Lilli

Det pseudohumanistiske samfund

Danmark må til at tage et ordentligt eftersyn af psykiatrien

Af Lilli Rodeck

Kommunist juni-juli 2016

Siden den første socialreform har psykiatrien spillet en særrolle, da man dengang ikke vidste, hvad sindssygdomme var. Symptomerne var ofte tydelige, men man havde ikke adgang til effektive behandlinger.

Viden om sindssygdomme er øget lidt, men faktisk ved man ikke, hvad der biokemisk ligger bag de forskellige diagnoser. Man har medicin, som nogle gange virker og andre gange ingen effekt har. På den baggrund kan det virke uforståeligt, at man politisk vælger at sidestille somatiske og psykiske sygdomme.

Kommer man på skadestue med et brækket ben, er det tydeligt hvad behandlingen skal være, men kommer man med selvmordstanker eller hører stemmer, er det ulig sværere. Alligevel mener politikerne, at psykiske lidelser er apparatfejl, som hurtigt kan fikses.

Det betyder, at en hel del mennesker lever et dårligt liv. Der er ikke sengeplads på psykiatrisk afdeling, og distriktspsykiatrien nedskæres over hele landet. De facto er der ikke et seriøst tilbud til disse syge borgere.

 

Farlige arbejdspladser

Da man indførte distriktspsykiatri, var det tydeligt for de daværende amter, at her var store besparelser. Man begyndte at nedlægge sengepladser og udskrive selv kroniske patienter. Botilbud blev oprettet, men ikke nok til at erstatte de nedlagte senge. Samtidig blev tvangsmedicinering og tvangsbehandling meget sværere på hospitalsafdelingerne og i botilbuddene. Det betød at arbejdsforholdene for personalet blev yderst farlige.

Men også for brugerne blev livet forringet. De såkaldte humanister tror, at stærkt psykotiske mennesker er i stand til at vide, hvad der er godt for dem. Resultatet er desværre en selvmedicinering, som udtrykker sig i stofmisbrug. Den psykisk syge har nu en dobbelt diagnose, hvilket mange regioner ikke ved, hvordan de skal håndtere. Derfor vælger de at gøre ingenting. At det så resulterer i døde plejere og socialpædagoger, er billigere end at oprette de sengepladser, som er yderst nødvendige.

 

Plads på retspsykiatrisk afdeling

For at en psykotisk person skal være sikker på at modtage den nødvendige behandling, er det desværre nødvendigt at gøre noget drastisk. På den måde kan man sikre sig en sengeplads på retspsykiatrisk afdeling. Og her er der ikke nedskæringer. Sikringen, som lige er åbnet i Slagelse, bliver ikke pålagt besparelser. Måske fordi de bevilgende politikere er bange for at blive udsat for vold fra en af de farlige psykisk syge personer, som nu er på Sikringen.

Danmark må tage et ordentligt eftersyn af psykiatrien. De mange besparelser rammer hårdt og en del af resultaterne er mennesker, som i desperation vælger at kaste sig foran toget eller på andre måder tage livet af sig. Det kan vi ikke være bekendt. Psykisk syge er en ressource for vort samfund. Se på f.eks. Tove Ditlevsen, som ofte var indlagt på Sct. Hans på grund af sin bipolare lidelse. Havde man ikke dette tilbud, ville hun være død, længe før hun gav os bøger og poesi. Andre kunstnere og videnskabsmænd har været patienter på psykiatriske afdelinger. Ved at gøre det svært at blive indlagt og færdigbehandlet, ender mange af disse med enten selvmord eller at gå til i psykoser og misbrug.

 

Rettigheder til psykisk syge

KPiD kræver, at det er en ret at kunne blive indlagt, når man har behov (ikke når der er plads). Vi kræver, at der bliver oprettet afdelinger over hele landet, som er specialiseret i at behandle psykisk syge misbrugere, og at hjemløse psykisk syge skal have et botilbud, som er tilpasset den enkeltes behov. Det vil forebygge drab.

Vi er et rigt land, som kendetegnes på ikke at behandle syge borgere forsvarligt. Vores pseudohumanistiske politikere kan da ikke tro, at skizofrene mennesker selv vælger et liv med stemmer og andre symptomer. Det er sygdommen som vælger for dem.

 

Lilli

Værdige eller uværdige

Den nuværende sociallovgivning er uværdig

Af Lilli Rodeck

Kommunist maj 2016

Da Danmark i forrige århundrede fik socialreformer, debatterede man ivrigt om, hvem der var værdigt trængende, og hvem der ikke var. Denne tankegang gennem-syrede K.K. Steinkes socialreform.

Samme tankegang præger stadig de Radikale, hvilket blev tydeligt i de reformer den forrige regering gennemførte. Især loven om førtidspensionen er gennemsyret af tanker om værdige og uværdige modtagere. Resultatet er, at næsten ingen kan få førtidspension mere, hvis de bare har evnen til at lave kaffe og drikke den uden hjælp.

 

Jagt på ikke etniske danskere

Den nuværende regering er ret så klar i opfattelsen af, hvem der er uværdige modtagere af offentlig forsørgelse. De grupper, hvor der findes mange af anden etnisk herkomst er tydeligvis uværdige, og det er hele grundtanken bag det ny kontanthjælpsloft.

DF er især interesseret i at ramme gruppen af indvandrere og flygtninge, koste hvad det koste vil. Prisen betaler så især de enlige mødre. Pressen prøver ellers at fortælle, at kontanthjælpsloftet er et løftebrud fra DF. Men DF har aldrig kæmpet for de fattigste eller de arbejdsløse. For DF vægter det mere at gøre livet surt for de nye borgere i vort land. At de stadig mener at kæmpe til gavn for folkepensionister, skyldes, at der i denne gruppe endnu er en klar overvægt af etnisk danske. Skulle det ske, at der kommer overvægt af fremmede i denne gruppe, vil DF højst sandsynlig være fortaler for forringelser af folkepensionen.

 

Farligt tankegods

Sideløbende med debatten om værdig/uværdig, er der fortalere for aktiv dødshjælp. Her handler det dels om at abortere de uværdige, så som udviklingshæmmede, handicappede og syge fostre, som aborteres som dårlige liv.

Og dele af den danske befolkning ønsker at gå videre. Syge uden mulighed for et ”værdigt” liv og stærkt handicappede er der nogle, som ønsker at man kunne aflive på samme måde som man afliver gamle syge hunde. Det er en farlig vej, for hvem har retten til at bestemme om et liv er værdigt eller ej. Man kunne få den tanke, at nogle mener at kun mennesker i arbejde lever et ”værdigt” liv. Dermed reduceres mennesket til en vare, hvis arbejdskraft man kan købe eller lade være med at købe.

 

Kapitalens menneskesyn

Med de store besparelser på handicap- og ældreområdet, tvinger kommunalbestyrelser mennesker til at leve dels i eget skidt, men også uden mulighed for at komme ud og få oplevelser. Den tanke sociallovgivningen havde gennem 70’erne op til 0’erne var at sikre mennesker, som havde brug for hjælp, et liv i værdighed. Dengang skulle man ”møde mennesket, hvor det var”. Det har mange års nedskæringer ødelagt.

Det mest tåbelige er udhulingen af revalidering, som hjalp mange mennesker med ny uddannelse og jobtræning. I dag er det yderst svært at opnå ret til revalidering. I stedet for sendes arbejdsløse, syge og handicappede på jobtræning uden økonomisk gevinst og sikkerhed for fast arbejde. Den kurs vores socialpolitik er på, er tåbelig og kortsynet. Det handler om at tilfredsstille EU, og dermed kapitalen, når finansloven laves.

KPiD mener, at det er sociallovgivningen, som er uværdig. Vi har en sociallovgivning uden etik og med manglende tro på borgerne. Men lovgivningen afspejler nok politikernes egne tanker om, hvordan de ville opføre sig på kontanthjælp/dagpenge.

 

 

Lilli

Historien gentager sig

Af Lilli Rodeck

Kommunist april 2016

– En aften på Vesterbro sidder 2 børn, en stor dreng i voksealderen og en lille pige og spiser grød. Foran moderen er en tallerken, som hun har gjort snavset, så børnene tror, hun har spist ude i køkkenet.

– En lille dreng, tynd og bleg, spørger forældrene, hvor mange boller han må tage af boller i karry.

Det er to scener, og der er 60 år imellem, men de kunne begge være sket på samme tid. En del af befolkningen over 60 er vokset op i så kummerlige kår, at det går ud over helbredet som voksen. Den situation er vi ved at skabe igen. Da opsvinget kom i 60’erne, troede alle, at børn som ikke fik sund og rigelig kost var fortid. Men med de reformer, som startede i 00’erne, lagdes grunden for den børnefattigdom vi ser.

Tendentiøs undersøgelse

SFI (Socialforskningsinstituttet) gennemførte en undersøgelse, for at se om fattige børn blev udsat for situationer, hvor de ikke kunne det samme som ikke fattige børn. Undersøgelsen viste, at børnene ikke kom til at lide afsavn. Men en sådan undersøgelse skal man nok tage med et gran salt, da man glemte at spørge forældrene, om de måtte undvære, for at børnene kunne leve ligesom kammeraterne.

Med den nye integrationsydelse og “det moderne kontanthjælpsloft” vil mange opleve, at der ikke er råd til tre måltider om dagen. Og der vil nok heller ikke blive råd til husleje for rigtig mange, da valget bliver mellem at være mæt eller have tag over hovedet. Det er et urimeligt valg, man sætter især enlige mødre i.

Lav mindsteløn

Regeringens mål er tydeligt. Ved at presse fattige mennesker økonomisk vil de lettere acceptere at gå for meget lave lønninger.

Ved treparts forhandlingerne har DA og LO da også accepteret, at mennesker kan komme i arbejde for timelønninger helt ned til 49 kr. Det er en bombe under aftalesystemet, da man derved presser mindstelønnen så langt ned, at disse mennesker kommer til at opleve, at et job ikke bringer dem ud af fattigdom. At LO indgår en sådan aftale er uforståeligt, især fordi de store forbund er lodret imod.

Smadrer købekraften

Uligheden stiger i Danmark, hvilket går ud over produktionen, da færre har råd til at købe produkterne. Men tilsyneladende tror regeringen og mange af partierne, at ved at øge rigdommen for de få, gavner det de mange. Det er en fejltagelse, som allerede koster på BNP.

Hvis regeringen ønsker at skabe vækst, hjælper det ikke at smadre købekraften hos de fattige, tværtimod. Det kloge ville jo være at øge købekraften, så de fattige kan få råd til sund mad, tøj, en bolig, nødvendig medicin og transport.

Mange fattige står nemlig i den Kafkaske situation, at de ikke har råd til transport, hvis de skulle få et arbejde. Og betaler de transporten ville de skulle spare endnu mere på det i forvejen sparsomme kostbudget, hvilket ville gøre dem til dårlige kolleger, fordi de jo ikke vil have kræfter til en fuld arbejdsdag. Og værre bliver det, hvis de, som det ser ud til, mister boligen. Det er yderst svært at søge job som boligløs. Regeringen og dets støttepartier sætter mennesker på en karruseltur, som aldrig stopper.

Urimeligt

Desværre ser det ikke ud til, at der er vilje til at lette vilkårene for de fattigste, tværtimod. De rige har nemlig efterhånden opbygget så mange skrøner om, at det er de enkelte borgeres egen fejl, når de bliver arbejdsløse, syge eller handicappede. Og da disse skrøner tjener overklassen vel, er der ikke udsigt til, at de forsvinder i den nærmeste fremtid.

KPiD vil tydeliggøre de urimeligheder, som øges i vort samfund. Det er ikke rimeligt, at børn igen skal undvære den sunde mad, det er ikke rimeligt, at børnefamilier kan ende uden bolig, det er ikke rimeligt, at syge ikke har råd til medicin, og det er ikke rimeligt, at andre har så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal bruge dem til.

 

Lilli

Farvel til verdensklassen

Det danske sundhedsvæsen røget fra andenplads til niendeplads

Af Lilli Rodeck

Kommunist marts 2016

I 2008 lå Danmarks sundhedsvæsen på andenpladsen i Europa. I 2015 befinder det sig på en 9. plads.

