Syge meldinger

Når uret bliver til ret er modstand en pligt

 Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist marts 2017

k-festival-7

Socialdemokraterne vil styrke den sunde kapitalisme. Kapitalismen er blevet syg. Sådan udlægger S-formand Mette Frederiksen en af årsagerne til, at de socialdemokratiske partier i Vesteuropa står i en politisk krise. I kølvandet på Brexit og valget af Trump fremhæver Mette Frederiksen de værdier, som var dominerende hos de socialdemokratiske partier frem til 70’erne. Hun påstår, at netop Socialdemokraterne er garanten for en ”reguleret” kapitalisme, der angiveligt kan genskabe trygheden og sikre lønmodtagerrettigheder og et velfærdssamfund!

Men garantien holder ikke og er tilmed hullet som en si. Virkeligheden er, at næsten alle folketingets partier, med Socialdemokratiet og Venstre i spidsen, har besluttet de mange angreb på den tilkæmpede kollektive velfærd, og udsalget af national selvbestemmelse igennem de senere år.

Lommediagnoser

Socialdemokratiet og andre partier i ”rød blok” er ikke reformistiske partier. De bygger på den samme nyliberale ideologi, som EU har traktatfæstet som den økonomiske og politiske model for det kapitalistiske samfund.

  • Socialdemokratiet er gået i spidsen for at tilslutte Danmark til EU’s finanspagt, som førte til nedskæringer i det offentlige og massefyringer.
  • Socialdemokratiet er indædte tilhængere af oprustning og det imperialistiske NATO.
  • Socialdemokratiet er for dansk deltagelse i imperialismens krige, som har skabt flygtningestrømme og som er en kilde til utryghed.
  • Partiets utilslørede neoliberale politik er i høj grad en kilde til den voksende utryghed og vælgerskred til Dansk Folkeparti.

Ifølge Mette Frederiksen er kapitalismen blevet syg, fordi den sociale kontrakt mellem kapital og befolkning er blevet skæv (og det er ikke, fordi der ryges for meget Cannabis). Hun peger derfor på, at den skal genoprettes og styrkes. Problemet er dog, at monopolkapitalismen efter kontrarevolutionens sejr i Sovjetunionen og andre socialistiske lande, har opsagt det historiske klassekompromis, der lå bag den danske model, som kun kunne eksistere under ganske bestemte historiske forudsætninger.

Fagbevægelsen indgår ikke i Mette Frederiksens behandlingsplan for sygdommen. En aktiv og militant kæmpende fagbevægelse er ikke en del af Socialdemokratiets vision for fremtidens Danmark.

Men ”Den syge kapitalisme” hverken kan eller vil ”helbredes” – den skal afskaffes, og der skal oprettes en arbejdermagt, en socialistisk stat. Det gøres bedst ved at deltage i den klassekamp, som raser her i landet og over hele kloden.

Skattemuldvarpe

De sidste mange regeringer har undergravet Skattevæsenet. Nu står der en strid, om beløbet er på 23 eller 27 milliarder, som SKAT har forkludret. De fleste kan næppe forestille sig så store summer, der bl.a. svarer til en Storebæltsbro med fryns.

Sagen henligger sjovt nok fortsat i tusmørke, og det samme gør ansvaret. Uden kritisk filter har underordnede medarbejdere i SKAT foretaget disse udbetalinger baseret på svigagtige eller ufuldstændige oplysninger. Pengene må betragtes som tabt for samfundet.

Det foregår ikke helt på samme måde for flertallet, det arbejdende folk. De skal i modsætning til arbejdskøberne skattelignes med tættekam.

Før sagen om den tidligere skatteminister, senere statsminister og krigsforbryder, Fogh Rasmussen, var man begyndt på en effektivisering og nedsmeltning af det dengang nogenlunde funktionsdygtige skatteministerium. En konsekvent udsmidning af professionelle ligningsfolk, der hentede deres løn hjem flere gange om ugen, burde have fået andre end kommunisterne til at råbe vagt i gevær.

Den nuværende skatteminister fra partiet Venstre – den 8. minister på ni år – bedyrer, at det lå Venstre fjernt at ødelægge skattevæsnet, så de store skatteydere slap nemmere. Når det alligevel er lykkedes at amputere skattevæsenet, må det skyldes ideologiske holdninger eller mangelfuld samtidsundervisning i ministerens skoletid. Tidligere skatteministre har ikke rettet op på den fejlagtige politik. I Folketinget sagde få fra.

Nye kriterier for opholdssteder

Vi vil i den kommende tid se Regering og Folketing fremsætte og vedtage flere lovforslag, hvor der er gået Trump i principperne.

Justitsministeren har i et lovforslag suspenderet flere retsgarantier. I forslaget tilsidesættes en specielt udpeget befolkningsgruppes fundamentale rettigheder. En slags åstedskriterium er opfundet. Man må ikke færdes i sit gamle kvarter. Har en rocker stukket en flad øretæve i Ishøj, skal han fremover, henvist pr. dom, stå af S-toget i Vallensbæk.

Justitsministeren må forventes at have samme planer for slå ned på arbejderklassens militante aktioner.

Princippet kan måske -bruges ved færdselsforbrydelser. Overtræder en bilist fartgrænsen på Lyngbyvejen, hvilket cirka to tredjedel gør, forbydes synderen at færdes på strækningen i x antal år. Sjovt nok har et forslag af den karakter næppe gang på jorden. Det vil stride mod retsprincipperne, vil regeringen sige.

Tragikomisk

Det er jo det med sammenhæng i tingene: Præsident Trump har forbudt muslimer fra syv lande at rejse ind i USA. Det gælder dog ikke personer fra verdens største muslimske land Indonesien og ikke fra Saudi-Arabien, hvor præsident Trump har forretningsinteresser. Sjovt nok mener man, at næsten alle 11. september-terrorister var fra Saudi-Arabien.

Den tidligere statsminister og krigsforbryder Anders Fogh Rasmussen mente før valget, at Trump var en katastrofe. Nu mener denne Fogh efter valget, at Trump er et friskt pust.

Og for at gøre det hele morsommere skal den tidligere statsminister og krigsforbryders republikanske statsborgersøn ifølge pressehistorier arbejde i Trumps administration.

 

k-festival-7

De højreorienterede venstreorienterede

 Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist februar 2017

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

EU ser ikke overraskende ud som en union, der nærmer sig sin opløsning. Der er ingen folkelig opbakning til den stadigt snævrere overstatslige union med dens nyliberalistiske politik til gavn for monopolerne og den herskende klasse. Inden for et år har EU lidt fire store nederlag ved valgurnerne:

       Først var det i Danmark i december 2015 med et nej til at opgive rets-forbeholdet

      så i Holland med et nej til handelsaftalen mellem EU og Ukraine

       så for EU det smertelige Brexit

       og i december 2016 en tabt folkeafstemning i Italien, der skulle skræddersy den italienske forfatning til EU.

EU-kommissionen har selvfølgelig prøvet at neddysse disse valgnederlag. Det er en kendsgerning, at det europæiske samarbejde tydeligvis er blevet svækket, men alligevel prøver man at fastholde det udbyttende system, som allerede lider af dødskramper.

Men mange folkelige protester er ikke et udtryk for et opgør med EU-eliten, men derimod for en folkelig populistisk forståelse, der har til hensigt at fastholde EU-samarbejdet. Denne afvisning af EU-kommissionens arbejde kan sammenlignes med, hvad der foregik i USA i forbindelse med præsidentvalget. Det var de samme folkelige protester, der gav Trump valgsejren.

Trumps valg til præsident i USA har ikke overraskende ført til den analyse, at det var venstrefløjens skyld, at han vandt, fordi denne venstrefløj bliver ved med at insistere på egen moralsk overlegenhed.

Selv blandt folk, der brødebetynget indrømmer at tilhøre venstrefløjen, har den forklaring sine tilhængere. Igen og igen støder vi på påstanden om, at det i virkeligheden er denne venstrefløjs arrogance, som gjorde Trump til præsident.

Hvilken venstrefløj taler vi om?

Det vigtigste spørgsmål er midlertidig: Hvilken venstrefløj taler vi om? Den, som pressen betegner som venstrefløj, som her i landet går under navnet Rød Blok, og som findes overalt, moralismens venstrefløj, som har Clinton og Obama som nogle af sine helte. Det er den venstrefløj, som forfølger almindelige mennesker med deres opbakning til EU og NATO.

Problemet med denne venstrefløj er ikke, at den er alt for moralistisk og arrogant. Problemet er heller ikke, at den ikke har fornemmelse for folks virkelige problemer, at den ikke vil lytte til folket. Problemet er at denne venstrefløj (Rød Blok) ikke er en venstrefløj.

Moralistiske argumenter udpeger det enkelte individ som den skyldige, men hvis der er noget, som en virkelig venstrefløj ikke gør, så er det at bruge individualistiske forklaringer. Endnu vigtigere er det, at denne såkaldte venstrefløj længe har stået for en økonomisk politik, som har købt alle neoliberalismens præmisser. I praksis har denne såkaldte venstrefløj længe været højreorienteret på alle væsentlige punkter.

Den anden venstrefløj, som dukker op engang imellem i forskelligartede skikkelser, er i USA`s tilfælde en Bernie Sanders, der egentlig blot er ”New Deal socialdemokrat” eller i Danmarks tilfælde Enhedslisten, som også er en slags ”New Deal socialdemokrater”.

 

Den egentlige venstrefløj

Den tredje venstrefløj, som desværre ikke er så fremtrædende, er den kommunistiske bevægelse. Det, der kendetegner den kommunistiske bevægelse er, at den ikke kun vil høre på stemmerne fra arbejderklassen, men at kommunister insisterer på at analysere symptomerne på systemets forfald, hvor den ”højreorienterede venstrefløj” ser et moralsk forfald i stedet.

Det kapitalistiske system fremkalder en myriade af årsagssammenhænge men først og fremmest er det de økonomiske symptomer på et system, der ikke længere kan opretholdes, som vi tager udgangspunkt i. Kommunister lytter, men vi gør mere end det. Vi fremlægger forslag, som tager højde for de virkelige frustrationer blandt folket, der somme tider kommer forvrænget til udtryk i had og aggression.

Kommunisme er det eneste reelle modsvar til det yderste højre og kapitalismen som system. Man kan være sikker på, at hvor vi end kæmper, bliver vi angrebet, aggressivt af både højrefløjen og den højreorienterede venstrefløj.

Hvor meget uenighed der kan stables op mellem Clinton og Trump eller mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet, er de alle enige om, at intet grundlæggende skal ændres i den økonomiske politik og i det politiske system.

Når man afviser kommunisternes politik nationalt som internationalt som utopisk, naiv eller farlig for arbejderklassen, gør man det i håb om at skabe en enighed om, at den højreorienterede venstrefløj er den eneste ”realistiske” venstrefløj.

På besynderlig vis er analysen, der siger, at venstrefløjen bærer skylden for Brexit og Trump, således helt igennem korrekt bortset lige fra, at den er helt forkert. Det skal forstås på to måder: Venstrefløjen er skyld i Trump og Brexit – men kun fordi den ikke er venstreorienteret, eller også fordi den kommunistiske bevægelse er svag.

Vi kommunister har brug for, at mange, mange flere bliver klar over, at vi eksisterer og at vi har en politik på alle områder af samfundslivet. Der er brug for mere mobilisering ikke mindst på landets arbejdspladser, nu hvor de kommende overenskomstforhandlinger står for døren.

Men der også brug for, at kommunisterne bliver mere synlige i kampen mod det sammen rend af partier og grupper med socialisme i deres navne, som i alle væsentlige sammenhænge er ærkeborgerlige og samfundsbevarende.

 

k-festival-7

Gør op med kapitalismen

 Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist januar 2017

Kommunistisk nytårsbudskab: Enten fortsætter vi ad NATO- og EU-imperialismens vej, som betyder konstant krig, oprustning, ekstrem ulighed og udplyndring af klodens ressourcer, eller vi tager et opgør med kapitalismen og skaber et socialistisk samfund.

