irak, Syrien Libyen og Yemen, hvor krige har tvunget befolkningerne på flugt.

Danske og græske regeringer har stået i spidsen for den mest umenneskelige, barbariske og undertrykkende flygtningepolitik, med deportationer, Moria-lignende infernoer, mange måneders fængslinger af selv mindreårige på græske øer og i tredjelande, og beslaglæggelse af flygtningenes værdigenstande.

Mens alt det fortsat implementeres af de nationale parlamenter og EU, prøver de borgerlige magthavere at fremstå som generøse ved at byde ukrainske flygtninge velkommen. Men det egentlige motiv er, at deres industri og landbrug mener, at de ukrainske flygtninges ”profiler” er et perfekt match til deres behov for billig arbejdskraft – lige hvad der står øverst ønskelisten og lige til frit at udnytte.

Ligesom i tidligere krige, vil vi, uden nogen undtagelse, være solidariske med alle flygtninge og immigranter, alle der er forfulgt og forsøger at undslippe imperialistiske krige og den forarmelse, kapitalismen medfører.

Kære venner og kammerater!

Imperialistisk krig er en udløber af enhver kapitalistisk stats udenrigspolitik, men den er også en også en logisk konsekvens af den indenrigspolitik og økonomiske politik, kapitalistiske stater fører i fredstid.

Som altid i forbindelse med en krig, passer krigen i Ukraine de allerede eksisterende kapitalistiske økonomiplaner rigtig fint.

EU og regeringerne sender den dyre regning for energi, brændstof, forbrugsvarer og militærudstyr videre til folket. De enorme prisstigninger er ganske rigtigt blevet påvirket af den imperialistiske krig i Ukraine, men de var allerede begyndt. De er et resultat af EU’s liberaliseringsstrategi og energibørsen, af Genopretningsfonden og den ”grønne omstilling” med dens nye ”grønne afgifter”. Dette illustreres både med eksemplet Danmark, der har en forbilledelig grøn stratefi, og Sverige, som er blandt de EU-lande, der gør mest brug af vedvarende energi, mens Grækenland er forholdsvis langt bagud.

Resultatet er det samme: Energimonopoler bliver rigere og rigere, og befolkningerne betaler regningen. Alene sidste år kunne det danske energimonopol VESTAS fremvise et overskud på 5,7 milliarder, mens det i år afskedigede 270 medarbejde med henvisning til, at de ambitiøse budgetmål ikke var nået. I det ellers så ”grønne” Danmark røg elprisen i vejret, og forklaringen var, at det ikke blæste så meget, som de store vindmøllekoncerner havde forventet…! På samme måde blev den elektricitet, der blev importeret fra Norges vandkraft, dyrere, fordi det angiveligt ikke regnede så meget, som energimonopolerne havde forventet.

Stigningen i husholdningernes seneste elregning er på flere tusinde kroner, og det vil skabe en fortsat dominoeffekt i forhold til dagligvarepriserne. De der havde sat deres lid til private solcellesystemer – noget SYRIZA og KINAL også reklamerer for i Grækenland – mærker på deres egen pengepung, hvad energiproducenternes monopol betyder for dem. I Grækenland svarer stigningen på elregninger til to-tre månedslønninger.

Årsagen til dette er den samme i Danmark og i Grækenland.

Under påskud af at ville beskytte miljøet er EU´s strategi blevet støttet af alle regeringer siden 2011, dvs. både af PASOK og ND, derefter SYRIZA og nu igen ND, som alle har implementeret EU’s krav vedrørende handel med forurenende stoffer.

Med kunstige merafgifter har de gjort produktion af kulskraft dyrere end vedvarende energi og samtidig omdannet naturgas til elektricitet i stedet for opvarmning, en proces der medfører spild af energi og ikke energibesparelser. Sammen har de fremmet det liberaliserede energimarked, og i den forbindelse er der dannet karteller, ligesom der er gang i spekulationerne på energibørsen. Derfor er el og energi blevet omdannet til et børsprodukt og endda til højeste dagspris.

Beslutningerne fra EU-topmøder og regeringens tiltag har til formål at sikre store virksomheders profit gennem direkte og indirekte beskatning og gennnem EU’s Genoprettelsesfond, som folket kommer til at betale. Imens bebudes der latterlige små hjælpepakker på et par kroner, givet som ”lønforhøjelse” i den nye vittighed, som kaldes mindsteløn. Smuler fra de riges bord!!!

Dette er lige så meget til grin som alle andre forslag fra oppositionspartierne, der overbyder hinanden i konkurrencen om, hvor mange ”smuler”, folket skal have fra det bord, hvor monopolerne sidder til højbords.

