Socialisme eller kaos

Kapitalismens sammenbrud giver ikke automatisk socialisme

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Med dette nummer af KOMMUNIST går vi ind i ferieperioden, hvor vi slapper af, tager på ferie, hvis der er råd til det, eller deltager i de kommunistiske partiers sommerlejre.

Vi får mulighed for at gøre os nogle tanker, som der i dagligdagen ikke er tid til. Vil de imperialistiske magters krige føre til flere krige eller til sammenbrud og revolutioner?

 

Historien ikke forudbestemt

Vi vil i de kommende år opleve fremadskridende konflikter og kampe både internationalt og i de enkelte europæiske lande. Kapitalismens magt er global. Stormagternes indbyrdes konkurrence og den igangværende oprustning og militarisme kan frembringe en fortløbende kæde af voldsomme krampetrækninger og katastrofer.

Menneskeheden er en del af samfundsudviklingen som et produkt af en stadig fortløbende dialektik mellem ”tingenes logik” og sociale og politiske handlinger. Menneskene handler ikke vilkårligt, men altid under bestemte forudsætninger og vilkår, og kan på den anden side handle og ændre ”tingenes logik”. Historien er ikke forudbestemt. Udviklingen kan gå i forskellige retninger, alt efter hvorledes man handler eller ikke mindst undlader at handle.

 

Muligheder kræver handling

Det gælder også i spørgsmålet om kapitalisme og socialisme. Man må sondre mellem kapitalismens sammenbrud og socialismens sejr – disse to sæt af begivenheder er ikke uden videre sammenfaldende. Kapitalismen kan ikke eksistere evigt. Før eller siden vil den på grund af sine iboende modsætninger bryde sammen, da den er en historisk forbigående periode.

Men det indebærer ikke nødvendigvis socialisme. Socialismen er kun en mulighed, som toner frem i og med kapitalismens udvikling og sammenbrud. Det er en mulighed, som kun kan blive til virkelighed gennem aktiv politisk kamp. Men det kan også gå helt galt og ende i militarisme, barbari og atomkrig. Hvad der kommer ud på den anden side af en atomkrig, kan vi hver især tænke over. Bevidste valg og handlinger – eller mangel på samme – betyder utroligt meget for udviklingsforløbene og er afgørende for hvilke muligheder, der bliver realiseret eller går tabt.

 

Kommunisternes kritik

I det lys skal vi også se kommunisternes skarpe kritik af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, hvor der er en selvopgivende accept af kapitalismen som en eviggyldig samfundsorden.

Socialdemokratiets og andre ”venstrekræfters” forudsigelse om en fredelig, demokratisk-parlamentarisk vej frem og arbejderbevægelsens snarlige erobring af flertallet og magtovertagelse er rent blålys. Den historiske udvikling har tilbagevist det som en fejlfortolkning.

Kommunisterne forudsagde, at kapitalismens magt vil være kendetegnet af konflikter, militarisme, krige, katastrofer og barbari. Den historiske udvikling har givet kommunisterne ret.

Parlamentarisk falliterklæring

Vi er i en situation, hvor striden mellem alle Folketingets partier kun handler om, ”hvis tur det er” til at stå for den økonomiske og juridiske administration af det kapitalistiske samfund. Hvad der var på spil ved det franske præsidentvalg, kan overføres til alle europæiske lande. Så lad os tage udgangspunkt i de danske forhold.

Det er ikke nogle ”mærkelige” politikere, der er skyld i al tings forfald. En sådan tanke findes som ofte i hovederne på journalister og andre halvstuderede røvere. De politiske partier findes stadigvæk, men kun af navn, eller som ”brands”. Ingen kan se forskel på dem mere. De står ikke for en holdning, som er defineret i et principprogram. Han eller hun mener noget men kun efter den dagsorden, der sættes af tv’s debatprogrammer såsom 21Søndag eller af Clements Talkshow. Men de er stadig repræsenteret i Folketinget under gamle partinavne.

 

Grundlag og virkeligheden

Det Radikale Venstre er f.eks. et parti, der ifølge sit grundlag er antikirkeligt og religionskritisk. Men det betyder ikke noget for partileder Morten Østergaard. Han har fundet ud af, at ”Café Latte-segmentet” elsker religion. Når det vel og mærke er en anden religion, end de konservative elsker – er det ikke sådan, det hænger sammen? Enhedslisten er mindre vild med religiøse symboler. Til gengæld må man afsværge sine tanker om væbnet opstand. Det har partileder Pernille Skipper indskærpet. Pernille Skipper var i en ikke fjern fortid medlem af SAP, som vist stadig bekender sig til trotskismen, der ikke har problemer med en væbnet opstand. I Enhedslisten har man nogle ”værdier” fremfor et principprogram. Partiet har også omdefineret systemskiftet 1901 til at være en revolution! Før 1901 kapitalisme og efter 1901 mere kapitalisme, og min bare … Det overgås næsten kun af Liberal Alliances Anders Samuelsen, der formåede at holde et helt folketingsvalg med sig selv, bare han kom i regering.