Så er året 2016 løbet ud. Det har været et år, hvor kapitalismen nationalt som internationalt har skærpet klassekampen. Her i landet har statsministeren forlænget sin tid på posten med dannelse af en ny regering, men hvad angår politikken, er den ikke ny. Nu har Liberal Alliance og Konservative fået ministerposter endda af den tunge slags.

Erhvervslivet jubler over den nye regering – det forstår vi godt. De har slået på tromme for netop denne regeringsdannelse, som styrker det borgerlige Danmark på den korte bane. De tre partier repræsenterer den samlede økonomiske elite, den herskende klasse, finanssektoren, den gamle industrikapital og storlandbruget. Især Liberal Alliance blev presset af sit bagland i skikkelse af tunge erhvervsdrenge og organisationer som Bæredygtigt Landbrug, der ikke ønskede ultimative krav om topskat, når regeringen vaklede.

 

Tilbage til sultens slavehær

Arbejdsgiverne skal forkæles, som erhvervsminister Brian Mikkelsen så smagfuldt udtrykker det. Arbejdsgiverne honoreres nu med endnu flere lettelser i skatte- og afgiftspolitikken af den kæmner-bande, som udgør regeringen. Det skal være lettere at være arbejdsgiver, og selskabskatten skal have endnu et nøk nedad, lyder det i det 83 siders ordrige regeringsgrundlag. Trekløver-regeringen forsætter de tidligere regeringers kurs med fuldstændig afmontering af tilkæmpet velfærd. Fattigdomsgørelsen af danskerne skal fortsætte, ja vi skal tilbage til ”den sultne slavehær”, som Lars Løkke for nogle år siden udtrykte sig.

 

Mere til krig – mindre til borgerne

Den offentlige sektor skal kun vokse med 0,3 procent, hvilket reelt betyder nedskæringer. Samtidig vil regeringen lydigt følge EU’s finanspagt. Trods mange flotte ord om ældre og velfærd og med udnævnelse af en ældreminister- en glansbillede figur – er der lagt op til nye sparerunder på alle områder i det offentlige med undtagelse af krigsministeriet.

Til gengæld kan finanssektoren ikke få armene ned over udsigten til mere deregulering og regneark-drengenes frie leg med kurver og tal. Der varsles frit spil til pirattjenester som Uber. Regeringen vil ophæve begrænsningen på antallet af tilladelser til taxikørsel og fjerne ”unødvendige adgangsbarrierer” og krav til teknologi i branchen. Visionen gælder ikke kun hyrevogne. Planen er et Uber-samfund, hvor rengøring, byggeri, undervisning osv. udføres til dumpingpriser. Liberal Alliances nye ministre Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll har fået indskrevet ”ovennævnte herligheder” i regeringsgrundlaget, da de ikke i denne omgang kunne få 5% nedslag på topskatten.

Ambitiøse klasseinteresser

Udenrigsministeren, denne Samuelsen, har tidligere udtalt, at ”vores udenrigspolitik er, at vi skal gøre det, som amerikanerne beder os om”. Imperialisterne kan være helt trygge. Selvfølgelig ændres intet på den front.

Det hedder sig, at regeringen skal være ambitiøs. Ambitiøs over for den klasses interesser, som de repræsenterer og får goodwill fra. – Vi har en stor ambition om en ambitiøs politik, vi er ambitiøse partier med ambition om ambitioner, og det er en stor ambition at være ambitiøse. Læs det lige engang til – mage til vrøvl kommer fra statsministerens parti, der i årevis har lanceret det ene tomme slagord efter det andet, for at vælgerne skulle stemme på dem. Men Venstre ved man jo, hvor man har. Det kan enhver komme og sige, og gør man det tilstrækkeligt ofte, så begynder mediefolk at sige det samme, især da et synligt antal selv er venstrefolk.

 

Fattigdom som konsekvens

Mennesker måles på deres handlinger, hvilket selvfølgelig også gælder partiledere og ministre, men også på, hvad der kommer ud af munden på dem. Indholdet er det rene plat, men det er farligt plat.

Den indsamling, som foregik først i december, var ikke til verdens fattige børn eller flygtninge, men til fattige mennesker i Danmark. For første gang siden 1938 havde Kirken Korshær arrangeret en landsindsamling til fordel for fattige mennesker herhjemme. Årsagen er kendt blandt dette blads læsere. Der bliver flere og flere fattige, så det kræver politisk handling nu. Samme toner lyder fra hjælpeorganisationerne, som slår fast, at december-indsamlingen også skal ses som en protest mod den stigende fattigdom.

Indsamlingens relevans viste på en håndgribelig måde konsekvenserne af EU-kapitalismens politik, som de herskende politiske partier har gennemført. Som chefen for Kirken Korshær påpeger, så udfører organisationen socialt arbejde, som ikke burde være nødvendigt i dagens Danmark.

 

Fra rettigheder til almisser

Men vi kommunister er bevidste om, at den stigende fattigdom er skabt af partierne i Folketinget, hvor de fleste har en skjult dagsorden. Jo større fattigdom, jo mere usikkerhed mennesker oplever, når de bliver syge eller arbejdsløse, des nemmere er det for arbejdsgiverne at presse løn og arbejdsforhold til et lavere niveau. Landsindsamlingen markerede et skred i den danske socialpolitik, et skred, der har sit udgangspunkt i sammenbruddet i Sovjetunionen og i de andre socialistiske lande.

Siden socialreformen i Kanslergadeforliget i 1933 er sociale ydelser i stigende grad blevet betragtet som en rettighed og ikke som en almisse. Det har været grundstenen i kampen for bedre forhold. Og netop den grundsten angribes i alle EU-lande i disse år.

Når sociale ydelser bliver så dårlige, at menneskene ikke kan leve af dem, er vi tilbage til almisserne. Fattige mennesker skal helt ned på knæ, så de kan tage sig sammen, som regeringen så frækt siger.

GODT NYTÅR

 

k-festival-7

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist december 2016

Den skærpede klassekamp

Voksende modstand mod den neoliberalistiske kapitalisme

Finansloven og Venstreregeringens 2025-plan, som nu skal skærpes i det nye regeringsgrundlag, opererer med 30.000 ekstra arbejdspladser, som følge af de tiltag, planen vil iværksætte udover de 200.000 jobs, der forventes i forvejen. Altså i alt 230.000 flere arbejdspladser. Kommunisterne tøver ikke et sekund med at kalde disse tal for det rene blålys, som foregøgler en planmæssig fremgang over ni år, som ingen, absolut ingen, kan garantere under det kapitalistiske system. Det eneste sikre under kapitalismen er, at der kommer økonomiske kriser, nye virksomhedslukninger og nye fyringsrunder.

 

Mere af det samme

Den forventede vækst og jobskabelse skal alene foregå i den privatkapitalistiske sektor. Den offentlige sektor skal forsat skæres ned. Af ideologiske grunde skal privatkapitalisterne ”forkæles”. Mere vil have mere! Funktioner som vand, varme, affald og andet skal privatiseres og dermed blive mål for profit. På trods af en massiv og kostbar fiasko i forbindelse med privatiseringen af plejesektoren, hvor det ene firma efter det andet går fallit, drøner man på med nye privatiseringer overalt, så der kan skabes profit for kapitalen. Går de fallit, kan skatteyderne og det offentlige betale for fallitboerne.

Samtidig oplever vi, at den private sektor lukker og nedlægger tusindvis af arbejdspladser – nogle fordi produktionen flyttes ud af landet, andre som Novo, Danske Bank, Post Danmark og Vestas på grund af indskrænkninger.

 

Modstanden vokser

Men en folkelig modstand er ved at tage form. Vi skal mange år tilbage for at finde så mange protester, manifestationer og demonstrationer, som det har været tilfældet i 2016. Alle har haft et klart budskab. Nu er det nok! Bredt, flot og folkeligt tilbød disse tiltag deres solidaritet med dem, der bliver ramt af krigs- og EU-politikken, kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, nedskæringer som følge af dyre krige og kampfly.

nej-til-loekkes-loegne

 

Ungdommen svigtes

Ungdommen havde i oktober en stor og flot demonstration mod milliardnedskæringer på uddannelse og SU. Og det er ikke kun den danske ungdom, der er svigtet. Det bliver hele Europas ungdom. I alle EU-lande er tendensen den samme. Bruxelles (læs kapitalismen) svinger sin nedskærings-taktstok over alle medlemslandene. Der skæres på de offentlige udgifter herunder på uddannelserne.

Det bliver dyrere at tage en videregående uddannelse og vanskeligere at gennemføre en erhvervsuddannelse på grund af mangel på praktikpladser, fordi arbejdsgiverne har fokus på profit – fremfor fremtiden. EU-toppen er helt bevidst om, at dens politik stjæler de unges fremtid, men den kyniske politik fastholdes alligevel, selvom en række europæiske fagforeninger og økonomer anbefaler et opgør med nedskærings- og privatiserings politikken. Et sådan opgør må og skal være et opgør med selve det kapitalistiske system.

 

EU stjæler unges fremtid

Kapitalismen og EU`s medlemslandes regeringer kender den håbløshed og fortvivlelse, der rammer de unge. Instituttet Eurobarometer har tidligere i år undersøgt de unges situation og deres syn på fremtiden. Svarene i undersøgelsen ”European Youth in 2016” fra ca. 10.000 unge mellem 16 og 30 år er rystende.

I Grækenland, hvor arbejdsløsheden er omkring 25 procent og ungdomsarbejdsløsheden rammer halvdelen af alle unge, oplever 93 procent af de unge, at de bliver svigtet. I Danmark er andelen 31 procent. I EU som gennemsnit oplever et flertal på 57 procent af de unge, at EU’s krisepolitik koster dem fremtiden. Eurobarometer spurgte de unge: Oplever du, at unge i dit land, er blevet marginaliseret under den økonomiske krise, altså udelukket fra det økonomiske og sociale liv?

I Grækenland svarede 93% ja, i Portugal 86%, i Spanien 79%, i Italien 78%. Selv i landene i den ”bedste ende” svarer næsten en tredjedel af de unge i Danmark og Tyskland ja til det skæbnesvangre spørgsmål. Det er et halvt år siden, at EU fik disse svar.

Men intet er forandret, intet er sket. Hvis der skal ske forandringer, må de unge organisere sig og protestere. Netop en sådan manifeststation var aktionen i oktober en del af.

 

”Social mobilitet” mod bunden

De skiftende regeringer har fortalt ungdommen, at alle skal have en uddannelse og det er deres mål at opfostre den bedst uddannede ungdomsgeneration nogensinde. Men både EU og skiftende danske regeringer fortsætter med at lægge hindringer i vejen. Mere end hver tiende ung er sparket helt ned på bunden, henvist til en tilværelse som jaget vildt med kontanthjælpsloftet. De er ofre for kapitalismens politik, der skaber en udstødt, mishandlet og foragtet underklasse af arbejdsløse, der lever kortere og har et dårligere liv end de fleste. En social bund, som alle kan frygte at havne i. Fremtiden for dem er som billig arbejdskraft og løntrykkere uden rettigheder. Denne gruppe bliver større med hver ny generation af unge. Og bunden af udstødte bliver suppleret med arbejdsløse, syge og forulykkede fra tidligere generationer, der er røget ud af job, ud af dagpengesystemet over på kontanthjælp og så helt ned. Social mobilitet som det hedder i de borgerlige medier og i de herskende politiske partier.

 

Klassebestemt fremtid

Denne klassepolitik er traktatfæstet og obligatorisk for alle EU-lande og gennemføres af den herskende klasse. Vi går med stormskridt hen imod en skole- og et uddannelsessystem for de, der har råd og rige forældre – mod et klassebestemt uddannelsessystem.

