Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Djævelen og den herskende klasse

Der er behov for et opgør med det kapitalistiske systems tyranni

Det siges, at det største svindelnummer, som djævlen nogensinde har lavet, er en berømt replik i en klassisk film, hvor han overbeviser verden om, at han ikke findes. Man kunne sige noget tilsvarende om den danske herskende klasse og dens politiske partier. Deres definitive triumf er, at resten af befolkningen er blevet overbevist om, at klassesamfundet ikke findes.

Det passer bare ikke. Danmark er som alle andre kapitalistiske samfund et klassesamfund. Ganske vist har arbejderklassens kampe for velfærd afviklet store dele af den åbenlyse fattigdom og hævet levestandarden for mange.

Men uligheden er groft sagt den samme som altid, den er blot rykket opad. Det ved vi, fordi det i flere årtier er blevet undersøgt systematisk og dokumenteret af ikke mindst den kommunistiske bevægelse.

 

Klassesamfundet

Det var for 30-40 år siden vanskeligt at gennemskue det tilkæmpede ”velfærdssamfund” som et klassesamfund, fordi der var mange forkerte forestillinger om klassekampen, som udsprang af borgerlige og socialdemokratiske fortolkninger af samfundsforholdene.

Da jeg var noget yngre end i dag – i min barndom – kunne jeg konstatere, at nogle mennesker blev omtalt som ”de fine”, mens andre ikke tilhørte de kredse. Og ”de fine” kunne som de ”mindre fine” blandt andet kendes på, hvor de boede. Bag inddelingen efter ”finhed” lå en social klassestruktur, som også i vor tid afspejler sig i byers opdeling i kvarterer.

Vort sprog er præget af bevidstheden om, at nogle er ansvarlige, og andre er uansvarlige, at nogle er de smarte, og andre er de pinlige. Og når vi bevæger os rundt i byerne og imellem byerne, ved menneskene godt, at vi bevæger os mellem kvarterer for dem, som kan gøre, hvad de vil, og boligområder for dem, der må tage, hvad de kan få. Men for det danske folk er vore iagttagelser og vort sprog ikke knyttet til en forståelse af, at det handler om sociale klasser.

Postulatet om, at klassesamfundet ikke findes, er en del af klassekampen fra den herskende klasse. Derfor er afdækningen af klassesamfundet en af betingelserne for kampen nedefra.

 Klassekampen

Kommunisternes samfundskritik er baseret på Karl Marx’ analyse af klassesamfundet, som går ud på, at det afgørende er klasseskellet mellem borgerskabet og proletariatet, mellem arbejdere og arbejdskøbere. Vi kommunister mener, at klassekampen nedefra har stor betydning for den historiske udvikling. Derfor er der behov for, at der i de kommende år sker en mobilisering ”nedefra” – fra arbejderklassen.

På nuværende tidspunkt er arbejderklassens politik ikke fremtrædende i det danske mediebillede. Der findes næsten ingen revolutionær kritik af samfundsudviklingen og ingen slagkraftig revolutionær bevægelse, som kan omsætte teorien om klassesamfundet til revolutionære politiske krav. Det skal være krav, som giver genklang i arbejderklassen. Arbejderklassens krav om sociale fremskridt indebærer desuden, at kampen vendes mod kapitalismen som system. Derfor er der brug for en forenet og stærk kommunistisk bevægelse.

 

 Opgør om magten

Denne kommunistiske bevægelse vil ikke spille med på alle tangenter på ”venstrefløjens” automatiske klaviatur. Fordi det som regel betyder, at der spilles med på Kapitalens præmisser. Og der er ikke mulighed for at vende tilbage til den ”rare” socialdemokratiske fordelingspolitik, som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ønsker, da den var et midlertidigt historisk resultat af arbejderklassens kampe og af det daværende styrkeforhold mellem socialismen og kapitalismen efter anden verdenskrig.

Derfor er det kommunisternes og andre revolutionæres fornemste pligt at mobilisere til kamp mod Kapitalismen, som er et undergravende system med udbytning, ødelæggelse og destruktion til følge. Det indebærer et revolutionært opgør med den nuværende borgerlige stat, fordi den sikrer Kapitalens fortsatte magt over både sindene og klodens udsatte ressourcer. Enhver med bare lidt indsigt i Kapitalens system ved, at den ikke kan reformeres.

 

Socialisme

Kapitalismen er som feudalismen et historisk mellemspil, som vil forsvinde før eller siden på grund af dens destruktive og udbyttende karakter. Men før det ender i et socialt eller i et klimamæssigt sammenbrud, skal vi forsøge at redde vor klode. Det gør vi bedst ved at kæmpe for et samfund, som bygger på ophævelsen af den private ejendomsret til fordel for fælleseje på grundlag af en produktionsmåde, der kan opfylde vort kollektive behov uden at gøre vold på natur og mennesker. Et sådant samfund er et socialistisk samfund.