Den ”frække” småborgerlighed, mandhaftigt repræsenteret af Inger Støjberg, som med søde kager og i liberalismens navn driver landet i armene på fascismen.

I Dansk Folkeparti er man ikke racister, men mener dog som Martin Henriksen, at man ikke kan blive dansk selv efter flere generationers ophold og liv her i landet.

 

Det erklærede klasseløse samfund

Folket og klasserne er afskaffet. Fra DF til EL tales der taktfast og patriotisk om Danskerne.

Befolkningen er endog under sit nye navn defineret udelukkende som biologiske individer. Intet ligger Folketinget så meget på sinde som danskernes sundhed. Danskerne må ikke ryge. Danskerne må ikke drikke for meget. Danskerne skal holde sig i form. Danskerne skal sove godt. Sundhedsstyrelsen er blevet til Sandhedsstyrelsen. Livet er en biologisk funktion, hvis beklagelige udgang må ses som et teknisk uheld, og samtidig er man bekymret over ”ældrebyrden”…

Hvis der kan blive tid til andet i ferien end afslapning, så læs eller genlæs ”Det Kommunistiske Manifest” af Marx og Engels og Kommunistisk Parti i Danmarks program ”Folkemagt mod Pengemagt”.

 

Kommunistisk Parti i Danmark ønsker alle vores læsere en god ferie.

 

Leder i Kommunist juni-juli 2017

Levende eller død tilbagetrækning

Forbundet 3F fortjener ros for sin aktive indsats mod den borgerlige regerings forslag om at hæve pensionsalderen med yderligere et halvt år. Godt, at et forbund går aktivt ind og bekæmper et socialpolitisk lovforslag, der går hårdt ud over medlemmernes liv og tryghed, selvom det er kommet noget sent. Med rette har de henledt opmærksomheden på den nedslidning, som hærger de mange mennesker med fysisk hårdt arbejde.

At initiativet er populært, vidner de mange underskrifter og meningsmålingerne om. Men man kunne have ønsket sig, at de havde udvist samme aktivitet, da den såkaldte Velfærdsaftale om den generelle hævelse af folkepensionsalderen og efterlønsalderen blev vedtaget i 2006, en aftale som også Socialdemokratiet og DF var en del af.

 

Regneark mod virkeligheden

Undskyldningen var dengang som nu, at den gennemsnitlige levealder er steget, hvorfor pensionsalderen også skal stige. Man skal ifølge beregningerne, der er kædet sammen med de forventede besparelser, kun have ret til 14,5 års otium. Men sådan hænger livet kun sammen på regneark. Det holder ikke i det virkelige liv. At danskerne – og andre – lever længere betyder ikke, at de aldersbetingede svækkelser kommer senere. Det betyder heller ikke, at nedslidningen kommer senere, og da slet ikke med det arbejdstempo der nu forlanges på både private og offentlige arbejdspladser.

 

Med livet på spil

Flertallet i Folketinget mener, at arbejdet som politiker berettiger til en pensionsalder på 60 år, men at alle andre sagtens både kan arbejde og få arbejde i mange år efter de 60 år. De har nok svært ved at forestille sig, hvordan en flyttemand har det i den alder og alligevel skal kunne arbejde, til han nærmer sig 70, hvorefter han så skulle -kunne nyde 14,5 år som golfspillende pensionist. Eller hvordan en 68-årig håndværker skal kunne klatre rundt og reparere tag, stå på et stillads og skifte vinduer, eller udføre mange andre farlige jobs, uden at komme til skade eller give op.

Netop den nu ødelagte efterlønsordning har vist, hvor stort behovet var for at have mulighed for at forlade arbejdsmarkedet, når man var nedslidt, eller for den sags skyld når man som ældre blev arbejdsløs, og ingen ville ansætte en ny arbejdskraft i den alder. Myten om det eftertragtede grå guld er netop en myte, i hvert fald inden for mange fysiske fag.

 

Fortsæt kampen

Vi hører igen og igen, at mange både kan og vil arbejde længere, og TV viser med glæde en glad murer på 66, der er glad for at have noget at stå op til. Det er da godt, for det er jo ikke en pligt at gå på pension, når man er (nu) 65 år. Det er en mulighed. Lige som det er en mulighed for de rige at sælge deres firma og selvpensionere sig for formuen og sejle verden rundt, hvis det er det, man vil. Men det er en grundlæggende og vigtig rettighed, vi – med undtagelse af skattesnyderne og skatteunddragerne – har givet hinanden med at kunne få en værdig alderdom, når vi ikke kan mere. Den ret skal liberalister og ny-liberalister ikke have lov til at underminere på samme måde, som de har undermineret retten til førtidspension, når man er kronisk syg, nedslidt eller handikappet.

Så fortsæt kampen, 3F, NNF og alle de andre faglige forbund. Også når/hvis regeringsmagten skifter.