For at ingen skal opdage, hvad der i virkeligheden foregår, sætter man generationerne op mod hinanden. Generationerne efter de nuværende bedsteforældre ”68`erne” har været udsat for et ”generationstyveri”. Og den nuværende forældregenerations børn berøves deres fremtid. Det er en kendsgerning at 68-ernes børn var den første generation, som har fået det ringere som voksne end forældregenerationen, og deres børnebørn har endnu ringere fremtidsudsigter.

Der er brug for et ungdomsoprør, et oprør vendt mod systemet, det kapitalistiske system.

 

 

k-festival-7

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist november 2016

Venstrefløjen og de falske ideer

Kapitalismen har ikke noget menneskeligt ansigt

Alting fødes, udvikles, ældes og dør. Denne naturlov gælder også for historien. Den cyklus, som begynder med fødslen og afsluttes med døden, sætter sig igennem i enhver samfundsøkonomisk formation. Det skete i klan-, slave- og feudalsamfundet. Og det vil ubønhørligt ske for kapitalismen og enhver anden form for økonomi og samfund, som måtte komme senere, såvel i en overskuelig fremtid som i den fremtid, vi ikke engang kan forestille os. Det er selvfølgelig umuligt at vide, hvornår og hvordan kapitalismen vil gå under. Men det er tydeligt, at den befinder sig i en fase af fremskreden senilitet. Og hvis den ikke afgår ved døden som følge af en revolutionær samfundsforandring, vil dens livscyklus afsluttes med menneskehedens udslettelse!

 

Kritik utilstrækkeligt

Hvis man tager den danske venstrefløj i meget bred forstand og dens analyser af ny-liberalismen, begår den ofte den fejl at bedyre, at ny-liberalismen er den grundlæggende årsag til de onder, som har plaget menneskeheden siden slutningen af 1970`erne. Hvis problemet er, at der føres en ”dårlig politik” i Danmark og i resten af den kapitalistiske verden, vil det være nok at ændre den til en ”god politik”. Men er dette tilstrækkeligt – og muligt? Den virkelige årsag til den forværring, som har ramt menneskenes livsvilkår, er en tilspidsning af kapitalismens almene krise. Denne krise driver den herskende monopolistiske elite til at udnytte alle sine politiske, økonomiske og militære resurser – med fokus på ideologisk og kulturel dominans. Det er her ny-liberalismen træder ind på scenen for at spille sin rolle som doktrin, der kan sikre koncentrationen af rigdom for de få og legitimere den uhørte vækst i ulighed, polarisering og social udstødelse. Så kampen mod ny-liberalismen kan bruges, når det drejer sig om social mobilisering, men den kan kun være effektiv, hvis den føres som en kamp mod kapitalismen.

 

Tågesnak

Efterhånden som kapitalismens krise afslører følgerne af den liberalistiske doktrin, kommer ”venstrefløjen”, hvorunder Socialdemokratiet i denne sammenhæng også hører til, systemet til hjælp og tilbyder som tidligere i historien sine tjenester mod til gengæld at få en plads inden for det globale system. En af disse tjenester er at give ny-liberalismens ideer og politik en ”menneskelig” fremtoning, som gennemtrænger en stor del af ”venstrefløjens” debat, teoretiske produktion og politiske praksis. Dette pakkes ind i en snak, om kapitalismens ”evne til at komme til hægterne” og fuldbyrdelsen af et ”civilisationsskifte”, som angiveligt aldrig mere vil gøre det muligt at forstå verden og langt mindre at forandre den. Det er de revolutionæres og ikke mindst kommunisternes opgave at tilbagevise disse myter.

 

EU for ny liberalisme

Lad os tage nogle eksempler. På Socialdemokratiets kongres i september forsøgte Mette Frederiksen at snakke sig til, at partiet skulle ”tilbage til rødderne”. Men den politik, såvel nationalt som internationalt, som partiet fører, er indholdsmæssigt styret efter den kapitalistiske taktstok. Og det er i Danmarks tilfælde efter Storkapitalens og EU’s taktstok. De ledende Socialdemokrater erkender, at den udbredte EU skepsis i befolkningen ikke kan bortforklares med, at de EU begejstrede partier ikke har formået at forklare EU’s lyksaligheder, og at Socialdemokratiet, SF og Det Europæiske Venstreparti derfor må søge at styre EU i retning af et mere socialt projekt.

 

Ny-liberalismens reformer

I dag er det ikke Socialdemokraterne i Europa, der styrer EU, men omvendt, de Europæiske Socialdemokrater har nogle grundlæggende principper for den økonomiske politik:

  • Overholdelse af den EU dikterede budgetlov
  • Nye besparelser skal finansiere nye udgifter
  • Overholdelse af EU’s stabilitets- og vækstpagt
  • Overholdelse af EU’s finanspagt
  • At binde valutaerne til euroen

Det er at lægge sig ned for EU’s økonomiske diktatur og dermed det kapitalistiske markeds diktatur. Så længe vi er med i EU, så længe vi har kapitalisme, er der statsgaranti for, at det er markederne, der styrer samfundsmekanismerne. Derfor vil Mette Frederiksen ikke love at afskaffe kontanthjælpsloftet eller rulle dagpengeforringelserne tilbage. Denne ”reform” driver titusinder og atter titusinder ud af A-kasserne. Derfor lyder kritikken af regeringens topskattelettelser hult, når den tidligere socialdemokratisk ledede regering selv lettede topskatten. Så med Socialdemokraterne, SF og andre ”venstrekræfter” ved roret vil det fortsat være kapitalen og deres EU, der styrer og bestemmer.

kapitalismen-er-vejen-frem

Debat om fremtidens system

Historien viser, at progressive reformer under kapitalismen kun er foregået på de steder og i de perioder, hvor det var foreneligt med kapitalismens reproduktionsproces og arbejderklassens styrke i klassekampen. Kun en revolutionær samfundsomformning, uanset under hvilke former den gennemføres, kan løse arbejderklassens problemer. Men det er heller ikke tilstrækkeligt blot at kende alle de dårlige sider af det kapitalistiske samfund, som vi ønsker at knuse, eller blot at kende alt det positive i det socialistiske samfund, som vi ønsker at skabe. Det er nødvendigt at skitsere konturerne af det samfund, som vi ønsker. Der findes givetvis ikke socialisme uden socialistisk demokrati, forstået som et politisk system, der ikke kopierer eller låner fra det borgerlige demokrati, men baserer sig på en folkelig deltagelse og repræsentation, der er i stand til at skabe enighed. Altså enhed i tanke og handling omkring kardinalpunkterne i den socialistiske opbygning. Men det er en anden diskussion, som kommunister og andre progressive nødvendigvis må tage.

 

 

k-festival-7

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist oktober 2016

Ideologi er også klassekamp

Sproget bruges bevidst i klassekampen

Af Arne Cheller,

I forbindelse med at angrebene på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder for alvor tog fat, er der også foregået en omfattende idemæssig kamp i Danmark. Ord og begreber og ikke mindst deres betydning har ændret karakter i et større omfang, end vi tidligere har oplevet.

Med ordet liberal forbinder de fleste tanken om fri- eller storsind. Det fremstår som et politisk plusord, som mange politiske partier kan samles om – især Venstre, Liberal Alliance og deres tænketank Cepos.

Forvirring af begreberne

Af Cepos’ statutter fremgår det, at man ønsker ”en begrænset statsmagt”, en ”begrænset støtte fra det offentlige til befolkningen … fri konkurrence og frie markeder”. Men det har intet at gøre med et liberalt fri- eller storsind. Det handler derimod om den liberalistiske tanke om de frie markedskræfter i vor tids kapitalisme, hvor enhver er sin egen lykkes smed, vind eller forsvind, den stærkes ret, mindre stat – mere privat osv.

Da partiet Alternativet fremsatte forslag om en 30 timers arbejdsuge – et forslag som i øvrigt blev fremlagt af 3F Ungdom – til vurdering i Finansministeriet, brugte partiet udtrykket ”neoliberal” om de regnemodeller, som ministeriet lagde til grund for sine vurderinger. Udtrykket neoliberal er økonomislang – og noget vrøvl. Hvordan kan regnemodeller være liberale, altså fri- eller storsindede?

monopolkap

Ord skifter mening

Arbejderbevægelsen og dens fagforeninger burde gøre sig klart, hvad der kunne opnås af opmærksomhed, hvis man konsekvent korrigerer de mange, som ikke skelner mellem det at være liberal og liberalismen som ideologi.

Regeringen og regeringerne før den har været ganske sprogbevidste. Det er f.eks. lykkedes dem at få alle til at tale om tilbagetræknings-, kontanthjælps- og dagpengereformen. For nogle årtier siden betød ordet reform ellers udelukkende positive ændringer for arbejderklassen, men nu bruges ordet til at dække over forringelser, uden at det øjensynligt generer fagbevægelsen.

Frihed for borgerskabet

Regeringen og dens støttepartier hævder, at historien viser, at ”borgerrettighedsbevægelser” altid har haft ”liberale bannerførere”.

Men hvad skete der med arbejderklassen – den største og mest undertrykte klasse – da den i 1800-tallet søgte at gøre brug af disse borgerrettigheder? Borgerskabet forhindrede arbejderklassen i at bruge disse rettigheder. Udtrykket borgerlige frihedsrettigheder er derfor ganske dækkende. Disse rettigheder gælder kun for borgerskabet. Det var arbejderbevægelsen, som kæmpede for, at disse borger- og frihedsrettigheder fik gyldighed for alle mennesker i landet – det var ikke de borgerlige, hvoraf nogle kaldte sig og kalder sig liberale.

Louis Pio var en af dem, der tog initiativ til at samle arbejderklassen i et politisk parti Socialdemokratiet. Socialdemokratiet og fagbevægelsen indkaldte i maj 1872 for første gang Københavns arbejdere til et friluftsmøde. Det skulle finde sted på Blegdammens Fælled den nuværende Fælledpark. Anledningen var en langvarig murerstrejke, der gjaldt en forkortelse af den 13 timers lange arbejdsdag med en sølle time. Men det ville murermestrene ikke gå med til.

Den daværende borgerlige regering forbød ikke bare dette første arbejder friluftsmøde i København. Den forbød samtidig socialdemokratiske møder, hvilket stred mod Grundlovens ord om forsamlingsfrihed.

Pio fastholdt imidlertid, at mødet skulle gennemføres. Mange arbejdere mødte frem. De blev mødt af et talstærkt politi og militær, som skred hårdt ind. Det udviklede sig til Slaget på Fælleden. Pio var forinden blevet arresteret. Ved Højesteret blev han idømt fem års ”Forbedringshusstraf”, bl.a. fordi han ville gennemføre en socialistisk samfundsorden. Senere blev han udvist til USA.

Grundlovsbrud på brud

Socialdemokratiet var i mellemtiden blevet opløst af den daværende borgerlige regering. Det var i strid med Grundlovens ord om foreningsfrihed. Udgivelsen af Pios avis ”Socialisten” blev lagt hindringer i vejen, hvilket var i strid med Grundlovens ord om ytringsfrihed.

Den nationalliberale justitsminister A. F. Krieger, som havde ansvaret for overgrebene, var en af grundlovsfædrene. Der kan historisk nævnes adskillige andre overgreb, hvoraf forbuddet mod Danmarks Kommunistiske Parti i 1941 er det mest kendte. Magthaverne og deres politiske partier har ageret i modstrid med de frihedsrettigheder, som de ofte lovpriser i høje toner.

Liberalismen som intellektuel tradition har formået at præsentere sig selv gennem en række store tænkere, der nobelt og ædelt har reflekteret over frihed og rettigheder. Men den har også gennem historiens løb været medvirkende til slaveri, kolonialisme, folkemord, racisme, arbejderundertrykkelse og bekæmpelse af demokrati.

