Samfundsforandring til debat

Socialisme – et projekt for flertallet

 

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Der har hen over sommeren på blogs, i Facebooks grupper og i den trykte presse udfoldet sig en diskussion om, hvordan man kan forandre samfundet i socialistisk retning. Vi mener, at partier som Enhedslisten, Syriza, Corbyn’s Labour eller Melenchons La France Insoumise er en stopklods for et reelt brud med kapitalismen.

Enhedslisten og det græske Syriza peger på, at parlamentet må spille en afgørende rolle i kampen for bedre forhold. Diskussionen er klassisk og velkendt og strækker sig tilbage til fremkomsten af den tidlige socialistiske arbejderbevægelse.

 

Professional politik

Andre påstår, at vi lige nu befinder os i et slags sammenbrud, hvor ”politikken er død” og ”højre-venstre opstillingen fungerer som en stopklods”. De mener, at begreberne ”arbejderparti”, ”demokrati” og ”velfærd” tilhører en forældet ordliste. Men det er da værd at tage med, at Storbritanniens arbejderparti i sommer fik 13 millioner stemmer på at ville demokratisere samfundet og udvide velfærden. Så bemærkninger af denne karakter har kun til hensigt at bortlede opmærksomheden fra de reelle problemer. Det er gået op for de fleste, at der sker noget i det europæiske landskab. Politikerleden har i flere år været i fremgang godt hjulpet af de velbetalte skriverkarle i de borgerlige massemedier, hvilket har betydet, at det populistiske højre har vundet frem. Men det har også givet nye muligheder for arbejderklassen og de kommunistiske partier – så al tale om at venstrekræfterne er døde virker som en snak i den inderste krog af vinstuen.

 

Arbejderbevægelsens problemer

De gamle socialdemokratiske massepartier og den klassiske fagbevægelse har store problemer. Men det er hverken nyt eller en grund til ikke at forsøge at skabe aktivitet for et socialistisk samfund i arbejderklassen. Kommunister er af den opfattelse, at aktivitet er livsnødvendig for at komme videre.

Siden 1970’erne har massepartier og bevægelser, herunder den klassiske arbejderbevægelse, været under angreb, som har betydet tilbageslag og opløsningstendenser. Samtidig har partierne udviklet sig stadig mere som ”professionelle” enheder, der har afskåret den politiske elite fra folket og indsnævret de politiske muligheder for at agere i et globalt kapitalistisk system med kriser og krig. Derfor oplever mange, at mulighederne for folkets deltagelse i det politiske system og samfundet generelt er blevet ringere.

 

Protesterne

Hvilke politiske og sociale kræfter er nødvendige og kan komme til at spille en revolutionær rolle i vores situation? Det skal der leveres svar på – det drejer sig ikke blot om abstrakte ”opstande” og ”protestbevægelser”, som ofte løber ud i sandet eller antager et politisk udtryk, som f.eks. Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland.

Venstrefløjen er fanget i en forestilling om, at protester, der har udspillet sig i mange lande, egentligt var opstande. Men det var forskellige typer af almindelige sociale og politiske protester, som vi har set dem i hele den kapitalistiske politiske historie. Selv om denne type protester er vigtige, er de ikke tilstrækkelige til at skabe grundlæggende samfundsforandringer – altså samfundets omdannelse fra kapitalisme til socialisme.

 

Forståelse for klassekampen

Samfundsforandringer kan skabes på mange måder. Karakteristisk for et revolutionært projekt er, at der skabes en forståelse for klassekampen i arbejderklassen, i fagforeningerne, og at der etableres massebevægelser.

Kommunisternes samfundsforandrende projekt er ikke en politisk eller økonomisk elites projekt, og det er heller ikke en bestemt nations projekt. Kommunisternes samfundsforandrende projekt er anderledes end alle tidligere historiske samfundsforandringer, fordi det er flertallets projekt – det er kampen for socialismen.

Karl Marx skrev allerede i 1848: ”Alle hidtidige bevægelser har været mindretals bevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse”.

I det hele taget er Marx og hans skrifter igen blevet genstand for systematiske studier. De bliver læst, kommenteret og diskuteret som aldrig før. I de sidste årtier er det sket, mens neoliberalismen rullede ind over arbejderklassen, som et svar på den kapitalistiske krise. Neoliberalisterne erklærede historien for afsluttet, og at kapitalismen endegyldigt havde sejret – men virkeligheden viste noget helt andet.

 

Profittens logik

Glansbilledet krakelerede under en række kriser, som ikke kun var af finansiel karakter. Troen på, at kapitalismen er fremtiden, smuldrer. Det sker dog ikke så hurtigt, som man kunne ønske. I Marx` grundlæggende skrifter, som kommunisterne har taget til sig, står det klart, at kapitalismen er en dybt selvmodsigelsesfyldt social uorden, der på grund af udbytning- og profit-motivet aldrig kan tilvejebringe et stabilt grundlag for det menneskelige liv.