Forklaringen på rutcheturen ligger i de områder, et lands sundhedssystem bedømmes ud fra. Ved at indføre ”lean-systemet” ramte man patientrettigheder og -information, da alting er skematiseret. Men mennesker er ikke maskiner og forstår ikke altid de informationer, som ofte gives i stor hast. Behandlingsresultater er ikke mere tilgængelige, da indtastning tager tid fra andre administrative opgaver. Ved at øge specialiseringen og samle specialer på enkelte sygehuse, bliver bredden af sundhedstilbud smallere, og færre får tilbud som kunne forebygge alvorligere tilstande. F.eks. er forebyggelse af blindhed hos sukkersyge næsten ikke eksisterende.

Transportproblemer

Ved at dels øge afstandene til sygehuse og lægecentre og dels kræve, at man skal bestille tid via en telefonopringning både hos egen læge og skadestue, er det blevet vanskeligt at komme til undersøgelser.

I København har man problemer med 1813, hvor sygeplejersker skal tage stilling til, om opkalderen er så syg, at en læge skal ind over. I resten af landet er lægevagt og akut numrene 8 cifrede, hvilket kan være svært at overskue for mange.

I provinsen er sundhedssystemet bygget op på, at folk har adgang til egen bil. Har man ikke det, kan man blive nødt til at aflyse selv livsvigtige undersøgelser. Regionerne mener, at dette problem løser Falck. Men Falcks opgave er at skabe overskud til aktionærerne ikke at yde service. Falck har inden for de sidste par år halveret sygekørsler på abonnement til 12 enkeltkørsler og samtidig øget prisen. Dog har de en tilkøbsordning for 53 kr. som startgebyr og 13,50 kr. pr. km. Det er dyrere end en Taxi, og betyder at mange kommer i den situation ikke at have råd til at komme til undersøgelser på de sygehuse, som ligger langt væk.

Så kan man vel bruge offentlig transport, vil mange politikere sige. Men de selvsamme politikere har nedlagt den ene busrute efter den anden på landet. Det at kunne komme til at bruge ”sundhedssystemet i Verdensklasse” er blevet så umuligt, at dette er den direkte årsag til, at Danmark er røget fra en andenplads til en niende plads i Europa.

Bliver værre

Når de nye skrabede super-sygehuse bliver til virkelighed, bliver det endnu sværere at kunne benytte sundhedssystemet. Hvordan skal man kunne komme hjem fra Køge til et landområde syd for Sorø, hvis man ikke har bil, og alle Falck-kørslerne er brugt? Hvordan skal man kunne besøge slægtninge? Og bliver der sengepladser tilbage på de andre sygehuse?

Som det er nu, lægges der stort pres på enlige om at tage hjem efter en operation. Man spørger ind til om ikke naboen kan passe én. For det er et andet problem i vores sundhedssystem. Man vil helst overlade pleje af nyopererede til ikke uddannede slægtninge eller naboer. Mennesker uden familie bliver presset så meget, at det er uetisk.

Et andet parameter, som dumper dansk sundhedssystem er manglende forebyggelse. Hvor man før år 2000 talte om at forebyggelse var vigtig for at give mennesker et godt liv, er dette aspekt næsten forsvundet. Læger har ikke mere tid til forebyggende samtaler, og kommunerne venter så længe med de forebyggende samtaler, at det for nogle er meget for sent.

Skal vi have et sundhedssystem i verdensklasse, må vi se i øjnene, at nærhed og omsorg er vigtige funktioner. Som det er nu, kan man ikke komme hurtigt nok væk fra et personale, som er så overarbejdet, at det svarer surt, hvis man stiller spørgsmål eller beder om hjælp. Fortsætter denne udvikling, ender vi med at rutche længere ned i forhold til de lande, vi ynder at sammenligne os med.

 

Lilli

Det er flygtningenes skyld…

Statsministerens tale om ”ordentlighed” er hykleri af værste skuffe

Af Lilli Rodeck

Kommunist februar 2016

I statsministerens nytårstale understregede Lars Løkke, at der på grund af flygtningepresset vil være færre midler til sundhed, uddannelse og velfærd.

Det er en farlig retorik, der kan få uhyggelige konsekvenser, som vi tidligere har gennemlevet, da vor nabo mod syd lagde skylden for arbejdsløshed og fattigdom på en bestemt gruppe mennesker, dengang jøderne.

Den triste sandhed er, at vores velfærd trues mere af danske politikere og deres hang til skattelettelser.

Bevidst fattiggørelse

Under Fogh Rasmussen blev fattigdomsydelsen opfundet for at sikre udlændinge så ringe vilkår som muligt. Målet var at piske dem ud på et arbejdsmarked, som ikke ønsker dem.

Mange danske familier blev hårdt ramt af fattigdom, som øgedes kraftigt. Vi kom til igen at opleve børn, som ikke fik sund mad og nyt tøj, fordi forældrene ikke havde råd. Helt galt gik det for enlige med børn.

Hvor vi gik og troede at børnefattigdom hørte historien til, voksede antallet af fattige børn eksplosivt.

Ved regeringsskiftet forsvandt den forhadte fattigdomsydelse. I stedet for blev syge, arbejdsløse og handicappede angrebet med reformer, som halverede sygedagpengeperioden og næsten gjorde det umuligt at få førtidspension. Målet var, at alle med puls skulle arbejde, om det så kun var en time om ugen.

Samtidigt halverede man arbejdsløshedsdagpengeperioden og fordoblede optjeningskravene.

Prioriteringer

Disse forringelser kom længe før det man kalder ”flygtningekrisen”. Grunden til forringelserne ligger snarere hos EU og deres snævre regler for statsbudgetter.

Og mens man indførte forringelser, som uden tvivl har kostet menneskeliv, forhandlede man dels om nye kampfly, sendte soldater og F16 på missioner i Langtbortistan og sendte milliarder af kroner via Skat til udenlandske svindlere. Der var ingen smalle steder her.

Med en ny regering blev fattigdomsydelsen under et andet navn genindført. Dette skete, inden flygtninge fra Syrien vandrede af danske motorveje. Igen vil antallet af fattige stige voldsomt.

Tilbageskridt

Samtidig med alle disse forringelser bygges ”supersygehuse”, som kommer til at blive skrabede hospitaler, fordi budgettet for bygningen er for skrabet. Det var tydeligt inden det første spadestik.

”Supersygehusene” bliver kommende slumhospitaler, hvor antallet af sengepladser er mindre end behovet. Altså de laver et sundhedssystem, som ikke lever op til forventningerne, hverken hos de kommende patienter, det kommende personale eller politikerne.

Men det er ikke så underligt. Alt hvad angår uddannelse, sundhed og omsorg er allerede nu af så dårlig kvalitet, at man næsten længes efter 60’erne, hvor skoler lå hvor man boede, hospitaler lå i alle byer og der var noget som hed ”husmoderafløser”, når man var syg.

Ingen ”ordentlighed”

Løkke taler gentagne gange om ”ordentlighed”, men han ved ikke, hvad ordet betyder.

”Ordentlighed” indebærer, at alle i vort samfund har råd til mindst tre måltider om dagen, at ingen fryser fordi man ikke har råd til opvarmning og varmt tøj, at man har råd til medicin og et sted at bo. Regeringen har via deres integrationsydelse handlet modsat af ”ordentlighed”. I nullerne fik fattigdomsydelserne lidt over 760 mennesker i job.

Af det kan man lære, at pisk med fattigdom ikke skaber job til fattige, og at arbejdsgiverne ikke ønsker at ansætte de mennesker, der er ramt af fattigdom.

 

Lilli

Fattigdommens følger

Af Lilli Rodeck

Kommunist januar 2016

Gennem litteraturhistorien er fattigdom og dens følger blevet beskrevet. Især Martin Andersen Nexø har beskrevet fattigdom. Ditte Menneskebarn beskriver omkostningerne for børn, som vokser op i den yderste fattigdom. Men sådanne bøger læser vores regering og dets støttepartier ikke.

Regeringen har, uden overvejelser, dømt mange børn til at vokse op i familier, hvor økonomien ikke kan dække deres behov. Følgerne for disse børn er store. Hvis et barn ikke får sund og tilstrækkelig mad, går det ud over indlæringsevnen. Da mange af disse børn er flygtninge eller efterkommere af flygtninge, betyder det, at de risikerer ikke at slå rødder i det danske samfund. Børnene vil føle sig marginaliserede og uvelkomne.

En dårlig økonomi betyder også dårlige boligforhold, hvor der måske ikke vil være råd til opvarmning. Det kan medføre en række sygdomme, som kan følge børnene langt oppe i voksenlivet.

Fattigdommens erfaring

Halvtredserne var en meget fattig periode på bl.a. Vesterbro i København. Prisen var svagelige børn, som altid havde dårlige ører og var tynde og små. Dengang var der ikke mange af disse børn som fik en uddannelse. De klarede sig dårligt i skolen, fordi forældrene ikke havde det overskud, der var nødvendigt, til at hjælpe børnene med lektier. Mange af disse børn gik ud efter syvende klasse for at tjene penge til familien.

Desværre har man aldrig forsket i følgerne af den udbredte fattigdom. Men fra erfaringer ved man, at fattige børn ofte bliver syge. Deres modstandskraft nedsættes på grund af dårlige boliger og ringe mad. Man ved, at det er svært at lære noget, når maven er tom og når familien har store økonomiske problemer.

Men det ryster ikke en Venstreregering. De påstår at fattigdom får folk hurtigt i arbejde. Men det er svært at finde arbejde, hvis man ikke kan sproget, og det er svært at lære sprog, hvis hele ens hjerne er optaget af økonomiske problemer.

Fattigdom er farlig

Det gik ikke godt for Ditte Menneskebarn eller hendes børn. Men de havde dog den lille fordel, at de var blandt mange andre, der var lige så fattige. Nu er situationen, at de fattige børn ofte vil gå i skole sammen med børn, hvis forældre har en ok økonomi, og som ikke kan rumme andres børns problemer. De fattige børn vil igen og igen opleve at de ikke kan deltage i de arrangementer, skolen sammen med forældre laver.

Ved at skabe flere fattige børn, skaber vi også fremtidens højreradikale eller islamister. Disse grupper skabes af vrede og fornemmelsen af at være udelukket fra det samfund, børnene skulle være en del af.

Vi kommunister vil bekæmpe fattigdomsydelserne med næb og klør. Det kan ikke være rigtigt at børn kommer til at vokse op i en fattigdom, vi ikke har set siden 50’erne. Det kan heller ikke være rigtigt at syge og gamle ikke mere skal kunne betale for medicin, mad og husleje. Alle bør have råd til bolig, mad og medicin, uanset hvor man kommer fra.

Tænk langsigtet

Det er trist at være vidne til et Socialdemokrati, som sælger ud af deres grundværdier. Engang var målet at ”få har for meget, og færre for lidt”. Det er som om den nyliberale tænkemåde er blevet den eneste tænkemåde. Troen på at fattigdom skaber dynamik er tåbelig ud over alle grænser. Men målet for de nyliberale er klart. Det handler om at skaffe billig arbejdskraft. Jo mere, lønnen kan trykkes, des bedre.

Danmark har gennem årene stået økonomisk stærkt fordi uligheden ikke var så stor; men det er ved at være historie. Arbejdsgiverne glemmer i deres grådighed, at hvis arbejdskraften er for billig, er der ingen købere til deres produkter.

Hvis arbejdsgiverne var bare lidt intelligente, ville de modsætte sig den øgede fattigdom, som regeringen via lovgivning indfører. Men så langt tænkes der ikke.

 

Lilli

Integration – et politisk spin

Vesten og Danmark ligger som der er redt

Af Lilli Rodeck

Kommunist december 2015

Danmark har gennem årene modtaget flygtninge fra mange forskellige lande, og mange er vel integreret.

Vi har som samfund aldrig lavet en undersøgelse over hvordan man integrerer og hvad der ikke virker. Dog er der noget, som tydeligt viser sig. Alle de flygtninge, som har vores sympati, blandt andet vietnamesere som flygtede fra kommunisterne, er så velintegrerede, at vi aldrig hører om denne befolkningsgruppe. Derimod har vores samfund ikke samme sympati for muslimske eller mellemøstlige flygtninge. De bliver, inden de får en reel chance, betragtet som ikke-integrer-bare. Mennesker har den egenskab, at de opfylder andres forventninger.

