Kommunist oktober 2017

Økonomi

Af Bo Møller

Bo Møller_9926

Udflytningsvanvid

Socialdemokratiet har i forbindelse med deres årsmøde fremsat ideen om, at der skal oprettes 4 nye skattecentre spredt ud over landet for at styrke landområderne. Et ret besynderligt forslag, da regeringen i forvejen har lanceret sin plan om at opdele SKAT i 7 nye styrelser med en voldsom udflytning af arbejdspladser til følge. Efter regeringens plan vil Skattevæsenet efter udflytningen have adresser i hele 26 byer spredt ud over landet. Men det er så åbenbart ikke nok for socialdemokraterne, der vil have oprettet 4 nye skattecentre.

 

Resultat af udflytningen

Den massive udflytning vil give utallige problemer, da langt fra alle medarbejdere kan eller vil flytte med ud i landet. Rigtig mange har en ægtefælle, der er ansat et andet sted, der er ofte børn, der går i skole, og man vil miste den tætte kontakt til venner og familie, der ikke flytter med.

Så resultatet vil blive, at skattevæsenet i et antal år må hutle sig igennem med helt nyansatte og i sagens natur uerfarne medarbejdere. Vi ved jo, at SKAT har tabt omkring 100 milliarder kr. pga. manglende ressourcer og inkompetence ikke mindst på de ledende niveauer. Specielt de mange skatteministre, der har haft jobbet i de senere år, har et stort medansvar for tabet. Vi har undret os over, at ingen ministre er blevet gjort ansvarlige for de mange penge, der retteligt burde tilhøre landets befolkning, men som blev spredt ud til svindlere og spekulanter i ind- og udland.

Når skattevæsnet nu skal til at starte næsten forfra i 7 nye styrelser med arbejdspladser spredt ud over hele landet, så kan det kun gå galt – men det er måske også meningen. Når den siddende regering ikke rigtigt har kunnet komme igennem med egentlige skattelettelser, så kan det være en nødløsning at underminere hele kontrollen med skatteyderne. Det vil næppe betyde meget for de almindelige lønmodtagere og pensionister, men for de rige og for de store selskaber vil det være en kærkommen skattenedsættelse, som regeringen – og altså også socialdemokraterne – vil forære dem.

 

Centralisering – Lars Løkke Rasmussens kongstanke

Det var den nuværende statsminister, men tidligere indenrigsminister, der stod bag kommunalreformen, som ud over at sammenlægge kommunerne også fjernede de tidligere kommunale skatteforvaltninger, for der skulle i effektiviseringens navn centraliseres. Resultatet blev, at de kommunale pantefogeder og andre, der i kommunerne havde erfaring med opkrævning af skyldig skat og manglende betaling for daginstitutioner, forsvandt. Resultatet kender vi: Opkrævningen af gæld til det offentlige gik stort set i stå, og rigtigt store beløb vil aldrig kunne opkræves.

 

Er de statslige arbejdspladser skævt fordelt?

Kommunisterne har naturligvis ikke noget imod, at der findes statslige arbejdspladser spredt ud over landet. Men vi må konstatere, at det er lidt af en myte, at de statslige jobs er koncentreret i hovedstadsområdet.

For Københavns kommune gælder, at der er relativt flere statsansatte lønmodtagere end i resten af landet, nemlig 15 pct. af samtlige lønmodtagere. Men ser vi på regionerne, så ligger andelen af statsansatte lønmodtagere på 6–7 pct. af samtlige lønmodtagere. Den højeste procent, nemlig 7,8, findes måske lidt overraskende i Region Nordjylland, mens ’bundskraberen’ er Region Syddanmark med 6,0 pct. Region Hovedstaden ekskl. Københavns kommune når kun op på 6,3 pct. Skævheden er i virkeligheden ret begrænset! Disse tal er fra 2015, før den statslige udflytning gik i gang.

Det afgørende kan aldrig være, at der skal være procentuelt lige mange statslige jobs i de enkelte kommuner eller regioner. Det afgørende må være, at opgaverne løses på bedst mulig måde til gavn for befolkningen.

 

 

Kommunist september 2017

Økonomi

Af Bo Møller

Bo Møller_9926

Regionsrådsvalget

Den 21. november er der valg til landets kommuner og til de 5 regioner. Ikke mindre end 205 regionsrådsmedlemmer skal vælges, 41 i hver af regionerne. Den samlede udgift til honorar til regionsrådsmedlemmerne udgør 75 millioner kr. De fleste ved nok nogenlunde, hvad de 98 kommuner beskæftiger sig med, og at vi betaler kommuneskat. Med regionerne forholder det sig anderledes, da de på mange måder må opfattes som en fejlkonstruktion skabt under ledelse af daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Regionernes opgaver

Regionernes opgaver kan kort beskrives således:

  • De står for driften af sygehusene i regionen
  • De står for forhandlingerne omkring den primære sundhedstjeneste, dvs. praktiserende læger, tandlæger og privatpraktiserende fysioterapeuter.
  • De kan drive visse sociale institutioner og specialundervisning i det omfang, kommunerne ikke selv ønsker eller kan påtage sig opgaven.
  • De har lidt med planlægning at gøre omkring råstofudvinding, turisme og andet.
  • De er involveret i noget af den kollektive trafik: privatbanerne, nogle færgeruter og nogle busruter, men ikke i største delen af den kollektive trafik.

 

Regionernes økonomi

Men der er et afgørende problem. Regionerne kan ikke som kommunerne udskrive skat. De er henvist til at modtage langt det største beløb fra staten, hvor det ved den årlige såkaldte ’aftale’ mellem regionerne og staten bliver besluttet, hvor mange penge, regionerne må få. Nogen egentlig aftale er der ikke tale om, da regionerne jo ikke kan kræve noget fra staten, men må sige ja og amen til det, finansministeren mener, de skal have.

 Ved siden af modtager regionerne et mindre beløb fra kommunerne, hvis størrelse er afhængig af, hvor mange af kommunens borgere, der er på sygehus mv. Reglerne, der styrer hvor meget regionerne kan få fra kommunerne, er heller ikke noget, regionerne reelt har nogen indflydelse på. Samlet har de 5 regioner udgifter for 120 milliarder kr. Heraf tegner sundhedsvæsenet og især hospitalerne sig for langt størstedelen, ca. 110 milliarder.

 

Store problemer

De senere år har regionerne (ligesom en del andre offentlige myndigheder) været udsat for en statsbestemt grønthøsterbesparelse. Staten påstår, at regionerne kan sætte produktiviteten op med 2 pct. om året, og de kan så spare et anseeligt beløb på den konto. Problemet er bare, at det på områder i især sundhedsvæsenet ikke er muligt at øge produktiviteten. Man kan jo ikke trykke en gravid kvinde på maven, for at fødslen bliver afsluttet 2 pct. hurtigere.

 Det er de af staten skabte økonomiske problemer, som regionsrådene skal slås med. Men hertil kommer så de selvskabte problemer – f.eks. ambulancedriften i Region Syddanmark, der gik helt i koks på grund af et helt mislykket udbud til et udueligt privat firma. Og tænk på ’sundhedsplatformen’, der i Region Hovedstaden har skabt mange store forsinkelser, fordi systemet ikke virker, bl.a. fordi læger bliver tvunget til at overtage sekretærarbejde med indtastninger i stedet for at behandle patienter.

 Sundhedsplatformen’ skal nu også udrulles i Region Sjælland…

 

Valget

Selv om vi som kommunister kan se, at regionerne er helt fejlagtigt skruet sammen, betyder det ikke, at vi bare synes, de skal sejle deres egen sø. Det er deres opgaver på især sundhedsområdet alt for vigtige til. Så kommunisterne stiller op i alle regioner til regionsrådsvalget den 21. november.

 

Kommunist august 2017

Økonomi

Af Bo Møller

Bo Møller_9926

Det økonomiske råderum

 Dette begreb dækker over, at økonomien kun kan være bæredygtig på længere sigt, hvis der er råd til det. Det betyder ret banalt, at der kun er råd til at foretage en serviceforbedring eller investering, hvis der er et økonomisk råderum. Beregningen af råderummet er dog ganske uigennemskuelig og bygger på politisk bestemte forudsætninger, som regnedrenge i finansministeriet har fastlagt. Det drejer sig om udviklingen i produktiviteten, og i arbejdskraftsudbuddet. Der er tale om løst baserede forudsætninger, der så stoppes ind i en EDB-model, som beregner, at det økonomiske råderum fx i 2025 er på præcis 37 milliarder kr.

Som så meget andet stammer ideen om råderummet fra EU. De såkaldte ØMU-kriterier siger, at den offentlige sektors underskud ikke må blive mere end 3 pct. af den samlede produktionsværdi, BNP. I sin iver for at overopfylde EUs krav har vi så budgetloven, der bestemmer, hvor mange penge, det offentlige må bruge fra år til år. Det er disse penge, som er grundlaget for ’råderummet’. Havde man ikke denne EU-begrænsning, så kunne råderummet nemt forøges ved at hæve skatterne eller ved at køre med et underskud i en periode.

 

Regnemaskinens magt

Det hele bygger på illusionen om, man kan regne sig frem til, hvordan Danmarks økonomi vil se ud i fremtiden. Finansministeriet benytter deres egen udgave af den såkaldte ADAM-model, der er en EDB-model, der søger at belyse udviklingen fremover. Modellen bygger på historiske tal, men også på bestemte økonomiske teorier. En vigtig del i modellen er teorien om, at hvis arbejdsudbuddet øges – altså hvis flere søger arbejde – så vil beskæftigelsen automatisk vokse. Men denne teori tager ikke højde for, at virksomhederne normalt ikke ansætter folk, der ikke kan arbejde mindst 100 pct. effektivt, og kan en virksomhed ikke finde effektive danske arbejdere til en pris, som virksomheden ønsker at betale, så importerer man bare billig arbejdskraft fra udlandet.

 

Også kritik fra borgerlige

Finansministeriets model er blevet kritiseret af Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte vismænd. Deres kritik går især på, at modellen ikke tager hensyn til, at mange offentlige udgifter ikke er penge ud af vinduet, men skaber overskud. Investeringer i sundhedsvæsnet er med til at sikre, at folk bliver hurtigere raske og bliver på arbejdsmarkedet længere tid. Udgifter til børnepasning er en forudsætning for, at begge forældre kan være aktive i produktionen. Investering i uddannelse og forskning er en forudsætning for, at flere kan være med til at give produktionen et kvalitativt løft. Når finansministeriet i beregningerne ikke medtager dette, der med et lidt tomt udtryk betegnes de dynamiske effekter, giver det naturligvis forkerte tal.

 

Ikke videnskab – men borgerlig politik

Finansministeriets beregninger er ikke bare økonomers jongleren med tal. De er yderst politisk prægede. Det var derfor befriende, at Bertel Haarder kom i pressen med et budskab om, at finansministeriet har for stor magt. Han fremførte, at yngste fuldmægtig i finansministeriet ofte har større magt end en minister, og det havde han ret i. Vi så, at folkeskolereformen var udarbejdet i finansministeriet og ikke i undervisningsministeriet.  Lærerblokaden i 2013 var ikke ’bare’ en konflikt mellem lærerne og kommunerne – den blev faktisk startet af finansministeriet (under ’dæknavnet’ Moderniseringsstyrelsen). Det samme ses i utallige andre sammenhænge. Den ’regnemaskine’, som benyttes i finansministeriet, er en alvorlig sag, for dens fejlagtige beregninger fører til ubehagelige serviceforringelser. Det er ikke kun den nuværende regering, der benytter disse beregninger af det såkaldte råderum. Den tidligere socialdemokratisk ledede regering med blå Bjarne Corydon i spidsen byggede sin politik på præcis samme borgerlige teori.

 

Kommunist juni-juli 2017

Økonomi

Af Bo Møller

Bo Møller_9926

Kamp om ejendomsskatten

Et af de mest hidsige diskussionsemner i Folketinget er ejendomsskatterne.

 

En bolig og en investering

Ejer man sin bolig, så er det tag over hovedet, men samtidig er det en økonomisk investering. Som boligejer får man et afkast af boligen i form af, at man bor gratis (bortset fra vedligeholdelse). Oveni købet tjener man så penge undervejs, da priserne på boliger normalt stiger en hel del mere end prisen på fx mælk. Afkastet af boligen bør derfor beskattes præcis, som man beskatter udbytter af aktier og obligationer. Tit hører man boligejerne sige, at de jo allerede har betalt skat én gang, men det gælder da også for de aktier, man måske har købt.

 

Svært at vurdere

Et stort problem omkring boligerne er, at det er svært at sige, hvad den enkelte bolig er værd, og derfor er det svært at finde ud af, hvor meget man bør betale i skat. I ’gamle’ dage havde man vurderingsmænd, der gik rundt fra hus til hus, og man fik normalt en ret realistisk vurdering af den enkelte bolig ud fra dens stand og beliggenhed. Men vurderingsmændene blev fjernet af Fogh-regeringen, da den helst så, at ejerboliger slet ikke skulle beskattes. Man måtte nøjes med et maskinelt system til at vurdere værdien af hver enkelt bolig, der, havde en meget stor fejlprocent, så nogle boliger blev vurderet langt over det, de var værd, mens det for andre var lige modsat.

 

Ny lovgivning

Man, dvs. regeringen, Socialdemokraterne, de Radikale og Dansk Folkeparti – har nu aftalt 2 ting:

  • En ny vurderingsmodel, som måske – det ved ingen – rammer mere præcist. Så for en sikkerheds skyld skriver man den vurderede værdi af både hus og grund ned med 20 pct., så ingen risikerer at få en for høj vurdering af boligen, mens de fleste vil slippe billigere.
  • Skatten af boligen: Her er der 2 forskellige skatter i spil: Grundskylden, der betales af selve grunden, og så ejendomsværdiskatten, der betales af den samlede vurdering af bolig og grund.

Hvor meget eller lidt kommer man så til at betale – ja, det ved ingen endnu. Men vi ved, at skatten indtil 2021 er låst fast. Anders Foghs skattestop fra 2001 skal forlænges i nogle år endnu, så boligejerne kan have yderligere år med en for lav beskatning i forhold til deres investering. Hertil kommer, at den tidligere lidt højere beskatning af boliger over 3 millioner kr. nu først skal træde i kraft, når boligen er mere end 6. millioner kr. værd – naturligvis efter fradraget af de 20 pct. Det giver et pænt løft for godsejere og andre store ejendomsbesiddere.

For grundskylden, der kun betales af grundens værdi, kommer til at gælde et lidt tilsvarende system, idet satsen for grundskylden sættes ned fra nu højst 34 til fremover 30 promille af grundværdien med det mærkelige fradrag på 20 pct.

For begge skattearter indføres en såkaldt ’skatterabat’, der betyder, at nuværende ejere ikke kommer til at betale mere, før de sælger deres ejendom.

 

Godt nyt for lejerne?

Man har i debatten stort set glemt, at det ikke kun er boligejere, der betaler ejendomsskat. Det gør lejere også. Det foregår via ejeren af deres lejlighed. I forliget om det nye beskatningssystem har man lovet, at også lejere i almene boliger skal få en billigere skat – men hvordan står hen i det uvisse. Det samme gælder for dem, der bor i andelsboliger, mens der øjensynlig slet ikke tages stilling til beboere i privatejede udlejningsboliger. At det især er en gave til de generelt mere velbeslåede boligejere er klart. Og socialdemokraterne og deres nye slyngvenner i Dansk Folkeparti regner jo også med, at der flest stemmer blandt netop boligejerne.

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist maj 2017

Økonomi

Af Bo Møller

 

Tal, tal og atter tal

Tal om arbejdsmarkedet kan være svære at forstå. Vi skal her kaste lidt lys over sagerne.

Hvor mange er udstødt?

Der var 1.071.000 offentligt forsørgede mellem 16 og 64 år ved udgangen af 2016. 324.000 af disse var SU-modtagere. Studerende er ikke udstødt af arbejdsmarkedet. Andre 48.000 var på barselsorlov, men man er jo ikke udstødt, fordi man får børn! 54.000 var på sygedagpenge. Heraf er der mange, der er blevet syge pga. fysisk og psykisk nedslidning på arbejdet – men der er også mange, hvis sygdom intet har med deres arbejde at gøre. Det samme gælder for en del af de 208.000 på førtidspension og de 70.000 på efterløn. Samlet er der måske omkring 550.000 under 65 år, der reelt er udstødt fra arbejdsmarkedet. Hertil kommer personer over 64 år, som gerne vil arbejde, men som arbejdsgiverne ikke vil ansætte. Medtager vi de ældre, stiger antallet af offentligt forsørgede drastisk, idet 1.098.000 er folkepensionister.

 

Flere og flere på overførselsindkomst?

Andelen af personer på overførselsindkomst stiger – ikke sandt? Nej. I 2016 var andelen af de 16-64-årige på overførselsindkomst den laveste i de sidste 20 år – her ses bort fra SU-modtagere. Lidt over 21 pct. var på overførselsindkomst, mens andelen i 1995 var næsten 27 pct. Danmark er et af de lande i OECD, hvor relativt færrest står uden for arbejdsmarkedet.

 

Arbejdsstyrke, beskæftigede og arbejdsløse

2.695.000 personer mellem 16 og 64 år tilhørte ved udgangen af 2015 arbejdsstyrken – dvs. at de var i arbejde (lønmodtagere eller selvstændige) eller var arbejdsløse. Af disse var 2.594.000 i beskæftigelse. Af de beskæftigede var 2.439.000 almindelige lønmodtagere – altså ikke under støttet beskæftigelse. Hvor mange arbejdsløse, der er, kan opgøres på flere måder: Man kan tælle hvor mange, der modtager dagpenge fra arbejdsløshedskassen eller kontanthjælp og samtidig står til rådighed for arbejdsmarkedet. Opgjort således var der i februar 129.000 arbejdsløse. Man kan også spørge folk uden arbejde, om de ønsker et arbejde. Så bliver tallet væsentligt større, nemlig 199.000. En del af forskellen skyldes, at dagpengeforringelserne betyder, at nogle arbejdsløse ikke kan modtage en ydelse, men skal forsørges af ægtefællen. En anden årsag er, at studerende medtælles i det høje arbejdsløshedstal, hvis de ønsker arbejde for at supplere uddannelsesstøtten, mens de ikke indgår i det beskårne arbejdsløshedstal.

 

Udenlandske arbejdere

I januar var der 2.676.000 beskæftigede lønmodtagere. Det tal er væsentligt større end antallet af lønmodtagere, der tilhørte arbejdsstyrken. Forklaringen er især, at arbejdsstyrken kun omfatter personer, der har fast bopæl i Danmark ved årets udgang. Under de beskæftigede indgår også udenlandske lønmodtagere, der arbejder her i landet i kortere eller længere tid, og som måske bor i udlandet, men pendler frem og tilbage for at arbejde. I alt var der i januar 185.000 udenlandske arbejdere i Danmark.

 

Mangel på arbejdskraft?

Selv om der er arbejdsløshed, så mangler der arbejdskraft, påstås det. De seneste tal fra efteråret 2016 viser dog, at der kun var 20.000 stillinger, som virksomhederne uden held havde søgt at få besat. Ofte har virksomhederne søgt for snævert, dvs. har søgt en helt speciel stillingskategori, som ikke kunne findes i lokalområdet. Andre virksomheder har ikke villet betale en rimelig løn eller har ikke villet ansætte en person, der måske ikke var 100 pct. på toppen. Men hovedforklaringen er, at virksomheden ikke har søgt via jobcentrene eller arbejdsløshedskasserne. Antallet af ledige stillinger i de private virksomheder ligger langt under arbejdsløsheden. Der er 10 arbejdsløse for hver af de ledige stillinger. Så snakken om ’flaskehalsproblemer’ er fup og svindel!

Vi håber, at nogle af de mange tal kan være nyttige!

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist april 2017

Økonomi

Bo Møller

Den offentlige sektor bløder

Det er regeringens mål, at den offentlige sektor skal skrumpes kraftigt. Stat, regioner og kommuner må kun bruge 0,3 pct. mere end i 2016. Det er ikke nok til at sikre serviceniveauet, når der er kommet flere ældre og plejekrævende og flere småbørn, der skal i vuggestue. For at fastholde serviceniveauet skulle de offentlige udgifter stige med 0,6 pct. – altså det dobbelte af det, regeringen har besluttet. Fra et toppunkt i 2010, hvor det offentlige forbrug udgjorde lidt under 28 pct. af den samlede produktion, er det nu faldet til lidt under 26 pct. Efter regeringens planer er det meningen, at det skal falde yderligere til lidt under 24 pct. i 2025.

 

Det går ud over beskæftigelsen

Beskæftigelsen i den samlede offentlige sektor faldt med 28.000 fra slutningen af 2009 til udgangen af 2016, men fordelingen mellem undersektorerne er meget forskellig: I staten steg beskæftigelsen i perioden med 1.000 lønmodtagere, i regionerne med 5.000, mens den i kommunerne raslede ned med hele 34.000! Når der var tale om en vækst i regionerne, skyldes det en vækst i sygehusvæsenet, der også var hårdt brug for, og som stadig langt fra sikrer den service, som borgerne – ikke mindst de stadig flere ældre – har krav på. Det meget store fald i kommunerne er især sket inden for det sociale område, dvs. børnepasning, ældreomsorg mv. Sammensætningen af de ansatte i kommunerne er samtidig ændret. Der har været stigning blandt lønmodtagere med en lang samfundsvidenskabelig eller humanistisk uddannelse. Nu findes der bestemt fornuftige DJØF’ere og andet godtfolk, men det er alligevel trist, at nedskæringen i personaletallet er sket blandt de såkaldt varme hænder.

