k-festival-7

Med ord som våben

Falske og tomme begreber eller begrebsforvirring

Arne Cheller, Kommentarer i Kommunist april 2017

Alliancer opstår og forgår for igen at dannes i andre sammenhænge og under andre former. Imperialismen bekæmpede først Jihadisterne for senere at støtte dem militært, økonomisk og politisk i deres kamp mod Sovjetunionen i Afghanistan. Imperialismen støttede også først den såkaldte Islamiske Stat (IS) i dens angreb på Assad-styret i Syrien, og nu ”bekæmper” imperialismen IS i Irak og Syrien.

Nye alliancer ser også dagens lys i den danske politiske virkelighed. For år tilbage mente Socialdemokraterne, at Dansk Folkeparti aldrig blev ”stuerene”, og samarbejdet med dem var udelukket for evig tid. I dag eller i en ikke så fjern fremtid vil de ikke kun snakke samarbejde, men også gå i regering sammen.

 

Populisme, folket og eliten

Alliancer og andre tiltag påvirker sociale forhold og menneskers skæbner, og på den måde kan selv de mest ubetydelige hændelser brede sig som ringe i vandet. Begivenheder, som man ikke lægger nogen betydning i, kan ende med at kaste lange skygger og få stor betydning for arbejderklassen.

Lad os tage den såkaldte populisme i Europa og i USA. Populisterne er kommet til magten i USA og Rusland og står på spring til at overtage magten i en del europæiske lande. Men hvad karakteriserer populismen? Populisme er forestillingen om, at folket regerer mod eliten. Eliten flyder ovenpå, mens de problemer, som var årsag til, at populisterne kom til magten, ikke bliver løst. Folket får intet for deres stemmeafgivning, og det resulterer i afmagt i folket. Begreber som populisme, folket og eliten kan ikke forklare, hvad der egentlig foregår.

Hvorfor ikke tage udgangspunkt i klassekampen i forståelsen af det kapitalistiske samfund og til at forstå de strømninger, der er i de fleste samfund og i det borgerlige demokrati. Det afgørende er jo, at magtstrukturen er udfordret i alle kapitalistiske samfund af populister og andre grupperinger i forskellige forklædninger.

 

Bevidste betegnelser

Kapitalen eller klassemodstanderens sprog bruges generelt i det nutidige danske klassesamfund. Begrebet arbejdsgiver er en venlig mand, som giver arbejdere mulighed for at arbejde, men egentlig er det rette ord slet og ret arbejdskøber.

Alle partier i Folketinget er tilhængere af frihandel. For nogle partier i ”Rød blok” skal den være fair og tage hensyn til miljø og til de fattige lande. Frihandelen skal kort sagt

ikke være fri handel. Frihandel betyder sprogligt, at de handlende kan gøre, hvad de vil, uden at blive belemret med statslig indblanding, som traditionelt var toldafgifter. Modsætningen er protektionisme, som sprogligt antyder en defensiv og frygtsom holdning.

Mærkeligt nok har ingen partier i Folketinget og i offentligheden interesseret sig for, hvem der står bag disse handelsaftaler (CETA/TTIP). Hvem er det, som skal have denne frihed? Mere end to tredjedele af verdenshandelen varetages af multinationale selskaber, så ”frihandel” er et magtinstrument for dem, og toldnedsættelse en reduktion i skatten på kapital.

 

Forplumrer begreberne

I dag kører debatterne om international handel på regler og produktionsstandarder, miljø, arbejderrettigheder, investeringer og meget andet. Ingen betvivler, at der skal være regler, men hvem skal bestemme dem? Skal de være til gavn for monopolkapitalen eller landenes arbejderklasse?

Derfor skal man lade være med at forplumre sproget ved at tale om ”frihandel”. Overlad det begreb til den herskende klasse og dens politiske partier, der jo mener, at markedet – monopolerne – er bedst til at varetage handelen.

”Rød blok” er ikke tilhængere af liberalismen, ifølge hvad de selv mener, men alligevel har de overtaget flere liberalistiske begreber. Begrebet ”skattetryk” er et eksempel herpå. Begrebet signalerer, at skat er en byrde og altså i sig selv noget skidt.

 

Skatte-”tryk”

Skat finansierer de offentlige udgifter herunder den tilkæmpede velfærd, så hvis man ønsker skatten væk eller stærkt reduceret og gerne ser nedskæringer, er det logisk at give Skat en negativ omtale.

Men hvis man er af den overbevisning, at de tilkæmpede velfærdsmuligheder er et gode, skal finansieringen ses i et positivt lys, som ”skattebidrag”. Hvordan ”skattebidraget” fordeler sig, er et spørgsmål om styrkeforholdet i klassekampen.

Men i dag taler alle om ”skattetryk”. Begrebet skiftede status fra liberalt feltråb til formodet objektiv sprogbrug i 1980, da Statistisk Tiårsoversigt for første gang brugte ordet. Nogenlunde samtidigt med, at kapitalismen med ny-liberalismen fik et større overherredømme praktisk som ideologisk på grund af kontrarevolutionens sejr i de socialistiske lande.