Diverse regeringer har gennem årene lavet regler for flygtninge. Det gælder deres sprogundervisning, hvor de skal bo og hvordan de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Men problemet er, at man ikke har nogen viden om, hvordan man hjælper udlændinge ind i et samfund, som gentagne undersøgelser beskriver som meget lukket. Så selvom flygtninge gerne vil have kontakt til danskere, viser det sig at være stort set umuligt. Dertil skal lægges en stigende fremmedfrygt, som er tydeligst blandt folk, som bor i områder med ganske få fremmede.

Familiens betydning

Dog ved man, hvad der kan forhindre en god integration. Flygtninge vil gerne ind på arbejdsmarkedet, og flygtninge frygter fattigdom. Men desværre er danske arbejdsgivere ikke indstillet på at ansætte flygtninge til overenskomstmæssig løn. Det får flygtninge til at køre rundt i arbejdstræning uden at få flere penge ud af det og uden at blive integrerede.

Man ved også, at flygtninge, som frygter for deres kæres liv og helbred ikke let lærer sprog eller noget som helst andet. Og alligevel vil man fratage Syrerne familiesammenføring de første tre år.

Så den danske regering skaber nu en gruppe flygtninge, som skal leve af SU, uden mulighed for supplerende lån som danske SU modtagere kan få, uden mulighed for lønnet arbejde, med sprogskole, som kræver penge til transport, og som lever i frygt for hvad der sker deres familie, hvilket er ødelæggende for deres psykiske helbred. Denne gruppe bliver så marginaliseret, at de kan ende med at blive en trussel mod vores samfund.

Fremmer radikalisering

Fra andre lande ser man, at mange af de unge, som tilslutter sig ISIL og andre islami-stiske grupper, kommer fra så ringe kår, at de bliver ligeglade med om de lever eller dør. Vi skaber selv de mennesker vi kalder ”radikaliserede”. Krig i dag går hårdest ud over civile, og alligevel fortsætter Vesten sin krig mod Mellemøsten. Det opfattes blandt fattige mennesker som en krig mod Islam. Og det ligner det også. Men jo flere bomber, des flere fundamentalistiske muslimer.

Vi bør kræve at FN starter en fredsforhandling, så krige kan stoppes og løses uden bomber. Verden burde kunne hjælpe med at løse kernen i Mellemøstens problemer, nemlig Israels besættelse af Palæstina. Og der burde gennemtvinges en afvæbning af Israel og en reel to-stats løsning. Med en løsning af palæstinensernes problemer, vil man kunne løse Syriens problemer. Men det er vigtigt, at Vesten ophører med at blande sig i andre landes interne sager.

Erkend ansvaret

Vesten, og deriblandt Danmark ligger som de har redt. Selv den måde flygtninge må flygte, har EU skabt ved at pålægge afgifter på flyselskaber, som transporterer flygtninge til Europa uden visa. Vi er i gang med et langsomt folkemord. Enhver, som drukner i Middelhavet er vi medskyldige i.

Og så længe vi ikke tager det ansvar, så længe vil især børn og kvinder drukne. Og med regeringens sidste udspil, vil syrerne føle sig tvungne til at medbringe kvinder og børn på den livsfarlige flugt. Så man må håbe, at V og S er klar over, at de direkte bliver medskyldige i de druknedødsfald, som fortsætter i en uendelighed.

 

 

Lilli

»Hen til kommoden og tilbaws’ igen…«

Kommunisterne vil kæmpe for at kontanthjælpsloftet fjernes, og fattigdomsgrænsen bibeholdes.

Af Lilli Rodeck

Kommunist november 2015

Danmark har en regering, som har en så dårlig vælgertilslutning, at det er uhørt at de kom til at danne regering. For at føje spot til skade er vi vidne til en politisk optræden af historisk karakter. Det drejer sig om Venstres holdning til parlamentariske forlig indgået under den tidligere regering, som der stadig er flertal for.

Fattigdomsydelsen

I nullerne gennemførte VC-regeringen et loft over kontanthjælpen, som medførte en kraftigt stigende fattigdom. Det gik især ud over børnefamilier. Målet var at flere skulle gå fra kontanthjælp til arbejdsmarkedet. Så vidt vides, lykkedes det for ca. 650 personer. Disse var nok også kommet i arbejde uden et kontanthjælpsloft.

SFR-regeringen afskaffede som det første ”fattigdomsydelserne”, som kontanthjælpsloftet var blevet døbt. Samtidig indførte de en fattigdomsgrænse, så vælgerne kunne måle den daværende regerings fremskridt i at løfte børnefamilier ud af fattigdom. At det ikke gik sådan skyldes reformer af kontanthjælpen for unge under 30, reform af sygedagpengesystemet, fjernelse af kontanthjælp for samboende, førtidspensionsreformen og dagpengereformen. Men den daværende regering stod ved resultaterne.

Umoderne loft

Medierne kom til at spille en alt for stor rolle i regeringsdannelsen efter valget. Ved at aftvinge partierne valg af statsministeremne allerede under valgkampen, fik Venstre regeringsmagten på trods af den store vælgerlussing. Venstre lovede i valgkampen et ”intelligent og moderne kontanthjælpsloft”, hvilket bare var, at fattigdomsydelserne ville blive genindført. Samtidig afskaffede man den officielle fattigdomsgrænse.

Nu er problemet bare, at rigtig mange på kontanthjælp har mange andre problemer end arbejdsløshed. En hel del er mennesker som er faldet ud af sygedagpengene og reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. Man bliver jo ikke rask af at miste dagpengene. Disse syge medborgere bliver nu med ”det intelligente kontanthjælpsloft” kastet ud i fattigdom, med de negative følger det har på en evt. helbredelse.

Socialpolitisk kampplads

Det allerværste er, at socialpolitik nu er blevet en kampplads for ideologi og politisk spin. Desværre er Socialdemokratiet og SF alt for villige til at indgå i forhandlinger med Venstre, som jo fremstår som et manipulerende parti man ikke kan stole på. Hvor Venstre spinner sig ud af indgåede aftaler, er S og resten af Folketinget tro mod de aftaler, som indgås. Ofrene er de svageste medborgere, som pludselig mister mulighed for af blive raske og klar til uddannelse og/eller arbejde. Fattigdom har det med at nedbryde mennesker.

Indslusningsløn

Venstres mål er tydeligt. Billig arbejdskraft, som er tvunget til at arbejde for mindstelønninger under den overenskomstmæssige, eller en særlig lav ”indslusningsløn ”som der lægges op til at få indført. Man kan også tydeligt se, at Venstre kanaliserer de penge, der spares på socialpolitik over til at nedsætte ”byrderne” for et erhvervsliv, som skovler penge ind til glæde for aktionærer, ledere og ejere. Problemet kan bare ende med at blive en boomerang. Vælgertilslutningen er dalende og verdenssamfundet kommer med den ene fordømmelse af Danmark efter den anden.

Ruller frem og tilbage

I de politiske ”blokke” som folketingets partier er delt op i, og som pressen har givet farver, truer man nu hinanden med at ”rulle tilbage”. Frem og tilbage igen, mens utrygheden vokser i befolkningen. Hvis noget skal rulles tilbage, så er det alle de nyliberalistiske reformer.

 

Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist oktober 2015

Færre penge til sundhed i hele EU

Vi skal kræve at en øget del af BNP bruges til Sundhedssektoren

Ifølge OECD skrumper udgifter til sundhedsområdet pr. indbygger i hele Den Europæiske Union. Udgifterne er nu under 2009-niveauet, og udgifterne til sundhed fortsætter med at skrumpe i lande som Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Det skal ses i sammenhæng med, at udgifterne til sundhed er vokset med 2,5% siden 2010 i landene uden for EU.

EU praler gerne af den økonomiske udvikling i unionen, så det er ret påfaldende, at netop det borgernære sundhedssystem år efter år udsættes for besparelser.

Vore skiftende regeringer lover et sundhedssystem i verdensklasse, mens der år efter år kommer besparelser på varme hænder og sengepladser. Det virker meget ulogisk, når de selvsamme regeringer ønsker at udvide antallet af arbejdsklare mennesker.

Nye opgaver

Danmark har i de sidste mange år baseret vores velfærd og samfund på ”de frie markedskræfter”. Men erhvervslivet er kun optaget af næste års profit. Visioner for vores fremtid giver ingen profit.

I historietimerne er der nok mange, som har spekuleret på, hvordan Romerrigets Fald føltes for de mennesker, der levede dengang. Men nu behøver vi ikke mere spekulere over det. Vi er vidner til Romerrigets (EU’s) fald. Velfærdssystemer udsultes, medmenneskeligheden forsvinder, og krige er nu mere reglen end undtagelsen.

Så når EU nu står over for en folkevandring, som ikke er set siden Kimbrerne og Teutonerne i Romersk Jernalder, er det vigtigt, at sundhedssystemerne kan forhindre de sygdomme, som måske følger med, når mennesker presses ud i en umenneskelig flugt.

Al velfærd udsultes

Skiftende regeringer gør -meget ud af at prale med særligt øremærkede bevillinger her og nu til Regionerne. Men så længe man taler om engangssummer, bliver resultatet at man bruger færre penge af BNP til sundhedsområdet. Generelt udsultes alle velfærdsområderne for at stille EU tilfreds med finanslovene.

Menneskers sundhed, det være sig fysisk og psykisk, er grundlaget for en udvikling mod en forhåbentlig bedre fremtid. Men så længe sundhedssystemerne i EU deler folk op i A og B hold, så længe vil uligheden og problemerne vokse. At nå mål om bedre uddannelse og længere arbejdsliv kræver et sundhedssystem, som både formår at behandle sygdomme, men også har ressourcer til at forebygge.

Vejen til kollaps

I Danmark ser vi skiftende regeringer lave kræftpakker, men nye undersøgelser viser, at den danske befolkning har ondt i psyken. Og netop psykiatrien har siden slutningen af 1970’erne oplevet så kraftige besparelser, at det er svært at blive indlagt. Og skulle man være heldig at få en sengeplads, så er chancen for at nå at blive færdigbehandlet inden udskrivning meget dårlige.

Vi skal kræve, at en øget del af BNP bruges til Sundhed, ikke bare til somatiske sygdomme, i høj grad også til psykiatrien. Som det er nu, udsættes alle områder, – sundhed, uddannelse og socialområderne – for 2 procent besparelser år efter år. Hvornår vi ender på nul, kan jeg ikke regne ud, men følgen er udsultede borgernære områder, med øget fattigdom og flere kroniske sygdomme til følge.

Det ligner Romerrigets Fald!


 

Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist september 2015

Et sygt menneskesyn

Nu ses de umenneskelige konsekvenser af syge- og førtidspensionsreformen

Efter Fogh Rasmussens regering har synet på mennesket ændret sig radikalt. Fra at være unikke individer er vi blevet til arbejdskraft, en vare som er at sammenligne med maskiner. Dette menneskesyn gennemsyrer nu også vores sundhedssystem, hvor alt er opdelt i specialer, og sygdomme bare er apparatfejl, som skal repareres hurtigst muligt, så personen kan opfylde sin funktion, nemlig at arbejde.

Trues på økonomien

Denne ændring i menneskesynet ligger bag de reformer, den tidligere regering gennemførte, og som især rammer alvorligt syge ekstremt hårdt. Dødsyge mennesker presses til at arbejde, så længe de har en puls. Mennesker med stærke smerter tvinges i den ene arbejdsprøvning efter den anden. Førtidspension bevilges først, når personen er hinsides et menneskeværdigt liv. De sygedagpenge, som skulle forhindre social deroute, er nu så korte, at mange alvorligt syge medborgere må stå i et umenneskeligt valg, nemlig valget mellem betaling af husleje, mad eller medicin. Oven i det foreslår KRIFA, som jo skulle bygge på kristne værdier, at sygedagpengene skal være lavere.

Systemet krakelerer

Vores sundhedssystem er ved at krakelere, dels på grund af krav om høj ”produktion” dels evindelige besparelser. Det resulterer i uønskede hændelser, hvor borgere risikerer at dø. Dette menneskesyn minder meget om det syn man havde i Tyskland før og under 2. verdenskrig. Der var nogle mennesker at betragte som enheder, og deres aflivning som produktion.