Sorte rødder

Konservatismen bekæmpede oprindelig liberalisme, demokrati og nationalstat. I mellemkrigsårene hjalp konservatismen fascismen til magten i flere lande. I store dele af Europa gik den herskende klasse først ind for borgerligt demokrati efter nazismens og fascismens nederlag i Anden Verdenskrig. I dag arbejder monopolkapitalismen på at monopolisere det, de kalder demokrati, ved undertrykkelse, krigsforberedelser og angreb på arbejderklassen – politisk, økonomisk og ideologisk. Denne galskab skal stoppes, inden det er for sent.

 

Arne Cheller-9943

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist september 2016

Frygt som strategi

Hovedformålet er sikring af den globale kapitalismes uhindrede funktionsmåde

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

NATOs topmøde i Warszawa den 8.–9. juli satte en ny dagsorden for krigsforberedelse og krig. Det blev besluttet at fortsætte og intensivere

  •        politisk aggression og troppeopbygning mod Rusland
  •        krigene i Mellemøsten
  •        det militære samarbejde med EU og oprustning i EU
  •        et omfattende pres på medlemslande som Danmark, der i forvejen er gået krigens vej, om at øge krigsbudgetterne dramatisk.

Gennem NATO deltager Danmark i et kæmpe imperialistisk projekt ledet af USA, hvor en global magtovertagelse er øverst på dagsordenen. Danmark er tildelt en særlig rolle i denne politiske strategi, en rolle i forhold til ”Nordflanken” i Østersøområdet og Arktis.

Permanente tropper

På baggrund af terrorfrygt og russerskræk blev der besluttet nye tiltag rettet mod ”truslen fra øst”, ”truslen fra syd” og – helt centralt – et tættere militært samarbejde med EU.

I de østeuropæiske medlemslande skal NATO have en ”fremskudt tilstedeværelse”. I stedet for som hidtil at vise muskler gennem store militærøvelser bliver der nu stationeret permanente tropper i de baltiske lande og i Polen. I hvert af landene vil der fra begyndelsen af 2017 blive udstationeret en NATO-bataljon med 1.000 kampklare soldater på vedvarende basis. Danmark vil fremover sende 200 soldater til Estland.

Amerikanske tropper vil fra 2017 være permanent til stede i de østeuropæiske medlemslande. USA vil have en permanent kampbrigade på 5.000 mand i disse lande. Samlet vil USA have tre brigader i Europa.

Flere penge til militæret

På NATO-topmødet i Wales i 2014 var der enighed blandt alle regeringsledere omkring målsætningen om at bruge 2% af BNP på militæret fra 2024 – uden at lederne af Socialdemokraterne og Venstre gjorde større væsen af Danmarks tilslutning til denne målsætning. ”USA trækker hele læsset” hedder det under Folketingets debatter om den militaristiske udenrigspolitik. Men hvorfor skal folket overhovedet spændes foran imperialismens og ikke mindst USA’s ambitioner om verdensherredømme? Der findes ingen militære trusler, der begrunder denne oprustning.

Regeringen har hidtil forholdt sig passivt til kravet om at bruge 2% af BNP på militæret, da krigspolitikerne har lagt stor vægt på påstanden om, at købet af nye kampfly til en pris på over 90 milliarder kan klares inden for budgettet og dermed fremstår som ”gratis”, og at udgiften til kampflyene ikke har indflydelse på de fortsatte nedskæringer i arbejderklassens tilkæmpede rettigheder.

Danmark har brug for mere muskelkraft i det kommende forsvarsforlig, hvis Danmark stadig skal kunne stille op hver gang NATO kalder, udtalte statsministeren. Socialdemokraterne er enige.

EU-NATO-enhed

Det var ikke kun NATO-landenes repræsentanter, der mødtes i Warszawa. EU`s top var også med. På mødet blev der underskrevet en fælles erklæring om et stærkere militært samarbejde. Det er ikke tanken at lave en parallel militær opbygning – NATO og EU skal supplere hinanden efter en fælles strategi og under en koordineret ledelse.

Det drejer sig bl.a. om et fortsat forsvar af EU`s ydre grænser, hvor NATO-skibe nu patruljerer i Middelhavet. I Østersøregionen oprustes der tilsvarende med en direkte adresse til Rusland.

NATO’s flåde fik på topmødet et udvidet mandat til at gå ind i bevogtningen af EU. NATO samarbejder nu med EU om overvågning og kontrol af flygtninge, efterretning, overvågning og våbenkontrol i hele Middelhavsregionen. På denne måde udvides mulighederne for Danmarks deltagelse i militære EU-operationer gennem NATO-medlemskabet.

Lars Løkke udtaler helt uden hensyntagen til det danske forsvarsforbehold: ”Der er et betydeligt perspektiv i et tættere samarbejde mellem EU og NATO”.

Et andet område er Cyberkrigen, hvor NATO har besluttet en ny strategi for angrebskrig i cyberspace. EU har netop fremlagt et vigtigt strategidokument med principperne for EU’s globale strategi, som bygger på en tæt integration med NATOs militære styrker.

USA demokrati

Så nogle vil måske spørge, om dette vil blive ændret med valget af en ny præsident i USA? For de nuværende imperialistiske magthavere er USA’s præsidentvalg anno 2016 trukket op i klarest tænkelig kontrast:

Trump-figuren er en ond og vulgær klovn – en mandschauvinist som selv mange fra hans eget parti ikke kan støtte. Problemet er, at det såkaldte borgerlige demokrati muligvis er en fordel for folk med en tyk tegnebog, men det borgerlige demokrati er ikke godt for den amerikanske arbejderklasse.

Hvad er det for en bredt favnende og omfattende ”demokratisk” enhed, som vi nu ser?

Alle de gode samfundsstøtter er med:

  •        fra Wall Street til socialdemokraten Bernie Sanders’ tilhængere
  •        fra resterne af Occupy-bevægelsen til big business
  •        fra fagforeninger og krigsveteraner til økologer

hersker der forfærdelse over Trumps rabiate og demagogiske forslag.

Men i denne forvirring svækkes den folkelige vrede, som fødtes med Trump som fænomen og med Bernie Sanders berettigede krav. Generelt har de begge givet stemme til en massiv og udbredt social og politisk utilfredshed – den ene ved at fremture med den velkendte højre populisme, den anden ved at bruge arbejderklassens krav om sociale forbedringer.

Den sociale utilfredshed

Arbejderklassens krav og kamp mod kapitalen ender med at blive blandet sammen med kampe for kvindernes og homoseksuelles rettigheder, med opbakning til multikulturalisme og med bekæmpelse af diskrimination. For Clinton-familien er det strategiske mål at skille disse kampe fra arbejderklassens krav om social retfærdighed.

Clintrump

Budskabet som Clinton lejren har til arbejderklassen er: I kan få, hvad I kræver så længe vi kan fastholde det i uændret form, som betyder noget for os: Den globale kapitalismes uhindrede funktionsmåde.

Trump og Clinton vil begge være en ulykke for arbejderbevægelsen i USA og for det internationale samfund. Der må kæmpes for radikale alternativer, som betyder, at landene fjerner kapitalismen og opbygger socialistiske samfund i stedet.

 

Arne Cheller-9943

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist august 2016

Forleden dag mødte jeg en tidligere kollega, – en malersvend – som jeg i mange år arbejdede sammen med på B&W skibsværft. Vi mindedes vores mange brave kolleger. Snakken gik: Hvordan går det mon med ”kartoflen”, ”pomfritten”, ”fuppen”, ”løberen” – kært barn har mange navne – og på B&W skortede det ikke på øgenavne. Vi lavede sjov med regeringens udspil om igen at øge pensionsalderen. Forestillingen om, at man kan fungere på en arbejdsplads, til man er fyldt 72 år, var ikke skræmmende morsom. Malerfaget sætter sine fysiske spor, og det er snarere reglen end undtagelsen, at kollegerne døjer med smerter i skuldre, albuer, lænd og knæ. Arbejderne får brug for både kørestole og stokke i det fremtidsscenarie.

Men spørgsmålet er, om der overhovedet er muligt at få arbejde til den tid. Usikkerheden og frygten for at stå uden arbejde er for alvor rykket ind i produktionen. Umiddelbart blev vi enige om, at der var grobund for et klassemæssigt opgør. For modstand – For solidaritet – For faglig kamp. Men der tales ikke så meget om arbejderkamp og solidaritet på landet arbejdspladser. Den faglige kamp er næsten reduceret til et opslag på Facebook, hvor vi bliver mindet om alle de store sejre fagbevægelsen har opnået gennem tiden – strejkeret, 37 timers arbejdsuge og den sjette ferieuge.

Men det er faktisk 18 år siden, at den sjette ferieuge blev kæmpet igennem. Inden for de sidste par år er efterlønnen taget fra os. Dagpengereformen og kontanthjælpsreformen blev gennemført under en socialdemokratisk regering. Senest er 225-timers reglen indført. Protesterne fra fagbevægelsen har været få. LO`s daværende formand Harald Børsting gik så vidt som at rose regeringens finanslovsforslag i 2014.

”Solidariteten er ved at gå fløjten. Hvad nytter det, når tilkæmpede rettigheder er så nemme at fjerne eller udhule igen” sagde min gode kollega. Og der er noget om snakken. Mantraer som ”at sidde med ved bordet” og ”den nødvendige politik” har sneget sig helt ud i de lokale faglige klubbers bestyrelser. Når de valgte faglige repræsentanter træffer beslutninger uden at tage dialogen med medlemmerne, er det udtryk for den samme magtfuldkommenhed, som folketingspolitikere lægger for dagen, når de trods massiv folkelig modstand sælger ud af DONG. Eller når de ignorerer folkets ønske om en afstemning om udtrædelse af EU. Man ved bedst – hvad der er godt for kapitalen er også godt for arbejderklassen!

For langt de fleste er det naturligt at være med i en rigtig fagforening. Spørgsmålet er, om det bliver ved med at være sådan.

Det er svært at forestille sig fagbevægelsen i dens nuværende form som en modstander af den politiske linje, der føres – ligegyldigt om den samfundsbevarende regering består af Socialdemokraterne eller Venstre. Når Mette Frederiksen siger, at hun vil tale arbejdernes sag, samtidig med at hun og resten af Socialdemokratiet stemmer sammen med Venstre i 80 % af afstemningerne i Folketinget, klinger det hult.

Fagbevægelsen er med få undtagelser reduceret til en systembevarende reaktionær, elitær klub. En talentudviklingsfabrik for håbefulde politikeraspiranter der bruger bevægelsen som platform til at gøre karriere. Hvis forholdene skal ændres, må fagbevægelsen blive en naturlig del af arbejdskampen – af klassekampen.

Hvis fagbevægelsen er så reaktionær, hvorfor laver vi så ikke et alternativt oprør uden om fagbevægelsen? Det er der mange forklaringer på, hvorfor vi ikke gør.

For det første er en stor del af de ufaglærte, der arbejder i Danmark, oprindelig fra lande, hvor fagbevægelse og arbejdskamp er et ukendt eller i al fald et anderledes fænomen.

For det andet har de færreste faglærte været ude i kampe. Fagforeningerne over en bred kam har gjort organiseringsgraden til det mest dominerende succeskriterie. Det er godt med en masse organiserede arbejdere, men de lærer ikke at føre kampe ved at være en del af en fagforening.

En anden væsentlig grund ligger i den splittelse af arbejderklassen, som eliten skaber, og som effektivt fjerner opmærksomheden fra den politik, der udhuler og opløser vores tilkæmpede rettigheder. Partierne og meningsdannere bilder os ind, at vi ikke har noget tilfælles med hinanden, i hvert fald ikke mere end vi har med dem, der bestemmer og har magten. Arbejderklassen deles op i falske fællesskaber efter nationalitet, køn, etnicitet, geografi, kultur og så videre. Uden fællesskab – ingen solidaritet og uden solidaritet – ingen organiserede arbejdskampe.

Et glimrende eksempel på den splittelse er flygtninge- og indvandrerdebatten. Her har især Dansk Folkeparti, nu bakket op af næsten alle Folketingets partier, udført rollen som nyttig idiot for kapitalismen til perfektion.