Globaliseringskritik

Et andet eksempel knytter sig til de ”globaliseringskritiske” partier og bevægelser. For kommunister er globalisering et udtryk for vor tids imperialisme.

Men bevægelser, der er globaliseringskritiske, -bliver skudt i skoene, at man er modstander af internettet, multikulturalisme, international handel og så videre. Selvfølgelig er vi ikke modstandere af fremskridt, men vi kommunister og andre ser det som en international klassekamp, som på nuværende tidspunkt foregår på monopolkapitalismens betingelser.

Det sproglige modtræk må være at forklare, at kampen mod ”ny-liberalismen” er en kamp mod kapitalismen. I den ideologiske kamp og i klassekampen har sproget og de begreber, der anvendes, en overordentlig stor betydning. Kommunisterne og arbejderklassen skal være meget bevidste om det politiske sprog. Vi skal ikke overtage klassefjendens begreber. – Som digteren Carl Scharnberg skrev: På hvis side er de ord, du lærer? På hvis side er de ord, du bruger?

Tilsvarende skal vi være bevidste om, at arbejdere fra andre lande ikke har stjålet jobbene – det er kapitalisterne, der uophørligt har stjålet arbejde fra alle, der drister sig til at kræve en løn til at leve af.

 

Betty Frydensbjerg Carlsson-9955

Samfundets nedbrydere

Betty Frydensbjerg Carlsson

Leder Kommunist april 2017

Da politikere, der ynder at kalde sig ansvarlige, besluttede, at den tidligere postetat skulle laves til et selskab med investorer, aktier og udbytte, steg portoen med raketfart. Samtidig blev servicen systematisk forringet. Der blev langt til posthuset, færre ansatte, ordninger for aviser og blade blev stærkt forringet. Nu står Post Nord overfor det totale sammenbrud med en postomdeling, der er helt uacceptabel for et samfund, hvor infrastrukturen skal virke effektivt. Hvor det tidligere hed: Posten skal ud, virker det nu som om det hedder: Aktionærerne skal have udbetalt udbytte. Det har den danske stat så også fået, selvom der ingen penge var til det.

 

Postskandalen

Nu diskuteres så tre muligheder, som finansministeren siger: Statsstøtte, ydelse af ansvarligt lån eller udstedelse af nye aktier. Førstnævnte må betragtes som tilbagebetaling af det besynderlige aktieudbytte. Sidstnævnte må der stærkt advares mod. Det er netop der, hunden ligger begravet. Det er et samfunds pligt at sikre sin infrastruktur. Allerede de nuværende nedskæringer af postomdelingen giver store samfundsproblemer. Læger, der skal sende blodprøver, oplever, at de bliver for gamle og ubrugelige, inden de når frem, for bare at nævne et eksempel. Et andet kunne være, at de mange tusinder, der ikke har mulighed for at modtage digital post, får vigtige meddelelser fra det offentlige for sent. Statskassen må betale for et velfungerende postvæsen – men ikke til aktionærer.

 

Teleskandalen

Postskandalen er ikke det første eksempel på visse politikeres samfundsnedbrydende adfærd med at konvertere vigtige samfundsområder til kapitalistiske virksomheder. Telekommunikationen var blandt de første, som blev solgt. Hvor det tidligere var en pligt at sikre telefonforbindelse for alle borgere, uanset hvor de boede, kom private selskaber til. Samtidig besluttede de samme politikere at digitalisere al kommunikation. Det har betydet, at kommuner og borgere er udsat for dårlig dækning og udfald, da der jo ikke er den helt store profit at hente for de private investorer ved at investere i udkantsområderne.

 

Transportskandalerne

Næste eksempel er privatiseringen og selskabsgørelsen af den offentlige trafik, som har fået katastrofale følger for borgere, der har brug for at køre med bus, men bor uden for byernes centrum. Ligesom vi har set den ene skandale efter den anden omkring det, som tidligere samlet hed DSB og var en etat. Det gælder ikke alene købet af tog, der ikke kunne køre. Det gælder forældede signalsystemer, manglende elektrificering, stadig dårligere service og for dyre billetpriser.

 

DONG-skandalen

Særlig opmærksomhed tiltrak manøvren med at få DONG solgt og aktieudbudt sig. Den manøvre lugtede slemt af korruption, og det har vist sig, at den odiøse kapitalfond, Goldman Sachs, har hevet 4 milliarder kroner mere ud af virksomheden, end de indskød. Det står nu klart, at DONG i år og næste år vil udbetale udbytter til aktionærerne svarende til de penge, man sagde virksomheden manglede, da staten for tre år siden solgte. Det er altså ikke mulighed tre, der skal overvejes for Post Nord i Danmark.

Borgerlige politikere har det med at tale om ”Forretningen Danmark”. At gøre det danske samfund til en forretning er en rigtig dårlig forretning for danskerne.