 

SKAT – et skræmmebillede

I 2011 brugte SKAT 1,2 milliarder kr. til kontrol af, at borgere og virksomheder betalte den skat, de skulle. Dette beløb er siden faldet til i 2017 at være under det halve, nemlig 567 millioner kr. Det er sket samtidig med, at der er blevet snydt for mindst 12,3 milliarder kr. i refunderet udbytteskat, der blev udbetalt uden kontrol af bilag, ligesom skattesnyd florerer på andre områder.

Nye tal fra SKAT viser, at de alt for få kontrollanter, der er ansat, rigeligt er deres løn værd: 57 medarbejdere, der kontrollerede refusionen af momsbetalinger, kradsede 2,5 milliard kr. hjem til statskassen i de første 9 måneder af 2016. Fraregnet deres egen løn mv. gav det et overskud pr. medarbejder på 42 millioner kr.! Til dette udtaler vores tåbelige skatteminister: ’Skal der nye ressourcer til, kræver det altså, at man kan og vil finde en fornuftig finansiering’ – som om tallene ikke klart viser, at offentlige skattekontrollanter er en overordentlig god forretning for det offentlige.

 

Øget beskæftigelse og høj arbejdsløshed

Økonomien i Danmark har det relativt godt. Beskæftigelsen blandt lønmodtagere er steget med 130.000 til 2.674.000 de sidste 4 år, og det er med til at øge den generelle velstand. Med til historien hører dog, at der i december 2016 var 192.000 udenlandske arbejdere i landet. Heraf havde de 160.000 bopæl i Danmark – en stigning på 56.000 siden udgangen af 2009. De resterende 32.000 boede ikke fast her i landet – det er en stigning på 10.000 siden 2009. Så det kan ikke undre, at beskæftigelsen i landet kan stige, samtidig med at arbejdsløsheden stadig er høj, når en stor del af de nye beskæftigede er importeret arbejdskraft.

 

Hvorfor skal der skæres ned?

Det er der heller ingen økonomisk grund til – beskæftigelsen og økonomien i øvrigt har det rimelig godt. Når den offentlige sektor skal udsættes for den kraftige nedskæring, så er det af rent ideologiske årsager. Især efter regeringsomdannelsen er det blevet soleklart for alle, at regeringen stræber mod at blive den mest liberale regering i umindelige tider – og på det punkt går det desværre alt for godt!

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist marts 2017

Økonomi

Bo Møller

Frihandel

Kommunisterne, Folkebevægelsen mod EU og andre har ført kampagner mod CETA, TTIP og andre forsøg på at skabe internationale såkaldte handelssammenslutninger, der skal styrke kapitalens magt. De nævnte aftaler er ikke trådt i kraft. TTIP – dvs. den meget store aftale mellem USA og EU, er lagt i graven af galningen fra det Hvide Hus. CETA, der er aftalen mellem EU og Canada, bliver derimod nok godkendt snart. I TV og pressen bliver disse aftaler omtalt som ’frihandelsaftaler’ – men de handler om meget mere end frihandel. Det kan man læse om i Kommunist. Her skal vi se på selve begrebet ’frihandel’.

 

Teorier om frihandel

Præcis hvornår begrebet frihandel fremkom, vides ikke. En af de store fortalere for den frie handel (altså handel uden told, afgifter og reguleringer) var den engelske økonom David Ricardo, der i 1817 formulerede teorien om de komparative fordele. Kort fortalt går det ud på, at selv om et rigt land (som datidens England) handler med et fattigt land (som Portugal i Ricardos eksempel), så kan begge lande få fordele af den indbyrdes handel. Ideen er, at producerer det fattige land et produkt relativt billigere end det rige land, mens det omvendte er tilfældet for et andet produkt, som det rige land producerer billigere, så er det i begge landes interesse at handle, og derfor er frihandel altså til gavn for begge lande. Nu tog Ricardo det ikke så tungt med, at hvad der er godt for en kapitalist ikke nødvendigvis er godt for hele landet!

Siden Ricardo har mange andre talt varmt om frihandel som det eneste saliggørende. Det er jo i den grad blevet de såkaldte liberales våde drøm, at frihandel skal etableres mellem alle lande (bortset fra nogle ’slyngelstater’, som ’vi’ ikke kan lide).

 

Karl Marx om frihandel

Gode gamle Marx har selvfølgelig beskæftiget sig med frihandel, som netop på hans tid blev den store åbenbaring for den opvoksende kapitalistklasse. I 1848 (kort tid før Det Kommunistiske Manifest kom til verden) holdt Marx en tale om netop frihandel. Som han blandt meget andet sagde så flot: ’Lad jer ikke blive imponeret af det fine ord ’Frihed’. Det betyder IKKE frihed for alle individer. Det betyder FRIHED for kapitalen til at undertrykke arbejderne!’

Senere i samme tale påviser Marx, at den ’frihed’, som frihandlen indebærer, bare vil betyde, at kapitalens udbytning af arbejderne vil blive udstrakt til så vidt muligt hele jorden i stedet for at være isoleret til nationalstaterne. Afsluttende konkluderer Marx – måske noget overraskende – at netop fordi frihandel er med til at skærpe modsætningerne mellem arbejderklasse og kapital, kan frihandel være en ’hjælp’ til gennemførelsen af den revolution, som Marx og vi andre jo ønsker – en revolution, hvor det er arbejderklassen, der kommer til magten. ’Kun i denne revolutionære forstand stemmer jeg for frihandel’, sagde han klogt og fyndigt. Talen findes vist ikke på dansk, men i tysk oversættelse i Marx Engels Werke bind 4.

 

Men hvad så?

Man kan godt, som Marx gjorde, se frihandel som noget, der skærper klassekampen og derfor bringer os nærmere revolutionen. På den anden side må vi erkende, at revolutionen nok ikke lige står for døren, og at frihandel derfor er skadelig for arbejderklassen på nuværende tidspunkt, hvor social dumping er et voksende problem.

I de tidligere socialistiske lande var hovedprincippet, at den internationale handel skulle foregå under en stærk statslig kontrol, så den kom befolkningen og ikke kun kapitalen til gavn – og det må også i dag være kommunisternes udgangspunkt. Så frihandel er ikke vores kop te! En regulering til fordel for både importør og eksportør og ikke mindst for arbejderne, der producerer de pågældende varer, der skal sælges over hele kloden, er kommunisternes svar på frihandelen.

 

Bo Møller_9926

Kommunist februar 2017

Økonomi

Bo Møller

Udbudsøkonomi

Denne meget ’økonomagtige’ overskrift dækker over den økonomiske filosofi, der i årevis har præget borgerlige økonomer og politikere. Kort fortalt går den ud på, at det er vigtigt at øge udbuddet af arbejdskraft for at sætte gang i væksten. Er der ledig arbejdskraft, så vil det efter denne ’teori’ blive omsat til en større beskæftigelse og produktion.

Med denne teori som begrundelse har politikere fra de borgerlige og Socialdemokratiet gennemført den ene ’reform’ efter den anden, der skulle øge arbejdsudbuddet: Forringelser af efterlønnen, af arbejdsløshedsdagpengene, af reglerne om fleksjob, folke- og førtidspension og SU, kombineret med skattelettelser finansieret af en udhuling af velfærdsydelserne. Tanken er, at forringer man forholdene for de, der modtager overførselsydelser, så skal de nok finde sig et arbejde. Forklaringen på, at der skulle være en sådan sammenhæng, omtales sjældent, men den eneste mulige og ædruelige forklaring er, at jo større arbejdsudbud, altså jo flere arbejdsløse, des sværere er det for arbejderne at tilkæmpe sig ordentlige lønninger. Lave lønninger medfører større profit, og profitten kan i følge denne teori så omsættes i flere arbejdspladser.

 

Selv borgerlige kan blive klogere

I slutningen af 2016 kom der så et ret forfriskende indslag i debatten fra 2 ellers gode borgerlige økonomer, der ofte har været anvendt af diverse regeringer til at foreslå nedskæringer og forringelser, nemlig Nina Smith og Peder J. Pedersen fra Aarhus Universitet. Det er nu ikke fordi deres tanker, der blev flittigt refereret i bl.a. TV og adskillige dagblade, er synderligt revolutionerende, men de viste dog en form for fornuftig omtanke. De 2 økonomer slår således fast, at det nok ikke via nye nedskæringsreformer er muligt at øge arbejdskraftudbuddet væsentligt og dermed produktionen. De, der stadig er på overførselsindkomst, er det i langt overvejende grad, fordi de faktisk ikke kan arbejde. De kan være syge, på barsel eller lide af det ene eller det andet problem. I stedet peger økonomerne på bl.a. opkvalificering af arbejdskraften – altså uddannelse og efteruddannelse. Netop på dette område støder deres nye tanker ind i regeringens forsøg på at skære yderligere i uddannelserne – såvel i bevillingerne til uddannelsesinstitutionerne som til uddannelsesloft, SU og forskning.

 

Alligevel ikke meget nyt

Selv om de 2 borgerlige økonomer har tænkt lidt nyt i forhold til de fleste af deres borgerlige kollegaer, så bryder de ikke med ideen om, at et større udbud af arbejdskraft i sig selv giver øget beskæftigelse og produktion. De mener stadig, at f.eks. en forhøjelse af pensionsalderen kan styrke væksten. Mere progressive økonomer og nærværende blad har altid afvist udbudsøkonomien. Det er ikke pisk af arbejdsløse, syge, nedslidte og gamle, der kan sætte fut i beskæftigelsen. Og ser vi os omkring, så er det da også klart, at de mange nedskæringsreformer, der er blevet gennemført i de senere år, ikke har skabt nye reelle arbejdspladser. At antallet af beskæftigede i de senere år er vokset skyldes hovedsagelig, at importen af billig østeuropæisk arbejdskraft er eksploderet.

 

Der mangler arbejdstilbud

Som Karl Marx slog fast, så afhænger størrelsen af et samfunds produktion af, at produktionen kan afsættes. Er lønningerne og overførselsindkomsterne for lave, så har man ikke råd til at købe en øget produktion, og så bliver den ikke til noget. Det er altså ikke ved en udvidelse af udbuddet af arbejdskraft, at vi kan komme ud af den økonomiske krise, som vi trods mange påstande om det modsatte stadig befinder os i. Det er derimod en øget efterspørgsel efter produktionsresultaterne, der skal skabes. Det kan ske gennem større offentligt forbrug, og det kan ske ved at fagbevægelsen ved de kommende overenskomster får tilkæmpet sig nogle habile lønstigninger!

 

Bo Møller_9926

Kommunist januar 2017

Økonomi

Bo Møller

Prisen på indvandring

I en forskningsrapport har 2 forskere fra Københavns Universitet og SFI opgjort det offentliges nettoindtægt ved indvandring fra andre EU-lande. Rapporten er bl.a. omtalt i Politiken. Der er interessante tal i rapporten, men desværre også en del mangler.

Rapportens indhold

Rapporten dækker indvandring fra andre EU-lande – dvs. fra vesteuropæiske lande, men også fra de ’nye’ især østeuropæiske lande. Af de 160.000 indvandrere fra EU i 2013 kom 46 pct. fra de nye EU-lande. Rapporten kommer frem til, at indvandringen er en overskudsforretning for det offentlige. Den opgør, hvor meget indvandrerne betaler i skat og moms og herfra trækkes udgifterne til deres folkepension, dagpenge, kontanthjælp, børnetilskud, brug af sundhedsvæsen, børnepasning og uddannelse. Overskuddet pr. indvandrer er så opgjort til i gennemsnit 21.205 kr.

Mangler ved analysen

Man kan stille spørgsmålstegn ved flere tekniske forudsætninger i beregningerne, men der er også væsentlige mangler:

Der tages ikke højde for, at indvandrere, der kommer i job, kan forhindre en dansker i at få jobbet. Det betyder så måske, at indvandreren isoleret set giver overskud, men hvis en dansker til gengæld skal have understøttelse, fordi hans job er taget, så er sagen en anden. For danske arbejdsgivere er det ofte en fordel at ansætte udlændinge, fordi de er billigere. Hvis de overhovedet modtager fagets mindsteløn, er der normalt tale om, at mindstelønnen ligger langt under det almindelige lønniveau. Var jobbet besat af en dansker til en almindelig løn, så ville hans betaling af skat og moms være væsentligt højere.

Rapporten påstår, at den dækker alle indvandrere og alle indkomster. Det gør den ikke! Der er faktisk en del udlændinge fra EU-lande, der ikke betaler skat til Danmark – enten pga. skattesnyd eller fordi de er ansat af et udenlandsk firma, der udfører arbejdet i Danmark på en måde, så arbejdernes lønninger ’kun’ kommer til at optræde som en udgift for den udenlandske virksomhed, uden at beløbet bliver beskattet i Danmark.

Ved beregningen af hvilke udgifter for det offentlige, som vedrører indvandrerne, tages der ikke højde for, at indvandrerne har en helt anden aldersprofil end danskerne. En meget stor del af EU-indvandrerne er mellem 25 og 44 år. Med den alder modtager de ikke folkepension, de trækker mindre på sundhedssystemet, ofte har de ladet kone og børn blive hjemme, så de benytter heller ikke børnepasning og uddannelsessystemet. Selv om der i 2013 var tale om lave offentlige udgifter til indvandrerne, vil det ændre sig, når de bliver ældre, eller når de stifter familie her i landet.

Analysens 3 magre konklusioner

1. EU’s frie bevægelighed for arbejdskraft har ikke undermineret velfærdssystemet i Danmark, påstås det. Det er der nu ikke noget bevis for! Det danske velfærdssystem er blevet undergravet voldsomt af netop EU!

2. På trods af, at EU er blevet udvidet med optagelsen af de østeuropæiske lande, er der ifølge analysen stadig et positivt resultat set ud fra det offentliges side. Men der tages ikke højde for, at denne mulige gevinst vil forsvinde, når indvandrerne bliver ældre eller får børn.

3. Immigranter, der kun har været i landet i kort tid, bidrager mindre til det offentlige via skatter og afgifter, men samtidig modtager de mindre i form af overførsler og træk på sundhedsvæsen. OK, men her er det igen i høj grad indvandrernes alders- og familiesammensætning, der spiller ind.

Samlet er analysen ganske mangelfuld og kan ikke rigtigt bruges til noget. Den siger ikke noget nyt om de store spørgsmål, som præger dagens debat: Er ydelserne til indvandrere for store? Hvad skal man gøre med ydelser, der sendes ud af landet (fx børnecheck til børn i udlandet)? Hvad med social dumping?

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist december 2016

Økonomi

 

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

For 100 år siden udgav Lenin det berømte værk, der beskriver kapitalismen på hans tid.

et var ikke Lenin, der opfandt ordet ’imperialisme’. Ordet er blevet brugt på forskellig måde igennem tiderne. Det er blevet benyttet om stormagters erobrings-, rov- og plyndringskrige. Men når Lenin i sin bog skriver om imperialismen, så lægger han meget mere i begrebet end selve den aggressive krigsførelse. Den forskellige betydning, som ordet har været brugt i, bør nu ikke være noget større problem for kommunisterne. Vi skal selvfølgelig tale det sprog, som andre mennesker bruger. Så når der er oprør mod fx USA-imperialismen, skal vi ikke bare stille os på sidelinjen og forklare, at imperialisme er meget andet end den aggressive magtanvendelse eller trussel om samme.

Lenins imperialismebegreb

I følge Lenin er imperialismen kendetegnet ved:

1.      Koncentration af produktion og kapital, der har nået så højt et udviklingstrin, at den har skabt monopoler i verdensøkonomien

2.      Bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på basis af denne ’finanskapital’ (altså et rigmandsvælde bestående af ret få personer)

3.      Kapitaleksporten til forskel fra vareeksporten opnår særlig stor betydning

4.      Der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig.

5.      Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet.

Det afgørende punkt er det første: I kapitalismens tidligere form herskede der mere eller mindre fri konkurrence mellem de enkelte virksomheder og lande, men den tid er forbi. Som Lenin formulerer det: De kapitalistiske monopoler afløser den kapitalistiske fri konkurrence. Monopolet er den fri konkurrences direkte modsætning, men den fri konkurrence selv begyndte for vores øjne at forvandle sig til monopol, idet den skabte storindustrien, fortrængte småvirksomhederne, erstattede store virksomheder med endnu større, kort sagt bragte koncentrationen af produktion og kapital så vidt, at monopolet opstod og stadig opstår.

 

Forholdet til Karl Marx

Lenins analyser er på ingen måde i modstrid med de analyser, som Karl Marx gennemførte, og som afdækkede de fundamentale love for den kapitalistiske produktionsmåde. Disse love fortsatte med at gælde også på Lenins tid – og de gælder stadig i dag. Men alligevel er Lenins videreudbygning af den klassiske marxisme yderst vigtig, idet den viser, hvordan kapitalismen fungerer i sin monopolistiske form. Hvis man nærlæser de 5 punkter ovenfor, kan man også se, at de stadig er gældende i 2016.

 

Imperialismen som den snyltende, rådnende og døende kapitalisme

Lenin forklarer, at netop monopolet medfører en tendens til stagnation og forrådnelse. Er der ikke mere nogen konkurrenter på markedet, så behøver monopolet ikke at udvikle sig på samme måde som i den før monopolistiske konkurrence økonomi. Monopolisterne kan mere eller mindre bare læne sig tilbage og hæve udbyttet! Dette bliver så forstærket af, at monopolernes udbytning i høj grad foregår i kolonierne (på Lenins tid) eller halvkolonier (som i dag).  Samtidig betyder monopolerne med deres monopolprofitter, at de har mulighed for mere eller mindre åbent at bestikke lag i arbejderklassen, og dermed danne grundlag for skabelsen af et såkaldt ’arbejderaristokrati’, altså en slags arbejderklassens ’overklasse’. Dermed er grunden til opportunismen i arbejderbevægelsen lagt.

Fordi kapitalismen i sin imperialistiske form er snyltende og rådnende konkluderede Lenin, at den også var døende – og den døde da også i Rusland med revolutionen i 1917 for desværre midlertidigt at genopstå efter kontrarevolutionen i firserne.

 

Bo Møller_9926

 

Kommunist november 2016

Økonomi

Bo Møller

Den fortsatte historie om ejendomsskatten

Skatteministeriet har i oktober udsendt 2 dokumenter: Det ene om hvordan ejendomsvurderingerne kan gøres mere præcise. Det andet om hvordan beskatningen af ejerboliger skal strikkes sammen. Denne sidste rapport har navnet: ’Tryghed for boligejerne’, og det er ret usympatisk, for hvorfor er det kun boligejerne, der skal føle sig trygge? Fra 1. oktober får kontanthjælpsmodtagere og modtagere af integrationsydelse nu fattigdomsydelser, der vil skabe fast arbejde til kongens foged med at smide familier ud fra deres lejlighed, når de ikke mere kan betale huslejen!

Det nye vurderingssystem

Det nye vurderingssystem skal fra 2020 danne grundlag for ejendomsbeskatningen. Det ser ud til, at det foreslåede nye system kan give mere præcise ejendomsvurderinger, idet man vil inddrage flere oplysninger i beregningen. Det gælder fx oplysninger om prisen på solgte ejendomme i nabolaget, om afstand til motorvej, strand mv., som er med til at bestemme værdien af det enkelte hus. Stadig er ambitionsniveauet dog lavt: Skatteministeren er tilfreds, bare vurderingen rammer inden for 20 pct. fra eller til i forhold til markedsprisen. Som noget nyt erkender man, at der i dele af landet er så få salg, at det ikke er muligt maskinelt at finde frem til en fornuftig vurdering. Her skal menneskeøjne inddrages, der kan se billeder af hus og omgivelser, og det er da bedre end ingenting.

Resultatet af den nye vurdering

Den nye vurdering vil medføre højere vurderinger af enfamiliehuse, ejerlejligheder, udlejnings- og andelslejligheder. Især vil værdien af grunden for etageejendomme stige ganske meget – for ejerlejligheder og andre lejligheder med omkring 330 pct.!

Nye ejendomsskatter

Vurderingen er én ting. Noget andet er, hvorledes ejendommen skal beskattes. Hovedprincippet er, som det har været siden skattestoppet i 2001, at ejendomsværdiskatten i kroner og øre ikke må stige. Så hvis ejendomspriserne stiger, så skal ejerne kompenseres, så de reelt slipper billigere og billigere år for år. Hertil afsættes ikke mindre end 24 milliarder kr.! Selv om det nye vurderingssystem måske giver mere retvisende vurderinger, så tror skatteministeren alligevel ikke på dem, så for en sikkerheds skyld skal vurderingen helt automatisk nedsættes med 20 pct., inden skatten beregnes. Så ingen ejere vil blive urimeligt ramt – men mange vil få en helt urimelig skattelettelse! Hvis vurderingen af en bolig fremover stiger mere end lønningerne, så skal skatten ikke stige. I stedet skal den beregnede skattestigning indefryses, således at den først skal betales, når boligen sælges. Det er i sig selv ret fornuftigt, men oveni alle de andre lempelser for boligejerne, så kommer det nok ikke til at betyde alverden. For at det rigtig skal batte, så sættes skattesatserne kraftigt ned. Ejendomsværdiskatten forventes at blive nedsat fra 1 til 0,6 pct., og da man fremover kun skal betale skat af 80 pct. af vurderingen, så sættes satsen reelt ned til det halve. Den gennemsnitlige grundskyld – altså skatten af selve grunden, der tilfalder kommunen – forventes nedsat fra 26 til 16 promille. Det vil udhule kommunernes økonomi. Der skal gives en særlig skatterabat, der betyder, at nuværende boligejere ikke kan komme til at betale mere i ejendomsskat end tidligere, mens omvendt boligejere, som får en lavere skat, naturligvis skal have skatten tilbage. Denne rabat vil især være til glæde for de rige i whisky-bæltet.