 

Blålys

De overnævnte betragtninger ligger langt fra Folketingets partiers politik og ideer til udviklingen af Danmark i de kommende år. Socialdemokratisk folketingsmedlem og murersvend Mattias Tesfaye har som mange andre været på en ”lang rejse”, som det udtrykkes i moderne sprogbrug, fra at være kommunist, over medlemskab af Socialistisk Folkeparti til Socialdemokratiet. Tesfaye har udgivet en bog ”Velkommen Mustafa”. Her stiller han spørgsmålet, om Socialdemokratiet skal stå fast på dets arbejderarv om international solidaritet, eller om de nationale egeninteresser bør vægtes højere. Han er af den opfattelse, at disse vægtes bedst ved et samarbejde med ”det store arbejderparti” Venstre.

Her står vi i dansk politik. Det handler ikke om arbejderklassens forhold og interesser. Det handler primært om magt. For Folketingets partier er det berusende at definere, hvad der er ”sandt, vigtigt og rigtigt for danskerne” – læs Kapitalen. I mange år er der drukket grådigt af denne kalk. Resultaterne er flere nedskæringer, mere militarisme og mere overvågning.

Der er behov for et opgør med det kapitalistiske systems tyranni – i et sådan opgør vil man altid finde kommunisterne.

 

Leder i Kommunist august 2017

Magten i forandring

 Selvom CIA fortsat formår at sætte lande i brand rundt omkring i verden, er tiden med USA som verdens hersker og politibetjent forbi. Konsekvenserne har været alvorlige med terroraktioner og massive flygtningestrømme i lande, der endnu lider under følgerne af kapitalismens seneste store krise.

 

Slog fejl med Ukraine-planen

Følgerne af det iscenesatte og støttede demonstrationsoprør og regeringskup i Kiev gik heller ikke som forventet. Der hersker politisk og mediemæssig tavshed om den korrupte og krævende regering i Ukraine, som koster dyrt i våbenstøtte til borgerkrigen mod befolkningen mod øst. Men det vigtigste mål, overtagelsen af den strategisk vigtige russiske flådebase i Sevastopol på Krim, lykkedes ikke. Og befolkningen i det østlige Ukraine helt op til den russiske grænse ønskede ikke NATO baser og en korrupt Kiev regering, men har revet sig løs og dannet folkerepublikken Donbas.

 

Norden må så lægge ryg til

Nu må Rusland så rammes fra nord, og Sverige og Finland luskes ind i NATO ad bagdøren. Derfor skal de nordiske lande lægge jord til en storstilet generalprøve på en NATO krig mod Rusland. Begrundelsen lyder også hul: Annekteringen af Krim og Østukraine – læs strategien med Ukraine kiksede. Skulle det ende med en varm krig, hvor Rusland forsvarer sig, er det nordiske folk i skudlinjen. Og det hjælper os ikke, at NATO var så smart at gøre først en dansker og så en nordmand til generalsekretær for NATO. Tværtimod.

 

Får nu modstand

Men det værste for USAs selvbestaltede verdenslederskab er nok, at verden er så stor og består af mange lande og store befolkninger. En række af disse lande er nu begyndt at slutte sig sammen for at kunne modstå USAs og NATOs aggressioner og blokader. SCO hedder denne militære og økonomiske sammenslutning, og medlemslandene repræsenterer allerede næsten halvdelen af verdens befolkning. Det får ”Den vestlige verden”, Verdenssamfundet som de ynder at kalde sig, til at virke som lilleput. Det er de også i forhold til det rigtige verdenssamfund, FN, hvor et flertal på 123 lande vedtog at arbejde for en proces frem mod et globalt forbud mod atomvåben. NATOs 29 medlemslande, minus Holland, valgte at holde sig væk fra afstemningen.

 

Ødelagt image

Nu hjælper det heller ikke på USAs image, at de spiller så central en rolle, hver gang vore landes befolkninger kastes ud i de tilbagevendende kriser, som altid går ud over og betales af arbejderklassen. Og det er heller ikke blevet bedre af, at det forventede præsidentvalg ikke gik som det skulle med ”Business as usual”, men blev vundet af Trump, der er god til at tjene penge og sørge for sin familie og fylde fattige folk med håbløse løfter, men ikke kan klare storkapitalens politiske repræsentanter med Twitter-bemærkninger.

 

Ynkelige Danmark

Det er ikke første gang Danmark holder på den forkerte hest. Det er en ynk at se danske politikere som skødehund for de store. Det var billedet op til 2. verdenskrig, hvor det danske folk måtte redde Danmarks omdømme gennem den illegale modstandskamp. Det må også blive det danske folk der sikrer at underdanigheden overfor de aggressive krigsmagere ikke udarter sig til den 3. verdenskrig på europæisk jord.