Danmark ynder at betragte sig som et foregangsland, hvor ”få har for meget og færre for lidt”. Men den uhyggelige sandhed er, at uligheden i vores samfund øges hurtigere end i lande, vi sammenligner os med. Denne udvikling har især ramt alvorligt syge mennesker. Og med ændring i pensionsalderen ender rigtig mange mennesker med en -alderdom i fattigdom, blandt andet fordi de trods nedslidning ikke kan få førtidspension og så tvinges til at opbruge deres opsparing.

Umenneskelige teser

Læger og socialrådgivere prøver ihærdigt at råbe politikerne op, så syge mennesker reelt kan få en chance til at nå at blive raske, før de sendes på arbejde eller i arbejdsprøvning igen og igen. Men politikere er døve. Da mange af de valgte politikere aldrig har prøvet et reelt arbejde, bygger de deres idé om arbejdets gode virkning på menneskekroppen på teorier, udviklet af især Dansk Arbejdsgiverforening. Men menneskekroppen er ikke bygget til kun at arbejde, og man kan ikke tvinge sygdom til at forsvinde ved samlebåndet.

Kræv ret til førtidspension

Vi kommunister kræver, at syge borgere skal sikres mod social deroute, så de ikke skal komme i den situation ikke at have råd til medicin, sund mad og genoptræning. Og hvis borgeren ikke har arbejdsevne til at klare 37 timers arbejde, bør det være en rettighed at kunne få førtidspension. Syge mennesker skal have sikkerhed for, at de ikke bliver udsat for de overgreb, vores samfund i disse tider udsætter dem for.


Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist august 2015

Socialpolitiske pisk

Når socialpolitik bruges som våben

Det danske valg blev som frygtet. Danskerne valgte med de negative følelser frem for fornuften. DF fik et forrygende valg, dels på grund af deres ældrepolitik, men også for deres flygtningepolitik. Den danske befolkning har nu samme politiske holdning, som mange havde i mellemkrigstiden. Dengang som nu ønskede man stærke ledere, som kunne beskytte det ”særlige danske”. Men på grund af DF’s angst for ansvar, valgte de at støtte op om et parti, som helt eklatant tabte valget.

Spark til flygtninge

Knapt er regeringen på plads, før flygtninge bliver udsat for et fantastisk overgreb. I stedet for ”starthjælp” indfører regeringen fra 1. september en mager udgave af SU til flygtninge. På bedste demagogiske vis, sammenligner Støjberg flygtninges vilkår med studerendes. Men den er helt gal. Studerende kan optage studielån og udføre lønnet arbejde ved siden af SU. Det kan flygtninge ikke. Hvis de så meget som tjener en lille løn, fjernes ”SU”. Målet siges uden blusel: Flygtninge skal skræmmes væk fra at søge mod Danmark.

Dømt til fattigdom

Det er vist første gang i vores historie, at man åbenlyst bruger socialpolitik som et våben. Det er meget skræmmende at vide, at folk, som flygter fra krige og overgreb, helt bevidst dømmes til et liv i absolut fattigdom. Protesterne mod den ”moderne starthjælp” har været få og sporadiske. Det kan skyldes, at befolkningen rent faktisk mener, det er i orden at fratage flygtninge muligheden for et værdigt liv. Men mange er desværre nok fuldstændigt ligeglade, bare de love som vedtages ikke går ud over dem.

Den danske befolkning er nok ikke klar over, at sociale ydelser ikke kun gives for at hjælpe mennesker. Socialpolitikkens fornemste funktion er at forhindre social uro og fattige, som kan genere systemets og bedsteborgeres dagligdag.

De skyldige

Folketingsvalget fremviser også tydeligt, at presses folk på deres levebrød, vælger de ofte at gå yderst til højre, da lige netop højrepartier sikrer at denne gruppe kan føle sig bedre end udlændinge og flygtninge. Det er jo nemt at forstå påstande om at grunden til de socialpolitiske ødelæggelser som f.eks. besparelserne på sygedagpenge, dagpenge og ældreomsorg, skyldes de store omkostninger der er på flygtninge, integration og ulandshjælp. Desværre er de oplysninger helt forkerte. Besparelserne på sociale ydelser skyldes ønsket om at skabe en arbejdskraft, der er til rådighed for en lav løn. De rige begærer nemlig mere rigdom.

Derfor er socialisme den eneste mulighed, hvis alle de mennesker, som stemte på DF i protest mod sociale nedskæringer, skal få en bedre tilværelse.

Fakta om integrationsydelsen

Målgruppe: Integrationsydelsen er målrettet nytilkomne udlændinge og danskere, der ikke har haft ophold i riget i mindst syv ud af de sidste otte år, og som ikke kan opnå status som vandrende arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til EU-retten.

Ydelsesniveau: Satserne for integrationsydelsen tager udgangspunkt i satserne for uddannelseshjælp (satser for unge under 30 år uden uddannelse i kontanthjælpssystemet), der blev indført med kontanthjælpsreformen pr. 1. januar 2014. Satserne for uddannelseshjælp blev fastsat med udgangspunkt i SU-systemet.

For eksempel vil enlige uden børn fremover modtage 5.945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden. Et ægtepar over 30 år med børn vil fremover modtage i alt16.638 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod 28.832 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.


Lilli

Af Lilly Rodeck

Kommunist juni-juli 2015

Middelklassens tyranni

Pisk til dem der ligger ned er ikke vejen

Valgresultatet i England var trist.

Gennem de sidste mange år, har syge, arbejdsløse og handicappede personer oplevet store forringelser. Forringelserne er så voldsomme, at næsten 1 million mennesker, voksne, børn og gamle, hver dag må hente mad i såkaldte Foodbanks. De forringede sociale vilkår var for Labour og det skotske SNP vigtige emner i valgkampen. Hvorimod de konservative mere gik op i EU, indvandring/flygtninge og sikkerhed.

Sociale problemer

Mange steder i Storbritannien er leveomkostningerne steget voldsomt på grund af dyrere huslejer og opvarmning. Samtidig oplever mange, især unge, at arbejdsmarkedet ikke ønsker dem.

Det forårsagede voldsom social uro i august 2011. En uro, som hurtigt blev kaldt bølleoptøjer. Sandheden var, at mange unge, især fra indvandrerfamilier, ikke kunne få arbejde. Vreden var så voldsom, at regeringen måtte bruge skrappe midler og yderst strenge straffe, for at få genoprettet roen igen. Men de unge står stadig uden job og er henvist til bander, misbrug og kriminalitet.

Ignoranter

Valgresultatet er interessant, fordi det tydeligt viser, at middelklassen ikke fatter eller interesserer sig for fattige, arbejdsløse, syge eller handicappede. Middelklassen går meget mere op i ”lov og orden”, lavere skatter og samfund fri for flygtninge/indvandrere og fattige.

Det er det samme billede vi ser i danske meningsmålinger. Socialpolitik har ingen interesse for dem, der har deres på det tørre. Og den gængse opfattelse er, ligesom begge blokke, at det er fordi folk er dovne og ikke gider lette røven.

I det lys er det ganske logisk, at regeringen ville give en lille sum penge til kontantmodtagere, som selv finder et arbejde. Og det på et arbejdsmarked, som automatisk frasorterer langtidsledige, folk med handicaps, og mennesker, som ikke lever op til normerne hvad angår vægt, beklædning mm. Middelklassen i Vesteuropa er blevet konforme, intolerante og snæversynede. Frygten for social uro vægtes ikke, da man jo altid bare kan kalde det bølleoptøjer og straffe sig ud af det.

Vores valg

Nu er valget overstået, og det var ikke forbedringer for de socialt svageste der prægede løfterne, tværtimod. Der blev ikke givet håb til de mange arbejdsløse, socialpolitik var en økonomisk byrde, skattelettelser var på positivlisten.

Lave skatter gavner dem, der intet mangler og fordi mange tror, at når virksomhedsejerne har det godt, vil det gavne alle. Det gør det som bekendt ikke, det betyder nemlig nye stramninger for de svageste, kontanthjælpsmodtagerne, og flygtninge. Det samme gælder for nul- eller minimalvækst i de offentlige udgifter. Vi vil snart få at se hvad der kommer ud af de mange løfter eller trusler som valgkampen indeholdt.

Overalt hvor kommunister er, må socialpolitik være vigtige debatemner, i håb om, at mennesker med tiden kommer til at forstå, at fattigdom og pisk til dem, der ligger ned, ikke er en farbar vej!


Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist maj 2015

Laveste fællesnævner

Den farlige udvikling med fattigdomsskabelse skal stoppes

Skiftende politikere har siden 1972 forsikret den danske befolkning om, at EU (dengang EF) aldrig ville blande sig i vores socialpolitik. De EU-ivrige politikere lod tydeligt skinne igennem, at de andre lande nok ville betragte Danmark som et foregangsland, hvis humane socialpolitik nok ville blive den model, de andre lande ville tage til sig.
Selvom kritiske røster ymtede, at det nok snarere var sådan, at EF/EU ville implementere den laveste fællesnævner, fastholdt skiftende regeringer, at socialpolitikken aldrig ville blive et EF/EU-anliggende.

Dårlig timing
Siden har historien vist, at de kritiske røster havde ret. Især i de sidste 14 år har danskerne været vidne til skiftende reformer, som stille og roligt tilpassede sig EU. Og uden at været uddannet i økonomi, synes fremtiden at vise, at der kun skal være én takst, hvad angår sociale ydelser.
Men dette er ikke noget skiftende regeringer vil gå ud med i befolkningen. De foretrækker at udføre opgaven stille og roligt, og de gør hver gang, hvad de kan for at få det til at se ud som noget bedre og mere moderne.
Det er nok med den begrundelse, at vores nuværende statsminister afviser Dansk Arbejdsgiverforenings (DA’s) forslag om at indføre samme takst for sygedagpenge, førtidspension og kontanthjælp. DA’s motiv er, at ved at presse folk økonomisk, vil de være mere villige til at tage job med lave lønninger. DA’s motiv er også drømmen om at der, ligesom i Tyskland, indføres en mindste timeløn meget lavere end den overenskomstmæssige løn.

Fattig trods arbejde
fattigdomVed at sænke mindstelønnen til noget nær 60 kr. i timen, vil DA opnå deres våde drøm om et stort arbejdsudbud, som vil konkurrere om lønnen, så aktionærer og ejere kan øge profitten.
Det er en farlig udvikling, da resultatet er fattige arbejdende. Fænomenet har allerede fået et navn: working poor” som på trods af at de har et job, alligevel er så fattige, at de ikke har råd til en bolig.
Sådanne fattige arbejdere kan være meget modtagelige for højreradikale gruppers retorik. I stedet for at vende vreden den rigtige vej, ender for mange med at lade deres elendige situation gå ud over migrantarbejdere, indvandrere og flygtninge. Vi så i 30’ernes Tyskland, hvad det betød, og vi ser i dag den fremvoksende fascisme.

Nu, hvor vi ikke har lande uden kapitalisme i vores nærhed, er det svært for mange at forestille sig et andet samfundssystem som socialisme. Presse og TV fremstiller de tidligere socialistiske lande på en måde, som mange har svært ved at gennemskue. Desuden føler mange, at det man kender er mere trygt, end det ukendte.
Desværre er det ikke rigtigt. Kapitalismen er blevet mere rå, men også dygtigere til at fremstå som det eneste rigtige, og som om der ikke er noget alternativ.
Men det er der! Vi kommunister peger på, at der er en anden vej. At socialisme er det kloge valg for menneskeheden.


Lilli

Kommunist april 2015

Af Lilli Rodeck

De vrede unge mænd

Det ulige Danmark med ”dem” og ”os”

For ikke så længe siden gik en ung vred mand amok og dræbte to civile og sårede seks politimænd. Hurtigt blev det udråbt til terror. Men var det nu også det?
Begrebet ”terror” er et dejligt omkostningsfrit begreb, som flytter ansvar fra samfund, forældre, skole eller andre over på personen, som i vrede udfører en voldsom handling.
Men når et ungt menneske vokser op i et samfund, som på mange områder har svært ved at rumme drenge og som nedgør andre kulturer end de vestlige kristne, vækker det hos nogle en følelse af vrede og dødstrang. Den unge mand, som brugte politiet til at begå selvmord, var en intelligent ung, som følte sig splittet op mellem to kulturer og som ikke følte sig forstået.