Samlet vil det nye skattesystem være med til at flytte penge fra de fattigste til de rigeste. Det kan derfor undre, at socialdemokratiet fuldt ud støtter op om en politik, der ensidigt er til gavn for de rigere boligejere. Samtidig kan det undre, at det næsten udelukkende er boligejerne, man taler om. Lejere og beboere i andelslejligheder betaler faktisk også ejendomsskat via huslejen.

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist oktober 2016

Økonomi

Bo Møller

Et nyt skattevæsen

Regeringen har erkendt, at der er noget ravruskende galt med det danske skattevæsen, så i forbindelse med præsentationen af finansloven for 2017 og 2025-planen præsenterede skatteministeren et dokument om, hvorledes de enorme problemer i SKAT efter hans mening kan løses.

Problemer er der nok af

  • Der er på baggrund af den manglende kontrol blevet stjålet måske 13 milliarder kr. i forbindelse med udbytteskatteordningen.
  • Kontrollen med momsindbetalingerne er yderst mangelfuld. Hvor meget svindelen beløber sig til, vides desværre ikke. EU regner med, at der mangler over 18 milliarder, mens andre skønner, at beløbet er væsentligt lavere, men dog langt fra ubetydeligt.
  • Der har ikke været ført kontrol med udførslen af sorte formuer til skumle skattely-lande.
  • Kontrollen med de store multinationale selskabers skattebetaling er meget lemfældig.
  • Opkrævningen af gæld til det offentlige (skattegæld og f.eks. betaling for børnepasning) er stort set gået i stå.
  • Vurderingen af ejendomme, der danner grundlaget for ejendomsbeskatningen, er suspenderet, da de seneste års resultater var alt andet end troværdige.

Skatteministerens plan

Helt generelt må skatteministeren indrømme, at når det hele er gået så galt, er årsagen, at der i de sidste mange år er skåret kraftigt i personalet i skattevæsenet. Det skal der nu rådes bod på med nogle ny ansættelser. Ministeren praler selv med, at der skal ansættes 2.000 flere, men uden planen antages det, at 1.000 stillinger ville blive ledige pga. naturlig afgang, så i alt vokser antallet af ansatte over de næste 4 år kun med omkring 1.000. Det samlede resultat bliver, at der i 2020 kun vil være ansat ganske få flere end i 2010. Over de næste 4 år afsættes i alt knap 7 milliarder kr. til at styrke SKAT, men det er altså kun 1,7 milliard kr. pr. år. Det lyder selvfølgelig af meget, men sammenlignet med f.eks. de stjålne udbytteskattepenge på mindst 13 milliarder kr. og de foreløbig måske 14 milliarder kr., der er tabt, fordi SKAT ikke har magtet at inddrive borgernes og virksomhedernes gæld, så er beløbet nu ikke imponerende. I øvrigt skyldes ca. 1 milliard kr. ud af de i alt 7 milliarder især nogle nye EU-krav til toldsystemerne, som regeringen mener, at vi skal følge, men som ikke umiddelbart skæpper i den danske kasse.

Andre tiltag

Skatteministeriet vil – hvilket virker helt uforståeligt – nu sprede både de nye, men også eksisterende arbejdspladser i SKAT ud i landet. Dette sker i forbindelse med, at hele SKAT skal opdeles i en række selvstændige styrelser direkte under skatteministeriet. Det lyder jo altid godt med at skabe arbejdspladser i provinsen, men al erfaring viser tydeligt, at de første resultater vil være et stort tempotab, idet mange medarbejdere vælger at sige op i stedet for at flytte ud med alle de problemer, det giver for den enkelte og for hele familien. Herudover skal der ske en fornyelse af de mange meget komplicerede edb-systemer, som SKAT anvender.

Konklusion

Det er positivt, at regeringen nu har indset, at den nedskæringspolitik, som de skiftende skatteministre har stået for, har været en katastrofe for statskassen og for hele landets økonomi. Men den smukke plan vil givetvis vise sig ikke at være tilstrækkelig.

Som kommunister skal vi i øvrigt være opmærksomme på, at for langt de fleste lønmodtagere, pensionister, uddannelsessøgende mv. er mulighederne for at snyde i skat meget begrænsede. For virksomheder og selvstændige er mulighederne langt større, og de bliver selvfølgelig brugt. Så den svigtende skatteopkrævning har generelt ført til en overførsel af penge fra de fattigere til de rigere!

 

Bo Møller_9926

Kommunist september 2016

Økonomi

Bo Møller

Ejendomsbeskatning

Beskatning af boliger bliver et vigtigt punkt under efterårets drøftelser i Folketinget:

  • Hvor stor skal ejendomsskatten være, og hvordan skal den beregnes?
  • Hvorledes kan skattevæsnet foretage en præcis vurdering af værdien af en grund, et hus, eller en lejlighed?

Beskatningen i dag

Ejendomsværdiskatten tilfalder staten. Den udgør 1 pct. af boligens/fritidsboligens værdi efter vurderingen i 2002 – dog 3 pct. af beløb over godt 3 millioner kr. Ejendomsværdiskatten har siden Anders Foghs dage været ramt af et absolut skattestop. Selv om værdien af boligen stiger, og inflationen udhuler skatten, er den ikke steget siden 2002. Skatten indbringer 13 milliarder kr. om året.

Grundskylden tilfalder kommunen. Den betales af værdien af grunden uanset de bygninger, der måtte være. Skattesatsen skal ligge mellem 16 og 34 promille af grundværdien. Grundskylden er fra 2015 til 2016 underlagt et totalt skattestop. Grundskyld betales af ejere af helårs- og fritidsboliger, men også af lejere, hvor grundskylden opkræves som en del af huslejen. Grundskylden indbringer 25 milliarder kr. om året.

Grundlaget for ejendomsbeskatningen

Der har i årevis været mange fejl i de offentlige vurderinger af ejendommene. Det største problem har været grundene, da der sjældent er tomme grunde til salg. Der findes derfor ingen markedspris, så det er umuligt at fastlægge værdien på en rimelig måde. For bebyggede grunde er problemet langt mindre, da der hele tiden sælges enfamiliehuse og ejerlejligheder, og det er netop værdien af hus plus grund, som ejendomsværdiskatten beregnes af.

Kommunisternes holdning

Ejendomsskat er en god skattekilde til at supplere indkomstskat. Ejendomsskatterne har den fordel, at det er næsten umuligt at snyde, da man ikke kan gemme en ejendom af vejen. Det gælder dog ikke for ejendomme i udlandet, som skattevæsnet ikke ved noget om. De største ejendomsskatter betales af de mest velstående med de største og dyreste boliger, så det er fint. Samtidig har ejendomsskatterne den egenskab, at jo mere man beskatter en ejendom, jo mindre stiger den i pris. For ejendomme bestemmes prisen nemlig af, hvad en eventuel køber skal betale om året inkl. skatterne. Så ejendomsskatterne virker helt anderledes end fx afgiften på øl, hvor en stigning i afgiften giver stigende priser. Det er derfor ikke kun kommunister, der går ind for ejendomsbeskatningen – det gør f.eks. de Økonomiske Vismænd, som ikke kan beskyldes for at være progressive.

Der er forslag om at erstatte ejendomsbeskatningen med en beskatning af gevinsten, når en ejendom sælges. Vi ser gerne, at en gevinst ved salg bliver beskattet, men det kan ikke erstatte den løbende beskatning. Endnu bedre end beskatning ved salg er det gamle kommunistiske forslag om, at værdistigninger i fast ejendom bliver omdannet til en offentlig prioritet. Det betyder, at hvis et hus stiger med 100.000 kr., så får staten pant i huset for netop 100.000 kr. Den gæld, som husejeren hermed får til staten, skal først betales, når huset sælges. Det vil give penge i statskassen, men vil først og fremmest bremse de samfundsskabte værdistigninger på fast ejendom, som har præget markedet i mange år bortset fra kollapset i 2008. Det vil gøre det nemmere for f.eks. unge at komme ind på boligmarkedet.

Mht. problemet med kvaliteten af ejendomsvurderingerne kan man genindføre vurderingsmændene, der før 1992 faktisk var ude at se på ejendommene. Da problemet med vurderingerne især drejer sig om grundværdierne, kunne de kommunale ejendomsskatter omlægges til at bygge på ejendomsværdien – altså inkl. bygningerne – i stedet for kun grunden. Det vil naturligvis flytte en del rundt på beskatningen, men det problem kan løses ved at justere skatteprocenter osv.

 

Bo Møller_9926

Kommunist august 2016

Økonomi

Af Bo Møller

Skat og mangel på arbejdskraft

Især borgerlige kræfter med kuglestøderen Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance i spidsen påstår i tide og utide, at der er mangel på arbejdskraft, og at man derfor er nødt til at sænke skatten for at udvide arbejdsudbuddet. En anden måde at øge arbejdsudbuddet på kan være at hæve pensionsalderen. Det giver i princippet mere arbejdskraft, men samtidig øget nedslidning – men det er jo ikke noget, de fleste folketingspartier tager så tungt.

 

Er det svært at finde arbejdskraft?

En opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i foråret 2016 var 29 pct. af landets virksomheder, der havde behov for at ansætte nye medarbejdere. Det var dog kun 6 pct. af virksomhederne, der forgæves havde søgt efter bestemte medarbejderkategorier. 4 ud af 10 af de virksomheder, der forgæves havde søgt bestemte medarbejdere, har selv oplyst, at de nok har søgt på den forkerte måde. I under halvdelen af tilfældene havde virksomheden sørget for at opslå stillingen på Jobnet, og kun i meget få tilfælde havde virksomheden kontaktet kommunens jobcenter, den relevante A-kasse el. lign. Så reelt er der ikke rigtig noget at komme efter: Søger virksomheden effektivt, vil den i langt de fleste tilfælde uden problemer finde den ønskede arbejdskraft. Selvfølgelig kan der være helt specielle forhold i et bestemt område i landet, hvor der ikke lige er en arbejdsløs, som virksomheden kan eller vil ansætte, men det er bestemt ikke det generelle billede. Og er det svært at finde en person, der ønsker jobbet, så kan forklaringen ofte være dårlige løn- og arbejdsforhold.

 

Problem for lærlingene

Hvis virksomhederne selv var mere villige til at ansætte lærlinge, ville tingene se mere lyse ud. Men faktisk faldt antallet af private virksomheder med mindst 4 ansatte, der havde lærlinge i praktik, fra 27.500 virksomheder i 2013 til 26.800 virksomheder i 2015. 10.600 unge mennesker står i dag i køen for at få en praktikplads. Det er en stigning på 36 pct. i forhold til 2013.  Så når der er færre unge, der i dag vil tage en erhvervsuddannelse, er årsagen i høj grad, at de frygter ikke at kunne færdiggøre uddannelsen, da praktikpladsen ikke eksisterer.

 

Skattetrykket

De borgerlige påstår, at Danmark har verdens højeste skattetryk. Men i følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er det danske skattetryk i dag faktisk det laveste siden 1992. Nok har vi et forholdsvis højt skattetryk, men det er langt fra verdens højeste.

Det påstås, at sænker man skattetrykket og især skatten på den sidst tjente krone – marginalskatten – så vil det øge beskæftigelsen. Men i følge Finansministeriet, der selv laver beregninger af, hvorledes lavere skat skaffer mere beskæftigelse, bygger disse beregninger på en spørgeskemaundersøgelse helt tilbage fra 1996, så meget kan have ændret sig siden. Nyere undersøgelser har derimod ikke kunnet bekræfte, at der sker noget særligt med beskæftigelsen (og dermed arbejdsløsheden), hvis marginalskatten sænkes. Så at sænke eller fjerne topskatten, som det hele især drejer sig om, vil altså ikke have nogen særlig betydning for de 182.000 arbejdsløse, som der var i juni måned.

 

Hvorfor skal topskatten så afskaffes?

Men en nedsat skat har nogle helt andre virkninger end at øge beskæftigelsen. En afskaffelse af topskatten vil give de rige topskattebetalere en stor reel indkomstfremgang – og det er selvfølgelig rart for dem. Samtidig vil en sænkning af skatten kunne bruges af virksomhederne til at presse lønningerne, og det vil så give virksomhederne en god ekstraprofit. Skattesænkninger betyder også, at der kommer til at mangle endnu flere penge i såvel statskassen som i kommuner og regioner, så den offentlige service vil falde. Hvis man hader offentlig service, er det selvfølgelig godt, men alle undersøgelser viser faktisk, at langt de fleste her i landet prioriterer sygehuse, børnepasning, skoler osv. højere end skattelettelser.

 

Bo Møller_9926

Kommunist juni-juli 2016

Økonomi

Af Bo Møller

De mange på overførselsindkomst

Utallige gange har vi fået at vide, at alt for mange er på overførselsindkomst. De skal i stedet for at være på passiv forsørgelse finde sig et job. For at få dem til det, så er der gennemført en lang række forringelser: Efterlønnen er stort set afskaffet, det er blevet nærmest umuligt for personer under 40 år at få førtidspension og kontanthjælpen er stærkt forringet. Men hvad viser virkeligheden egentlig om problemet – hvis der da er et problem?

 

Stort fald i antallet af modtagere af overførsler

Vi ser her kun på personer mellem 16 og 64 år – for kommer man op over folkepensionsalderen, så stiger tallet naturligvis pga. de flere ældre, der kommer i disse år. I 2007 – altså før krisen startede – var der 776.000 modtagere af overførselsindkomst. Her ses der bort fra Statens Uddannelsesstøtte, der for mange modtagere kun er et supplement til indkomsten. I 2015 var dette tal faldet til 764.000. Så det er et fald på 13.000 personer lige midt i krisetiden med høj arbejdsløshed. Tallene er omregnet til fuldtidsmodtagere, således at en person, der kun har modtaget overførselsindkomst i fx halvdelen af året, kun tæller som en halv. Og faldet på de 13.000 personer skyldes ikke, at Danmarks befolkning er faldet i perioden – tværtimod er der kommet omkring 4.000 flere.

 

Hvad skyldes faldet?

Faldet mellem 2007 og 2015 skyldes næsten udelukkende, at antallet på efterløn er faldet med 59.000, antallet på førtidspension med 19.000, antallet på revalidering med 6.000 og antallet på sygedagpenge med 23.000. Når antallet på sygedagpenge er faldet så meget, er forklaringen bl.a., at reglerne for udbetaling af dagpengene blev ændret, så man først får udbetalt dagpenge fra det offentlige efter de første 30 sygedage. De første dage af et sygeforløb skal arbejdsgiveren betale. Når antallet på efterløn, førtidspension og revalidering er faldet så meget, så er det et resultat af den førte politik, hvor man fra især borgerlig side gerne vil helt af med disse ydelser. Når man så samtidig påstår, at de forringede ydelser skal kunne få folk til at finde et arbejde i stedet, tager man ikke højde for, at arbejdspladserne ikke er der, og at mange faktisk er for syge og udslidte til at tage et hvilket som helst arbejde.

 

Folkepensionister

I samme periode – 2007–2015 – er antallet af folkepensionister steget med 224.000 til 1.075.000. Det er en helt naturlig følge af, at der bliver flere ældre. Det vil der blive ved med at komme i de næste år, men det bør ikke opfattes som nogen uoverstigelig økonomisk byrde for samfundet, hvis man prioriterer velfærd over skattelettelser til de bedst stillede!

 

Så hvad er problemet?

Det store problem er, at der stadig er alt for mange arbejdsløse og ikke, at de får understøttelse eller kontanthjælp. Det er, som kommunisterne så mange gange har sagt, arbejdsløsheden, der skal bekæmpes og ikke de arbejdsløse! At forringe arbejdsløshedsunderstøttelsen og kontanthjælpen kan nok spare nogle offentlige kroner, men giver ikke mere produktion i samfundet, så længe arbejdspladserne ikke er der. Til gengæld forøger det antallet, der lever i fattigdom og nød.

 

 

Bo Møller_9926

Kommunist maj 2016

Økonomi

Af Bo Møller

Atypiske ansættelser og jobs

Det er ikke nogen særlig præcis beskrivelse, men der findes vist ikke bedre. Ind i mellem hører man også betegnelserne ’prekære’ eller ’usikre’ ansættelser. I denne artikel dækker begrebet over jobs, som ikke er besat på normal vis. Det kan fx være vikarjobs, projektansættelser, freelancejobs, honorarlønnede eller de såkaldte ’arme- og benfirmaer’.

 

Ikke så mange ’atypiske’ i Danmark

Disse former for ansættelse er – heldigvis – ikke så udbredte her i landet i forhold til mange andre steder. I Danmark er ’kun’ 8,5 pct. i midlertidig beskæftigelse, mens det i EU som helhed er 14 pct. og i Sverige hele 17 pct.  Midlertidig beskæftigelse findes især blandt de yngre – fx de 15-24-årige med 23 pct. og de 25-34-årige med 13 pct. Midlertidig ansættelse er mere hyppig blandt kvinder end blandt mænd. Andelen af de atypiske ansættelser har de seneste år været nogenlunde konstant, men set over en længere periode har antallet været stigende. Som atypisk beskæftigede medregnes her ikke de specielle beskæftigelsesformer: ressourcejob, nyttejob, fleksjob og løntilskudsjob.

 

Hvori består det atypiske?

Desværre er data om de atypiske ansættelser meget mangelfulde, men nogle tal kan man dog finde. Bemærk, at den samme person kan være talt med i flere af undergrupperne, så man kan ikke bare lægge tallene sammen:

  • 291.000 – især kvinder – arbejder på deltid under 15 timer om ugen. Her er der ofte klart tale om atypiske ansættelser, der ikke er frivilligt valgt. Specielt er der nok en del af dem, der kun arbejder meget få timer i det ene job, der er nødt til at supplere med et job nummer 2, for at få økonomien til at hænge sammen. Der vil dog også indgå et antal studerende med studiejob under 15 timer om ugen. Deres ansættelse er nok atypisk, men hænger sammen med, at de pågældende samtidig skal passe deres studium. Såvel blandt deltids- som heltidsansatte er der 132.000 – igen især kvinder – der gerne ville arbejde flere timer, end de gør nu, hvis de kunne.
  • Ca. 30.000 får arbejde via et vikarbureau, dvs. at de ikke bliver ansat af den virksomhed, som de faktisk arbejder i, men af vikarbureauet, der naturligvis tager sig betalt for at formidle arbejdet.
  • Omkring 46.000 akademikere har en tidsbegrænset ansættelse. Det svarer til 15 pct. I 2001 var det kun 22.000. Hertil kommer, at mange akademikere slet ikke er ansat som lønmodtagere, men tager projektjobs, arbejder freelance mv.
  • 123.000 er selvstændige uden ansatte. En del af dem arbejder som såkaldte ’arme og ben-firmaer’, dvs. at de sælger sig selv billigt til et andet firma i stedet for at blive ansat som lønmodtagere. Hermed er de med til at presse løn- og arbejdsforhold for de fagligt organiserede på virksomheden.
  • Et ukendt antal kører pirat-taxakørsel via Uber. For den organiserede del af taxabranchen er der tale om undergravning af overenskomsterne.

 

Hvad er problemet?

Først skal vi slå fast, at det langt fra altid er den pågældendes frie valg, at de er havnet i et atypisk job. Det kan have været den eneste mulighed for overhovedet at få et job fx at sælge sin arbejdskraft til et vikarbureau. Men hvad gør det egentlig, at der er så mange atypiske ansættelser? Det underminerer de resultater, fagbevægelsen har tilkæmpet sig! De atypisk ansatte har i langt mindre grad end normalt overenskomster, pensionsordninger, feriefridage, barns første sygedag, efteruddannelse, tillidsrepræsentanter og arbejdsløshedsforsikring. For nogle typer arbejde vil det være stort set umuligt at fjerne de atypiske jobs. Det gælder fx for skuespillere og musikere, hvor arbejdsmængden kan svinge meget i løbet af året. Men for øvrige områder må fagbevægelsens mål være, at atypisk beskæftigelse erstattes af almindelige overenskomstdækkede jobs.

 


Bo Møller_9926

Kommunist april 2016

Økonomi

Af Bo Møller

”Dele”-økonomi?

I den senere tid er der blevet skrevet adskillige bøger og avisartikler om den såkaldte ’deleøkonomi’, som skulle være et nyt, positivt og vigtigt træk ved nutidens kapitalisme. Ordet ’deleøkonomi’ tilskrives en amerikansk professor, Lawrence Lessig, som udgav en bog om emnet i 2008, og sidste år har en dansk forfatter, Jesper Bove-Nielsen, også skrevet en bog om sagen. Men hvad handler det egentlig om?

Når man taler om deleøkonomi, er det som regel de 2 samme eksempler, der refereres til:

 

Airbnb

Airbnb er ret beset ikke andet end et it-system, hvor man som privatperson via internettet kan udleje sin bolig til andre – det kan være til ferieformål eller i visse tilfælde andre formål som prostitution. Men er der egentlig noget nyt ved det? Næh! For snart 20 år siden var forfatteren af denne artikel med hele familien i USA. Det foregik på den måde, at vi via et foretagende, der hedder Home Exchange (altså boligbytte) i ferien byttede bolig med en anden familie. Det var jo smart, for så boede begge familier gratis under ferien – blot med et gebyr til det firma, der stod for kontakten mellem de 2 parter. Det var den rene deleøkonomi, selv om ordet ikke var opfundet endnu. Hertil kommer, at det jo ikke er ualmindeligt, at man lejer eller udlejer en privat bolig i ferietiden via fx Den Blå Avis, hvilket vel også er en form for deleøkonomi.