Nyttig idiot

I stedet for at diskutere aktionærernes bonusser og vanvittige store afkast, multinationale firmaer, der sender milliarder i skatteskjul, og skattelettelser til de rige, diskuterer man forhud, frikadeller og frisind. Hver gang der skæres i kontanthjælpen til den enlige mor, i bevillinger til de handikappede eller i boligstøtten, skal der råbes efter den, der ikke ser ud som en kulturkristen eller den, der ikke spiser bacon. Fremmedfjendskhed er blevet et samlende punkt for de samfundsbevarende partier, hvor nogle har den frækhed at kalde sig arbejderpartier.

Det er derfor solidaritet og arbejdskampe har så trange kår. Men intet står stille, alt kan stadig forandres.

 

Arne Cheller-9943

Kongresbudskaber

Rundt om den internationale kommunistiske bevægelse

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist juni-juli 2016

Under kommunisternes aktionsuge i begyndelsen af maj måned blev vi ofte mødt med bemærkninger som, ”eksisterer kommunisterne endnu”, eller ”det er ikke meget I deltager i den offentlige debat”. Kommunisternes aktionsuge havde til formål at fremlægge Kommunistisk Parti i Danmarks politiske forslag. Forslag om fælles kamp mod imperialismen, forslag om fælles faglige og sociale krav, forslag om ungdommen og uddannelserne, og ad den vej kom kommunisternes ideer og konkrete forslag ud til en bredere del af folket.

Men det er rigtigt, at kommunisterne i Danmark ikke er så mange, som det kunne ønskes, og det er ligeledes rigtigt, at kommunisterne er en del af den internationale kommunistiske bevægelse, hvor der udover partiernes nationale kampe også tages fælles initiativer partierne imellem. De kommunistiske partier i EU landene arbejder tæt sammen i kampen for at nedbryde og opløse monopolkapitalens EU.

Nordkoreas Arbejderparti

I begyndelsen af maj holdt Koreas Arbejderparti sin 7. kongres i Pyongyang i Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Denne kongres havde været længe undervejs. På kongressen blev partiets beretning fremlagt af partiets førstesekretær Kim Jong Un.

Beretningens hovedindhold var udviklingen i økonomien og befolkningens levestandard, men handlede samtidig også om en nødvendig forstærkning af landets forsvar til at imødegå imperialismens krigstrusler. Ligeledes blev der lagt vægt på bestræbelserne på afspænding og national genforening samt naturgenopretning, sikring af landets naturressourcer og forebyggelse af forurening og miljøskader.

Der blev iværksat en intensiv kampagne blandt offentligt ansatte for at modvirke magtmisbrug, unødigt bureaukrati og korruption, som underminerer fællesskabet. Det blev slået fast, at offentligt ansatte skal optræde som folkets tjenere.

 

Egen ideologi

Koreas Arbejderparti og landets regering vil styrke solidariteten med verdens folk, der modsætter sig aggression, krig, stormagtsdominans og underkastelse, og vil yderligere udvikle venskabelige relationer og samarbejde med alle lande, der respekterer landets nationale suverænitet og opfører sig venligt overfor landet, som det beskrives i et af kongressens dokumenter.

Koreas Arbejderparti og staten baserer sin ideologi og model for hele samfundet på ideer, som betegnes som Kimilsungismen / Kimjongilismen og ikke marxismen-leninismen. I flere dokumenter blev det slået fast, at partiet ser hæren og ikke arbejderklassen som den revolutionære hovedkraft i udviklingen af samfundet. Dette vækker bekymring blandt kommunister overalt i verden.

 

Cuba’s Kommunistiske Parti

I april afholdt Cuba’s kommunistiske Parti deres 7. kongres, hvor man vurderede opfyldelsen af ”Retningslinjerne for social og økonomisk politik”, som blev godkendt på den 6. kongres. Kongressen drøftede landets udviklingsstrategi og udformningen af den cubanske økonomiske og sociale model. Kongressen blev præget af den internationale verdenskrise og de stadig dybere globale og geopolitiske modsætninger, samt den intensiverede imperialistiske modoffensiv mod den demokratiske og revolutionære frihedskamp på kontinentet. I lyset af denne situation fastholdt den cubanske revolution sin stabile kurs uændret.

Der blev gennemført en opdatering af den økonomiske model med henblik på at opbygge en bæredygtig socialisme.

 

Livskraftig solidaritet

Kongressen var opmærksom på de udfordringer, der opstår under normaliseringsprocessen med USA. De vigtigste amerikanske sektorer fortsætter med at forfølge deres mål om at underminere grundlaget for revolutionen og styrte det politiske system gennem tilnærmelse og direkte indflydelse. Normaliseringen af forbindelserne med USA åbner en ny vej i den ideologiske kamp.

Kongressen udtalte, at det cubanske folks sejre ikke kan ses isoleret fra den ekstraordinære internationale solidaritetsbevægelse, som har fulgt Cuba i alle år siden revolutionen i 1959. Det store slag, der blev udkæmpet for frigivelsen af ”De 5 cubanere”, var et udtryk for solidaritet, som cubanerne altid vil være taknemmelige for. Denne solidaritetskamp betragtes i dag som mere livskraftig end nogensinde.

Kampen fortsætter.

Det cubanske folk og dets organiserede fortrop Cubas Kommunistiske Parti vil fortsætte kampen mod USA`s økonomiske og finansielle blokade, og som det blev sagt på kongressen ”Vi slapper ikke af, før vores flag vajer over det område i Guantánamobugten, som er ulovligt besat af USA”. Man er fortsat opmærksom på de interventionistiske handlinger med bl.a. finansieringen af kontrarevolutionære grupper i Cuba og den ulovlige radio- og tv-virksomhed, som er betalt af USA’s regering og som overtræder Cubas suverænitet.

Som Fidel Castro sagde om den cubanske revolution: ”Vort engagerede folk vil ikke give afkald på den hæder, de rettigheder og den rigdom, der er opnået gennem udvikling af uddannelse, videnskab og kultur. Vi har ikke og vil aldrig få brug for gaver fra imperiet. Vi vil fastholde vores engagement for fred og broderskab, og vil altid være tro mod vores historie”.

På den måde kom vi rundt om den internationale kommunistiske bevægelse fra et mindre parti, Kommunistisk Parti i Danmark, over et noget specielt parti Koreas Arbejderparti til det amerikanske kontinents lysende revolutionære flamme, Cubas Kommunistiske Parti.

Vi ønskes alle en dejlig sommer. Vores fælles kamp fortsætter i augustnummeret af Kommunist.

 

Kampdagen

Magteliten og de unges rollemodeller er simpelthen kriminelle. Så længe man ikke bliver opdaget, er det en naturlig adfærd for den herskende klasse.

Arne Cheller-9943

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist maj 2016

1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag, en dag som overalt på kloden bliver fejret under meget forskellige betingelser. 1. maj i Damaskus i Syrien, i Havanna i Cuba, eller i København er ikke det samme. De historiske og objektive forhold har forskellige udgangspunkter, men er alligevel grundlæggende ens nemlig: at arbejderklassen skal overtage magten og opbygge et socialistisk samfund.

Det er sket på Cuba, og det vil også ske i andre lande, hvor arbejdere kæmper mod kapitalismen, dens kriser og dens krige.

Her i landet kæmper kommunisterne som en del af arbejderklassen både for de dagsaktuelle og for de langsigtede krav, og ikke som nogle påstår ved at recitere ”Det Kommunistiske fest” ved vore familiefester og veteraners begravelser.

Regeringens ’tidsånd’

Her på majdagen har EU og den danske storkapital med dens håndlangerregering så godt som frit spil til politiske angreb på folket. Magtudøvelse i juridisk maskering er daglig kost, der søger sin accept i ”tidsånden”.

Når Venstreministeren Inge Støjberg forkynder, at hun gerne så en muslimsk moske i Aarhus ”jævnet med jorden,” skal udtalelsen ses i lyset af en nylig tv-udsendelse. Udtalelsen fra en minister om det positive i så drastiske skridt mod et lovligt trossamfund er et udtryk for regeringens snak om ”tidsånden”.

Såfremt en almindelig dansker offentligt ønskede Vor Frue Kirke eller Synagogen i Krystalgade jævnet med jorden, er der ikke tvivl om regeringens og Folketingets reaktion. Hvis den samme dansker først var tilfreds, når Vor Frue Kirkes tårn lå fladt hen ad Fiolstræde, ville der komme et ramaskrig i de købte borgerlige medier med krav om straf og om muligt udvisning af landet. De mange små skridt mod Fascismen kan hurtigt blive til store skridt.

Forventede kriser

Den kapitalistiske økonomi og politikernes tiltag styrer mod afgrunden. Vi bliver nødt til af fjerne det kapitalistiske system, før det kvæler os i effektivisering og nedskæringer.

Da boligboblen bristede i 2008, kom det ikke bag på finansspekulanter og økonomer. De vidste godt, at det, som de foretog sig, kunne få systemet til at bryde sammen. Men så længe musikken spillede, og der var tårnhøj økonomisk gevinst, blev de ved med at danse.

Siden krisen har Folketinget og politikere i alle kapitalistiske lande gennemført en hård opstramning på det sociale område, på arbejdsmarkedet, på boligområdet og på uddannelsesområdet.

Kapitalismens væsen

I april måned blev Panama Papers lækket. Store kanoner, ja alt fra sportsstjerner til regeringsledere, har million-beløb stående i disse finansielle selskaber for at unddrage sig skattebetaling. Magteliten og de unges rollemodeller er simpelthen kriminelle. Så længe man ikke bliver opdaget, er det en naturlig adfærd for den herskende klasse.

Denne magtelite betegner de økonomiske svage i samfundet som nasserøve. Flygtninge udstilles som velfærdskriminelle. Reformer bruges til at dække over kapitalismens sande ansigt – udbytning af det arbejdende folk. De, der flytter deres rigdomme til off shore konti, skal ikke kun ses som grådige uhyrer, men derimod som rationelle individer, der søger at beskytte deres rigdom. Det er selve kapitalismens væsen. Under kapitalismen kan man ikke smide de finansielle spekulationers snavsede badevand ud og beholde realøkonomiens sunde baby. Moral er ikke nok til at lave systemet om.

Multinationales markedspolitik

Lækket af Panama Papers fremhæver endnu engang den rolle, som de multinationale selskaber spiller i politik og økonomi. De er både skabt af staten, men fremstår som uden for og i opposition til staten. Hvis problemet skal forklares, må man forstå, hvordan staterne og selskaberne er knyttet sammen.

Den kapitalistiske krise udlægges af tidens markeds-ideologer til ikke at være et udtryk for det fejlslagne ”frie” marked, men derimod som overdreven statsregulering, dvs. at forklaringen skulle være, at markedsøkonomien ikke er en ægte en af slagsen, fordi den er i kløerne på staten! Spørg blot Liberal Alliance.

Klassesamfundets virkelighed

Læren af Panama-papirerne er lige netop, at dette ikke er tilfældet. Korruption og svindel med skattebetaling er ikke en tilfældig afvigelse ved det globale kapitalistiske system, men en del af dets grundlæggende funktionsmåde.

Det er klassesamfundets virkelighed – så simpelt er det. Papirerne viser, hvordan velhavende mennesker lever i en anden verden, hvor der gælder andre regler, og hvor retssystemet og ordensmagten ikke blot er indrettet på at beskytte de rige, men også på systematisk at bøje retsstaten for at imødekomme dem.

Handler om magten

Som kommunister er vi ikke bange for at drage den fulde konsekvens:

Det globale kapitalistiske retssystem er selv i sin mest grundlæggende form en slags legaliseret korruption. Spørgsmålet om kriminalitet er et politisk spørgsmål, et spørgsmål om magten i samfundet. Det eneste alternativ er ekspropriering af denne kapital, men det kan kun ske, hvis arbejderklassen – den største del af befolkningen – tager magten og opbygger et socialistisk samfund.