Ekskluderende arbejdsmarked
Vi har i Danmark et arbejdsmarked, som ekskluderer enormt mange mennesker. Det gælder folk med udenlandske navne, syge, handicappede og langtidsledige.
I det samfund har mange unge mænd svært ved at finde et fodfæste. Selvom de følger regeringens krav om uddannelse, har de mere end svært ved at få praktikplads eller bare et almindeligt job under en overenskomst.
For en del unge betyder det, at de kommer til at leve et liv uden for samfundet. De unge med en dansk baggrund ender ofte i misbrug, mens dette er mere sjældent for dem med muslimsk baggrund. En del af dem finder mening og fællesskab i tilværelsen i bander, mens andre tilslutter sig islamiske grupper. Dette sker, ikke fordi de unge er specielt troende, men fordi alle har behov for at føle sig anerkendt. Det er det samme, som får nogle af disse marginaliserede unge til at søge mod Syrien. Det at føle sig vigtig er noget, som de i starten får, indtil krigen dér bliver hverdag.

Fattig hjælp
Mens alt dette foregår i vores samfund, ser vi et socialsystem, som har fejlet. Praktik og nyttejob hjælper ikke disse vrede fortabte unge mænd, men det øger følelsen af at de ikke er ønsket, at de ydmyges. Når man så oveni lægger, at de unge får en socialhjælp, som gør, at de ikke kan betale for en bolig, købe sund mad og smart tøj, som jo er vigtigt for de unges selvværd, inviterer vi dem til alternative løsninger.
Så hvis de unge skal opnå det uden job, er der kun én vej, kriminalitet. Men for nogle unge bliver vreden så voldsomt, at de føler at omverdenen skal føle den samme vrede og smerte. Det er det, der sker, når unge mænd begår voldskriminalitet.

Sensationshunger
Den danske presse er meget hurtig til at beskrive kriminalitet, når den begås af unge med en anden baggrund end dansk. Og pressen har manglet en terrorhistorie, fordi det vil gøre Danmark vigtig på verdensscenen. Men sandheden er, at det vi så i København, var en ung vred, såret mand, som ønskede at dø. Men da selvmord er en synd i islam, måtte han bruge politiet til det formål. Havde vi haft et samfund, som var åbent for andre kulturer og religioner, og som så mere på det enkelte menneskes muligheder og evner, så ville vi ikke have så mange vrede unge mænd, som er i fare for at eksplodere.
Vi kommunister kræver, at Danmark lever op til retten til uddannelse og arbejde for alle. Vi er trætte af at leve i et samfund som er delt i ”dem og os”!


Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist januar 2015

Tillykke, du er nu rask…

Samfundet tramper på syge og nedslidte

Siden førtidspensionsreformen har mange alvorligt syge oplevet, at når sygedagpengene er ved at skulle ophøre, eller de skal overgå til den nye ydelse, så melder jobcentrene dem raske. Dette sker på trods af, at praktiserende læger og specialister tydeligt meddeler, at borgeren er for syg til at arbejde endnu.

Når jobcentrene har udført det mirakel, som sygehus systemet ikke kunne, så skal den enkelte ifølge loven ind i et ressource forløb, hvor arbejdsevnen skal fastlægges. Ressource forløbet burde bestå af en handleplan, hvor man får afklaret hvilket problemer den enkelte har, og om det kan afhjælpes. Men ofte består forløbet af samtaler, med rådgivning om hvordan man bare skal lære at leve med smerter, eller gå tur med hunden, selvom man ingen har.

Dør af det
Regeringen har lavet et lovsjusk, som kun overgås af VKO’s forarbejde op til Danmarks deltagelse i Irakkrigen eller Tamilsagen. Loven er beskrevet så overordnet, at kommunerne får fri mulighed for fortolkning.

Det betyder, at kommunerne skelner mere til økonomi end til de mennesker som kommer slemt i klemme. Bl.a. har kommuner undladt at tilkende udviklingshæmmede førtidspension, selvom det er tydeligt at arbejdsevnen er lig nul. Regeringen har heller ikke tydeligt beskrevet, hvilke omstændigheder der skal være, for at et sygt menneske uden mulighed for helbredelse, skal kunne få førtidspension. Det politiske system tager ikke højde for at syge borgere har brug for medicin, og at mange ender med ikke at have råd til livsvigtig medicin. På grund af lovsjusk ender mange syge med at dø før tid. Enten dør de på grund af dårlig økonomi, som fratager den enkelte muligheden for nødvendig medicin, sund mad og indkomst til at kunne beholde boligen, eller også presses de til selvmord. Tit og ofte standser togkørslen fordi et ulykkeligt menneske ikke har set anden udvej. En del af dem som springer ud foran toget er syge, som er blevet ofre for førtidspensionsreformen.

Fattig fremtid
Reformen om efterløn er heller ikke bedre. Regeringen lovede, at nedslidte borgere, som på grund af arbejdsrelaterede slidskader ikke mere kunne arbejde, ikke ville blive tabt på gulvet. Disse ville blive berettiget til førtidspension. Men også her har kommunerne brugt kassetænkning til at tvinge nedslidte borgere ud i jobtilskudsordninger eller på kontanthjælp, når de først har formøblet eget hus, bil og pensionsopsparing. Det betyder, at mange af de yngre mennesker som udfører nogle af samfundets vigtigste job, rengøring, bygningsarbejde, plejeopgaver m.v., kan se frem til en fattig alderdom.

Skulle en borger være så heldig at oppebære førtidspension, bliver borgeren raskmeldt når han/hun skal have folkepension. Politikere har glemt, at mange førtidspensionister har store medicinudgifter, som vanskeligt kan betales på en folkepension. Men spørger du en politiker, vil vedkommende sige at det handler om prioritering. Altså må folkepensionisten vælge mellem mad, bolig eller medicin. Det er ikke et værdigt valg.

EU eller grundlov
Danmark har, efter vi blev medlem af EU, ignoreret socialpolitik. I Grundloven står der tydeligt, at alle har ret til at kunne forsørge sig selv ved arbejde. Men er borgeren ikke i stand til dette, har borgeren ret til at det offentlige sikrer forsørgelsen. En sund og god socialpolitik vil have til formål at give den enkelte mulighed for at arbejde for en løn man kan leve af, eller, hvis ikke det er muligt, at give støtte til et værdigt liv. Målet bør være, at raske sunde mennesker uden arbejde skal have hjælp til at finde arbejde uden i mellemtiden at skulle være bange for at miste alt. Den syge skal have tid og tryghed til at kunne blive rask, uden at skulle frygte fattigdom. Og de mennesker som ikke kan arbejde, bør have en hjælp, som giver økonomi til at opretholde en passende bolig, råd til mad, medicin og andre nødvendigheder. Og når arbejdslivet slutter, bør man sikre at den enkelte stadig har råd til det.


Lilli

Af Lilli Rodeck

Kommunist december 2014

En indrømmelse af skyld

Kommunerne er fremkommet med et forslag, som ved første øjekast kan se besynderligt ud. Men ved nærmere undersøgelse, kan man se meningen med galskaben. 

Kommunernes forslag går ud på at arbejdsprøve 180.000 arbejdsløse, for at finde den enkeltes arbejdsevne. Kommunerne mener, det er enklere end det nuværende system med virksomhedspraktik, løntilskudsjob, akutjob, skåne- og flexjob. Ved at lave én arbejdsprøvning, ville det være nemmere at få den enkelte i gang med et arbejde, som vedkommende kan klare.

Jobcentrenes overgreb

Når et menneske mister sit arbejde, møder det op på jobcenteret med en fornemmelse om, at de vil få et tilbud om et nyt arbejde. Men stor bliver overraskelsen, når den arbejdsløse oplever, at jobcentrene ikke er jobformidlende, men snarere har til opgave at kontrollere, om den arbejdsløse nu også er aktivt jobsøgende. Den arbejdsløse befinder sig pludselig i en situation som klient. Og efter kort tid oplever den arbejdsløse, at jobcenteret bliver til modstandere frem for medspillere. Den arbejdsløse bliver mødt med mistro, underlige spørgsmål, som føles grænseoverskridende for den enkelte. Langsomt og sikkert bliver den arbejdsløse frataget selvtillid og troen på, at der findes et normalt arbejde til overenskomstmæssig løn.

Virksomhedspraktik, billig arbejdskraft

Efter et halvt år tvinges den arbejdsløse i virksomhedspraktik, hvor man kommer ud og arbejder fuld tid for dagpengene. Ofte, alt for ofte, oplever den arbejdsløse, at virksomheder, og især de offentlige arbejdspladser spekulerer i deres usle betaling. Den arbejdsløse oplever pludselig, at de regler, som skal beskytte den enkelte, ikke gælder dem. Ansættelsespapirer er undtagelsen frem for normen, og udsigt til et fast job efter praktikken er meget lille. Virksomhedspraktik er omkostninger for den arbejdsløse og er yderligere med til at underminere den arbejdsløses psyke.

Posttraumatisk Belastnings Syndrom

Når den arbejdsløse nærmer sig de to år, og dagpengene ophører, er mange tæt på at krakelere. De økonomiske udsigter er skræmmende, ægteskabet vakler, hvis den arbejdsløse er gift. Og ejer den arbejdsløse hus og bil truer tvangsauktionen. Og nu har jobcentrene og det offentlige system skabt en borger med psykiske problemer meget lig dem, man oplever hos soldater, som har været i krig. Den stærke, stolte arbejdsløse er borte og tilbage står et menneske med nul selvtillid, frygt for fremtiden, dårlig søvn og nedsat arbejdsevne.

Erkendelse

Kommunerne må have set denne udvikling hos arbejdsløse flere gange, så derfor dette forslag. At man kunne ændre jobcentrenes funktion til jobformidlende, falder på intet tidspunkt kommunerne ind. At behandle borgere som klienter har jo gennem tiderne været socialforvaltningernes fornemste opgave, selvom netop klientgørelse har den bivirkning at fastholde folk i den dårlige situation.

Kommunisterne vil…

Kommunistisk Parti i Danmark kan slet ikke forstå, hvorfor kommuner og jobcentre ikke koncentrerer sig om at skaffe arbejde, at sikre den arbejdsløses mentale sundhed og forebygge social deroute. Historien har lært os, at ødelægger man mennesker, ender mange med at blive vrede og gå mod højre. Er man trykket ned i mudderet, ender de fleste med at finde syndebukke, ofte flygtninge og indvandrere. Og det er en farlig udvikling, som bør bekæmpes med alle midler. Det burde være en menneskeret at have et arbejde så man kan opretholde en rimelig levestandard!