 

Uber

Helt anderledes forholder det sig med Uber. I følge Wikipedia er ’Uber Technologies Inc. en amerikansk-baseret multinational pirattaxi- og it-virksomhed. Uber er kendt for sin internetbaserede tjeneste til bestilling og betaling af pirattaxikørsel’. I praksis foregår det på den måde, at en person tilmelder sig som chauffør, og kunderne kan så bestille en taxatur via internettet. At selve kørslen foregår i chaufførens privatbil, gør det ikke til deleøkonomi, for ret beset er der tale om en selvstændig vognmand, der kører med kunderne. Det helt problematiske er, at denne form for taxakørsel foregår uden for alle almindelige love og regler. For kunderne er der ikke samme forsikringsdækning, hvis noget skulle ske. Der er ingen kontrol af chaufførerne – hverken af deres kørselsmæssige evner eller af deres straffeattest. Prisen for en køretur fastsættes ikke som for normal taxakørsel af taxinævnet i regionen eller kommunen. Uber-chaufføren vil som regel kunne tilbyde en billigere kørsel end den ordinære taxa – bl.a. fordi sådan noget som skat ikke rigtig er noget, som Uber-chaufføren beskæftiger sig med. Det giver en konkurrence fordel i forhold til de almindelige taxaer, og for de overenskomstansatte taxachauffører giver det et alvorligt indtægtstab. Uber er forbudt i mange lande – men i Danmark har myndighederne stadig ikke taget stilling til, om taxilovgivningen brydes af Uber, hvilket ellers burde være simpelt at afgøre.

For kort tid siden meldte Uber sig ind i DI (Dansk Industri) – naturligvis til stor fortrydelse for de eksisterende ordentlige taxaselskaber. Men DI har åbenbart valgt at støtte pirattaxa-firmaet.

 

Er det deleøkonomi og er det nyt?

Airbnb kan på en måde godt betegnes som deleøkonomi – men der er på ingen måde tale om et nyt fænomen. Det eneste, som kan betegnes som en smule nyt er, at benyttelsen af systemet rent edb-mæssigt er blevet moderniseret. Det er af nogle blevet fremhævet, at Airbnb kan være en konkurrent til hotelbranchen og dermed til de ansatte, men dette gælder nok kun i meget begrænset omfang. En stor del af hotelgæsterne er jo forretningsrejsende og andre, der kun skal overnatte et par nætter, og det passer ikke godt til Airbnb-konceptet.

Uber er derimod noget nyt, men har intet med deleøkonomi at gøre. Det er ren piratvirksomhed.

At mene, at deleøkonomi er noget nyt, der kan ændre på kapitalismen som system, er det rene vrøvl!

 


Bo Møller_9926

Kommunist marts 2016

Økonomi

Af Bo Møller

Skatteskandalen

Økonomen skal denne gang ikke handle om vores skæve skattesystem, der tilgodeser de velstående. I stedet skal det handle om, hvorledes de mange penge, der skal betales i skat, bliver kradset ind. Der har i de senere år været ikke så få skandale-sager, hvor skatteopkrævningen ikke har fungeret. For de største af disse sager har det især været de mere velstående, der har scoret på den elendige administration.

Hvad er SKAT?

SKAT er det statslige skattevæsen, der tager sig af opkrævningen af indkomst- og selskabsskat, moms og afgifter. SKAT har i 2016 6.189 ansatte (omregnet til helårsårsværk). Disse 6.189 personer skal stå for at opkræve over 900 milliarder skattekroner. Det betyder, at hver enkelt medarbejder i SKAT i gennemsnit står for opkrævningen af 148 millioner kr. Antallet af ansatte hos SKAT har været stærkt faldende. For 10 år siden i 2006 var der 9.170 ansatte, så der er skåret omkring 1/3 væk. Hertil kommer, at der tidligere var ansat mange skattefolk i kommunerne, der i dag er væk. Det er en stor del af forklaringen på, hvorfor det gik så galt. Andre forklaringer er almindelig uduelighed, men også at teknikken ikke har været i orden. SKAT har ikke haft egne edb-systemer, men køber edb-ydelser i dyre domme af CSC, der er et amerikansk IT-firma. Det virker ikke betryggende, når man tænker på aflytningssager mv. foretaget af amerikanske efterretningstjenester.

Hvad gik galt?

  • Manglende kontrol af refusion af udbytteskat: Det gav udenlandske svindlere mulighed for at få udbetalt måske omkring 10 milliarder kr., helt uden at de havde betalt den udbytteskat, som ordningen skulle give refusion for. Når det kunne lade sig gøre er hovedårsagen, at der kun var ganske få medarbejdere til at kontrollere de knap 30.000 ansøgninger om refusion. Det beløb, der er svindlet for, kommer nok aldrig tilbage i statskassen.
  • Momssvindel er en yndet sport for kriminelle med eller uden jakkesæt. Det foregår fx ved, at en række firmaer i Danmark og et andet EU-land køber og sælger til hinanden. Gør man det smart, kan man kræve den allerede betalte moms ved indkøb af varerne refunderet af SKAT. På et tidspunkt sælges varerne så rigtigt med 25 pct. moms, men nu ’glemmer’ man at indbetale momsen til SKAT. I stedet lukker firmaet og ejerne fordufter. Hvor meget svindlen udgør, vides ikke, men EU skønner, at der i EU i alt svindles for op mod 400 milliarder kr. i moms.
  • Det system til at foretage ejendomsvurderinger, man indførte efter at have afskaffet kommunernes ejendomsvurderinger, kom aldrig til at virke ordentligt. Det har måske ikke ført til svindel, men til yderst tvivlsomme vurderinger, der har betydet, at ejendomsskatterne er opkrævet meget tilfældigt. Igen var det statens spare iver, der betød, at man først fyrede vurderingsmænd i kommunerne og så regnede med, at man havde et nyt og bedre system. Det havde man bare ikke, så tingene sejler.
  • EFI, Et Fælles Inddrivelsessystem, skulle spare mange mandetimer til opkrævning af manglende betalinger af skat, bøder, betaling for børnepasning osv. I god tid før systemet var bare nogenlunde planlagt, fyrede man så de kommunale pantefogeder og overlod opkrævningsopgaven til SKAT. Det gik frygtelig galt. De forkerte blev opkrævet beløb, mens mange, der skyldte store summer, aldrig så en opkrævning. Nu er systemet opgivet, men der er langt fra styr på sagerne, og mange penge vil være tabt for statskassen og for kommunerne.

Fælles for disse og mange andre sager er, at de har kunnet finde sted, fordi SKAT er stærkt underbemandet. Oveni alle skandalesagerne vil man nu flytte et større antal skattefolk fra København til provinsen. De fleste vil ikke flytte med, så der skal startes op med uøvet personale. Det vil uden tvivl føre til flere skandaler!


Bo Møller_9926

Kommunist februar 2016

Økonomi

Af Bo Møller

Bare man var storaktionær!

Hvis man har været så heldig at eje aktier – og helst mange af dem – så er ens lykke gjort. Aktiekurserne er bare steget og steget de senere år. Siden før krisen i første del af 2008 er kurserne steget med mere end 100 pct., og bare det seneste år er kurserne stegt med 28 pct. Danmarks Nationalbank har for kort tid siden oplyst, at de børsnoterede selskaber i 2015 udbetalte ikke mindre end 87 milliarder kr. i udbytte til aktionærerne. Det er det største beløb nogensinde, og det er mere end dobbelt så stort som i 2014! Hertil kommer så udbetalingerne til ejerne af aktier, der ikke handles på børsen. Her er udbytterne meget større, men der foreligger desværre ikke nye tal. Alene Mærsk udbetalte sidste år 27 milliarder kr. i udbytte, så selv om oliepriserne er faldet, er Mærsk altså ikke helt til tiggerstaven!

Så det er ikke de store virksomheder eller aktionærerne, vi som kommunister skal have ondt af.

Hvem skaber overskuddet?

Selskaberne har været dygtige til at tjene penge de senere år – krise eller ikke krise – siger de borgerlige økonomer. Men en mere præcis analyse vil vise, at selskaberne har været dygtige til at presse overskud ud af de hårdt arbejdende ansatte – såvel danske som billigere importeret arbejdskraft.

Mens udbytterne til aktionærerne steg til mere end det dobbelte i forhold til 2014, så var situationen en lidt anden for lønmodtagerne. De privatansatte lønmodtageres løn steg i samme periode ikke til noget, der nærmere sig det dobbelt, men kun med 2,5 pct. AE-Rådet bemærker, at det er meget uheldigt blot at hæve udbytterne til aktionærerne. I stedet kunne de voksende overskud investeres i ny produktion. Finansministeriet har beregnet, at hvis investeringerne var på niveau som før krisen, så vil der kunne skabes 27.000 nye arbejdspladser.

Det er ikke sjovt at være fattig

Så er det sjovt at være aktionær, så er det mindre sjovt at være lønmodtager, og det er slet ikke sjovt at være kontanthjælpsmodtager. Er man så uheldig at være flygtning her i landet, så er man havnet i den rene elendighed, for regeringen og socialdemokratiet har – støttet af andre partier i folketinget – gjort hvad de kunne for at gøre livet så surt som muligt for de fattigste.

Integrationsydelsen, som flygtningene modtager i den første tid i landet, er drastisk sat ned, og samtidig har politiet fået lov til at stjæle flygtningenes ejendele, hvis de vurderes til at være mere end 10.000 kr. værd.

Globalt ser det skidt ud

Men det er ikke kun her i landet, at de rige bliver rigere. Det er en global udvikling. Nye tal viser, at der nu er 896 millioner mennesker, der ikke bare lever i fattigdom, men i ekstrem fattigdom. 663 millioner har ikke adgang til rent vand. Men omvendt ejer blot 62 personer i verden tilsammen lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning.

De rige er blevet meget rigere, og de fattige er blevet fattigere. De allerrigeste har haft en pæn formuestigning på ikke mindre end 44 pct. siden 2010. Omvendt har de fattigste 3,5 milliarder mennesker haft et fald i deres ’formue’ på 41 pct. Særlig smart for de rigeste er det så, at deres penge ofte er placeret i lyssky skattely i Luxembourg eller på små øer rundt omkring. Så slipper de nemlig for at betale skat af renterne og udbytterne.  Bistandsorganisationen Oxfam har beregnet, at hvis der blev betalt almindelig skat af den indkomst, de rigeste får fra deres formuer i skattelylandene, ville der være et overskud på 190 milliarder dollars, der kunne bruges til at gøre et pænt indhug i den globale fattigdom.

Bistandsorganisationen IBIS har iværksat en underskriftindsamling, der kræver, at der sættes en stopper for skattely. Du kan skrive under på denne adresse:

http://ibis.dk/campaigns/saet-en-stopper-skattely/

 


Bo Møller_9926

Kommunist januar 2016

Økonomi

Af Bo Møller

Statens finanser endnu en gang

For ikke længe siden blev regeringens forslag til finanslov for 2016 diskuteret, der blev indgået forlig og finansloven blev vedtaget. Forinden havde finansministeren gennemført sit såkaldte ’kasseeftersyn’, der viste, at de offentlige finanser var forringet med 3 milliarder kr. Det skulle finansloven rette op på. Med finansloven blev der gennemført en række store besparelser på ulandshjælp, på uddannelse og på boligydelse til pensionister – for, som finansministeren slog fast, det er nødvendigt, at det offentlige sparer. Ellers ville vi kunne komme i karambolage med EU.

Stort fald i underskuddet

Nu er der i regeringens økonomiske redegørelse fra december kommet nye tal for statsfinanserne – og her tegner sig et noget andet billede end efter kasseeftersynet: De seneste 3 måneder, september–november, er statsfinanserne blevet 19,5 milliarder kr. bedre end regeringen forventede ved forelæggelsen af finansloven. Det samlede offentlige underskud forventes nu for hele 2015 at blive på 35 milliarder kr., hvor skønnet for få måneder siden var et underskud på 59,5 milliard.

Den påståede risiko for at rage uklar med EU pga. for stort underskud har hermed vist sig helt ubegrundet. Underskuddet, der i følge EU højst må være på 3 pct. af bruttonationalproduktet, ser nu ud til i 2015 kun at blive på 2 pct. – så her er der ingen ko på isen. Heller ikke i de kommende år er der nogen risiko for, at vi støder mod grænsen på 3 pct. i underskud. Den store forbedring på kun 3 måneder skyldes især større indtægter fra pensionsbeskatningen end tidligere antaget. Konklusionen på de nye og væsentligt forbedrede tal burde være, at der bestemt ikke har været nogen grund til at gennemføre de massive nedskæringer, der fulgte af finansloven. Tværtimod bør nedskæringerne rulles tilbage og væsentlige forbedringer bør gennemføres.

Regeringen fører ideologisk politik

Regeringen vil naturligvis ikke lægge sin finanspolitik om, selv om det nu er klart, at den meget stramme finanslov på ingen måde var nødvendig. Regeringens finanspolitik bygger ikke på en analyse af realiteterne, men på regeringens ideologiske udgangspunkt, nemlig at den offentlige sektor skal rundbarberes! Anders Fogh Rasmussen talte i sin tid om minimalstaten, og det er den samme tankegang, som nu styrer Lars Løkke Rasmussen.Selv om ordet ’minimalstat’ er erstattet af 0-vækst, har det reelt samme indhold. Samtidig har Venstre som mål at nedsætte skatterne. Med finansloven for 2016 blev en del skatter nedsat, bl.a. afgiften på dyre biler og ejendomsskatten, der kommer de mest velstillede til gavn. Men målet er, at yderligere skattelettelser skal gennemføres i 2016 og i årene fremover. At det så går ud over den offentlige service, tager regeringen ikke så tungt. Beskæftigelsen i den offentlige sektor er de seneste 2 år faldet med ca. 9.000 ansatte. Især er det antallet af ansatte i kommunerne inden for det sociale område, der er faldet kraftigt. Der kan naturligvis ikke ydes den samme service med et væsentligt mindre antal ansatte.

Oprør fra neden efterlyses

Beklageligvis har det været meget begrænset med protester over den førte politik. Ældresagen har været dygtigt ude og kritiseret forringelserne i pensionisternes boligsikring, kommunerne har klaget over de store besparelser de tvinges til at gennemføre, uddannelsessøgende har protesteret, men fra den brede fagbevægelse har modstanden været nærmest usynlig.

Kommunisterne opfordrer til, at der i 2016 arbejdes på at skabe en bred bevægelse vendt mod regeringens nedskæringspolitik.


 

Bo Møller_9926

Kommunist december 2015

Økonomi

Bo Møller

Finansloven for 2016

Regeringen har indgået finanslovsforlig med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Som altid har der været meget pressedækning omkring indgåelsen af forliget. Men det er kun en meget lille del af den samlede finanslov, der overhovedet bliver diskuteret. I alt indebærer finansloven samlede statslige udgifter på omkring 660 milliarder kr. Så de omkring 5 milliarder kr., der indgår i finanslovsforliget, er nærmest peanuts. Alligevel skal en række af de nye tiltag have nogle ord med på vejen.

Skattelettelser

Der er sørme fundet plads til nye skattelettelser i finanslovsforliget:

  • De dyreste biler skal blive billigere, ved at registreringsafgiften nedsættes. En mellemstor familiebil vil blive op mod 20.000 kr. billigere. De, der ikke har råd til at købe en dyr bil, får intet ud af det.
  • Ejendomsskatten (grundskylden) fastfryses i kroner og ører, hvilket reelt betyder en nedsættelse til gavn for de, der ejer de store og dyre grunde.
  • BoligJob-ordningen giver fradrag for en række boligforbedringer og ’hjemmeservice’. Igen er det de velstående boligejere, der får gavn heraf. SF er besynderligt nok med i den del af forliget.
  • Der gennemføres lempelser i virksomhedernes skatter, fx en nedsættelse af gaveafgiften ved overdragelsen af en erhvervsvirksomhed til et familiemedlem og ved begrænsning af afgiften på kvælstofoxider, hvilket vil øge forureningen.

Samlet nedsættes skatterne med omkring 2,5 milliarder kr. i 2016.

Men hvem skal betale?

Generelt er det ’naturligvis’ de svage og mindst velstående, der skal betale gildet:

  • Den såkaldte ’faste udlændingepolitik’ indebærer bl.a., at flere skal fratages kontanthjælpen og i stedet kun have den væsentligt lavere integrationsydelse. For at kunne få kontanthjælp skal man have boet i Danmark i mindst 7 ud af de seneste 8 år. Ironisk nok vil denne nye regel især ramme pæredanske, der har været på et længerevarende studieophold i udlandet. Besparelserne ved den lavere integrationsydelse skal anvendes til at nedsætte skatten i 2017!
  • Det nye kontanthjælpsloft, der drastisk vil nedsætte kontanthjælpen, træder i kraft i løbet af 2016. De sparede midler skal også gå til skattelettelser i 2017.
  • Boligydelsen til pensionisterne forringes.
  • Der skæres på ungdomsuddannelserne, for pengene skal i stedet bruges til at styrke politiet. Socialdemokraterne er med i den del af forliget.
  • Ulandsbistanden forringes kraftigt – og en større del af bistanden, der egentlig burde gå til ulandene, skal gå til drift af asylcentre her i landet.
  • Der skæres generelt 2 pct. i alle offentlige udgifter, hvilket medfører serviceforringelser og fyringer af offentligt ansatte.  Fx skal Arbejdstilsynet fyre 125 mand eller hver 6. ansatte, hvilket vil ramme arbejdsmiljøet hårdt. I 36 af landets kommuner skal der spares på børnepasningen.

Andre tiltag

  • Der indføres et nyt begreb – ’En værdig ældrepleje’. Hertil overføres der 1 milliard kr. til kommunerne. Det lyder fint, men er det ikke, for denne ene milliard svarer præcis til den ældremilliard, der blev afskaffet tidligere på året.
  • Tilskuddet til privatskolerne øges. Det gavner de bedre stillede, der har råd til at sende børnene i privatskole.
  • Som noget positivt får sundhedsvæsnet flere penge.
  • Specielt til glæde for Dansk Folkeparti gives lidt håndører til at restaurere runesten, til en børnebog om Danmarks historie, til markeringen af årsdagen for salget af de dansk-vestindiske øer og til en lille pulje, der skal styrke dyrevelfærden.

Alt i alt nok den sorteste finanslov i mange år!


Bo Møller_9926

Kommunist november 2015

Af Bo Møller

Økonomi

Sort finanslov

Regeringens finanslovsforslag for 2016 er sortere, end mange havde forventet. Næsten overalt skæres der ned. Som optakt gennemførte regeringen sit meget omtalte ’kasseeftersyn’ af den offentlige økonomi. Her mente finansministeren at kunne se store trusler forude, idet det offentlige underskud ville vokse med 3 milliarder kr. i 2016 og de følgende år.  De samlede offentlige udgifter er på 1.103 milliarder kr. – så 3 milliarder kr. svarer kun til 0,27 pct. af de samlede udgifter!

EU’s rolle

Så kom EU ind i billedet: I følge EU må det offentlige underskud ikke overstige 3 pct. af bruttonationalproduktet, BNP. Skulle det ske, så risikerer vi at få en henstilling om at få orden i sagerne. Nu er en sådan henstilling til at leve med – andre EU-lande har fået mange uden at tage det tungt. Og de ellers ikke ræverøde vismænd (Det Økonomiske Råds Formandskab) har anført, at de finder det usandsynligt, at EU skulle komme med nogen henstilling, for den eventuelle overskridelse er ganske lille og begrænset til 2015 og 2016. Når regeringen blander EU ind i billedet er forklaringen, at det giver et påskud til at gennemføre de nedskæringer, den ønsker. Anders Fogh Rasmussens tanker om minimalstaten, hvor statens rolle bringes ned på et minimum, lever stadig.

Gavebod for de rige

Finansloven er på 3.370 sider, så vi kan kun kommentere enkelte punkter. Først det ’positive’: Finansloven er ikke kun en spare lov. Nej, der bliver sørme også uddelt penge omend ikke til værdigt trængende. Den såkaldte BoligJobordning, populært kaldet håndværkerfradraget, bliver genindført i 2016 og 2017. Her kan boligejere få et offentligt tilskud til boligforbedringer og til børnepasning og havearbejde. Tilskuddet er ikke særlig stort, så det er kun mennesker med en pæn indkomst, der får råd til de pågældende boligforbedringer, og de får så samtidig et statstilskud. Det samlede tilskud udgør omkring 1 milliard kr. At bl.a. SF var med i forligskredsen, der sikrer denne asociale ordning, kan kun forbløffe. Også andre får gaver af regeringen: Den planlagte reklameafgift droppes. Det samme gælder NOx-afgiften, hvilket vil øge forureningen med kvælstofoxider. Der indføres forskellige erhvervsstøtteordninger, så det erhvervsliv, der tjener styrtende med penge, kan tjene endnu mere.

Tidsler for de fleste

  • Kontanthjælpen nedsættes – især for de unge. Det sker under parolen: Det skal kunne betale sig at arbejde, selv om virkeligheden er, at mange kontanthjælpsmodtagere ikke er i stand til at arbejde.
  • Der skæres i ulandsbistanden. Det vil føre til flere fattige, der søger fra ulandene til bl.a. Danmark.
  • Der skæres på uddannelsesområdet. Især rammer det erhvervsskolerne, der ellers efter erhvervsskoleforliget var klar til at satse på at få flere i uddannelse. Også forskningen får et hak i tuden.
  • Der skal ske vækst i hele Danmark, siger regeringen, men realiteten er en anden: Der bliver skåret 1 milliard i form af miljøbesparelser, der især går ud over landdistrikterne. Det drejer sig blandt andet om et energiprojekt i Skive.
  • Selv om det egentlig ikke har noget med finansloven at gøre, så har regeringens fugleskræmsel, madam Støjberg, annonceret en række nye indgreb, der skal true flygtninge til at holde sig væk.
  • Endelig det helt store dyr i åbenbaringen: Omprioriterings-bidraget. Overalt i staten – også på uddannelse og kultur – skal der spares 2 pct. om året. Også kommunerne skal spare 2 pct. – men de får dog i 2016 lidt tilbage igen. I regionerne udgør omprioriteringsbidraget ’kun’ 1 pct. Sundhedsudgifterne er holdt uden for omprioriteringsbidraget, men i stedet skal de spare 2 pct. under et andet navn: produktivitetsforbedringer. Resultatet af disse besparelser vil blive massefyringer og en beskåret offentlig service.