Så hvordan kan det være, at monopolkapitalen og dens politikere gør de ting, som dokumenterne i Panama-papirerne dokumenterer? Svaret er det samme som på spørgsmålet om, hvorfor hunde slikker sig selv bagi: Fordi de kan.

Mathias (barnebarnet) nikker bekræftende til det sidste afsnit – og siger han også er med på majdagen.

GOD 1. MAJ

 


Hurra for Spørge Jørgen

Lad os gøre den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter til et oprør

Arne Cheller-9943

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist april 2016

 

I 1944 udkom der en børnebog skrevet af Kamma Laurents (1903-1996) ”Spørge Jørgen”. Bogen er en klassiker og læses den dag i dag. Indholdet er reaktionært og ender med, at Jørgen kommer i seng, fordi han spørger for meget. Men netop det, at børn spørger og spørger, gør, at de får en forståelse for den verden, som de befinder sig i.

Vores barnebarn er en sådan ”Spørge Jørgen”. Det kan godt være lidt irriterende, for han spørger om alt muligt. Oftest om ting, som det kan være temmelig umuligt at svare på, herunder politisk stof. Hvis vi tager os sammen og prøver at give ordentlige svar, så kommer der som regel også noget godt ud af det.

– At gå til 1. maj, er det ligesom en tivoli-tur? Er 4. maj ligesom Sct. Hans aften? Er solidaritet det, de snakker om i Folketinget? Når imperialismen har så meget magt, har I så ingen venner? Hvorfor rammer nedskæringerne kun almindelige mennesker?

Der rejses en lang række spørgsmål, som er en sommerlejr eller studiekreds værd – lad os se lidt på noget af det.

Forestillinger om arbejdere

Selv om politikerne taler vældigt pænt om de tapre danskere, der står op hver morgen og smører madpakker, inden de tager på arbejde – hvis de har et arbejde – kan man mærke, at politikerne i Folketinget nok tænker: Godt det ikke er mig! Jo hårdere arbejdet er, jo tidligere skal de op og des mindre får de for det. Man kunne få den tanke: Tænk hvis de ikke gjorde det. Så ville mange eddermane være på den. Arbejdsgivere, politikere og meningsdannere.

Der findes en forestilling om, at rigtige arbejdere – kropsarbejdere – er sådan nogle, der drikker sort kaffe. Det passer ikke. Arbejderne skal have sukker i deres kaffe, nogle af dem så meget sukker, at der er mere af det end af kaffe. Sukker er energi. Når de har drukket kaffen, kan de lidt igen. En del fysisk arbejde er aflastet af teknologien, men det er stadig hårdt.

Nødvendigt fysisk arbejde

Der er stadig brug for mennesker med en skovl. En gravko kan ikke klare det hele. Der er stadig tunge ting, der skal slæbes op ad trapper og stilladser. En kran kan ikke komme til overalt. De fleste tænker ikke over det, men for en taxichauffør kan det være en hård prøve for ryggen at stige ud og ind af bilen mange gange hver eneste dag. Bygningsmalere slider på benene på grund af umulige arbejdsstillinger. Det gør frisører, tjenere og butikspersonale også. Slagteriarbejdere ødelægger deres skuldre, kassedamer døjer med træk og smerter i nakke og ryg. Pendlere risikerer at falde i søvn ved rattet, når de skal hjem.

Alle disse mennesker. Tænk hvis de ikke gad mere. Tænk hvis de sagde, at det er os, der tager det sure, det er os, der skaber værdierne, så vil vi også havde andel i det søde. Vi skal have råd til at bo i ordentlige boliger, vi vil have ordentlige transportmidler, der er til at betale, vi vil have ordentlige sociale forhold, vi vil kort sagt have mere, meget mere i løn.

Klassebevidstheden

Men indtil videre finder de sig i det. Hvad gør fagforeningerne, ja de viser gerne løntilbageholdenhed i ”solidaritet” med kapitalen og samfundet som helhed, og af hensyn til industriens afsætningsmuligheder, naturligvis for at bevare det kapitalistiske system. I 1960’erne, da jeg startede på arbejdsmarkedet, arbejdede vi for at tjene penge og fik opbakning af den lokale fagforening, som hverken var gift eller forlovet med Dansk Arbejdsgiverforening. Klassebevidstheden hos datidens arbejderklasse var simpelthen større. Det er det, som vi skal have på banen igen. Det er værd at tænke på også for et barnebarn.

Stjæler vores velfærd

Omprioriteringsbidrag er et vanvittigt ord, men indholdet er, at det tvinger kommunerne til at skære en procent af budgetterne hvert år frem til og med 2019 svarende til cirka 2,4 milliarder kroner om året. Og er man offentligt ansat, er det nu, oprøret skal føres ud i livet. De mennesker, der ikke bliver ofre for nedskæringerne, skal iføre sig de støddæmpende løbesko, for der skal løbes stærkt.

Omprioriteringsbidraget betyder besparelser på kommunal velfærd, og den velfærd der er tilbage, bliver nedbrudt hurtigere, end statsminister Lars Løkke Rasmussen kan nå til Malaga med Ryanair. Det bliver kaldt omprioriteringsbidrag, selv om det rette navn er omprioriteringstyveri. Når 2019 er gået, har den herskende politiske klasse haft snablen nede i kommunekasserne og taget 7,5 milliarder kroner. Det betyder farvel til mindst 14.500 offentligt ansatte landet over.

Ulige vilkår for børn

Den uundgåelige følge for eksempelvis folkeskolerne bliver, at hjælp til elever med behov for særlig støtte forsvinder, for der vil ikke være lærere nok til at gennemføre andet end de lovpligtige timer. Skolereformen er ellers slået op på, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Det bliver ikke muligt. Man begrænser mulighederne for børns adgang til lige uddannelser, lige job, og lige gode liv. Det er en alvorlig situation.

Og det er konsekvensen, uanset at der siges, at besparelserne ved omprioriteringsbidraget på folkeskoleområdet, står regeringen inde for. Til gengæld har regeringen og en række politiske partier sørget for og vil fremover sørge for skattelettelser til samfundets elite og arbejdsgiverne. Reklameafgiften er afskaffet og registreringsafgiften på potente biler er sænket.

Ødelægger miljøet

Landbrugets ide om, at fakta kan opløses, er sket med den vedtagne landbrugspakke, der påstår at det er et faktum, at øget kvælstofudledning ikke skader miljøet.

Men alle ved, at øget kvælstofudledning skader miljøet, så det modsatte kan ikke være et faktum. At have sået tvivl om denne kendsgerning er landsbrugspakkens politiske ”bedrift”.

Så kan man drøne derudaf og forurene jorden, mens velfærden forsvinder. Nok er nok. Lad arbejderklassen, kommunister og andre velmenende aktører, gøre den kommende tids demonstrationer og andre aktiviteter til oprør, som vil vække genklang overalt, og fortælle, at kapitalismen er problemet, at socialismen er løsningen.

Jeg tager sgu barnebarnet med til aktiviteterne.

 

Arne Cheller-9943

 

Styrk enheden i kampen mod EU

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist marts 2016

Der er to grundlæggende måder, hvorpå begrebet ”modsætninger bliver brugt.

Den mest almindelige og mest indlysende stammer fra Aristoteles` logik, der fastslår, at er to udsagn i modstrid med hinanden, kan begge umuligt være sande. Udsagnet ”alle solsorte er sorte” modsiger udsagnet ”alle solsorte er hvide”. Hvis det ene udsagn er sandt, kan det andet ikke være det.

Den anden måde at bruge begrebet modsætninger på opstår, når to tilsyneladende modsatrettede kræfter er simultant til stede i en bestemt situation. En meget vigtig modsætning er modsætningen mellem virkeligheden og fremtrædelsesformerne i den verden, som vi lever i. En berømt sætning hos Marx gav os det råd, at opgaven var at forandre verden, og ikke bare forstå den. Når man læser de fleste af hans værker, kan man godt sige, at han tilbragte urimeligt meget tid med at sidde på British Museums bibliotek, fordi han søgte at forstå verden.

Og det var der en meget simpel grund til. Årsagen sammenfattes bedst med begrebet fetichisme. Med fetichisme mente Marx de forskellige masker, forklædninger og forvrængninger, der hindrer os i at se, hvad der i virkeligheden foregår omkring os. ”Hvis alt var, som det fremtræder på overfladen” skrev han ”ville der ikke være behov for videnskab. Det er nødvendigt at trænge ned under overfladens fremtrædelsesform”, hvis vi skal agere sammenhængende i verden. Hvis vi reagerer på vildledende overfladesignaler, vil dette typisk få katastrofale følger.

Arbejderklassen

Nu vil den opmærksomme læser, og dem er der rigtig mange af, spørge, hvad har det med Folkebevægelsen og kampen mod EU at gøre? Vi kommunister arbejder i mange brede bevægelser, i fagbevægelsen, i solidaritetsbevægelser og i Folkebevægelsen mod EU.

I vort politiske arbejde indgår altid, hvordan vi styrker aktiviteten i arbejderklassen, og netop arbejderklassen er den drivende kraft i EU-modstanden. Vi har set det før og vi så det igen ved afstemningen den 3. december. Samtidig ved vi, at mange arbejdere føler sig bedst repræsenteret af Dansk Folkeparti. Disse mennesker skal vindes tilbage til Folkebevægelsen – vi skal i dialog med de mennesker og tage deres bekymringer alvorligt. Dansk Folkeparti trækker dele af EU-modstanden i en småborgerlig og fremmedfjendsk retning og har udnyttet den utryghed, der er i befolkningen på grund af den økonomiske krise, arbejdsløshed, social dumping og flygtninge.

Skilsmisseforhandlinger

Forenet kamp

Kommunisterne mener, at opgaven er at forene EU-modstanden i kampen for fælles krav, fremfor at den splittes efter partiskel. Vi ser det som en måde at skabe enhed i arbejderklassen. Der må rejses det grundlæggende spørgsmål, hvorfor er vi overhovedet med i EU, og hvordan kommer vi ud?

Her kan afstemningen til sommer i Storbritannien blive interessant. Det er en vigtig afstemning ikke kun for Storbritannien, men også for den konsekvente EU-modstand her i landet. En sådan afstemning kan sætte den rigtige dagsorden – nemlig spørgsmålet om at komme ud af EU.

Kommunister har et ansvar for at fortsætte vores store engagement i Folkebevægelsen og være med til at arbejde for at styrke bevægelsen og øge dens bredde, ligesom det er nødvendigt at få rejst EU-debatten i fagbevægelsen. Fagbevægelsens top siger ja til EU, mens der blandt medlemmerne er en voksende modstand. Vi skal skabe debat, og udgangspunktet bør være TTIP- aftalen og den britiske afstemning.

Enhedslistens strategi

Desværre står EU-modstanden over for det problem, at partitoppen i Enhedslisten har besluttet endnu engang at søge at få opbakning til en selvstændig opstilling til næste valg til EU-parlamentet, der skal finde sted i 2019.

Der er brug for en antikapitalistisk socialistisk EU-modstand siger flere fra Enhedslistens folketingsgruppe, men de mener i virkeligheden, at kan de vinde en plads i EU-parlamentet, kan de styrke ”venstrefløjen” i parlamentet, og have en platform for samarbejde med Det Europæiske Venstreparti (European Left), om at påvirke udviklingen i Europa, om at ændre EU indefra.

Enhedslistens topfigurer nærer et stort ønske om at spille en rolle på EU-plan sammen med deres venner i Syriza, Podemos og det tyske Die Linke, som alle er med i Det Europæiske Venstreparti. De ønsker, at Enhedslisten selvstændigt opstiller i tillid til gode valgresultater. Derfor har ”strategen” Pelle Dragsted kastet sig ind i debatten om Enhedslistens selvstændige opstilling, som både Johanne Schmidt-Nielsen og hendes udpegede afløser som talskvinde Pernille Skipper er stor tilhænger af.