SYRIZA spiller rollen som vagthund for at sikre, at vores land overholder EU’s retningslinjer til punkt og prikke. Men vi vil ikke acceptere præmissen om, den brede befolkning skal ”bøje nakken”, og om at befolkningen skal tilpasse sig de store virksomheders rentabilitet. Vi nægter at acceptere præmissen om, at folket skal vælge mellem enten el, mad og brændstof til overpris eller at skulle undvære disse forbrugsgoder.
Disse uacceptable forhold svarede den store strejke i onsdags i Grækenland igen på. Den var et springbræt til optrapningen af kampen for, at folket ikke skal betale for krisen endnu engang. Strejken har sat yderligere fokus på de folkelige krav. Vi kræver:

  • øjeblikkelig afskaffelse af moms og punktafgifter på brændstof og forbrugsvarer
  • loft over priserne på dagligvarer
  • statsopkøb af fødevarer og dyrefoder og videregivelse til forbrugerne uden fortjeneste til mellemhandlere og industrien
  • øjeblikkelig løn-og pensionsforhøjelser
  • overenskomster her og nu

Lige nu håber regeringerne i både Danmark og Grækenland, at vi ved et trylleslag vil glemme corona-pandemien, som de fejer ind under det gulvtæppe, det kapitalistiske marked og kapitalens behov ruller ud over det hele. Men de har et problem, som vil vokse og vokse, og det er nødvendigt at skærpe den folkelige kamp mod problemets kerne: den tiltagende kommercialisering og udhulingen af sundhedssystemet samt og de udliciteringer af offentlige ydelser, der vinder mere og mere indpas. Den såkaldte sundhedsreform vil ødelægge både Grækenland og Danmark.

Alle disse krav og den folkelige bevægelses mål kan ingen borgerlig regering, hvad enten den er blå eller rød, matche og finde en løsning på, hverken i Grækenland eller i Danmark eller noget andet sted i den kapitalistiske verden. Det eneste, disse regeringer er gode til, er at skabe endnu mere fattigdom i befolkningerne og blindgyder.

Vi ser, hvordan den ekspansionistiske økonomiske politik, som engang kun var socialdemokraternes, nu sagtens kan føres af liberale partier, fordi kapitalens behov dikterer det. Men samtidig ser vi også, at klassiske socialdemokrater og såkaldte venstrefløjspartier som SYRIZA i Grækenland og de Enhedslisten i Danmark bifalder tiltag, der går ud over arbejderne, og memoranda og bestillinger af krigsbidrag til EU og NATO-missioner, der slår folk ihjel.

Dét er grunden til, at det for tiden er så nemt for partierne at ændre deres taktik og i systemets navn manipulere med den voksende folkelige utilfredshed. Mitsotakis er positiv over for en samlingsregering, og Tsipras afviser at samarbejde med ND, så længe Mitsotakis er leder. Androulakis samarbejder også gerne med hvem som helst.

Konklusionen er, at der ikke er nogen, der kan redde os. Kun folket kan redde folket.

Gode kammerater!

Vi lever i den 4. industrielle revolutions æra, robotteknologiens og digitaliseringens æra, og derfor er der optimale muligheder for at forbedre levestandarden for millioner af arbejdere i vores lande og rundt om i verden. Alligevel ser vi hver eneste dag, at det stik modsatte sker. Her i Skandinavien svinder de nominelt forholdsvis højere lønninger og velfærdsydelser, kommercialisering vinder mere om mere frem, og skatter og afgifter stiger.

Den sagnomspundne såkaldte ”skandinaviske model”, der engang var vestens modsvar på socialismens uhørte fremskridt i Sovjetunionen, og som tilbød endnu flere sociale ydelser og bedre arbejdsforhold end andre kapitalistiske lande gjorde, hører nu fortiden til.

Kapitalen kræver, at de resterende arbejdstagerrettigheder fjerne gennem øget fleksibilitet, dvs. arbejde med umenneskelige arbejdstider og konstant usikkerhed. Det er en myte, at den borgerlige stat under kapitalismen kan blive ”social” og folkelig. Den er og forbliver et instrumentet beregnet til at støtte kapitalistiske relationer, det vil sige udbytning af arbejdere. Den myte er endeligt aflivet

Det er tid til at påtage sig ansvar. Vi er nødt til at styrke arbejdernes og folkets kamp.

Herboende grækere må sammen med kommunisterne her i Danmark stå sammen om at vise, at den virkelige progressive vej i dag ikke er en umulig tilbagevenden til kapitalismens forældede faser, men derimod at komme videre.

Vores parti værdsætter samarbejdet med de skandinaviske kommunistpartier, og vi mener, at der er grundlag for yderligere at styrke samarbejdet mellem de danske og de herboende græske kommunister, men også for at arbejde for en koordinering på europæisk og internationalt plan til gavn for arbejderklassen og for folket.

Den rigtige vej frem er den brede kamp for folkets behov og rettigheder. Den rigtige vej er omstyrtelse af den borgerlige magt og opbygning af et nyt socialistisk samfund med planøkonomi og kollektivisering af produktionsmidlerne, for på den måde kan de voksende folkelige behov imødekommes, lige som energikilderne, grundstofferne og produktionsmidlerne kan komme alle til gode.

Dét er vejen til et stop for imperialistiske krige, kapitalistisk udbytning og barbari. Det er den vej, der kan forene folk i alle lande.

Νår historien skal skrives, skal vores kamp være ført på den rigtige side.

Til slut vil jeg gerne udtrykke min respekt for alle de ofre, antifascisterne ydede under anden verdenskrig. Vi følger i deres fodspor, indtil det er helt slut med udbytning og kapitalistiske barbari og indtil Europa og hele verden har fået indført socialisme.

Længe leve den internationale solidaritet!
Nej til krig!
Ja til fred og velstand!

Med disse ord og tanker vil jeg ønske jer alle god kamplyst.