Bo Møller_9926

 

Kommunist oktober 2015

Af Bo Møller

Økonomi

Fattigdom

De fleste – bortset fra forbenede venstremænd eller medlemmer af Liberal Alliance – vil nok erkende, at der findes fattigdom i Danmark. Men hvor mange fattige er der egentlig? Det er et kompliceret spørgsmål.

Absolut eller relativ fattigdom?

Skal man måle fattigdom som noget absolut eller som noget relativt? Skal man altså benytte den samme fattigdomsgrænse i hele verden, eller skal man sammenligne med leveforholdene i det enkelte land og så opgøre de fattige som de, der lever væsentligt ringere end flertallet i landet? FN benytter en absolut fattigdomsgrænse. I følge FN er man fattig, hvis man har mindre end 1,25$ at leve for om dagen – dvs. lidt over 8 kr. Efter denne målestok er der alt for mange fattige i ulandene, men i Danmark finder vi ikke en eneste, der kan leve for så lidt. For at måle fattigdom i Danmark er man nødt til at benytte et relativt mål.

Den officielle fattigdomsgrænse

Den tidligere regering nedsatte et ekspertudvalg omkring måling af fattigdom. Udvalget kom frem til en fattigdomsgrænse, som senere blev accepteret som officiel. Efter denne fattigdomsgrænse er man fattig, hvis man har en indkomst, der er mindre end halvdelen af den typiske indkomst. Samtidig må man ikke have en likvid formue over 100.000 kr. Familier, hvor der indgår studerende, tælles ikke med, og endelig skal man have haft den lave indkomst 3 år i træk. Især betingelsen om, at man skulle have haft den lave indkomst i 3 år, var meget restriktiv. Resultatet blev, at der i 2010 kun var 42.000 fattige. Det harmonerer ikke med det, man får indtryk af, når man bevæger sig rundt i samfundet. Selv om metoden kunne have været bedre, så var alene det, at man lavede en grænse, et stort fremskridt. Med en fattigdomsgrænse kan man jo år for år tælle, om der bliver flere eller færre fattige.

Fattigdomsgrænsen skrottes

Det var netop det, der var den nye venstreregerings problem: Regeringen har allerede gennemført kraftige nedskæringer i de ydelser, som flygtninge og indvandrere kan modtage, og den planlægger store nedskæringer i kontanthjælpen. Hvis vi havde en officiel fattigdomsgrænse, ville resultatet være, at antallet af fattige pga. regeringens politik ville stige i de årlige opgørelser. Det ville ikke se godt ud, så socialministeren besluttede, at der ikke mere skal eksistere en officiel fattigdomsgrænse. Hendes argument var, at fattigdom ikke kun har noget med penge at gøre, men at meget andet spiller ind. Men har man ikke penge nok til at kunne leve et almindeligt liv, så har man det altså ikke godt!

EU’s beregning

EU beregner en relativ fattigdomsgrænse i alle EU-landene. EU kalder det dog ikke fattigdom, men at være i risiko for fattigdom. Her betragtes man som værende i risiko for fattigdom, hvis ens indkomst er under 60 pct. af den typiske indkomst i landet. Efter denne beregningsmetode er 12,3 pct. af den danske befolkning eller 682.000 i risiko for fattigdom.

Hjemløse

En anden måde at måle fattigdom på er ved at se på, om man har den samme adgang til forskellige materielle goder, som det er normalt i det omgivende samfund. Det nationale forskningscenter for velfærd, SFI, har netop offentliggjort sin nyeste hjemløsetælling. Ikke at have et hjem må betragtes som den ultimative mangel på materielle goder. Efter denne optælling er der i dag 6.138 hjemløse, og det er en stigning på 23 pct. siden 2009. Særlig trist er det, at den største stigning er sket blandt de 25-29-årige, hvor 799 i dag er hjemløse.

Uanset hvor mange fattige, der er i Danmark, er det åbenlyst for enhver med øjne i hovedet, at fattigdommen er reelt eksisterende, og at fattigdommen skal bekæmpes – ikke udvides.


 

Økonomi

Af Bo Møller

Kommunist september 2015

Bo Møller_9926

Hvad handler euroen egentlig om?

Euroen er den fælles valuta i de 19 euro-lande. Euroen er ikke blot ens pengesedler, men et politisk redskab til at styre landene. Her spiller den europæiske centralbank, ECB, en vigtig rolle. Banken er en EU-institution, der som sit eneste mål har at sikre euroens stabilitet, dvs. forhindre inflation. Derimod har banken ingen interesse i at bekæmpe arbejdsløshed, voksende fattigdom og den slags.

I forbindelse med den økonomiske krise fik især de sydeuropæiske lande store økonomiske problemer. Produktionen raslede ned, arbejdsløsheden fløj i vejret og staternes underskud voksede. Det truede euroens stabilitet, og derfor var ECB villig til – sammen med den internationale valutafond IMF – at yde landene store lån, men naturligvis ikke uden meget skrappe betingelser. For det første skulle de nye lån først bruges til at indfri landenes lån til bankerne i de øvrige eurolande, og ikke til at skabe produktion og arbejdspladser. For det andet fik ECB med sine lånetilbud’ et stærkt magtmiddel mellem hænderne: ECB og IMF kunne stille skrappe modkrav til skyldnerlandene for at bevilge lånene. Spanien, Portugal og Italien bøjede sig ret hurtigt for ECB-kravene om at gennemføre meget store nedskæringer på det sociale område, og om at EU skulle have direkte kontrol med landenes finanslove. Men Grækenland strittede imod.

Hvad skete i Grækenland

En folkeafstemning i juli i Grækenland viste, at der i befolkningen var meget stærk modstand mod at følge ECB’s krav, idet 61 pct. stemte nej. Nye forhandlinger mellem den græske regering og ECB og EU-kommissionen gik i gang og endte med stort set samme resultat som op til folkeafstemningen, men nu følte flertallet i det græske parlament sig så pressede, at parlamentet med et stort flertal stemte Ja til EU’s krav. Bag dette ligger formentlig modvilje og angst for at blive smidt ud af Euroen.

ECB, EU-Kommissionens og euroens sande rolle

Situationen viser, at det ikke bare handler om at holde styr på den fælles valuta. Nej, målet er at kunne dirigere de enkelte landes økonomi og politik. Euroen er et stærkt våben i den centralisering, der især gavner EU’s stærkeste økonomiske magt, Tyskland. Her skal i øvrigt bemærkes, at Tyskland faktisk har tjent 750 milliarder kr. på den græske krise, fordi udenlandske investorer i voldsom grad har valgt at investere i tyske obligationer som det mest sikre.

Uden for euroen

Hvad ville der være sket, hvis det græske parlament ikke havde godkendt det seneste lånediktat? Ingen ved det, men nogle ting står klart: Grækenland ville nok være blevet smidt ud af euroen og skulle derfor vende tilbage til sin tidligere valuta, drakmen. Det giver i sig selv kun praktiske problemer. Men i den internationale handel ville drakmen blive vurderet til en lav værdi i forhold til euroen. Det svarer til dét, der sker ved en ’almindelig’ devaluering. Resultatet bliver i første omgang, at det bliver lettere for græske virksomheder at eksportere, fordi de græske produkter i udlandet bliver billigere målt i euro. Omvendt vil den græske import af varer blive dyrere. At eksporten vokser, er naturligvis glimrende – det giver penge i kassen og skaber nye arbejdspladser. At importen bliver dyrere betyder i første omgang, at befolkningens forbrug vil falde, da der ikke mere er råd til at købe så mange importerede varer.

Men på lidt længere sigt vil virkningen være, at grækerne selv vil efterspørge flere græskproducerede varer, hvilket sætter gang i økonomien og skaber nye arbejdspladser. Hertil kommer, at et Grækenland uden for euroen ikke er bundet af ECB’s krav. Grækenland ville altså kunne føre en meget mere selvstændig politik. Fx kunne de gøre noget meget alvorligt for at inddrive nogle af de usandsynligt mange milliarder, som græske rigmænd har placeret i diverse skattely uden for Grækenland.


Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist august 2015

Arbejdsgivernes minister

Den 28. juni fik vi en ny beskæftigelsesminister, Jørn Neer-gaard Larsen, der kom direkte fra posten som direktør i Dansk Arbejdsgiverforening. I april måned havde han udtrykt, at Danmark er et taberland. Hovedproblemet for arbejdsgiverforeningen var dengang, at der var for mange på overførselsydelser i stedet for at være ude på arbejdsmarkedet. Derfor ønskede arbejdsgiverne bl.a. førtidspensionen nedsat med 4.000 kr. om måneden. En sådan voldsom nedskæring ville i følge arbejdsgiverforeningen bringe mange flere ud på arbejdsmarkedet, hvor de så kunne være med til at trykke lønningerne og hæve profitten.

Man forstår godt synspunktet set fra arbejdsgivernes side, og man forstår også godt, at den nyvalgte statsminister netop ville inddrage Jørn Neergaard Larsen i sin regering med ansvar for bl.a. kontanthjælpen. Den nye minister sikrer en god kontakt til arbejdsgiverne og en sort sparepolitik. At Jørn Neergaard Larsen så i juni måned ikke længere vil betegne Danmark som et taberland, da det ikke helt passer med statsministerens udlægning af sagen, ændrer ikke ved, at det er nul- eller minusvækst, der er målet.

Er vi et taberland?

Men er Danmark faktisk et taberland? For det første kan vi lige se på antallet af førtidspensionister. Dette tal lå fra januar 2007 til januar 2013 mellem 240.000 og 245.000. Men så skete der noget. Antallet faldt i 2014 til 234.000 og i 2015 til 225.000. Dette store fald er et resultat af den tidligere socialdemokratisk ledede regerings nedskæringer, der betyder, at det i dag stort set er umuligt at få tilkendt førtidspension. Da den tidligere regerings nedskæringer trådte i kraft, faldt tilkendelsen af førtidspension fra omkring 4.500 i kvartalet til under 1.500.

For det andet er der intet belæg for, at bare man skærer i førtidspensionen eller andre ydelser, så kommer der mange flere ud på arbejdsmarkedet. Den tidligere VK-regerings fattigdomsydelser i form af kontanthjælpsloft og starthjælp øgede kun beskæftigelsen med under 1.000 personer. For sagen er jo, at der er en årsag til, at nogle er på førtidspension og kontanthjælp. Der er for langt den overvejende del tale om personer, der faktisk ikke er i stand til at arbejde. Ved at skære i ydelserne opnår man ikke højere beskæftigelse, men kun større fattigdom!

Danmark og Sverige

Den tidligere direktør i arbejdsgiverforeningen gjorde dengang meget ud af at sammenligne Danmark med Sverige, og det var en sådan sammenligning, der fik ham til at opfinde ordet ’taberland’, for svenskerne var bedre til at skære i de offentlige ydelser. Men ser man på beskæftigelsen, så er den faktisk højere i Danmark end i Sverige, og det har den været i de seneste 20 år (når man ser bort fra mere tilfældige udsving). I Sverige er der samtidig flere arbejdsløse, så også på dette punkt er det snarere Sverige, der er taberlandet. Men hvis den nye regering fortsætter nedskæringspolitikken over for kontanthjælpsmodtagere og flygtninge – så bliver vi til et taberland med flere og flere fattige.

Hvor er oppositionen?

Et godt spørgsmål, for noget af det første, der skete efter regeringsdannelsen, var at regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgik en aftale om at bakke op om de økonomiaftaler, som regeringen indgår med kommuner og regioner. Oppositionen skelede ikke til, at disse økonomiaftaler på ingen måde er aftaler mellem ligeværdige parter, men derimod i langt højere grad regeringsdiktater. Så regeringen fik frit spil i forhold til at tvinge kommuner og regioner til nye sparerunder i 2016.

Folkeligt oprør

Der har desværre ikke været mange protester over den førte politik fra fagbevægelsen eller andre gode kræfter. Kommunisterne lover, at vi vil lægge alle kræfter ind på at vende skuden, så nedskæringslinjen stoppes.


Bo Møller_9926Bo

Af Bo Møller

Kommunist juni-juli 2015

Gini-koefficienten

Den såkaldte gini-koefficient er opkaldt efter den italienske statistiker Corrado Gini. Gini-koefficienten er et tal, der kan belyse uligheden i samfundet. Typisk måler man befolkningens indkomst og ser på, hvor lige eller ulige den er fordelt. Gini-koefficienten viser hvor mange, der tjener for meget, og hvor mange, der tjener for lidt i forhold til et samfund, hvor alle er lige. Hvis alle i samfundet tjener præcis lige meget, får gini-koefficienten værdien 0. Hvis omvendt én person tjener det hele og resten af befolkningen ikke tjener noget, så får gini-koefficienten værdien 100. For et parti som vores, der går ind for lighed, gælder det altså om at arbejde for et samfundssystem, hvor gini-koefficienten er tæt på 0.

Regeringen ville mindske uligheden

I sit regeringsoplæg skrev den nuværende regering bl.a., at den ville gøre noget for at skabe mindre ulighed. I 2012 fik regeringen da også afskaffet de såkaldte fattigdomsydelser – altså reglerne om den meget lave starthjælp til indvandrere og loftet over kontanthjælpen. Resultatet var et lille fald i gini-koefficienten – landet blev altså lidt mere lige.

Men desværre stoppede regeringen ikke her. Senere blev førtidspensionen næsten afskaffet til fordel for de såkaldte ’ressourceforløb’, der på ingen måde sikrer de syge og handicappede et bedre liv. Arbejdsløshedsdagpengene blev forringet kraftigt. Det samme gjaldt for sygedagpenge, kontanthjælp osv., så resultatet var en stigning i gini-koefficienten, altså i uligheden. Uligheden er faktisk i 2013 den største, der er målt siden 1984. Året før Anders Fogh Rasmussen overtog regeringsmagten i 2001 var gini-koefficienten på 22,5. Nu er den steget til 26,2 – så øget lighed har den socialdemokratiske ledede regering ikke ført til.

Fattigdom

Nu siger gini-koefficienten ikke alt om ulighed. Et andet tal, der også kom frem for kort tid siden, er den såkaldte ’risiko for fattigdom’. Det tal, der bl.a. benyttes meget af EU, siger noget om, hvor mange der har en indkomst under halvdelen af den typiske indkomst i landet. Også dette mål er i 2013 højere end før den borgerlige regering i 2001 tog magten. I 2000 var der efter dette mål 4,0 pct. af befolkningen, der var fattige eller i risiko for fattigdom. I 2013 var tallet steget til 6,3 pct. 349.000 ud af Danmarks 5,7 millioner indbyggere er nu fattige eller lever i risiko for fattigdom.

Finansministeriets fup og fiduser

Regeringen ved jo godt, at det i disse valgkampstider ikke ser pænt ud, at uligheden i Danmark er steget siden Anders Fogh og Lars Løkke huserede. Så finansministeriets kreative regnedrenge har fundet på noget nyt: I stedet for kun at se på uligheden målt efter folks indkomst, så skal man også medregne, hvor meget vi modtager fra det offentlige blandt andet i form af gratis sundhedsydelser, gratis uddannelse og børnepasning, hvor forældrene ikke betaler den fulde udgift. Det er for så vidt meget fornuftigt, når man sammenligner Danmark med andre lande, hvor man skal betale i dyre domme for at komme til læge osv.

Men finansministeriet stopper ikke her. De har fundet ud af, at det måske er mere fornuftigt at tage alle det offentliges udgifter med i betragtning. De udgifter, som man kan fordele ud på de enkelte mennesker, som fx uddannelse og sygesikring, giver det måske en slags god mening i at medregne. Men når man tager alle øvrige offentlige udgifter i betragtning og fordeler dem med et lige stort beløb til hver enkelt dansker, så får man på den ene side et meget flottere tal for den mindre ulighed. Men man kommer også ud i det skinbarlige vrøvl! Hvis Danmark fx køber en bunke jagerfly til en uhyrlig sum, og hvis regnedrengene så fordeler udgiften ligeligt ud på os alle sammen, så er resultatet, at jo mere man bruger på angrebsvåben, jo mere falder uligheden!

Det regnestykke skal man vist være en af Corydons drenge for at kunne forsvare!


 

Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist maj 2015

Arbejdsudbud og arbejdspladser

De radikale kom ret meget i pressen, da de fremsatte forslag om at forhøje pensionsalderen hurtigere, end den skal efter de eksisterende regler. Den radikale udmelding kom oven på en del skriblerier om en kommende mangel på arbejdskraft. Men hvordan hænger tingene egentlig sammen? Det er meget vigtigt at slå fast, at øget arbejdsudbud og flere arbejdspladser er to helt forskellige ting, men det er der desværre mange, der ikke har forstået. En analyse fra Tænketanken Cevea viser, at 73 procent af danskerne tror, at det at øge arbejdsudbuddet betyder at skabe flere jobs.

Hvordan kan arbejdsudbud give job?

De, der tror, at et øget arbejdsudbud automatisk øger beskæftigelsen, har faktisk kun én mulig forklaring at vælge: Øges arbejdsudbuddet, dvs. bliver der flere, der tilbyder deres arbejdskraft, eller flere, der tilbyder at arbejde længere tid end i dag, vil det presse lønningerne. Denne del af argumentationen er desværre fuldstændig korrekt. Men betyder lavere lønninger så, at der skabes nye job? Her er der ingen automatik. Hvis lønningerne falder, giver det sig i første omgang udslag i stigende profit til virksomhedsejerne og til aktionærerne. Det er rart for dem, men det skaber ingen jobs, at de rige bliver endnu rigere. Det er først, hvis de stigende profitter bliver omsat til investeringer, der giver nye job, at det påvirker arbejdsløsheden. Netop på dette punkt ser det faktisk ikke særlig godt ud i Danmark. Selv om virksomhederne har rekordoverskud, så giver det sig ikke udslag i en masse nye job og i en faldende arbejdsløshed. Nye job er der blevet skabt, men de er i alt for høj grad tilfaldet billige udenlandske lønmodtagere, så det har ikke betydet et stort indhug i arbejdsløshedskøen.

Says lov

Ideen om, at udbuddet af arbejdskraft automatisk fører til en større efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed flere job, er i virkeligheden en gammel teori. Den kan føres tilbage til den franske økonom John Baptiste Say, der i 1803 formulerede den såkaldte Says lov. Denne ’lov’ siger, at udbud automatisk skaber sin egen efterspørgsel – det kan være udbud af almindelige varer, men det kan også være udbud af arbejdskraft. Så hvis der er ledig arbejdskraft, så vil der pr. automatik opstå nye job.

Karl Marx’ svar

Men det var nu ikke alle, der troede på Says ide. Karl Marx var Says største kritiker. Marx påviste, at under kapitalismen er det sådan, at kapitalisterne (virksomhedsejerne) i mindre gunstige tider, hvor det er sværere at afsætte de varer, som de producerer, kan holde på pengene (profitten) og blot sætte dem i banken eller omsætte dem i god rødvin osv. Derfor opstår der under kapitalismen med mere eller mindre regelmæssige mellemrum kriser, hvor arbejdsløsheden vokser. Efter Marx’ kritik af Says lov, så fulgte den kendte amerikanske økonom Keynes i 1930’erne op på kritikken og konkluderede, at der absolut er mulighed for kriser, at udbud og efterspørgsel ikke altid udligner hinanden, hvilket kan føre til massearbejdsløshed osv. Men på trods af, at de gamle drenge inden for den økonomiske tænkning altså ikke kunne bruge Says lov til noget, så dukkede denne lov igen op i Danmark i slutningen af det tyvende århundrede, og desværre kom ideen bag ’loven’ til at være med til at legitimere dagpengeforringelser, ødelæggelsen af efterlønsordningen og de mange andre uhyrligheder, som både den tidligere og den nuværende borgerlige regering har stået bag.

Says lov i dag

Men hvorfor kan danske politikere og økonomer – for slet ikke at glemme dele af pressen – så ikke indse, at ideen om at øget arbejdsudbud automatisk fører til flere job er en illusion? Der kan kun være to mulige forklaringer: Enten er tilhængerne af denne teori udelukkende ude på at finde på en god undskyldning for at forringe løn- og arbejdsvilkår og skære i de såkaldte ’velfærdsydelser’. Eller også er de bare dumme og uvidende.


 

Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist april 2015

454.215,00 kr.

Dette tal prydede busser og annoncer for ikke længe siden. Det var Venstre, der lancerede kampagnen: ’Det skal kunne betale sig at arbejde’. Målet var at oppiske en stemning, der kan bane vejen for en kraftig beskæring af kontanthjælpen. Ret hurtigt blev det dog afsløret, at kampagnens grundlag var alt andet end lødigt. For familien med 3 børn, hvor begge voksne er på kontanthjælp, og som kan få det pågældende beløb på godt 450.000 kr. om året, gælder nemlig, ved at der i beløbet er medregnet 288.900 kr., som også lavtlønnede i beskæftigelse kan få. I øvrigt var det i eksemplet stadig sådan, at de beskæftigede på mindsteløn havde 1.643 kr. mere om måneden end kontanthjælpsfamilien. Venstre mener, at 1.643 kr. om måneden er et lille beløb – Lars Løkke kan nok ikke købe et par sko for de penge! Men det siger mere om venstrefolkenes egen levestandard og mangel på kendskab til den virkelige verden.

Næsten ingen er på mindsteløn

Det er sjældent, at Dansk Arbejdsgiverforening bidrager med noget positivt i den offentlige debat. DA har i mange år stået i spidsen, når det gjaldt kampagnerne for at skære i kontanthjælpen. Men nu har DA opgjort, at der på DA/LO-området kun er 8.400, der modtager overenskomstens mindsteløn. For de, der kender lidt til arbejdsmarkedet, er det ikke den store nyhed, at de meget lave mindstelønssatser i overenskomsterne kun sjældent bliver brugt. At sammenligne indkomsten for folk på kontanthjælp med de stort set ikkeeksisterende lønmodtagere på mindsteløn er derfor yderst misvisende. Der er normalt væsentligt mere at tjene ved at få et arbejde i stedet for kontanthjælpen. Så DA’s tal er med til at bevise, hvor tyndt grundlaget for Venstres hetz mod kontanthjælpsmodtagerne er.