Modstand eller kritik

Folkeafstemningen afslørede, at mange medlemmer og sympatisører af SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Alternativet trodsede deres partiers anbefaling af et ja. De skal have en mulighed for at være med i en bred politisk bevægelse. De stemmer ikke nødvendigvis på Enhedslisten, men på et tværpolitisk projekt som Folkebevægelsen mod EU.

Bag projektet om opstilling ligger en anden politisk modsætning i Enhedslisten – mellem ”kritiske” EU-tilhængere og konsekvente EU-modstandere, der støtter Folkebevægelsen og dens krav om dansk udtræden af EU. Blandt de ”kritiske” er der flere, som var aktive i den fallerede Junibevægelse, der som bekendt blev oprettet som en konkurrent til Folkebevægelsen. De taler i lighed med Pelle Dragsted om ”socialistisk EU-modstand”. De ligger på linje med SF, der er tilhænger af det danske EU-medlemskab. De søger at stemple kampen for dansk udtræden af EU som ”nationalistisk”.

Til gengæld mener vi kommunistiske EU-modstandere, at man ikke både kan være socialist og tilhænger af monopolkapitalens EU. Man kan bare henvise til dagens diskussion (se side 11), men også at Syrizas og Europæisk Venstrepartis plan om at reformere EU til noget progressivt har lidt et ynkeligt nederlag. Uklarheden er, om man arbejder på at ”reformere” EU indefra eller arbejder for udtræden af EU og opløsning af Unionen.

Folkebevægelsen skal styrkes

For kommunisterne og for Folkebevægelsen som helhed kommer Enhedslistens udmelding ikke overraskende, men vi vil styrke Folkebevægelsen, så den kan overleve Enhedslistens eventuelle -frafald.

Det ser nærmest ud som et paradoks, at det er Folkebevægelsen, der tilgodeser mange borgerlige nej-væl-gere, som ikke kan se sig selv i selskab med hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten. Men det er ikke noget -paradoks, at borgerlige demokratisk indstillede mennesker vælger Folkebevægelsen mod EU – for det gør socialistisk indstillede mennesker også.

Så ad den vej kom vi tilbage til udgangspunktet om modsætninger. Hvis vi reagerer på vildledende overfladesignaler, vil det typisk få katastrofale følger.


Arne Cheller-9943

 

Sådan er kapitalismen

Lukker for mennesker – åbner for storkapitalen

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist februar 2016

DR 1 sender i disse uger dramaserien ”Bedrag”, der handler om økonomisk kriminalitet.

Økonomisk kriminalitet, østarbejdere, alternativ energi, grådighed og ambition, uhæmmet kapitalisme, moralske og etiske gråzoner – den indeholder det hele, men kunne ligeså godt handle om politisk kriminalitet. Regeringen vil gøre 2016 til et år, hvor vi ”skal passe på Danmark”, et slagord hyppigt brugt i statsministerens nytårstale, men hvordan går det med at passe på Danmark og det arbejdende folk, der udgør majoriteten?

Hykleriet

Hyklere er det ord der passer bedst på EU-ja partierne, som ønskede en ophævelse af retsforbeholdet. De taler nu om at passe på Danmark, partier hvis intention er stadig mere integration i EU og støtte til TTIP (Transatlantisk investerings- og handelsaftale). Imens den politiske debat om hvordan man kan stoppe de nødstedte mennesker fra Mellemøsten, Afrika og Asien foregår, forhandler EU om TTIP, der skal åbne de europæiske grænser fuldstændigt for den amerikanske monopolkapital – og vice versa.

Forhandlingerne foregår bag hermetisk lukkede døre og har stået på i flere år. EU ønsker at 2016 bliver året, hvor aftalen kommer i hus. Det er på høje tid at oplysning og kamp mod TTIP bliver sat på dagsordenen, ellers ender det med et gigantisk transatlantisk indre marked. Nøjagtigt som EU’s politik har været for monopolkapitalen imod arbejderklassen, vil en TTIP-aftale med USA betyde endnu mere kapitalistisk verdensorden, med mindre regulering og mere kapitalistisk kappestrid som redskaber til at presse omkostningerne ned og profitten op. En TTIP- aftale vil ligeledes åbne en ladeport for lovgivningsmæssig konvergens. Det betyder på jævnt dansk, at Danmark skal tage USA’s regering med på råd, hver gang man i fremtiden overvejer nye love og regler af handelsmæssig relevans.

Sådan er kapitalismen

Bedraget

Med TTIP følger også et transatlantisk voldgiftssystem, hvor f.eks. amerikanske monopoler og virksomheder kan omgå EU’s nationale domstole og rejse erstatningssager mod europæiske regeringer, hvis f.eks. en miljølov fratager dem en forventet profit.

Da forhandlingerne startede i 2013 var der nærmest udelt politisk begejstring fra de konservative til SF. ”Betydningen af det her kan næsten ikke overvurderes.” sagde SF`s daværende handelsminister, nuværende partiformand Pia Olsen Dyhr. Siden er glansbilledet krakeleret, og modstanden i EU-landene vokset markant.

På trods af modstand fra organisationer i hele Europa og USA er de herskende politikere og fag-toppen indstillet på, at aftalen skal gennemføres. De argumenterer med, at vi alle vil blive rigere af at handle med ”hinanden”. Men der står mindst et spørgsmål ubesvaret: Hvorfor skal monopolkapitalen have deres eget voldgiftsystem over alle nationale retsinstanser? Hvorfor skal monopolkapitalens interesser være omdrejningspunktet i en aftale om frihandel?

TTIP-aftalen er en fortsættelse af monopolernes enevælde, en politik der står i fuldstændig modsætning til arbejderklassens grundlæggende behov og interesser. Vi må bekæmpe de tomme løfter, som EU politikerne fremfører om TTIP, og afsløre både de borgerlige / socialdemokratiske og de nye opportunistiske kræfter, der arbejder i Det Europæiske Venstreparti, og som tror, at EU kan ændres indefra. EU, TTIP-aftalen og NATO kan ikke reformeres, men skal afvises i deres helhed.

Vor tids klassekamp

Vi skal passe på Danmark, men hvem er vi? Er det de politikere, der efter afstemningen i december 2015 gang på gang fandt det nødvendigt at gentage, at flertallets beslutning ville blive respekteret. Der en tillidskrise mellem store dele af folket og de herskende politikere. Denne konstatering indkapsler de tiltagende skel, som findes i alle de vestlige kapitalistiske lande, mellem på den ene side ”professionalisering” og ”teknokratisering” af politik og på den anden side folkenes tiltagende afstand og afmagt fra de politiske processer og beslutninger – vor tids klassekamp. Eksemplerne er talrige, hvor der er begået løftebrud eller tilsidesættelse af folkelige protester som for eksempel, da den socialdemokratiske regering solgte Dong-aktier til Goldman Sachs.

Kapitalismens krise og dens overgang til en fuldstændig markedsdomineret økonomi medfører mindre samhørighed i den politiske elite og tiltagende økonomisk ulighed.

Stop bedragerne

Under disse omstændigheder består den herskende politiske klasses opgaver i at varetage monopolerne og elitens økonomiske interesser, og samtidig – ikke mindst – at neutralisere potentiel folkelig modstand.

”Hvis vi ikke tør sætte os på en fortovscafe i Paris for at drikke en kop kaffe, så har vi for alvor tabt” sagde Statsministeren i sin nytårstale i forsvaret for det borgerlige demokrati. I dagene efter angrebet i Paris var en folkelig bevægelse i gang med aktiviteter til klimatopmødet COP21, der blev afholdt i december. Af hensyn til den ”nationale sikkerhed” og med hjemmel i en national undtagelsestilstand, blev denne bevægelse imidlertid bremset. Klima demonstrationer blev erklæret forbudt. Hvis Lars Løkke, og med ham andre, vil passe på Danmark og deres borgerlige demokrati, kunne han i sin nytårstale passende have sagt, at ”hvis vi ikke tør demonstrere i gaderne, har vi for alvor tabt.” I stedet valgte han at gøre fortovscafeerne til det, som vi for alt i verden ikke må miste. Men nej, tanken om et folkeligt engagement i samfundet med nyskabelse og fremskridt skal bekæmpes. Ingen ret til demonstrationer og strejker, ingen kritik af magten.  Stop det ”Passe på Danmark” vrøvl, men det kræver et kollektivt og organiseret oprør, hvis vi skal holde op med at leve for blot at gøre de rige rigere og endnu mere magtfulde.


Arne Cheller-9943

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist januar 2016

Seks ud af ti EU-borgere har ikke tillid til EU

Det er almindeligt kendt, at historien gentager sig og udspiller sig først som tragedie, derefter som komedie. Det skrev Karl Marx i ”Louis Bonapartes attende Brumaire.” Det med gentagelsen havde Marx fra Hegel, resten var hans egen konklusion.

I hele historien om EU, fra begyndelsen i 1950’erne med oprettelsen at Stål- og Kulunionen, til vore dages monopolkapitalistiske konstruktion, har EU kapitalismen været præget af høj arbejdsløshed og mere og mere fattigdom. Det har handlet om at afskaffe sociale rettigheder, angribe kollektive overenskomster, kommercialisere sundhed, velfærd, uddannelse og om deregulering af sektorer i økonomien.

Truende fremtid

Problemerne skærpes overalt i EU, og det sker samtidig med en afmatning i Kina’s økonomi, og med problemer i de nye økonomier. En ny og alt om sig gribende økonomisk krise er under opsejling. Det skal ses i sammenhæng med den farlige krigssituation, som er forårsaget af den imperialistiske konkurrence om kontrollen af markeder og naturressourcer, og monopolernes kamp for mere profit og styrkelse af deres magt. På dette grundlag kan krigens brændpunkter meget hurtigt brede sig til flere steder og regioner i verden.

Det er en tragedie for arbejderklassen, ligesom det er tragedie, at alt for få forstår at anti-kommunismen eskalerer, historiske sandheder bliver forvrænget.

Reaktionære fascistiske kræfter optræder nu helt åbenlyst. Regeringerne i EU gør intet, men medvirker til at fremme denne racistisk-fascistiske gift.

Mistilliden vokser

Derfor er det klare danske NEJ ved folkeafstemningen en sejr. Ikke kun for den danske modstand, men også for alle der kæmper for bedre rettigheder og sociale forhold i Europa. Det er ikke kun i Danmark at mistilliden til EU er stor, mistiliden til EU-systemet er enormt i hele Unionen. Hvis alle folkene kunne stemme om EU, ville EU bryde sammen. Ifølge undersøgelser har seks ud af 10 EU-borgere ikke tillid til EU som institution, og et flertal af europæere mener at deres lands interesser varetages bedst udenfor EU. Der er skabt en grundlæggende mistillid til det politiske system, et politiske system der er kapitalistisk, og intet andet, og derfor skal bekæmpes ud fra det grundlag.

Politisk skuespil

Man behøver ikke lede længe for at finde solide tegn på at regeringen og de andre JA partier, ønsker at omgøre resultatet fra 3. december. Tag nu bare spillet om Europol og en parallel aftale. Sagen er, at man så let som at klø sig i sølvpapirhatten kan få en parallel aftale, der sikrer fortsat deltagelse i Europol. Men hvorfor får vi den så ikke? Måske fordi det ville være for afslørende for ja-partiernes skræmmekampagne, hvis det de sagde var umuligt, viser sig at være uproblematisk. Et kæmpeskuespil, hvor spillet bliver spillet gennem et års tid, indtil EU tilhængerne kan få endnu en folkeafstemning, ikke kun om Europol, men også om en række andre retsakter. Det er ikke folket der ønskede eller udskrev folkeafstemningen den. 3. december, og de ønsker heller ikke om- afstemninger.