 

Oktober 2014

Bevillinger og besparelser

Ekstra midler til styrkelse af sygehusvæsenet

– alligevel hører vi om besparelser og fyringer

Af Lilli Rodeck

Hvad er det, der sker? Mens sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere, portører og rengøringspersonale konstant får at vide, at der ikke er råd til lønstigninger, gælder dette ikke for direktører i regionerne eller politikerne.  Direktørerne tommehylderoppebærer lønninger på over 2 millioner årligt, samt ret til aftrædelsesgodtgørelser på ca. 1,5 millioner, selvom de ikke aftræder.
Dette er skatteyderkroner, som flyder i en lind strøm til et dyrt mellemled mellem regering og sygehusene. Det er helt galt. Mange af disse direktører har oplevet lønstigninger på 15–28% i en 6-årig periode. I den samme periode har lønninger for de ansatte, som udfører det grundlæggende, vigtige arbejde, næsten stået stille.
Nye besparelser

Patienterne bliver udsat for rystende former for besparelser. F.eks. bliver syge mennesker udskrevet kort efter operationer, og det uanset om de har et sted at bo eller ej. Københavns Kommune planlægger at oprette et sted, hvor udskrevne hjemløse kan komme sig og blive genoptrænet.
Mens nye ekstrabevillinger strømmer ud til regionerne, udsættes hospitaler for besparelser i stor stil. De nyeste besparelser kommer især til at ramme de medicinske afdelinger og kroniske syge.
De mange milliarder til psykiatrien udløser tilsvarende besparelser, til stor forundring for skatteborgerne, som føler sig overladt til sig selv, når de får banale sygdomme.
Kræftpakke 4 er på vej, og her overbyder regering og Venstre hinanden. Grunden til den store offervilje i forhold til kræft frem for andre sygdomme, skyldes nok det pinlige, at Danmark ligger med en alt for lav overlevelsesprocent i forhold til andre lande. Eller er det fordi de bevilgende politikere er bange for selv at blive ramt af kræft?
Sygdomme som hjertekar- sygdomme, medicinske lidelser, astma og KOL overses.
Kritisk revision

Spørger man regionerne om, hvordan det kan være at øge- de bevillinger udmønter sig i besparelser, fremhæver de den dyrere medicin. Her bør Rigsrevisionen gå ind og undersøge, om dette nu holder stik, da en del patienter rent faktisk bruger af deres egen medicin. Bruger du astmainhalatorer forventes det, at du selv medbringer dette. Og astma medicin er meget dyrt.
Rigsrevisionen bør også se på aflønning af direktører, aftrædelsesaftaler og lønninger til diverse konsulenter. Det er sikkert, at alt for mange penge forsvinder her.
Hvem er vigtigst

Generelt bør alle lønninger til direktører og ledere gennem- gås. Det er en dårlig tanke- gang, at disse skal aflønnes som i det private erhvervsliv, hvorimod de andre ansatte i sygehusvæsenet skal spare.
En direktør er ikke vigtigere end rengøringspersonalet, og bør derfor ikke aflønnes så meget højere. Det at de skulle have et større ansvar er teoretisk, da rengøringspersonalet som sådan har et meget stort ansvar, nemlig at holde sygehusene rene, så man ikke bliver syg af at være indlagt. De penge, som kan frigøres fra de oppustede direktørlønninger og konsulentbidrag, kunne passende tilflyde rengøringen, som mange steder er skåret så langt ned, så svage patienter risikerer livet på sygehusene.
Pengene kunne også gå til omsorg, socialrådgivning, bedre mad og udsmykning af de gamle sygehuse, som mange steder ligner det, de er ved at udvikle sig til, nemlig dødens forgård.

Sygedagpengeloven og kronisk syge

Kronisk syge sjofles i klemmen mellem sygedagpenge- og førtidspensionsreformerne

 

Da Sygedagpengereformen blev fremlagt, var hensigten, at syge borgere ikke skulle efterlades uden nogen form for indtægt, men ligesom de andre reformer viser det sig i praksis at være varm luft.
Visse kommuner udlægger loven således, at kun syge, som kan blive raske, har ret til sygedagpenge.
Det efterlader en stor gruppe kronisk syge med varig nedsat arbejdsevne i et stort tomt hul, hvor de ikke kan få nogen ydelse, hvis de er så uheldige at være gift eller samlevende.
Ingenting på hylderne

Borgere med varig nedsat arbejdsevne skulle før have førtidspension, men dette er stort set blevet umuligt med reformen om førtidspension. Ganske få borgere får i disse dage tilkendt førtidspension, men visiteres i stedet til flex- job. Desværre er der så godt som ingen flexjob til rådighed. Det betyder, at en hel del borgere efterlades uden nogen form for indtægt, da alle ydelser er tidsbegrænsede. I en konkret sag, har ankestyrelsen underkendt en kommune, men det anfægter ikke kommunen, som fastholder, at loven kræver, at sygedagpenge er for syge, som kan blive raske.
Med mængden af kroniske syge, kan reformen om sygedagpenge vise sig at blive en stor besparelse, når nu disse mennesker ikke kan opretholde hverken sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension. Hvor mange, som reelt vil blive ramt vides ikke. I for- vejen er ydelserne lave nok.
Men det er umenneskeligt at efterlade kronisk syge helt uden indkomst, uden penge til at dække leveomkostninger og nødvendig medicin.
Syge skal behandles værdigt, og kronisk syge med nedsat arbejdsevne skal selvfølgelig have førtidspension.

_________________________________________________________________________________

September 2014

Homo Economicus

Nedskæringer koster menneskeliv

Af Lilli Rodeck

 

homoNæsten en gang om ugen kommer der nyheder frem, som omhandler menneskeliv kontra økonomi. De to mest alvorlige fra den sidste måned er den voldsomme overdødelighed på sygehuse, fordi man ikke har dyre specialister eller færdiguddannede læger på vagt i weekends, og fordi man sparer på vikarbudgettet i ferierne.
Nyheden burde have med- ført et ramaskrig, men stilheden er larmende. 50% chance for overlevelse, hvis man er på sygehus i weekends eller ferieperiode, burde have fået regeringen og regionerne til at fare ud med forslag til forbedringer, men det er ikke sket. Man taler bare om, at det handler om planlægning. Men det er svært at planlæg- ge, hvornår mennesker bliver syge!
Økonomi contra menneskeliv
Fejlen er, at et menneskeliv ikke mere vægter så højt som økonomi. Med evindelige besparelser på sygehusene, bliver resultatet derefter. Man burde også have undersøgt dødeligheden i forhold til aften og nat. Jeg er sikker på, at også her findes en overdødelighed, da aftenvagter og nattevagter er dyre og ofte besættes af læger i uddannelsesstillinger. Det kan vi som samfund ikke leve med. Vi har efterhånden et sygehus- system, som på overfladen ser effektivt ud, men reelt ikke er bedre end mange af de dårlige sygehuse i udviklingslandene.
Egen fødevarekontrol
Den anden nyhed, som også viser samme tendens, nemlig at økonomi vægter mere end menneskeliv, er listeriaforureningen af rullepølser. En virksomhed, som har fået ”elite smiley” for sin egenkontrol, har gennem længere tid solgt farlige fødevarer.

Det har kostet menneskeliv. Men ikke nok med det, så har den efterhånden ret så amputerede fødevarekontrol ikke handlet på oplysninger, som burde have lukket fødevarefirmaet for en måned siden.
Hvor mange flere, der kommer til at dø, vides ikke. Men ansvaret ligger politisk, hvor man har fjernet den effektive fødevarekontrol vi engang havde, for at spare penge. Begrebet ”egenkontrol” blev indført, fordi politikerne troede at ræve er gode til at vogte høns.
Det har gentagne gange vist sig at egenkontrol ikke virker efter hensigten, og at følgerne for at overtræde reglerne er for slappe. Det er alvorligt, når den mad, vi nødvendigvis må have for at leve, slår os ihjel.
Gustent overlæg?
Besparelserne på sygehusvæsenet er resultat af ny liberal tænkning, hvor man tror man kan effektivisere sig ud af alle problemer. Men mennesker er ikke maskiner med maskinfejl. Mennesker har brug for omsorg og pleje, hvilket kunne forebygge mange dødsfald. Ved en kontakt mellem patient og plejepersonale ville mange symptomer blive fanget før patienten afgår ved en for tidlig død. Men måske er den økonomiske beregning, at døde mennesker er billigere end levende mennesker med behov for pleje, genoptræning mm.
Den samme gustne tankegang kan ligge bag den manglende handling på listeria, fordi det jo hovedsagelig er mennesker, som i forvejen er svækkede, som dør.
Men når finansministeriet år efter år kræver ”effektivise- ring” og nedskæringer i både regioner og kommuner, så går det jo ud over niveauet for både behandling og kontrol. Det interesserer ikke regnefolkene bag skrivebordene, men det burde interessere politikerne. Det interesserer i hvert fald befolkningen der bliver ofre for nedskæringerne.
Regeringen foretrækker stadig at poste penge ud til jagerfly og anden menneskefjendsk isenkram, og de alvorlige følger for besparelser ser ikke ud til at få nogle konsekvenser overhovedet.
Vi kommunister kræver,  at menneskeliv kommer før økonomi. Vi kræver, at mennesker trygt skal kunne blive indlagt på sygehuse uden at frygte for weekends og ferier. Vi kræver retten til mad, som ikke slår os ihjel. Meningsmåling efter meningsmåling har vist, at danskerne gerne vil betale den nødvendige skat til sikring af gode sygehuse og fødevarekontrol. Der har dog ikke været meningsmålinger der har vist at befolkningen gerne vil betale skat til dræbermaskiner.

__________________________________________________________________________________________________

August 2014

Retssikkerhed

– et sagn fra gamle dage

Af Lilli Rodeck

Danmark har siden 60’erne pralet af, at vi havde et socialt system, som skulle sikre handicappede, syge og arbejdsløse et værdigt liv, hvor målet var en så normal tilværelse som mulig.

Sådan er det ikke mere. VKO og siden S-R-SF har skåret netop på det sociale område, men også bundet kommunerne op på en stram økonomi. Det har nogle vidtrækkende følger for samfundets svageste.

Det er blevet sværere for handicappede at få bevilget hjælp, da kommunerne ofte mener, at familien eller partneren kan gøre arbejdet, men også at ledsagede ture til kultur eller rejser nu bliver betragtet som luksus og derfor bortfalder.

Kommunerne har nemlig så dårlig en økonomi, at der skal spares. Og de områder, som rammes er handicapområdet. Det med, at handicappede skal kunne leve et normalt liv, er blevet erstattet med, at handicappede ikke skal ligge skatteyderne til last. Det samme ses på ældreområdet, hvor det er blevet en umulig sag at få tilkendt hjemmehjælp. Også her opfordrer kommunerne til, at børn m.m. laver rengøring og indkøb for den ældre. Men ikke alle ældre har børn eller børnebørn!

Vi i Danmark har også altid pralet med, at ingen skulle mangle medicin, når de var syge. Men her er det også skredet. Ofte må apotekerne se mennesker gå hjem uden den medicin, lægen har ordineret, fordi priserne på medicin kan svinge voldsomt fra uge til uge. En del af denne medicin er livsvigtigt, men det er både regering og kommuner ligeglad med. Folk må jo prioritere! Men for mange mennesker ser verden anderledes ud.

Når huslejen er betalt, er der så få penge tilbage, at valget reelt bliver mellem mad et par dage eller medicin.

Her kunne vi lære af Grønland. Der er al ordineret medicin gratis. Godt nok har lægerne ikke så mange midler at vælge mellem, men det løses. Hvis man ikke kan tåle den gængse medicin, sender lægen en ansøgning til selvstyret om et andet produkt. Det bliver som regel godkendt. Styrken ved det grønlandske system er, at ingen behøver at undvære medicin, og at lægerne bliver bevidste om, hvilken medicin de udskriver. Et sådan system kunne man drømme om her i Danmark.

Vi har i det hele taget problemer med behandling af medborgere, som ikke passer ind i det billede, som massemedierne har skabt af, hvordan mennesker ser ud, tænker, går klædt m.m. Vi er blevet meget intolerante og det rammer især handicappede og syge. Arbejdsløse er gennem massemedierne beskrevet som dovne, grådige og selv skyld i situationen. Handicappede bør ikke vise sig offentligt, da de ødelægger billede af et ”lykkeligt” folk, og syge skal være glade for, at de bor i Danmark, hvor vi har ”verdens bedste behandling”.

Jamen, enhver kan risikere at få handicaps, blive syg eller arbejdsløs. Derfor bør vi som medborgere tænke på at behandle disse grupper, som vi ønsker at blive behandlet selv. Og vi bør kræve retssikkerhed for, at handicappede, ældre og syge kan få den hjælp, de har behov for. Der bør også være en retssikkerhed, således at ingen borgere skal gå hjem fra apoteket uden medicin, fordi de ikke har råd. Det er et simpelt krav, som en moderne stat burde yde.
Som kommunister kræver vi, at alle borgere skal have samme muligheder uanset sygdom og handicap. Vi

kræver, at mennesket sættes før økonomi. Vi kræver også, at medicinalindustrien hurtigst muligt nationaliseres, så medicinpriserne bliver holdt i ro, samt at medicinalindustrien kun udvikler medicin til virkelig sygdomme og ikke til småproblemer! Vi kræver dagpenge og kontanthjælp til at leve af, flere billige lejeboliger og ret til arbejde som den enkelte kan bestride.
Vores udvikling de sidste mange år har mere været en afvikling styret af EU. EU har et mål om at skabe billig arbejdskraft og at slanke socialpolitikken mest muligt, da socialpolitik ses som en forhindring for arbejdsgivernes sult efter lave skatter og næste gratis arbejdskraft.
Hvem der så skal købe deres produkter stå hen i det uvisse?