Det er arbejdspladser, der mangler

Problemet er ikke, at det ikke kan betale sig at søge arbejde, når man får kontanthjælp. Men arbejdspladserne er der ikke. Lige før den økonomiske krise satte ind i 2008 var der 55.378 på kontanthjælp, der af kommunerne blev vurderet til ikke at være klar til at få et job. I 3. kvartal 2014 var der hele 91.412 kontanthjælpsmodtagere, der efter kommunens vurdering ikke kunne tage et job.

Når der er kommet så mange flere, der ikke vurderes klar til at tage et job, skyldes det ikke, at kontanthjælpsmodtagerne er blevet svagere. Årsagen er, at arbejdsgiverne er blevet mere kræsne. Mens de i opgangstider godt ville ansætte personer, som måske ikke kunne arbejde med 100 procents effektivitet, så vil de i krisetider kun ansætte de allerbedste, så derfor bliver der ikke job til de, der ikke er mindst 100 pct. effektive! Og så har arbejdsgiverne i tilgift fået rig adgang til at importere billig udenlandsk arbejdskraft, der i visse tilfælde arbejder til mindstelønnen, men i alt for mange tilfælde til langt mindre.

Venstres ’plan’ giver intet arbejde

Indføres Venstres kontanthjælpsloft, vil antallet af fattige, herunder ikke mindst fattige børn, vokse. Det, som staten sparer, hvis kontanthjælpen sættes ned, skal gå til at nedsætte skatten på arbejde, for så kommer der flere i job, er Venstres ’teori’. Hvis man genindfører det kontanthjælpsloft, som gjaldt under den tidligere VK-regering, og benytter de sparede kontanthjæpskroner til skattenedsættelser, så ville det give en timelønsstigning på – ja, hold nu fast – hele 2 danske ører!

Man skal vist være venstremand for at påstå, at det straks vil få folk til at arbejde mere. Desværre har den såkaldte Ekspertgruppe om udredningen af den aktive beskæftigelsesindsats (Koch-udvalget) luftet tilsvarende ideer: Hvis kontanthjælpsmodtagere deltager i virksomhedspraktik eller meningsløse nyttejob, så får de et tillæg på 250 kr. månedligt. Fint nok – men finansieringen skal ske ved at kontanthjælpen til alle kontanthjælpsmodtagere over 30 år sænkes med 110 kr. De allerfattigste skal betale for at gøre andre lidt mindre fattige!


 

Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist marts 2015

Kampen om kronen

Ældre læsere vil huske tidligere tiders kamp om kronen. Den gang var et af problemerne, at Danmark havde et stort underskud på betalingsbalancen og en stor udlandsgæld. Et af midlerne til at løse problemet var at devaluere kronen, dvs. at sætte kronens værdi ned i forhold til valutaerne i de lande, vi handlede med. Det betød, at importen fra udlandet blev dyrere, mens eksportvarer fra Danmark blev billigere at købe for de udenlandske importører. Hermed faldt importen og eksporten steg, så betalingsbalancen blev forbedret.

Helt anden situation i 2015

Siden slutningen af 2009 har Danmark haft overskud over for udlandet, dvs. at udlandet skylder Danmark mere, end Danmark skylder udlandet. Udlandet skylder nu Danmark ca. 800 milliarder kr. Mens Nationalbanken tidligere var nødt til at foretage støtteopkøb af danske kroner og til at sætte renten op, ser vi i dag det modsatte: Udenlandske spekulanter køber i stor stil kroner og sætter dem i danske banker, også selv om renten i dag er meget lav eller ligefrem negativ.

Spekulanter elsker kronen

Når udenlandske spekulanter er interesserede i danske kroner, skyldes det dels, at den danske økonomi betragtes som mere sikker end mange andre landes pga. vores overskud over for udlandet, det offentliges relativt lille gæld og den meget lave inflation. Hertil kommer, at spekulanterne håber på, at Danmark på et tidspunkt vil revaluere, altså sætte prisen på kroner op i forhold til euroen. Sker det, er det smart at have masser af spekulationspenge stående i danske kroner, der så efter en revaluering kan veksles tilbage til euro med en stor fortjeneste. Her er spekulanterne inspireret af Schweiz, hvor nationalbanken i midten af januar satte schweizerfrancen fri, så den ikke mere er bundet til euroen. Det betød, at en schweizerfranc på én dag blev 17 pct. mere værd.

Fastkurspolitikken

Danmark er ikke medlem af euroen, så i princippet kan vi fastsætte kursen på danske kroner, som vi nu synes. Men i årevis har politikere og økonomer haft en tyrkertro på, at vi skal føre en fastkurspolitik, hvor kronen er bundet til euroen. Der er ingen naturlov, der siger, at en fastkurspolitik er den rigtige. Danmark er det eneste land i OECD, som fører fastkurspolitik. England, Sverige og Norge lader deres valuta flyde frit, og netop disse lande er faktisk kommet bedre gennem den økonomiske krise end Danmark.

Fastkurspolitikken betyder, at den danske kr. højst må svinge 2,25 pct. op eller ned i forhold til den fastlagte ’centralkurs’ på 7,46 kr. pr. euro. Derfor har Nationalbanken måttet nedsætte renten og endda indføre negativ rente for at sikre, at kursen på kroner i forhold til euroen ikke vokser for stærkt. Den lave rente begrænser spekulanternes store efterspørgsel efter kroner.

Fastkurspolitikken har i øvrigt den anden virkning, at vi i forhold til andre valutaer følger euroen. Derfor har vi i praksis foretaget en større devaluering i forhold til den amerikanske dollar, således at det er blevet lettere for os at eksportere til USA, men dyrere at importere amerikanske varer.

Fastkurspolitikkens problem

En fastkurspolitik giver de samme problemer, som præger euro-konstruktionen: Hvis inflationen er forskellig i de forskellige lande, eller hvis produktiviteten udvikler sig forskelligt, så vil spekulanterne placere deres penge i de lande, hvor inflationen er lavest og produktiviteten højest. Det giver så aktuelt især Grækenland, men også andre lande, problemer med meget høj arbejdsløshed. Det samme vil Danmark kunne blive udsat for, hvis vi bare blindt fortsætter fastkurspolitikken – eller endnu værre tilslutter os euroen. Opgiver Danmark fastkurspolitikken, vil det give regeringen og Nationalbanken flere muligheder for at føre en politik til gavn for befolkningen.


 

Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist februar 2015

Rig og fattig

Den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer nu 48 pct. af den samlede formue i verden. Modsat må de resterende 99 pct. deles om 52 pct. af verdens rigdomme. De 80 pct. fattigste i verden deles om 5,5 pct. af formuen. Hvis udviklingen fortsætter – og det tyder alt på, at den gør – så vil den rigeste pct. om et par år eje mere end de resterende 99 pct. tilsammen. Disse tal fremgår af en rapport fra Oxfam/IBIS. I denne måneds Økonom vil tal fra denne rapport blive krydret med andre tal.

De 80 rigeste

De 80 rigeste mennesker på jorden har på 4 år siden 2010 forøget deres formue med 3.800 milliarder kr. eller næsten 50 pct., så den nu udgør 12.000 milliarder kr. For den øvrige del af verdens befolkning har der derimod været tale om et fald i den samlede formue. De 80 rigeste ejer mere end de 3,5 milliarder fattigste mennesker tilsammen. Kun 10 ud af de 80 rigeste er kvinder, og kun 7 er under 50 år gamle.

Verdens rigeste mand er ejeren af Microsoft, Bill Gates, der har en personlig formue på 483 milliarder kr. Nummer 2 er mexicaneren Carlos Slim Helu med en formue på 457 milliarder kr. tjent især i teleindustrien. På 3. pladsen findes spanieren Amancio Ortega med en formue på 406 milliarder kr., der er tjent på især modetøj syet af underbetalt arbejdskraft. Blandt de 80 rigeste er de 35 fra USA. Der er en enkelt svensker på listen, nemlig Stefan Persson, ejeren af Hennes & Mauritz. Den rigeste dansker er Kjeld Kirk Kristiansen, der ejer 60 milliarder kr., der er tjent på især at eje Lego og tjene på Lego-ansattes arbejde. Han ligger på en 123. plads på verdensranglisten, og det er da også meget flot!

Omkring 1 milliard mennesker må hver dag leve for under den tit benyttede fattigdomsgrænse på 1,25 dollars om dagen – det svarer til 8 kr. – mens Bill Gates har en årlig indkomst på ca. 3,7 milliarder dollars. Det svarer til 65 millioner kr. hver dag året rundt, så Bill går næppe sulten i seng.

Antal dollarmilliardærer der ejer det samme som de 3,5 milliarder fattigste

MilliardærerI 2010 skulle der 388 personer med en formue på mindst 1 milliard dollars til at eje det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Dette tal er faldet til kun 80 stenrige.

Ulighed i Danmark og USA

Det er ikke kun på verdensplan, at uligheden øges. I Danmark er indkomstuligheden med få undtageler steget hvert år mellem 2002 og 2013. I USA ejer den rigeste tusindedel af befolkningen nu 22 pct. af USAs samlede formue. I 1979 ejede de ’kun’ 7 pct. Tilsvarende tal kan findes i mange andre lande.

Løsningen på problemet

Hvis der ikke bliver gjort op med den helt vanvittige ulighed i verden, vil det uundgåeligt føre til en eksplosion i antallet af døde pga. sult og ubehandlede sygdomme. Kommunisternes svar på situationen er, at de kæmpestore private formuer nationaliseres, og at det kapitalistiske system erstattes af et socialistisk. Indtil vi når så langt, støtter vi naturligvis de mange bestræbelser på at indføre en skat, der især rammer de allerrigeste, og hvor skatteoverskuddet benyttes til at udrydde fattigdom. I første omgang kunne man tage fat på for alvor at afskaffe de store koncerners skattespekulation og skattesnyd.


 

Bo Møller_9926

Af Bo Møller

Kommunist januar 2015

Myten om de 800.000

I tide og utide dukker tallet 800.000 op i medierne. Tallet dækker over antallet af 16-64-årige, der er offentligt forsørgede. Tallet er omregnet til fuldtidspersoner. I tallet indgår ikke studerende, der modtager uddannelsesstøtte.

Antal offentligt forsørgede

De_800.000

De_800.000Figuren viser antallet af offentligt forsørgede mellem 16 og 64 år i perioden 2. kvartal 2007 til 2. kvartal 2014. Antallet er stort set helt det samme, nemlig de knap 800.000, i 2007 og i 2014. Det laveste tal var i 2. kvartal 2008 – lige før krisen satte ind – med kun 764.000, mens det højeste tal var i 1. kvartal 2010, hvor der var over 860.000.

Er det et problem?

800.000 lyder som mange, men er det et stort problem, som der kan eller skal gøres noget ved?

Hvis vi ser på, hvorledes de 800.000 fordeler sig på enkelte ydelser, så var de 51.000 forældre på barselsorlov. Det tal kunne man ønske sig højere, da der på et tidspunkt kommer til at mangle personer, der kan forsørge det voksende antal ældre.

62.000 var på sygedagpenge. Det var 20.000 færre end i 2007, og tallet kan næppe komme længere ned.

En stor del af de offentligt forsørgede er faktisk i arbejde. Det gælder personer i forskellige former for støttet beskæftigelse: Virksomhedspraktik (17.600), ansættelse med løntilskud (13.000), flexjob og skånejob (60.000) plus øvrige grupper, i alt 97.000. Hertil kommer så personer under revalidering (2.000). Siden 2007 er antallet af revaliderede faldet til en fjerdedel, så denne fornuftige ordning er ved helt at forsvinde

Så er der personer på såkaldt tilbagetrækning. Heraf er de 224.000 på førtidspension – dvs. at deres helbred ikke tillader dem at arbejde. Antallet af førtidspensionister er faldet med 11.000 siden 2007, og det falder stadig. Den siddende regering har gjort alt muligt for at få antallet af førtidspensionister ned. Det eneste, den ikke har taget fat på, er at forhindre, at folk bliver så invaliderede, at de ikke kan arbejde. I stedet for at få tildelt førtidspension har 4.000 deltaget i et såkaldt ’ressource forløb’.

Efterlønsmodtagere er der stadig en del af, nemlig 91.000, men dette tal er faldet kraftigt siden 2007. Massakren på efterlønsordningen trådte først i kraft den 1. januar 2014, men faldet trådte ind langt tidligere. En stor del af efterlønsmodtagerne er i øvrigt tvunget ind i ordningen pga. nedslidning.

Blandt øvrige ydelsesmodtagere er der så de arbejdsløse på dagpenge eller kontanthjælp (106.000) samt bl.a. kontanthjælpsmodtagere, der ikke umiddelbart kan tage et arbejde eller en uddannelse (92.000).

Konklusion

Ud af de knap 800.000 offentligt forsørgede var de 99.000 faktisk i arbejde/under revalidering, og 51.000 på barselsorlov. Rest 642.000.

Ud af disse var 62.000 på sygedagpenge og 227.000 på førtidspension/ressource forløb. Resten, der ikke er ramt af sygdom eller handicap mv., udgør 353.000. Det er kun 16.000 flere end før krisen satte ind. Hvis konjunkturerne blev bedre, og arbejdsmarkedet var til rådighed for de arbejdsløse, ville ganske mange yderligere komme ud af den passive forsørgelse.


 

Bo Møller_9926

Kommunist december 2014

Bo Møller

Ulighed og fattigdom

For nyligt udkom en interessant rapport med titlen Ekstrem Ulighed, udarbejdet af den internationale organisation Oxfam, der arbejder med at bekæmpe fattigdom i hele verden. Den danske udgave er udgivet af udviklingsorganisationen IBIS. Blandt rapportens mange rystende tal skal nævnes:

  • Syv ud af ti mennesker bor i lande, hvor kløften mellem rige og fattige er vokset de sidste 30 år.
  • I 2014 ejede de 85 rigeste personer i verden lige så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen.
  • Antallet af dollarmilliardærer er mere end fordoblet siden den aktuelle krises start. Nu er der 1.645 dollarmilliardærer. En dollarmilliardær har en formue på mindst ca. 6 milliarder kr.
  • I lande syd for Sahara lever 358 mennesker i ekstrem fattigdom – men alligevel bor der 16 dollarmilliardærer i området.
  • Ikke kun i de fattige lande er uligheden enorm. I Storbritannien tjente de 100 bedst aflønnede erhvervsledere 131 gange så meget som deres ansatte i gennemsnit.

Børnefattigdom

På ca. samme tid udkom en rapport om specielt børnefattigdom udgivet af FNs børneorganisation, UNICEF. Rapporten dækker 41 af verdens rigeste lande. UNICEF benytter en internationalt meget anvendt fattigdomsgrænse, der går på, at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 pct. af den almindeligste indkomst i det land, man bor i. Tallene viser, at den økonomiske krise i høj grad har ramt børn og unge.

  • Mellem 2008 og 2012 steg børnefattigdommen målt på denne måde i Danmark fra 9,1 pct. til 10,2 pct. Det var dog ikke i alle lande, at situationen blev værre. F.eks. faldt børnefattigdommen i Norge fra 9,6 pct. i 2008 til kun 5,3 pct. i 2012. I alt steg fattigdommen i 23 ud af 41 lande og faldt i 18.
  • Omkring 76,5 millioner børn lever i dag i fattigdom i de 41 rigeste lande. Det er 2,6 millioner flere end før krisen.
  • I Danmark var der i 2012 6 pct. af alle unge mellem 15 og 24 år, som hverken var under uddannelse eller i arbejde. I hele EU var der 7,5 millioner af sådanne unge mennesker, der er røget helt ud af systemet. De ser en grum fremtid i møde!
  • Andelen af børn i Danmark, hvor ingen af forældrene er i job, blev næsten tredoblet i forbindelse med krisen.

Men ikke alle blev fattigere

Samlet viser alle disse mange tal, at det er en bindegal verden, vi lever i. Specielt efter krisens start i 2008 er fattigdommen vokset kraftigt, og ikke mindst er børn og unge ramt. Men samtidig har rigmændene kunne forøge deres formuer, så de er ikke ramt af krisen – tværtimod. De danske aktiekurser raslede ned omkring krisens start i slutningen af 2008 og nåede sit lavpunkt i marts 2009, hvor aktieindekset var på 207. Men så begyndte det hurtigt at gå meget bedre, så nu er aktieindekset helt oppe på 623 (september 2014). Det er en stigning på lidt over 200 pct. Faktisk har aktiekurserne ikke været højere siden indekset første gang blev beregnet i 1996.

Hvad burde der gøres?

I Danmark var svaret på krisen styret af EU’s diktater. Det indebar som i alle EU-lande alvorlige nedskæringer i de offentlige budgetter, forringelser af den offentlige service, udhuling af overførselsindkomster osv. På den anden side indebar det også nedsættelse af selskabsskatten og andre skattelettelser til virksomhederne og til de rigeste. Resultatet af en sådan politik var i høj grad med til at øge uligheden og fattigdommen i Danmark og i mange andre lande. En helt anden politik er nødvendig, og meget kunne have været gjort meget bedre. Men tilbagevendende kriser er nu engang noget, som hører kapitalismen til. For at undgå kriser i fremtiden skal der ske et opgør med det kapitalistiske system. Kapitalismen er problemet. Socialismen er løsningen.


 

Finanslov 2015

Bo Møller_9926

Bo Møller

Kommunist november 2014

Ved præsentationen af forslaget til finanslov for 2015 gjorde finansministeren meget ud af at fortælle, at regeringen gik lige så langt, som EU tillader – dvs. at det offentliges underskud højst bliver på 3 pct. af BNP – den samlede produktion i landet. Der gik dog kun en måned, inden finansministeren måtte gribe til en feberredning: Da det ikke mere ser ud til, at forslaget til finanslov kan holde underskuddet under de 3 pct., indføres en lovændring for indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Normalt kan disse penge udbetales, når man fylder 60 år, men ved udbetalingen skal der betales 40 pct. i skat. Nu nedsættes skatten til 37,5 pct., hvis pengene hæves i 2015. Staten får så nogle skattepenge hurtigere, da det har været almindeligt først at hæve pengene flere år efter 60-årsdagen. Samtidig kan en tidligere udbetaling være med til at sætte lidt gang i forbruget – noget som økonomien har brug for. Samlet skal denne manøvre betyde, at underskuddet på de offentlige budgetter bliver ¾ pct. lavere end ellers, og at det derfor vil holde sig inden for EU’s regler. At den skat, der bliver indbetalt tidligere, vil blive savnet i de kommende år, er ikke noget, Corydon tager så tungt – men han er nok heller ikke minister om et år. Kommunisterne mener ikke, at vi blindt skal opfylde alle EU’s krav. Adskillige EU-lande har valgt at sige, at de først kan fjerne et for stort underskud, når der rigtig kommer gang i produktionen. Det samme kunne Danmark sige.

Mere velfærd

Regeringen lovede ved præsentationen af finansloven en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. næste år, og noget lavere vækst de følgende år. Det er selvfølgelig bedre end den nulvækst, som vi reelt har oplevet de senere år, og som især har betydet kraftige nedskæringer i personalet i kommunerne. Men 0,8 pct. er ikke meget, når man ved, at der bliver flere ældre, der koster penge i sundhedsvæsnet og i hjemmehjælp. De 0,8 pct. Skal bl.a. bruges på hospitalsområdet, og det er selvfølgelig fint. Der sættes lidt flere penge af til uddannelse og til forskning. Og så sættes der 1,5 milliarder kr. af, som kan anvendes til forbedringer af velfærdssamfundet, eller resterne af det. Disse penge er tænkt som guleroden, der kan indgå i forhandlingerne med SF og Enhedslisten. Socialdemokraterne har vist erkendt, at hvis de igen laver en finanslovsaftale til højre, så bliver det umuligt at vinde det kommende valg.

Flere jobs

Dansk økonomi er ved at lægge krisen bag sig, siger regeringen. Regeringen påstår, at der frem mod 2020 vil blive skabt 150.000 ekstra jobs. Alene i 2015 vil dens politik skabe 22.000 flere jobs. Nu er det desværre sådan, at hver gang regeringen har fremlagt sin prognose for væksten, så viser det sig, at den har været alt for optimistisk. Sådan vil det gå igen. Regeringen har allerede erkendt, at dens skøn i september over væksten i år på 1,4 pct. er for højt. Nationalbanken skønner, at væksten i år bliver på 0,8 pct., og det vil muligvis også vise sig at være for højt. Med lavere vækst kommer der færre nye jobs. Hvordan vil regeringen så sikre flere jobs? Et hovedtema er, at de private virksomheder skal tjene flere penge, for så går væksten op. Derfor skal virksomhedernes skatter lempes. Især skal erhvervenes energiafgifter nedsættes med 6,8 milliarder kr. Men skattelettelserne vil blive omsat til øget profit hos virksomhederne og ikke til øget vækst og beskæftigelse.

Sammenfatning

Finanslovsforslaget for 2015 er uden de store nedskæringer, vi har set de foregående år. Men det hænger sammen med, at regeringen stadig har et lille håb om at kunne fortsætte efter næste valg. Finanslovsforslaget bygger på en lalle optimistisk tro på, at nu er krisen overstået, og så kommer væksten og redder os alle sammen. Finansloven er en borgerlig finanslov. Udgifterne til NATO, til EU røres der ikke ved, og de tidligere gennemførte skattelettelser til de rigeste og til virksomhederne fortsætter.