Mange års kapitalistiske kriser og en truende klimanedsmeltning har gjort det tydeligt, hvilke konsekvenser, det har, når livet bliver viklet ind i profittens logik.

 

Katastrofen skal afværges

Marx’ kritik tilbyder et begrebsapparat, der gør os i stand til at forstå, hvorfor det sker, og hvilke mekanismer der skal rives op med rode, hvis katastrofen skal afværges. Derfor er det ikke kun 100 året for Oktoberrevolutionen, men også 150 års dagen for udgivelse af KAPITALEN, der bliver markeret.

KAPITALEN er i virkeligheden lige så relevant i dag, som den var, da den udkom. Karl Marx blotlagde det kapitalistiske samfundssystem som utidssvarende og skadeligt for den menneskelige udvikling.

Hvis dette samfundssystem skal ændres, er der stadig ingen vej uden om den hensynsløse kritik og kamp mod det bestående.

 

Leder i Kommunist oktober 2017

Den truede fremtid

Det var ikke noget kønt ansigt, USA viste frem, da præsidenten holdt sin jomfrutale på FN’s generalforsamling. Hans optræden i FN har skabt berettiget røre internationalt. Det føg med trusler over for det ene land efter det andet. Nordkorea blev truet med at blive totalt udraderet, Iran blev truet med, at USA vil bryde den internationalt indgåede atomaftale og genoptage sanktionerne mod landet, Venezuela med at blive invaderet af USA for at vælte landets valgte præsident, Syrien blev truet med nye angreb, afspændingen mellem USA og Cuba blev strøget, Afghanistan fik besked om, at USA bliver i landet så længe, det passer dem, og sådan blev det ved og ved.

 

Hadefuld og upassende tale

Irans præsident behandlede den aggressive tale med skarphed og ironisk overbærenhed. Han kaldte talen for hadefuld og ”upassende for de Forenede Nationer”. Angående truslen om at bryde aftalen, udtalte han, at ”det ville være en stor skam, hvis denne aftale blev ødelagt af lovløse politiske nybegyndere”. Så var den afleveret. Et brud på en internationalt indgået aftale vil få alvorlige konsekvenser for mulighederne for indgåelse af kommende internationale aftaler. Præsident Trump vil den 15. oktober fremlægge forslag for kongressen om at bryde aftalen og genindføre sanktioner. Som undskyldning påstås det, at Iran ikke overholder den, og han giver bl.a. Iran skylden for krigen i Yemen, som “vennerne” i diktatur-kongedømmet Saudi Arabien har invaderet og indledt. Måske kan Trump få opbakning i USA, men ikke fra de øvrige parter i aftalen. Således udtaler EU’s udenrigschef, at ”det internationale samfund har ikke råd til at afmontere en aftale, der fungerer og leverer resultater”.

 

Brud på FN-traktaten

Når USA’s optræden på generalforsamlingen kaldes ”upassende”, er det meget mildt sagt. FN blev skabt ovenpå grusomhederne i 2. verdenskrig, hvor USA afsluttede krigen med Japan med nedkastning af atombomber over to japanske byer. FN skulle være det forum, hvor verdenssamfundet skulle sikre, at menneskeheden og vor klode aldrig mere skulle opleve en ødelæggende krig. Det var løftet i FN-pagten. Præsident Trumps tale i FN var derfor ikke kun upassende, den var et skandaløst forsøg på at ændre et verdensforum for samtale og diplomati til et forum for udstedelse af krigstrusler og had.

 

Nok af trusler

Menneskeheden trues nok i disse år. Voldsomme miljø- og klimakatastrofer med død og ødelæggelser. Lokale og regionale krige, der har karakter af kolonikrige om råstoffer, markeder og magt. En krigsalliance som NATO, der aldrig har været så oprustet og aggressiv som nu. En transnational storkapital der systematisk stjæler råstoffer, udbyttet af teknologiske landvindinger og kollektivt betalt social tryghed fra folk. En udvikling, der har skabt usikkerhed og angst for fremtiden, terrorisme, konkurrencementalitet og nedgørelse af menneskelig empati.

 

Opgør

Den skandaløse tale må få konsekvenser. Danmark må løsrive sig fra sin rolle som USA’s trofaste skødehund og sige klart fra over for kravene om oprustning og militarisering af international politik. Vi kræver et opgør med den uhæmmede udbytning af Jordens ressourcer, med storkapitalens og krigsmagernes hærgen. Skal det lykkes, må arbejderklassen samles, og kampen målrettes til det eneste farbare alternativ: Et socialistisk samfund, hvor menneskenes og miljøets behov har 1. prioritet.