__________________________________________________________

Juni 2014

Rigsrevisionen skælder jobcentrene ud

Kommunerne tænker mest på ussel mammon

At kommunerne har mere travlt med at spare på udgifterne til sygedagpenge end at hjælpe syge tilbage i job, har været hverdag for tusinder af syge borgere landet over. Det er ikke nyt for de sygdoms- ramte borgere. Men det er nyt, at Rigs- revisionen kritisk påpeger den kyniske politiske praksis. Det fremgår af en beretning, som er afgivet til Folketinget i foråret. Kommunerne kritiseres for at gå efter en hurtig økonomisk gevinst ved at få de sygemeldte hurtigt muligt tilbage i job frem for at sikre dem en varig beskæftigelse.

rigsrevision

Forkert fokus
I bemærkninger til beretningen lyder det, at man på jobcentrene ikke har fokuseret nok på, hvordan det er gået den tidligere sygemeldte borger, når personen er kommet i ny beskæftigelse. Ifølge nyhedsbrevet dk.nyt kritiserer statsrevisorerne, at jobcentrenes indsats ”i høj grad har været rettet mod forhold, der har økonomisk betydning for kommunen, og i mindre grad mod effekten af beskæftigelsesindsatsen”.

400.000 berørt
I 2012 modtog cirka 400.000 borgere sygedagpenge. De første 30 dage betales af arbejdsgiveren. Derefter over- tager kommunerne udbetalingen, der refunderes fuldt ud af staten de første fire uger. Men så sker der en nedtrapning af statens refusion, der helt op- hører efter 52 uger, hvorefter kommunerne selv står med hele regningen, og den ”tørres af” på de syge, der bare skal jages i arbejde. Og det er ikke småpenge, der er i spil. I 2012 drejede det sig om 14,2 mia. kr., hvoraf staten stod for under halvdelen af beløbet, nemlig 5,6 mia. kr. I øvrigt finder 80 pct. af alle sygemeldte tilbage i arbejde inden for otte uger.

FOA: Rigid tænkning
FOA er enig i Rigsrevisionens kritik og har kritiseret kommunerne for at sende sygemeldte borgere i job eller aktivering, før de er raske. Det har resulteret i, at mange faldt ud af arbejdsmarkedet igen, og at kommunerne har stoppet udbetalingen af syge- dagpenge.
– FOA ser kommuner, der stopper sygedagpengene, hvis den sygemeldte er i stand til at arbejde f. eks. 12 timer om ugen. Også selv om den sygemeldte ikke har et job og heller ikke kan få dagpenge, fordi man ikke kan klare et fuldtidsjob. Der er et hul mellem sygedagpengereglerne og dagpengereglerne, som flere og flere falder i, fordi kommunerne tolker reglerne rigidt og tænker mere på økonomien end på at få de sygemeldte, tilbage på arbejdsmarkedet, siger næst- formand i FOA, Mona Striib ifølge dk.nyt.

Også kritik af styrelse Rigsrevisorernes kritik rammer ikke kun kommunerne. Styrelsen for Arbejds- marked og Rekruttering får også med krabasken. Her kritiserer Rigsrevisionen, at styrelsen, der ligger under Beskæftigelsesministeriet, ”ikke i tilstrækkelig grad har understøttet jobcentrenes indsats, f.eks. ved at tilvejebringe nok viden om, hvordan jobcentrenes indsatser virker i forhold til at få de sygemeldte i arbejde igen.”

Bonus for kynisme
At den kolde og kyniske arbejdsmarkedspolitik ikke er nogen tilfældighed, dokumenterede vi i apriludgaven af Kommunist, hvor vi kunne oplyse, at antallet af tildelte førtidspensioner også var styrtdykket i 2013 med over 50% på landsplan – i enkelte kommuner med hele 85%, deriblandt den SF-ledede Lejre Kommune. I Rebild Kommune belønnede man direkte medarbejdere i jobcentret med personlige bonusser på 111.000 kr. for at lukke sygedagpenge- sager.
Kun en enkelt kommune – Herlev – gik imod strømmen. Her steg antallet af tildelte førtidspensioner fra 54 til 57.
Folketinget har vedtaget en reform af sygedagpenge- systemet, der omtales på side 2. Intensionen er at styrke samarbejdet mellem den syge- meldte, jobcentret, arbejds- giveren og sundhedsvæsenet. Reformen skal efter planen træde i kraft 1. juli i år.

alni
——————————————————————————

Nyt angreb på svært syge

Af Lilli Rodeck

De fleste patientorganisationer roste regeringen, da den nye sygedagpengereform blev vedtaget.

Lidet anede de, at de endnu engang blev snydt, da regeringens dagsorden var en anden end den, patientorganisationerne tillagde den.

Det vigtige for patientorganisationerne var, at syge mennesker blev økonomisk sikret, således at stress og økonomi ikke skulle gøre en helbredelse sværere end nødvendig.  Men her kort før reformen træder i kraft 1. juli, viser det sig, at reformen var en spareøvelse, og ikke et medmenneskelig tiltag til gavn for de syge. Den barske sandhed er, at kan lægerne ikke fremkomme med en prognose for forløbet af sygdommen, forsvinder sygedagpengene efter 6 mdr. og erstattes af kontanthjælp.

spaadomNed på  kontanthjælp
Dette går især ud over kræftpatienter og gigtramte. Lægerne har nemlig yderst svært ved at vide, hvordan behandlingen virker, hvor længe en given behandling skal gives, og hvor længe et menneske evt. kan leve med en dødelig sygdom. Læger er yderst forsigtige med at give faste prognoser, ”da det er svært at spå, især om fremtiden”, et citat tillagt Storm P.
Ser man på de reformer, regeringen har vedtaget, tegner der sig et uhyggeligt billede. Sygedagpenge, førtidspension og arbejdsløshedsdagpenge bliver de facto erstattet med kontanthjælp – hvis den syge ellers er berettiget til det: en kontanthjælp, som oftest er så svær at opretholde et rimeligt liv på, at mange ender med at miste deres hjem. For syge under 30 ser fremtiden meget sort ud.

For dyr medicin
Mange, som er alvorligt syge, vil ikke få råd til medicin, især på grund af det tåbelige refusionssystem, som eksisterer. Op til et vist beløb betaler man selv 100%. Derefter øges tilskuddet procentvis, indtil man når en grænse på over 15.000 kr. i selvbetaling. Bruger man så mange penge, kan man ansøge om et kroniker- tilskud, som bare betyder, at man betaler en sum pr. måned. De færreste når dertil.
Er man syg nok, kan man ansøge om fri medicin,  men også her er der begrænsninger i, hvilken medicin der dækkes. F.eks. dækkes det vigtige kosttilskud, som holder mange kræftpatienter ernæringsmæssig i nogenlunde god stand, ikke.

Kynisk EU-politik
Denne udvikling er ikke regeringens egen idé. Forslaget er hvisket i ørene fra EU. Ved at gøre overførselsindkomsterne så små, at det bliver svært at opnå en rimelig levestandard, håber EU, erhvervslivet og regeringen, at de uheldige vil acceptere at gå for timelønninger under mindsteløns- grænsen! Dette bliver muligt, fordi man samtidig har gjort fagforeningerne magtesløse.  Derfor er det vigtigt, at fagforeningerne går langt stærkere ind i kampen for at sikre en fair socialpolitik, hvor sygdom og arbejdsløshed ikke ender med boligløshed og fattigdom.

Med den nuværende kurs på socialpolitikken ender også Danmark med at få flere hjemløse og fattige voksne og børn. Hvor langt regeringen og EU vil gå ad denne vej, kan man kun gisne om. Men opnår man ikke den billige arbejdskraft, som er målet, ender vi nok igen med tvangs- arbejde. Det er nemlig også vigtigt at skjule den øgede fattigdom for middelklassen, så man kan fastholde dogmerne om, at sygdom og arbejdsløshed er selvforskyldt.


 

Kommunist Maj 2014

Privat pleje konkurs

Af Martin Jensen

1.5.14aI oktober 2013 viste en undersøgelse, som FOA forestod, at 63 procent af landets ældrechefer har oplevet, at en privat leverandør til ældrepleje har opsagt kontrakten før tid på grund af konkurs, dårlig økonomi eller manglende kunder. I sidste måned gik firmaet Care-gruppen i Odense konkurs. Nu har den private leverandør ’Kære Pleje’ fra Kolding kommune valgt at indgive konkursbegæring.


505 ældre uden pleje
Det betyder i dette tilfælde at, at cirka 100 medarbejdere står uden job. 505 ældre står dermed uden hjemmehjælp. Det stiller Kolding kommune i en svær situation. De skal ud at finde medarbejdere der kan løfte opgaven, uden at de ældre bliver svigtet. ”Det er ny og meget alvorlig sag. Taberne er de ældre i Kolding, der må vente på hjemmehjælpen. Som måske skal løses af fortravlede og stressede medarbejdere,” siger Dennis Kristensen, Forbundsformand for FOA.

 

Skummer fløden
”Det sker fordi den kommunale ældrepleje bliver udliciteret til private aktører, der driver forretning med tanke på fortjeneste. Her har vi et af de alvorlige dilemmaer i alle planerne og anbefalingen af mere konkurrence og mere udlicitering på de borgernære områder. Nogle gange kan private operatører godt finde ud af at skumme fløden, men oprydningen bekostes hver gang af det offentlige – og med masser af utryghed og kaos til følge, ” pointerer Dennis Kristensen. ’Kære Pleje’ har tidligere været i pressens søgelys, da de opsagde overenskomsten med FOA og varslede lønnedgang for medarbejderne i forbindelse med et vundet udbud i Kolding Kommune. FOA fik i marts måned i år Arbejdsrettens ord for, at virksomheden skal overholde overenskomsten.

________________________________________________________________________________________

April  2014

Discount sygehusene

Endnu en økonomisk løgn afsløret – Danmark på en 19. plads

Af Lilli Rodeck

Den ene regering efter den anden har pralet af, at Danmark har et af de bedste og dyreste sundhedsvæsner i verdenen målt i forhold til bruttonationalproduktet. Men det viser sig ikke at være sandt. Regeringerne har nemlig gennem årene medregnet hjemmehjælp, plejehjem og handicaphjælp. Fraregner vi dette, ligger vi ikke mere i den øverste ende i OECD’s opgørelse. Faktisk ligger vi på en 19. plads lige før Mexico og Tyrkiet.

Reelt er udgifterne til hospitaler dalet siden 2011. De udsættes stadig for evindelige sparekrav, krav om mere effektivisering og øget ”produktion”. Men det har følger. Flere reservelæger føler de har alt for lidt tid til at tale med den enkelte patient. Det indebærer risiko for fejlbeskeder og fejldiagnoser.

For travlt for dyrt
Et uhyggeligt eksempel er en patient, der klagede over rygsmerter og blev scannet. Der fandt man, at det var en diskusprolaps, men længere nede i journalen stod beskrevet at der også var konstateret en tumor på den ene nyre. Efter selv at have fået journalen udleveret kunne patienten gøre hospitalet opmærksom på denne alvorlige oplysning, som var overset. Dyrebar tid blev spildt.

Et andet uhyggeligt eksempel er, at et hospital ikke har den medicin, de ordinerer til en indlagt patient. De pårørende må gå på apoteket og købe den dyre medicin og aflevere den på hospitalet. Dette lyder som hospitalsbehandling i Gambia, et af verdenens fattigste lande.
Senere ønsker hospitalet at udskrive den pågældende ældre patient, trods det at patienten bor alene, og at de pårørende bor langt væk i andre byer. Men hospitalet forventer at de pårørende tager over, selvom patienten ikke er rask og ikke kan klare sig selv.
Fra egne erfaringer er oplevelsen, at stuegang fortages i løb. Lægen kommer ind, afleverer hurtigt en besked og er ude, inden man når at stille spørgsmål. Det er frustrerende for alle partner. Lægen har ikke tid til at sikre sig, at patienten har forstået beskeden, patienten bliver efterladt med mange ubesvarede spørgsmål.

System i opløsning
Som patient er du efterladt til dig selv på grund af den forlangte effektivitet i ”produktionen”. Er man dement eller udviklingshæmmet, har man ikke en chance i dette system. Eksemplerne er mange og skræmmende og viser et hospitalssystem i opløsning. Sygeplejerskerne farer rundt og kan ikke nå alt det, de skal. Reservelægerne har ikke tid nok til at tale med patienterne, og patienterne må ofte selv søge viden andet steds. Det giver gyldne tider for alternativ medicin, hvor der er tid til at blive lyttet til og få den omsorg, som er så vigtig, når man er syg.