 

Konkurrenceevne og inflation

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist oktober 2014

Det påstås, at Danmarks konkurrenceevne har det skidt, og at det derfor er nødvendigt, at lønmodtagerne holder tilbage med lønkrav. Men hvad er virkeligheden om konkurrenceevnen?

Global sammenligning af konkurrenceevnen

World Economic Forum er en schweizisk organisation, der især er kendt for de årlige møder i Davos, der samler politikere, topembedsmænd og tunge drenge fra det private erhvervsliv til drøftelser af økonomiske og politiske emner. Dette forum har netop udgivet en rapport med titlen: Den globale konkurrenceevnerapport 2014-2015. Ud fra en række kriterier om infrastruktur, om uddannelsesniveau, om hvor effektivt de forskellige markeder fungerer og om landets evne til at opfinde nye produkter bliver i alt 144 lande sammenlignet for at belyse deres indbyrdes konkurrenceevne. De 3 mest konkurrencedygtige lande er efter denne målemetode Schweiz, Singapore og USA. Danmark er lidt bagud, idet vi får en 13. plads efter bl.a. Finland, Sverige og Norge. Men en 13. plads på verdensbasis tyder ikke på, at vi har store problemer med konkurrenceevnen.

Betalingsbalancen viser stort overskud

En anden måde at belyse konkurrenceevnen på er ved at se på betalingsbalancen over for udlandet. Her havde Danmark i de seneste 12 måneder et overskud på 130 milliarder kr. – så det er ikke sådan, at Danmark har store problemer med at eksportere varer og tjenesteydelser til udlandet. Især er det bemærkelsesværdigt, at det går rigtig godt med eksporten af industriprodukter. De seneste 12 måneder indbragte nettoeksporten af industrivarer (ekskl. skibe og fly) 35,4 milliarder kr. I 2007 – året før krisen begyndte – var nettoeksporten negativ med –38,4 milliarder kr. – dvs. at importen oversteg eksporten.

Inflation

Inflationen er stort set væk. I august var priserne i Danmark i gennemsnit 0,5 pct. højere end i august sidste år. Ældre læsere kan huske, hvordan inflationen var i tidligere tider. F.eks. steg priserne i 1974 med 15,3 pct. i forhold til 1973. Det er altså ikke inflationen, der er til hinder for, at der udbetales pæne lønstigninger til arbejderne. Faktisk går EUs centralbank nu og håber på en stigende inflation, idet den mener, at en inflation på ca. 2 pct. er bedst for økonomien. Den store frygt er ikke en højere inflation, men det modsatte: Deflation. Deflation er prisfald i stedet for inflationens prisstigninger. Begynder priserne generelt at falde, kan det føre til en ny økonomisk krise af værste slags. For med faldende priser vil forbrugerne spekulere i, om priserne vil falde endnu mere. De vil derfor udskyde deres forbrug mest muligt. Det fører så til overproduktion på markederne, hvilket igen fører til yderligere prisfald. Resultatet bliver, at virksomheder må lukke og arbejdsløsheden vil stige.

Hvad er løsningen?

Hvis der kommer mere gang i forbruget, vil det skabe nye arbejdspladser og økonomisk vækst. Men hvordan kan det ske? Det simpleste vil være, hvis fagbevægelsen for alvor tager sig sammen og stiller nogle væsentlige og ufravigelige lønkrav. Arbejdsgiverne har rigeligt råd, og den danske konkurrenceevne kan sagtens tåle højere lønninger. Et andet initiativ ville være, at man gennemførte skattelettelser for almindelige indkomster finansieret gennem forøget skat på virksomhederne og på de rigeste. Et tredje initiativ kunne være, at der blev ansat flere i den offentlige sektor. Flyttes personer fra arbejdsløshedsunderstøttelse og kontanthjælp over på en rigtig lønindkomst, vil det forøge deres købekraft og forbruget. Endelig burde arbejdsløshedsunderstøttelsen ændres drastisk, således at alle arbejdsløse får fuld dækning ved arbejdsløshed uden tidsbegrænsning, samtidig med at der skal skabes reelle job med overenskomstmæssig løn- og arbejdsvilkår.

Medarbejderinvestering

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist september 2014

Den alt andet end sexede overskrift dækker over en ny opfindelse, som regeringen står bag, og som støttes af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative. Det skal blive lettere at få lønmodtagerne til at skyde penge ind i den virksomhed, de arbejder i. Vi så sagen om Danish Crown på Bornholm, hvor arbejderne blev tvunget til at acceptere, at 3,5 pct. af deres løn skulle gå til at forbedre virksomhedens økonomi. Med den nye lov om medarbejderinvesteringsselskaber – herefter forkortet til MS – skal det være muligt at benytte en model, der ligner bornholmermodellen på andre virksomheder og brancher. I første omgang bliver ordningen et forsøg, der har gyldighed i 3 år. Derefter skal lovens virkninger vurderes, og loven vil eventuelt blive gjort permanent.

Hvad indebærer forslaget?

Der stiftes et MS, der har til formål at støtte den pågældende virksomhed økonomisk. Pengene får MS fra de ansatte, der indbetaler op til 7,5 pct. af deres løn eller op til 30.000 kr. Dette skal ske årligt i mindst 3 år, men lønmodtagerne kan også bindes i længere tid. Beløbet indbetales før der bliver trukket indkomstskat hos lønmodtageren. Hermed er Skattefar med til at støtte dannelsen af MS. Der skal indgås en individuel eller fælles aftale mellem virksomheden og de ansatte eller de ansattes repræsentanter. Der er intet krav om, at planen om at stifte et MS forinden skal støttes af fagforening eller tillidsmand. Når pengene er i hus, kan virksomhedsejeren få dem udbetalt til at dække nye investeringer. Nok kan arbejdernes repræsentanter i bestyrelsen for MS godt have ønsker til, hvad pengene går til, men reelt er det noget, der bestemmes af virksomhedsejeren. Efter den aftalte periode på mindst 3 år kan de indbetalte lønkroner blive udbetalt til lønmodtageren – hvis der altså er nogle tilbage. Hvis investeringerne er blevet gennemført med held, så skal den enkelte lønmodtager have sin andel af overskuddet, der på udbetalingstidspunktet beskattes.

En meget problematisk model

Helt generelt er det dybt problematisk, at lønmodtagerne skal investere deres løn i deres egen arbejdsplads. Der bliver tale om en lønnedgang, hvor arbejdsgiveren scorer en højere profit. Det skal formelt ske ved en frivillig aftale, men når arbejdsgiveren står og truer med, at falder de ansatte ikke til patten, så uddeles fyresedlerne, så er der ikke tale om et frit valg. Der er ingen garanti for, at arbejderens lønkroner kommer produktionen eller beskæftigelsen på virksomheden til gode. Pengene kan lige så godt gå til at investere i Polen eller til nyt produktionsudstyr, der overflødiggør et antal ansatte! Det behøver ikke at være den virksomhed, som den ansatte arbejder i, der skal investeres i. MS kan også investere i underleverandørerne, hvilket var relevant for Danish Crown, der gerne ville have flere svin at slagte, og derfor skulle svineproducenterne støttes – uden at der var nogen garanti for, at de flere svin så også blev slagtet i Danmark. I øvrigt er det ikke kun nødlidende virksomheder, der kan blive omfattet. Også virksomheder, der fungerer fint, kan tvinge sine ansatte til at gå med til at danne et MS, der kan forøge profitten. Lønmodtagerne kan ikke kræve at få udbetalt deres indskud før den aftalte frist – undtagen hvis de går på pension eller dør.

Protester mangler Fra den faglige side er det kun HK, der har protesteret mod lovforslaget. Formanden for HK privat sagde bl.a.: Virksomhederne vil få ret til at konfiskere betydelige dele af medarbejdernes løn og bruge det som billig kapitaltilførsel uden risiko. KOMMUNIST skal opfordre fagbevægelsen til bredt at protestere mod lovforslaget!

Unge, ældre, de syge og de fattige

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist august 2014

Det gør jo ikke så meget, at der bliver skåret ned på velfærden for de unge, de syge, de ældre og de fattige. De aner jo alligevel ikke, hvad velfærd er! Det er øjensynlig regeringens holdning, men det er nu ikke lige kommunisternes. Det er ganske forfærdeligt, hvor meget der er blevet ’sparet’, ’reformeret væk’ eller bare stjålet fra de svage grupper.

Ungdommen

Det er for kort tid siden kommet frem, at unge, der gerne vil have en kontoruddannelse (HK), kan komme til at betale ca. 100.000 kr. i brugerbetaling for uddannelsen, hvis de ikke starter uddannelsen lige så hurtigt, som den blå, socialdemokratiske regering ønsker. Det samme gælder vel også for andre ungdomsuddannelser, selv om regering og Folketing i årevis har talt om, hvor vigtig en veluddannet ungdom er – vores vigtigste grundstof, som nogen har kaldt det. Det er ikke kun de unge, der gerne vil have en uddannelse, det går ud over. Unge, der mister deres arbejde, fordi arbejdsgiveren ikke mere ønsker dem eller helt er gået over til polsk arbejdskraft, er sat ned på halv kontanthjælp indtil de fylder 30 år – eller også tvinges de ind i en uddannelse, som de måske ikke ønsker eller magter med en lavere uddannelsesydelse.

Ældre

De ældre har det heller ikke for godt. Folkepensionsalderen er blevet sat op, og efterlønnen er efterhånden ved helt at forsvinde. Så Nyrup Rasmussens mål om helt at afskaffe efterlønnen er ved at gå i opfyldelse – uanset at det går ud over ældre og ofte nedslidte arbejdere, der i årevis har betalt til efterlønsordningen. Hertil kommer, at kommunerne under dække af smarte ord har forringet hjemmehjælpen ganske voldsomt. Alle skal undersøges for deres fysiske og mentale muligheder, og så skal det besluttes, om de kan trænes og rehabiliteres til at klare alt selv. Lad os bare kalde det arbejdsprøvning for pensionister. Hvis de er så ’heldige’ at slippe igennem arbejdsprøvningen, kan de måske få bevilget et begrænset antal hjemmehjælpsminutter eller timer. Kan de ikke få bevilget den kommunale hjælp henvises de til naboer, voksne børn eller hvad det nu kan være.

Syge

Det er netop kommet frem, at man i Kolding kommune har sendt en næsten blind mand ud for at samle cigaretskodder op, før kommunen kan tage stilling til, om han er handicappet nok til at få en førtidspension. Unge under 40 år kan normalt slet ikke få førtidspension – kun hvis de mangler både arme og ben. Sygedagpengereglerne er forringet i en voldsom grad, så langt de fleste kun kan modtage sygedagpengene i 5 måneder. Herefter kan man så komme på en lavere fattigdomsydelse. På hospitalerne ligger de syge stadig ofte på gangene, og de meget effektive sygeplejersker knokler røven ud af bukserne for at holde liv i de indlagte.

Fattige

Den blå regering pralede meget af, at den afskaffede nogle af de fattigdomsydelser, som Fogh og Løkke havde indført. Men så indførte Thorning Schmidt-regering nye fattigdomsydelser. Nedskåret kontanthjælp, bortfald af kontanthjælp, hvis man er så uheldig at bo sammen med en mand/kone, der har en nogenlunde almindelig indkomst, forringet fleksjobs ydelse, SU til lavere takst osv.

For en ny politik

En gang pralede landet af at være landet, hvor ’Få havde for meget og færre for lidt’. I dag er det desværre sådan, at flere har for lidt, men færre alt for meget. Aktiekurserne stiger, virksomhedsoverskuddene skyder i vejret og der savnes ikke penge til rødvin og bøffer i whiskybæltet!

To reformer

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist juni – juli 2014

I april og maj fremlagde regeringen under stor ståhej to rapporter om beskæftigelsesindsatsen og om initiativer til at skabe vækst.

Rapport om beskæftigelsesindsatsen

Rapporten om beskæftigelsesindsatsen har som sådan ikke meget med at skabe mere beskæftigelse at gøre, men handler derimod om, hvorledes selve indsatsen over for den enkelte arbejdsløse skal foregå. Der er i rapporten en række gode og dårlige forslag: A-kasserne skal tidligere ind i billedet i forhold til at afdække den enkeltes jobperspektiv mv., og der skal skabes bedre samarbejde mellem a-kassen og jobcentret. Arbejdsløse skal ikke mere pr. automatik sættes i aktiveringstilbud hver 6. måned. Jobcentret skal konkret vurdere, hvilke aktiveringstilbud, der er relevante for den enkelte arbejdsløse. Det skal være slut med meningsløse pipfuglekurser osv. Retten til seks ugers selvvalgt uddannelse afskaffes. I stedet får man ret til 6 ugers såkaldt ’jobrettet’ uddannelse, hvor det ikke er den enkelte, men jobcentret, der bestemmer, hvilken uddannelse, der skal være tale om. Arbejdsløse på 30 år eller mere skal kunne få et uddannelsestilbud, men det er kommunen, der i sidste ende bestemmer, hvilken uddannelse der kan blive tale om. Under et sådant uddannelsestilbud får man kun 80 pct. af dagpengene – resten virker som brugerbetaling for uddannelsen. Staten stiller dog et lån på de manglende 20 pct. til rådighed! Regeringen skønner, at disse og andre tiltag samlet kan øge beskæftigelsen med 3.500 mand i 2020.

Rapport om vækstskabelse

Denne rapport indeholder 89 store og små forslag, der samlet skal have til formål at styrke væksten og ’bringe Danmark helt ud af krisen’, som det hedder. Et absolut hovedtema i rapporten er, at det for de private virksomheder skal være nemmere at tjene penge, for så stiger væksten, påstås det. Men virkeligheden er en anden: siden krisen var på sit højeste i 3. kvartal i 2009, er overskuddet i de private virksomheder faktisk steget ganske meget, og aktiekurserne har aldrig været højere. Det er ikke indtjeningen i virksomhederne, der er for lav, men virksomhederne har valgt ikke at ville investere i nye arbejdspladser i Danmark, og derfor er arbejdsløsheden stadig alt for høj. De dyreste forslag i rapporten drejer sig om at lette erhvervenes energiafgifter med 6,8 milliarder kr. frem mod 2020. Men der skal også gives skattelettelser til investeringer i små virksomheder og til lavere skatter ved import af højtuddannet udenlandsk arbejdskraft.

Mange småting

Ud over skattelettelser er der mange ’småting’ i regeringens plan: det skal blive lovligt at åbne butikker, der ikke tager mod kontanter, men kun mod plastic. Den såkaldte forsøgsordning med de meget lange og tunge ’modulvogntog’ skal forlænges til 2030, og så kan man vist ikke kalde det et forsøg længere. Det vil gå ud over vejene, over trafiksikkerhed osv., men vil gavne vognmænd med billige udenlandske chauffører. Forsyningssektorerne skal effektiviseres, det gælder vand, varme osv. – måske fint nok, det fremgår bare ikke, om det bliver dyrere for de almindelige forbrugere. Til medfinansieringen af skattelettelserne til virksomhederne skal afgiften på cigarer og cerutter så sættes op!

Produktivitet

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist maj 2014

5 professorer og en række andre godtfolk har afsluttet deres arbejde i regeringens produktivitetskommission med en diger rapport.

360 milliarder kr.
Baggrunden for kommissionsarbejdet var, at produktiviteten i Danmark siden midten af 1990’erne er vokset svagere end i USA og i mange europæiske lande. Havde produktiviteten vokset lige så meget som i USA, ville samfundet sidste år have været 360 milliarder kr. rigere. Kommissionens forslag falder inden for 5 hovedområder: Konkurrencen mellem virksomhederne og mellem danske og udenlandske virksomheder skal styrkes. De offentlige indtægter og udgifter skal prioriteres. Kvaliteten af uddannelserne skal øges. Den offentlige sektor skal effektiviseres. Og endelig skal privatiseringen øges.

Øget konkurrence
’Unødig’ regulering af virksomhederne skal fjernes – det betyder bl.a., at det skal være muligt for alle at nedsætte sig som apoteker. Det vil måske så give billigere medicinpriser, men også en langt mindre kvalificeret sundhedsfaglig betjening. Det skal blive lettere for udenlandske virksomheder at operere på det danske marked, hvordan det så ellers skulle gavne den danske produktivitet. Så er der det meget omtalte forslag om at tillade hyper-markeder, men det vil være til stor skade ikke mindst for landdistrikterne, når de lokale butikker bliver udkonkurreret.

Prioritering af offentlige udgifter og indtægter
Hvis det offentlige er for ’gavmild’ med sociale udgifter, kan det svække tilskyndelsen til at tage et arbejde, påstås det, selv om kendsgerningen er, at der mangler arbejdspladser. Skatten på forbrug og fast ejendom skal øges, mens skatten på indkomster, herunder selskabsskatten, skal sænkes. Fint nok at hæve skatten på fast ejendom, men at hæve skatten på forbruget vil øge uligheden i samfundet. Offentlige investeringer i infrastruktur skal kun ske, hvis det er samfundsøkonomisk rentabelt. Her har kommissionen så set på en række trafikinvesteringer, der efter deres mening ikke er rentable, men for at styrke den generelle samfundsudvikling kan de være meget vigtige. Trængslen på vores veje og jernbaner skal begrænses gennem mere og ’smartere’ brugerbetaling.

Kvaliteten af uddannelserne skal øges
Der skal være mere styring, så de unge ikke vælger uddannelser, hvor beskæftigelsesudsigterne er dårlige. Alt viser dog, at det er umuligt at forudse, hvor der er brug for flere uddannede. For et halvt år siden skulle flere unge skulle i gymnasiet, men nu hedder det, at der skal indføres adgangsbegrænsning, for nu er det erhvervsuddannede, der er brug for. At forhindre unge i at tage en drømmeuddannelse til fordel for en uddannelse, som den unge ikke er motiveret for, gavner intet. En større del af uddannelsesstøtten skal omlægges til lån, og der skal indføres en vis brugerbetaling, hvilket næppe øger kvaliteten!

Privatisering
Endelig skal der privatiseres mere. Det er i øvrigt lidt tragikomisk, at der i rapporten skrives en del rosende ord om, hvor godt det er gået med privatiseringerne i Kolding kommune, når det et par dage senere kom frem, at et privat hjemmehjælpsfirma, der gav hjemmehjælp netop i Kolding, var gået konkurs, så kommunen nu måtte knokle for, at der blev fundet alternative løsninger til 487 borgere. Så skal det være slut med sociale klausuler om fx antallet af lærepladser, når det offentlige udbyder en opgave til private.

Konklusion

Blandt de 123 forslag er nogle, som er OK, men desværre er der også mange dårlige forslag. Nu bliver det interessant at se, hvordan regeringen vil behandle forslagene.

Oprustning, våbenkapløb og kold krig

Bo Møller_9926

Bo Møller

 

Kommunist april 2014

Under dække af begivenhederne omkring Krim har Lene Espersen, konservativt folketingsmedlem og bl.a. tidligere udenrigsminister, i en kronik i Berlingske anbefalet, at Danmark nu for alvor skal opruste og bl.a. tilslutte os NATOs missilforsvar. Danske krigsskibe skal udstyres med radar og missiler og andet isenkram for 1,3 milliarder kr. Disse krigsskibe skal herefter sejle rundt i Østersøen og true Rusland. Dansk Folkeparti og Venstre bakker naturligvis op om Lene Espersens oprustningsiver.

International våbenhandel

SIPRI, det internationale fredsforskningsinstitut i Stochholm, har netop udgivet sin årlige opgørelse af omfanget af våbenhandlen globalt. Det er desværre meget nedslående læsning – og meget mere nedslående end Lene Espersens koldkrigsudgydelser. Den internationale handel med større våben steg med 14% fra årene 2004-2008 til 2009-2013. Dette har selvfølgelig betydet en øget oprustning. Stigningen er noget bemærkelsesværdigt, da den første periode lå før den internationale økonomiske krise satte ind, mens den sidste periode ligger i kriseårene, hvor man ellers kunne forvente, at der blev sparet på våbenkøbene.

Dødens købmænd

USA er verdens største våbeneksportør. 61% af eksporten i 2009-2013 bestod af fly, herunder 252 kampfly. Eksporten af kampfly vil vokse yderligere i de kommende år, da der er aftalt leveringer af de nye F-35 Joint Strike Fighter kampfly til bl.a. Israel, Japan, Sydkorea, Norge, Tyrkiet og Storbritannien. Men kampfly er ikke den eneste vare på de amerikanske våbenproducenters hylder: Langtrækkende missilforsvarssystemer er solgt til bl.a. Tyskland, Japan, Taiwan og De Forenede Arabiske Emirater. Rusland er verdens næststørste våbeneksportør. 43% af Ruslands eksport i 2009.-2013 var eksport af fly – heraf 219 kampfly – fulgt af 27% eksport af skibe, herunder en enkelt atomubåd. Tyskland er verdens tredje største våbeneksportør. For Tyskland er det især undervandsbåde, der er vigtige, da Tyskland er verdens største eksportør af netop ubåde. Også eksporten af tanks er vigtig, da Tyskland her er eksportør nummer 2 kun overgået af Rusland. Kina er den 4. største våbeneksportør. Eksporten er stærkt stigende. Fra årene 2004-2008 til årene 2009-2013 steg Kinas våbeneksport med hele 212%. Flest våben blev solgt til Pakistan (47%) fulgt af Bangladesh (13%) og Myanmar (12%) – altså lande i nærområdet – men også eksporten til afrikanske lande, Indonesien og endda Tyrkiet er stærkt voksende.

De 100 største våbenproducenter

I en anden analyse foretaget af SIPRI i januar fremgår det, at verdens 100 største våbenfirmaer (ekskl. firmaer i Kina) i 2012 solgte for i alt 395 milliarder dollars eller 2.117 milliarder kr. – et pænt stykke over Danmarks bruttonationalprodukt på ’kun’ 1.859 milliarder kr. 73 ud af de 100 største våbeneksportører har deres hovedkvarter i Nordamerika eller i Vesteuropa. Disse 73 våbeneksportører tegner sig for 87% af det samlede våbensalg.

Danske producenter

Der er ingen danske våbenfirmaer på listen over de 100 største eksportører. Det skyldes nok bl.a., at opgørelserne kun dækker større våben, og ikke dele til våben, der sælges til våbenproducenterne. Af større våbenproducenter har vi i Danmark kun Terma, hvis hovedkvarter ligger i Lystrup ved Aarhus. Terma eksporterer bl.a. radarsystemer til brug i krigsskibe. Hertil kommer en omfattende produktion af tilbehør til bl.a. produktionen af de amerikanske F-35 jagerfly. Ud over Terma er der godt 100 andre virksomheder i Danmark, der producerer og/eller eksporterer krigsmateriel – hyppigst i form af komponenter mv., der sælges til udenlandske våbenfabrikanter. Oprustning, våbenkapløb og kold krig har aldrig bidraget til verdensfreden!

Mange rammes alvorligt af regeringens politik

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist marts 2014

  • Perioden, hvor man kan få arbejdsløshedsdagpenge, er halveret. 34.000 mistede sidste år deres dagpengeret. Nye tusinder vil miste dagpengeretten i 2014 og i de kommende år. Samtidig er det blevet meget sværere at genoptjene retten til dagpenge. • Førtidspensionsordningen er blevet markant forringet – bl.a. kan man normalt ikke få førtidspension, før man fylder 40 år. 28 pct. færre fik tilkendt førtidspension i 2013 i forhold til 2012. • Fleksjobordningen er forringet. Fleksjob er nu tidsbegrænsede, og tilskuddet er skåret ned.
  • Kontanthjælpen er blevet beskåret, så nye fattigdomsydelser er blevet resultatet. De 25-29-årige skal have halv kontanthjælp. Under navnet ’nyttejob’ skal kontanthjælpsmodtagere sendes på strafarbejde. Der er indført forsørgerpligt også for ugifte, så kontanthjælpen bortfalder helt, hvis samleveren tjener mere end godt 27.000 kr. om måneden.
  • SU skal sættes voldsomt ned.
  • En ’reform’ af sygedagpengene betyder, at man mister sygedagpengene efter kun ½ år. I stedet får man en ny lavere ydelse, der svarer til kontanthjælpen. Samtidig får man ikke mere sygedagpenge på søgnehelligdage.
  • Sygesikringskortet skal fremover ikke dække ferier i EU mv. Her må man nøjes med det væsentligt dårligere blå sygesikringskort, eller man må tegne en privat forsikring, hvis man vil være på den sikre side.
  • Den årlige regulering af alle overførselsindkomster beskæres.
  • En pæn del af DONG skal nu sælges til amerikanske Goldman Sachs, hvilket med garanti vil føre til større energiregninger for de danske forbrugere.
  • Også NETS, der står for bl.a. dankortene, skal sælges til udlandet, måske endda til samme Goldman Sachs. Udenlandske firmaer vil naturligvis kun købe NETS, hvis de er sikret deres profit, så højere gebyrer, der skal betales af os allesammen, vil blive resultatet.
  • Mens regeringen havde lovet, at der ville være en beskeden vækst i de offentlige udgifter, er resultatet blevet et andet. Fra 2011 til 2013 har der været nulvækst i det offentlige forbrug. Det har ført til nedlæggelse af mange stillinger i det offentlige – især i kommunerne.

Men andre tjener tykt på regeringens politik

  • Selskabsskatten er sat ned, så især de store virksomheder kan få endnu større profit.
  • Topskatten er sat ned. Det betyder, at de mest velstående kan få endnu flere penge at lege med.
  • Aldrig har aktiekurserne været højere end netop nu. Alene i 2013 steg aktiekurserne med næsten 20 pct.
  • Virksomhedernes overskud er stadig voksende – så de lider ingen nød.
  • Den høje arbejdsløshed og de mange billige østarbejdere trykker lønningerne ned – og det betyder øget profit til virksomhedsejerne.
  • Regeringens politik fører til øget ulighed. De rige bliver rigere og de fattige fattigere.

En alternativ politik er nødvendig

  • Der oprettes en statsbank, så befolkningen ikke skal være afhængige af private profitbanker.
  • Moms på fødevarer og medicin fjernes.
  • Virksomheder, der flytter til udlandet, skal tilbagebetale modtagne erhvervstilskud.
  • Arbejdstiden nedsættes til 35 timer.
  • Alle skal have ret til understøttelse, når der ikke er arbejde at få. Dagpengene forhøjes med 25 pct.
  • Der sikres praktikpladser til alle.
  • Afdragsfri lån til boliger afskaffes og udsættelser af boliger pga. fattigdom skal stoppes.
  • Spar milliardudgifterne til EU – meld os ud!
  • Spar milliardudgifterne til militæret og til krigsdeltagelse rundt omkring i verden.

Pensioner og pensionister

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist februar 2014

Der er en stor og voksende ulighed i det danske samfund. De 10 pct. af befolkningen, der tjener mindst, har kun 2,6 pct. af den samlede indkomst i landet. Omvendt har de 10 pct., der tjener mest, 22,3 pct. af den samlede indkomst. Den ulighed, som vi ser i dag, fører desværre også til en stor ulighed blandt nuværende og kommende pensionister.

De mere velstående har typisk et godt og vellønnet job, hvortil der er knyttet en pensionsordning. Og de velstående har samtidig råd til at tegne yderligere private pensionsordninger. Omvendt er der blandt gruppen med lav indkomst mange, der står uden for arbejdsmarkedet og derfor ikke har nogen arbejdsmarkedspension.

ATP har netop beregnet, at den rigeste halvdel af befolkningen tegner sig for 83 pct. af den samlede opsparing til pension, mens omvendt den fattigste halvdel kun indbetaler 17 pct. af den samlede pensionsopsparing. Denne beregning har taget udgangspunkt i alle de, der var 40 år i 2002, og de er så fulgt gennem 10 år for at se, hvor store deres pensionsindbetalinger i alt var. Denne store forskel i indbetalingen til pensionsordninger vil slå stærkt igennem, når de pågældende på et tidspunkt går på pension. For de velstillede vil arbejdsmarkedspensionen og private pensionsordninger give pensionisterne en høj indkomst, der kan forsøde pensionisttilværelsen. Omvendt vil de mindre velstillede stort set være henvist til at leve af folkepensionen og ældrechecken og måske ATP, der ikke giver meget ledig plads i budgettet.

Det er især arbejdsmarkedspensionerne, der bidrager til uligheden blandt de kommende pensionister. I dag er det sådan, at hver fjerde på 30-50 år ikke har indbetalt noget til en arbejdsmarkedspensionsordning i 2013. Det drejer sig især om lønmodtagere, der er ansat på en arbejdsplads, hvor der ikke er nogen overenskomst, der sikrer indbetaling til pensionsordninger. Her ud over drejer det sig om selvstændige, om studerende, der kun modtager SU, og om modtagere af kontanthjælp eller anden overførselsindkomst. For mange er der ikke blot tale om, at der ikke er indbetalt noget i et bestemt år – nej, det gælder mange eller alle årene inden pensionsalderen.

I alt er der sparet 3.600 milliarder kr. op til pension. Det er et ganske voldsomt beløb, men det betyder ikke, at landets pensionister hovedsagelig lever af disse opsparede midler. 2/3 af alle de pensionsindtægter, som landets pensionister modtager årligt, kommer fra folkepension, ældrecheck og ATP, 13 pct. Kommer fra tjenestemandspensioner og 19 pct. kommer fra arbejdsmarkedspensioner og privattegnede ratepensioner og andre private pensionsordninger. Når arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger ikke tegner sig for mere er hovedforklaringen, at pensionisterne ikke har indbetalt til arbejdsmarkedspensionen i hele arbejdslivet. Arbejdsmarkedspensionerne blev indført i årene omkring 1990, og i de første år var indbetalingen lav. Til gengæld er det sikkert, at arbejdsmarkedspensionernes betydning vil vokse betydeligt i de kommende år, men der vil altid være en restgruppe, der kun har folkepensionen og måske ATP at leve for. Denne restgruppe vil altså blive relativt meget fattigere end resten af pensionistgruppen.

Tidligere overvismand Torben M. Andersen mener at have fundet løsningen på problemet med restgruppen: Man kan bare indføre en tvungen pensionsopsparing på 6 pct. for alle. Hvori det geniale består, er ikke klart. En meget simplere løsning ville være at forhøje folkepensionen.

Kommunisterne har altid været modstandere af systemet med private pensionsordninger, herunder arbejdsmarkedspensioner. Vi har altid ment, at folkepensionen skulle sættes op, så den kan sikre et anstændigt liv til de pensionister, der gennem et langt liv har skabt den rigdom, som Danmark besidder.

Samtidig tror vi ikke på ideen om, at bare vi alle sparer mere op, så er en højere pension i fremtiden sikret. Hvor store pensionerne alt i alt kan blive om fx 30 år afhænger ikke af, hvor meget der er sparet op, men af hvor stor produktionen i Danmark er til den tid. Er produktionen for lille, så vil værdien af pensionerne blive udhulet.

Er foråret på vej?

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist januar 2014

I december udkom Økonomi- og indenrigsministeriets Økonomiske redegørelse, hvor ministeriet beskriver, hvordan det efter deres mening ser ud for den danske økonomi.

Ministeriet anslår, at væksten i Danmark (målt ud fra størrelsen af den samlede produktion, BNP) i 2013 vil blive på 0,4 pct.men at den vil stige til 1,6 pct. i 2014 og 1,9 pct. i 2015.

Nu har ministeriet som så mange andre økonomer en kraftig tendens til altid at skønne ganske upræcist – og ministeriet er kendt for altid at være for optimistisk. Alt tyder på, at skønnet over stigningen i BNP i 2013 er overvurderet. De første 3 kvartaler i 2013 lå tilsammen på kun 0,1 pct. over den tilsvarende periode i 2012 – så det virker ikke sandsynligt, at tallene for 4. kvartal 2013 skulle kunne føre til en samlet årsstigning på 0,4 pct.

”Dansk økonomi viser forårstegn”, udtalte minister Margrethe Vestager, da rapporten blev offentliggjort. Det er da også rigtigt, at der har været enkelte lyspunkter. I andet og tredje kvartal i 2013 voksede antallet af beskæftigede med 13.000, men stadig er beskæftigelsen langt under situationen før krisens start, hvor der var 168.000 flere i arbejde. Arbejdsløsheden er faldet lidt, men det skyldes i høj grad, at så mange er faldet ud af systemet, da dagpengene slap op. Ifølge den såkaldte AKU-statistik var der i oktober 2013 193.000 arbejdsløse. Det var ca. det dobbelte af, hvad arbejdsløsheden var før krisens start i 2008.

Ministeriets forhåbninger om en større vækst de kommende år bygger især på følgende:

  • Man antager, at krisen i især de sydeuropæiske euro-lande nu er ved at være ovre, så vi kan eksportere flere varer til Spanien, Portugal og Italien. Om dette holder, kan man kun spå om. Men ser man på tallene for arbejdsløsheden i de sydeuropæiske lande, så er der ikke meget optimisme at spore.
  • Man antager, at det private forbrug vil begynde at vokse, så det kan være med til at sætte fut i økonomien. Det private forbrug har været stort set uændret siden krisens start i slutningen af 2008 – og det vil jo reelt sige, at forbruget er faldet, for befolkningstallet er i den samme periode steget. I alle de 3 første kvartaler af 2013 faldt forbruget i forhold til sidste kvartal i 2012. Hvorfor forbruget netop fra 2014 pludselig skulle begynde at stige, som ministeriet mener, er ikke ret klart.

Tværtimod vil en række af regeringens tiltag have den stikmodsatte virkning:

  • Den voldsomme forringelse af kontanthjælpen for de 25-29-årige og indførelsen af fælles forsørgerpligt, der vil betyde, at mange samboende vil miste den enes kontanthjælp trådte i kraft 1. januar. Så de kontanthjælpsmodtagere, der nu får forringet deres økonomi kraftigt, vil næppe sætte forbruget op.
  • Det samme gælder de SU-modtagere, der får forringet deres økonomi som følge af SU-reformen, hvor dele allerede er trådt i kraft, mens andre dele træder i kraft i løbet af de næste par år.
  • Når man nu har aftalt at gennemføre besparelser på sygedagpengene, således at mange efter kun 5 måneders sygdom mister sygedagpengene og kun får en ydelse på kontanthjælpsniveau, så giver det heller ikke anledning til øget forbrug i 2014 eller 2015.
  • Det samme gælder for de andre nedskæringer, der er blevet gennemført af regeringen. Finansloven for 2014 er meget stram, ikke mindst fordi regeringen af al magt vil gøre alt for at opfylde EU’s ønsker.

Så ministeriets prognose om, at det private forbrug vil stige med 1,3 pct. i 2014 og 1,6 pct. i 2015, vil efter al sandsynlighed vise sig ikke at være korrekt. Her i vinterkulden må vi derfor konstatere, at ministerens ord om forårstegn for økonomien nok ikke holder vand.

I stedet for blindt at følge EU’s krav og ønsker skulle regeringen vælge at føre en helt anden politik, der ikke som hovedingrediens har at gennemføre nedskæringer under dække af det pænere navn ’reformer’. Og i stedet for at give skattelettelser til de private virksomheder, som under krisen har formået at øge deres profit, skulle regeringen sørge for at genoprette noget af den økonomiske levestandard, som befolkningen havde tidligere.

Økonomiske modeller

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist December 2013

Det bedste legetøj for regnedrengene i Finansministeriet er de økonomiske modeller. Også mange meningsdannere er glade for økonomiske modeller. Modeller er der flere af med mere eller mindre eksotiske navne. ADAM og DREAM er de mest kendte. Men hvad er en økonomisk model for noget? Det er ikke en håndfast ting. I stedet er det en række regneregler og en bunke økonomiske data, som man så kan køre igennem den store regnemaskine og nå frem til mere eller mindre forbløffende resultater.

En meget simpel model kunne være en model over, hvor stor den danske befolkning vil være om et givet antal år. Indlægger man i modellen størrelsen af den danske befolkning i dag fordelt på alder og køn, og indlægger man samtidig nogle regneregler om, hvorledes befolkningsstørrelsen vil ændre sig fra år til år, altså om, hvor mange der bliver født, hvor mange der dør og om ind- og udvandring, så kan man regne ud, hvor stor befolkningen bliver næste år, om 10 år eller om 100 år. F.eks. kan man ud fra tidligere års erfaringer skønne, at en kvinde i gennemsnit vil nå at føde 1,9 børn og blive 81,9 år gammel. Men ændrer forudsætningerne sig, f.eks. ved at kvinderne føder flere børn, så rammer modellen skævt.

Man kan lave meget mere indviklede modeller, der kan forudsige fremtidens økonomiske situation, hvis modellerne virker. Og det gør de bestemt ikke altid, fordi de indlagte regneregler er upræcise eller direkte forkerte. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop udgivet en rapport om modellerne og deres begrænsninger. Hovedpointen er, at der i modellerne altid tages højde for, hvorledes skattesystemet virker. Modellerne er derfor på forhånd fodret med regneregler for, hvorledes bl.a. en skattesænkning vil påvirke udbuddet af arbejdskraft og produktionen.

Skatteministeriet har med sin model beregnet, at de lavere øl- og sodavandsafgifter øger beskæftigelsen med 150 personer, og finansministeriet har regnet sig frem til, at sætter man selskabsskatten ned med 1 milliard kr., så kommer der 50 flere i arbejde. De 50 flere, som modellen kom frem til, var dog ikke nok for finansministeriet, så de pudsede lidt på modellen og kom så frem til, at det måske er 600 flere, der kommer i arbejde.

Men de økonomiske modeller tager normalt kun højde for, at sættes skatten ned, så vil det – måske – i første omgang kunne give lidt flere i arbejde. Modellerne tager langt fra altid højde for, at skatterne faktisk går til noget godt, der kan skabe meget beskæftigelse og i øvrigt være til gavn for befolkningen. Det er klart, at hvis staten foretager investeringer for 1 milliard kr., så er det med i modellernes beregninger. 1 milliard mere i investeringer vil give 700 flere jobs, siger finansministeriets model.

Men bruges skatten til at højne servicen, så er det desværre ikke noget, som modellerne kan regne på, for de nødvendige regneregler er ikke lagt ind i modellen. Mere personale i daginstitutioner og flere lærere på skolerne er jo ikke bare en ekstra udgift. Tværtimod må det antages, at det giver en bedre og mere produktiv arbejdskraft. Et bedre sundhedsvæsen vil betyde, at de syge hurtigere bliver raske, og igen betyder det en mere produktiv befolkning. Offentlig forskning er ikke bare en udgift. Forskningens resultater vil på et tidspunkt omsættes til øget produktion og beskæftigelse. Sådan kan man blive ved: Har model byggerne ikke opsat regneregler for betydningen af offentlige udgifter, så regner modellerne med garanti galt, og jo flere år frem i tiden, man lader sin model køre og regne, jo mere galt går det.

Vi skal som kommunister og marxister naturligvis ikke bare afskrive alle økonomiske modeller. Faktisk opstillede Karl Marx i Kapitalen en økonomisk model, der viste, hvordan økonomien hang sammen. Og faktisk er et afgørende træk ved opbygningen af socialismen, at den økonomiske udvikling sker efter en plan, som kræver en model for at kunne virke. Men vi skal ikke bare tro på de beregninger, der kommer ud af de økonomiske modeller, som stort set altid er opbygget ud fra en borgerlig økonomisk teori.

DONG

Bo Møller

Bo Møller_9926

Kommunist november 2013

DONG Energy er landets største energiselskab. Selskabet leverer naturgas, olie, vindenergi og driver kraftværker. DONG har ca. 7.000 ansatte og omsatte sidste år for 67 milliarder kr. Selskabet er i dag ejet af især den danske stat (81 pct.), men også selskaberne SEAS-NVE og Sydenergi samt et par andre energiselskaber har mindre aktieposter. Men sådan skal det ikke være mere! I oktober måned blev det meddelt, at det amerikanske investeringsselskab Goldman Sachs skyder 8 milliarder kr. i aktier i DONG, mens pensionsselskaberne ATP og PFA indskyder henholdsvis 2,2 milliarder kr. og 0,8 milliarder kr. Hermed stiger DONG’s egenkapital fra 31,5 milliarder til 42,5 milliarder. Med den nye private kapital falder statens ejerandel fra de 81 pct. til 60 pct.

Boksehandske

Goldman Sachs regnes for et af de mest grådige investeringsselskaber i verden, og firmaets uhæmmede spekulation var i 2007 med til at udløse den krise, som stadig rammer verden hårdt. Firmaet har 30.000 ansatte, hvis arbejde består i at flytte penge rundt mellem firmaer og lande. Goldman Sachs regnes af mange for mere magtfuld end selv USA’s regering, så det er ikke en ligegyldig partner, der nu får stor indflydelse i DONG. Med de nye medejere følger naturligvis også bestyrelsesposter i DONG og en vis vetoret til amerikanerne og de danske pensionsselskaber.

Planen er samtidig, at DONG i 2018 skal noteres på børsen. DONG’s ønske om yderligere kapital skyldes planer om, at DONG skal kunne investere langt mere i udlandet. Det er altså ikke for at sikre energi i Danmark, at kapitaludvidelserne finder sted. De tidligere venstreledede regeringer har altid ønsket en privatisering af DONG, men har ikke kunnet komme igennem med det. Men det kan den socialdemokratisk ledede regering åbenbart. Finansminister Corydon er naturligvis glad for, at DONG hermed får tilført ny kapital. Den socialdemokratisk ledede regering og flertallet i folketinget kan ikke se nogen fare ved, at DONG fremover i langt højere grad skal satse på profit frem for på dansk energipolitik.

Når et amerikansk investeringsfirma får stor indflydelse i DONG, sker det ikke, fordi amerikanerne vil støtte en fornuftig energipolitik, der satser på vedvarende energi – nej, amerikanerne er kun interesseret i et stort overskud. Hvis børsnoteringen bliver til noget i 2018, vil yderligere profithungrende firmaer få indflydelse i DONG – om det så bliver det kæmpemæssige russiske Gazprom (Ruslands største virksomhed og verdens største naturgasselskab) eller andre, må tiden vise.

Kommunisterne har altid været modstandere af privatiseringer. Tværtimod ønsker vi bl.a., at hele energisektoren, dvs. ud over DONG også A.P. Møllers og andres udvinding af olie og gas i Nordsøen, bliver nationaliseret, så hele samfundet kan få gavn af landets naturlige rigdomme i stedet for, at de skal danne grundlag for privat profit. Samtidig vil et statsligt ejerskab af DONG og nordsøolien kunne danne grundlag for en langt mere grøn dansk energipolitik.

Det er rart at være millionær!

Den fattigste halvdel af verdens befolkning ejer kun 1 pct. af verdens samlede formue. Omvendt ejer de 10 pct. rigeste 86 pct. af verdens formue. Den allerrigeste gruppe bestående af 1 pct. af verdens befolkning ejer hele 46 pct. af verdens rigdomme. Der findes i verden 98.700 personer, der ejer mere end 50 millioner dollars – det er mere end 275 millioner kr. Blandt dem er der 3.100, der ejer mere end 2,7 milliarder kr. 46 pct. af dem, der ejer mere end 275 millioner kr., er amerikanere. 6 pct. af disse rigmænd er kinesere. Den mest ulige fordeling af formuerne finder man i Rusland, hvor de 110 rigeste ud af en samlet befolkning på 143 millioner ejer en tredjedel af alle landets værdier. Desværre er der ikke så mange kommunister blandt millionærerne – det ville jo ellers kunne give et godt bidrag til årets indsamling til KOMMUNIST.