Flere penge må til
Konsekvenserne af at leansystemet er indført på hospitalerne ses nu. Ikke alene hos patienter og ansatte, men også nu, hvor de reelle tal er kommet på bordet. Målet i Leansystemet er at alle (økonomisk) overflødige funktioner fjernes, og alt går efter skemaer. Det system skal fjernes. Mennesker er ikke biler. Vi må kræve et sundhedssystem, hvor mennesker vægtes højere end kortsigtet økonomi.
Oven i alle de besparelser har man også gjort sygehusene sværere at nå for især mennesker uden bil, og som har den frækhed at bo i tyndt befolkede områder. Hvor mange som ikke kommer til undersøgelse og behandling på grund af transportproblemer vides ikke, men det er ofte mere besværligt at komme til et sygehus på grund af manglende offentlige transportmidler, end det er i Gambia. Ved at fjerne sygehusbehandlingen fra nærområdet tvinges ældre bort fra landsbyer, hvor de har boet en menneskealder.

_____________________________________________________________

De syges tur

Lige før jul indgik regeringen en aftale med V, K og LA om en reform af sygedagpengeloven. Løftet før regeringen blev valgt var, at den virkelighedsfjerne varighedsbegrænsning skulle fjernes. Men det er ikke lige det, som reformen lægger op til. Reformens formål er dels at spare penge dels et erklæret formål om at skabe nye jobs (?) – en påstand der pr. automatik følger med ved enhver af regeringens nedskæringsreformer.

Uværdige krav
Den nuværende ordning giver ret til sygedagpenge i op til et år. Loven rummer dog mulighed for forlængelse, hvis det skønnes, der er behov. Men i praksis bliver forlængelse brugt yderst sjældent. Desuden kræves det, at den syge skal ”aktiveres”, enten via genoptræning eller arbejdsprøvning. Det gælder alle undtaget fødende og døende! Denne ordning var både uværdig og tåbelig, da aktivering ofte risikerede at forlænge sygdommen og oven i sygdommen medføre en depression. Desuden mente kommunerne, at de kunne forlange forskellige meget uværdige behandlinger, der ikke var relateret selve sygdommen og ikke bevisligt kunne løse helbredsproblemet, f.eks. slankekure.

Usikkerheden forstærkes
Dette bliver dog ændret. Sådanne behandlingskrav fjernes. Men inden man jubler, skal man lige bemærke, at alle sygemeldte efter 5 måneders sygdom skal vurderes i forhold til eventuel forlængelse af dagpengene og tilbageførelse til arbejdsmarkedet. Det vil i praksis betyde, at de fleste vil miste sygedagpengene efter 5 måneder. I stedet for kan de få en sygeydelse som svarer til kontanthjælp. Denne ydelse bliver ikke indkomstbestemt af partnerens indtægt, og ydelsen er ikke tidsbegrænset. Men det er en kraftig forringelse, især for enlige og unge. Mange syge har store udgifter til medicin, fysioterapi og/eller genoptræning. Det får den enlige på sygdomsydelse ikke råd til, hvis de vælger at bibeholde en bolig og spise sig mæt hver dag. Dertil kommer, at denne ydelse ikke kommer til at gælde for de syge, som falder for dagpengebegrænsningen, inden loven træder i kraft den 1. juli 2014.

Livstruende?
Der er dog enkelte grupper, som kan opretholde sygedagpenge uden begrænsninger, nemlig dem med livstruende sygdomme. Det kan få den sideeffekt, at de alvorligt syge lige pludselig kommer til at føle sig heldige, trods de dårlige prognoser. Det er ofte svært og helt firkantet at bestemme, om en sygdom er livstruende. Ser man på f.eks. depression, så vil mange ikke mene, at det er en livstruende sygdom. Men mange selvmord i Danmark skyldes netop depression. Modsat bliver flere kræftdiagnoser i dag kategoriseret som behandlingsmulige med helbredelse som mål. Og regeringens forslag om ubegrænset sygedagpenge er bestemt for kræftramte.

Rekord i forringelser
Den såkaldt ”røde” regering har i sin korte levetid gennemført flere forringelser for arbejdsløse, syge, ældre og handicappede, end VK-regeringen gennemførte på 10 år.

Det er oprørende, fordi en ”arbejdervenlig” regering i den grad, med EU i ryggen, tilbageruller mange års resultater af arbejderbevægelsens kampe. Den dybere motivering bag reformen er regeringens tro på en opbygget myte om at de fleste syge er simulanter, som skal udsultes og piskes for at vende tilbage til et arbejdsmarked, som efterspørger raske og sunde mennesker.

– lilli

_______________________________________________________________________

Europa sulter

Lilli

Af Lilli Rodeck

Efter 2. Verdenskrig havde mange lande i Europa ikke høstet i flere år. Sulten blandt de overlevende var så stor, at Røde Kors måtte uddele fødevarehjælp. Europa kom på fode igen, og i de mange år siden krigen har Røde Kors hovedsageligt støttet afrikanske lande, hvor tørke, krige og fejlslagne høster jævnligt har forårsaget hungersnød og fejlernæring.

Billedet vendt: Men nu er billedet vendt. Røde Kors yder nu mere fødevarehjælp i Europa end i Afrika. Arbejdsløshed, lave lønninger og stigende udgifter til bolig, energi og mad har ramt Sydeuropa, Storbritannien, Tyskland og Østeuropa. I Spanien alene får 1,2 millioner mennesker mad fra Røde Kors hver dag. Næsten tre fjerdedele af de 18–21 årige tjener mindre end det beløb, der skal til for at opretholde et liv med bolig og mad. I Storbritannien tjener 27 % af kvinderne og 16 % af mændene under 65 kr. i timen mod de 74 kr., som er nødvendige for at opretholde tilværelsen. Det betyder, at 1,96 millioner børn lever i familier, som kan kaldes ”Poor Workers” og som er afhængige af fødevarehjælp.

EU’s fattigdomskurs: Det er tankevækkende og kalder på handling, at Europa og EU nu har flere mennesker, som hver dag er afhængige af Røde Kors for at holde sulten fra døren. Med lavere lønninger og højere priser, er EU på en katastrofekurs. De mange tiltag, EU og regeringerne gør for at øge konkurrenceevnen i forhold til lande som Indien og Kina, splitter den europæiske befolkning op i en sammensætning, hvor de rigere bliver rigere, mellemlagene bliver færre, og antallet af fattige stiger voldsomt. Det er en farlig udvikling, som giver grobund for radikale højre populistiske grupper, som Gyldent Daggry i Grækenland.

Fattig arbejdskraftreserve: I vores egen andegård ser vi en politik, hvor arbejdsgiverforeninger og politikere i fællesskab opbygger en arbejdskraftreserve, som vil og skal tage arbejde under mindstelønnen. Med ændringerne i kontanthjælpen for de 26–30 årige, gensidig forsørgerpligt for ugifte som gifte samlevende, den kortere dagpengeperiode og det forlængede optjeningskrav til en generhvervelse af dagpengeretten skabes der øget fattigdom. Det vil igen skabe grundlag for øget kriminalitet, øget tilslutning til højreradikale grupper og øget misbrug. Men man gad nok vide, om EU turde gennemføre deres politik, hvis ikke der var hjælpeorganisationer til at afbøde de værste følger af den økonomiske politik, som EU har pålagt medlemslandene siden Lissabon-traktaten? EU har de seneste år med al ønskelig tydelighed vist, at det er en neofascistisk konstruktion, som har til formål at svække fagforeninger, sikre billig arbejdskraft og maksimalt gode vilkår for erhvervslivet på bekostning af almindelige mennesker.

Stil krav: Med øget fattigdom og ”Poor Workers” bør næste overenskomstforhandlinger handle om ”en løn til at leve af”. Hele diskussionen om konkurrenceevnen er en pseudodiskussion, da virksomhedsejerne aldrig har haft så store profitter som nu. Så vi bør kræve, at løndumping skal fjernes og kædeansvar skal gælde for alle. Med over 37.000, som er faldet ud af dagpengesystemet, bør kravet være, at erhvervsskattelettelserne kun gives, når det udmøntes i job, danske job til danske overenskomster!

Vi kan dog glæde os over, at Kommunisterne fik fremgang ved det overståede Regions- og Kommunevalg. Dette skete trods den massive antikommunisme anført af borgerlige partier og medier. Angsten for opslutning til socialismen er så stor, at man kunne høre formanden for De Konservative beskrive retten for ældre til bad 2 gange om ugen som ”den rene kommunisme”.

——————————————————————————————

Ældrebyrden sparet væk

Lilli Rodeck

Lilli

Store besparelser gennemført på ældreomsorgen: Siden skattestoppets indførelse i 2001 har udgifter på ældreområdet stor set holdt sig uændret. Især har de sidste fem år betydet reducerede udgifter pr. ældre. Antallet af ældre er steget med 146.760 fra 2007 til 2013, men udgifterne har overordnet holdt sig på samme stade. Det betyder et fald på gennemsnitligt 20 % pr. ældre. Resultatet er, at den enkelte ældre ikke mere får samme service og hjælp som før. Enkelte kommuner har dog sparet op til 42 %. Kommunernes forklaring er, at de ældre i dag har et bedre heldbred end før. Men det lyder fantastisk, at man i løbet af fem år skulle have forbedret sundheden for så stor en befolkningsgruppe, når man ikke kan opnå samme fine resultat med resten af befolkningen. Grunden skal nok findes i regeringens stramme greb om kommunernes økonomi og den ældre medborgers tålmodighed.

Sundhedsfarligt:Denne besparelse er udelukkende påført ældre i eget hjem. Mange af disse er afhængige af hjælp til rengøring, personlig pleje og indkøb, og hjemmehjælpen er også ofte den eneste menneskelige kontakt for mange ældre. Men mange kommuner har især skåret i denne hjælp. Enten har de brugt optræning til selvhjulpen hed som grundlag for besparelse, eller de ældre har fået teknologi, som ikke gør arbejdet særlig godt. F.eks. tager robotstøvsugere ikke hjørner. Man skal kunne bukke sig ned for at tage den op og se godt for at kunne rense dem. Men netop robotstøvsugere har givet store besparelser i kommunerne. Nullermænd, som ligger gemt mere end tre uger, bliver sundhedsfarlige, da de bliver hjemsted for svampesporer og bakterier, som er luftbårne. Disse svampe og bakterier er sygdomsfremkaldende og kan i værste tilfælde koste livet for et svækket ældre menneske.

Fordoblet antal ulykker: Hjemmeplejen, som skal sikre medicin, sårpleje og forebyggelse, er også forringet. Bl.a. har man sparet på vikarer og nedsat antallet af forebyggende samtaler. Det har betydet flere fejl. I 2008 var der 28.000 utilsigtede hændelser som f.eks. forkert medicin eller fald. I 2012 var der 50.000 fejl ifølge Dansk Patientsikkerheds database. Det øgede antal hændelser kan skyldes, at personalet er blevet bedre til at indberette, men kan også skyldes travlhed og stress. Dog bør man bemærke, at en tiendedel af hændelserne betyder enten indlæggelse eller behandling ved egen læge. Enkelte dør dog af fejlene.

Omsorgssvigt: Indtil nu har besparelserne ikke ramt ældreboligerne eller plejehjem, men også her øjner kommunerne mulighed for at spare på især personale. I første omgang bortspares vikarer. Det er en trist udvikling, at ældre gennem besparelser og med hetz fra samfundet, som kalder dem ”ældrebyrden”, risikerer at blive udsat for omsorgssvigt af det offentlige. Disse mennesker har opbygget velfærdssamfundet og skabt det Danmark, vi ser i dag. Som tak sparer vi dem tidligere i graven eller sørger for at kanalisere deres penge over i andre kommunale opgaver, så flere ældre i fremtiden sidder med valget mellem mad eller rengøring. Den udbragte mad er også udsat for besparelser, hvilket resulterer i højere og højere priser. De ældres medicin oplever også besparelser, så det i dag ikke er et ukendt problem, at ældre ikke har råd til den nødvendige medicin og ofte må forlade apoteket tomhændet.