Nej-partiernes dilemma

Alle nej-partierne ønsker at vi skal blive i EU. Dansk Folkeparti vil ikke ud af EU, de er modstandere af udviklingen med dens retning mod Europas Forenede Stater, og de vil at ”samarbejdet” skal holdes indenfor handelspolitik, miljøpolitik og teknisk samarbejde. Enhedslisten har sit mas med at forklare at de står for et andet nej, end det Dansk Folkeparti står for. Grupper i Enhedslisten har i mange år ønsket en mere pro-EU politik. De taler om behovet for en EU-løsning på det europæiske flygtningeproblem. De frygter at antallet kan blive betragteligt større end vi kan håndtere, de er ikke tilhængere af at vi skal ”oversvømmes” med flygtninge, de er tilhængere af at der findes en international løsning. Hvor er det lige vi har hørt det før? Ja netop, fra Løkke regeringen. Nej-partierne er måske lidt ubekvemme ved Nej ‘et og har travlt med at finde nogle planker at slå over afgrunden, så de kan være med ”ved bordet”. Man har givet regeringen mulighed for at tolke Nej’et den 3. december som et ja til Europol.

Uanset kriser er monopolkapitalismens EU en attraktiv magt for alle politiske partier, som ikke kunne drømme om at opstille et alternativ til det nuværende samfundssystem.

Kommunisterne kræver

Alternativet

EU blev skabt for at sikre de europæiske kapitalisters interesser. I dag gennemføres den samme nedskærings-politik i alle EU lande, en nedskæringspolitik med angreb på løn og arbejdsforhold. Vælger et folk i et land en regering, der lover en anden politik, skal EU nok få dem til at makke ret. Kapitalen har pengene, EU har metoderne.

Vi kommunister har aldrig og kommer aldrig til at støtte EU. De europæiske kommunistiske partier, kan på ingen måde støtte EU, og påpegede på deres møde i begyndelse af december, at EU er et instrument for kapitalen. Men EU er ikke ondets rod, det er kapitalismen som system. Et system som går fra krise til krise. Det er tydeligt at der er brug for internationale løsninger på verdens problemer. Miljø, flygtninge, økonomisk krise. Det er også mere og mere tydeligt, at under kapitalismen kan der ikke findes internationale løsninger. Kapitalismens krise skærper alle modsætninger mellem klasser og mellem nationer. EU er ved at smuldre, mens der igen bygges mure om grænserne.

Vi bestemmer måske ikke hvad vi bliver spurgt om, men vi bestemmer hvad vi svarer: At det eneste reelle alternativ til EU er, at arbejderklassen tager magten og opbygger et socialistisk samfund.


Arne Cheller-9943

 

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist december 2015

Farlige pladespillere

”Hvilken plade skal jeg sætte på, den nationale, den sociale eller den sentimentale, jeg har nemlig dem alle i min kuffert.” (J. Goebbels)

Overnævnte citat har dannet skole blandt regerings-politikere og alle andre magthavere i kapitalens EU. I dag hedder det Spin og bruges flittigt i alle sager der skal glide ned uden for megen ballade. Eksempelvis finansloven, hvor regeringen har lagt op til stor fest for arbejdsgiverne. Sjældent er der lavet en finanslov, som så entydigt lægger op til at give til dem der har, og til fulde lægger sig på maven for den herskende økonomiske klasses interesser.

Nu har vi ellers -lige siden det såkaldte kasseeftersyn– hørt at der manglede penge i statskassen, og at det var nødvendigt at spare. Men altså ikke når det gælder om at forgylde velhaverne.

Guldregn

Registreringsafgiften på større biler sænkes. Jo større bil, des mere spares der. Det skulle koste statskassen 350 millioner kroner.

Grundskylden fastfryses i 2016 på samme niveau som i år. Pris 570 millioner kroner.

Skal boligejeren have sit hus forbedret, have sin have passet, få udført rengøring, er der fradrag at hente via den såkaldte bolig/jobordning. Pris 410 millioner kroner.

Og så bliver det billigere at sende børnene i privatskole. I dag får elitens skolebørn dækket 71 procent af udgiften fra det offentlige, det hæves til 73 procent. Pris 120 millioner kroner.

Foruden boligejere og bilejere er der selvfølgelig også noget til erhvervslivet. En række afgifter afskaffes helt eller sænkes, blandt andet Nox- og reklameafgiften. Pris 380 millioner. Familieejede virksomheder tilgodeses også, så det bliver billigere at overdrage et firma til et familiemedlem. Pris 560 millioner.

Alle disse ”herligheder” samt politiforlig og planlagte skattelettelser betales med besparelser på ulandshjælp, uddannelser, forskning og kraftig forringelse af kommunernes økonomi, så de kan gå i gang med at fortsætte nedskæringerne på borgernære nødvendigheder. Dertil kommer besparelser som følge af at flere sættes på den lavere såkaldte integrationsydelse, kontanthjælpsloftet og mindre boligstøtte til lejerne. En sådan finanslov, og den regering som fremlægger den, skal bekæmpes med alle midler.

Nød-lov

Men for at finansloven ikke skal være nok, hastebehandler Folketinget her og nu love som ikke kommer til folkelig debat – eller til debat i det hele taget, og det er love der fjerner retssikkerheden og indfører politistatsmetoder.

To døgn gik der, fra regeringens asylaftale var fremsat til den var vedtaget. 101 sider lovtekst skulle læses igennem på under et døgn.

Det har indtil nu været et retsprincip at en dommer skal tage stilling til længere tids frihedsberøvelse. Men sådan er det ikke længere i Danmark. Asylaftalen betyder, at mennesker der flygter fra krig og terror, nu kan blive spærret inde på ubestemt tid, uden anden grund end at ministeren beslutter det. Her er ikke tale om kriminelle, men om helt almindelige mennesker på flugt fra krig og terror, mennesker som har allermest brug for hjælp og tryghed.

Nazi nød-lov

Da politikerne og Folketinget i august 1941 hastede en anden særlov igennem, stred det også imod de grundlæggende borgerlige retsprincipper. Dengang var det kommunisterne, der blev fængslet og senere udleveret til de tyske nazistiske magthavere. Også dengang, som det sker i dag, talte man om nødsituation. Også dengang handlede regeringen på diktat fra monopolkapitalens mørke kræfter.

Regeringen og Socialdemokraternes asylaftale betyder også, at familiesammenføringer kommer til at tage markant længere tid, og at kravene til flygtninges boliger lempes. Flygtninge skal flytte ind i beredskabsstyrelsens telte, netop nu hvor vinteren rammer landet.

De fryser næppe ihjel, selv om manøvren virker pervers al den stund, at der er masser af tomme skoler og ejendomme at tage i brug med rigtige vægge og fjernvarme.

Kommunistloven kostede mange livet i kz-lejrene, og ramte mange på liv og sjæl. Hvad bliver prisen for regeringens og Socialdemokraternes asylstramninger?

Gå til modstand

De 13 asyllove er ikke bare usle i al almindelighed. De er direkte ondskabsfulde. At formålet er at gøre Danmark så u attraktivt som muligt, vedkender regeringen. Enhver er sig selv nærmest er opfattelsen i den borgerlige/socialdemokratiske blok. De har med andre ord ikke nogen særlige anfægtelser med at sidde i deres lune parcelhuse eller Strandvejsvillaer og henvise nødstedte mennesker til at bo i telte, mens de løfter benene, så au pair pigen kan støvsuge under yndlingsstolen. Det er nu engang nødvendigt siger de. Nødvendigt at gøre Danmark så u attraktiv som muligt, ikke kun for flygtninge men også for arbejderklassen. Men sidstnævnte typer brokker sig jo altid, som de siger.

Befolkningen skal ikke lade det blive ved brok, kampen må tages op, og i den klassekamp vil man altid finde kommunisterne.


 

 

Arne Cheller-9943

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist november 2015

De der har skal gives mere

Løsningen ligger ikke i forhandlinger på Christiansborg. Der er brug for en folkelig opposition.

Statsministerens åbningstale og regeringens fremlæggelse af forslag til finanslov hænger sammen som ærtehalm. Finansloven indeholder nedskæringer, der skal ramme fattige, pensionister, de arbejdsløse, uddannelserne, forskning, kultur, miljø og ulandsbistanden. De sparede penge går bl.a. til skattelettelser til erhvervslivet.

Skulle man efter at have læst finanslovsforslaget stadig være i tvivl om, at den nye regering fører en benhård arbejdergiverpolitik, kan der ikke mere herske tvivl efter deres udspil til endnu en kontanthjælpsreform.

Bag om slogans

Siden Jørn Neergaard Larsen blev beskæftigelsesminister, har Venstres slogan om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde” lige fået et ekstra drej på skruen. Mens Løkke tidligere klovnede rundt og sammenlignede de ekstra penge, man vil tjene i et arbejde, med prisen på et par sko, er Neergaard mere en mand der får jobbet udført. Jobbet er at sænke de offentlige overførsler, og at få fjernet de blodige spor bagefter. Neergaard har beskrevet social dumping som sund konkurrence.

Men hvad betyder det egentlig, at det skal kunne betale sig at arbejde? Det kan være lærerigt at se på et slogan, man har hørt alt for mange gange, og sætte det i et andet perspektiv.

Tillad mig at være lidt filosofisk, men lad os begynde ved det måske mest op-lagte. Hvad med at sammenligne sloganet med eksministeren der sad 93 dage som forsvarsminister, Venstres Carl Holsts, praksis over de seneste par måneder?

Det skal kunne betale sig at arbejde, men endnu bedre end at arbejde er det at modtage eftervederlag. På vejen mod opsigelsen som forsvarsminister, der er endt med et solidt eftervederlag på 1.8 millioner kr. rundede Holst også lige en dobbeltløn, hvor han fik penge fra både regionen og staten.

Gud ved om der er nogen

Rige og arbejde

Mange har gennem de sidste 100 år undersøgt alverdens forskellige stammer – fra mennesker i de fjerneste egne af verden til hverdagslivet her i Europa. En udfordring næsten alle undersøgelser er enige om er, at undersøge de rige mennesker, for rige mennesker gider ikke undersøges.

De synes ikke det er -morsomt, at nogen gerne vil vide, hvordan de lever, og hvordan de kommer til deres penge. Måske fordi der rent faktisk er en stor brist mellem den officielle forklaring (vi er rige, fordi vi er ekstremt driftige, iderige, dygtige osv.) og så virkeligheden, hvor de eksisterende klasseskel, skel mellem rige og fattige på ingen måde kan udtømmes med henvisning til overnævnte tilstande, hvor alle begynder med samme muligheder, og nogen bare er for dovne. Hvad der er brug for i dag er ikke bare at kunne pege på den ekstreme rigdom visse steder i samfundet, men ikke mindst at forklare hvordan denne rigdom skabes, samt hvordan denne rigdom holdes på så få hænder.

Arbejde giver ikke rigdom

Vi har brug for ”kritik af den politiske økonomi” som Karl Marx kaldte det. Så ville man nå frem til, at mens det i 80’erne f.eks. var overlæger og selvstændige, der lå i toppen indkomstmæssigt, er det i dag rådgivere og finansfolk. Igen er pointen, at det der kan betale sig, ikke længere er at arbejde, men at lade andre gøre det, mens man selv står for virksomhedens overordnede strategi, og får ”pengene til at arbejde”.

Rigdom skabes ikke ved ”ærligt arbejde” som man engang bildte befolkningen ind. Rigdom skabes af udbytning, nedarvede ressourcer og positioner samt i vore dage finansielle spil på et virtuelt marked.

Hvis man vil gøre noget ved den herskende politiske klasses slogans og regeringens udmøntning af det, og hvis det skal kunne betale sig at arbejde, må vi tage begrebet om arbejde langt mere alvorligt, og starte med at afskaffe retten til indtægter, man ikke har arbejdet for. En stille og mindre begyndelse kunne være en konsekvent og høj beskatning af arv, gevinster fra finansspekulation og overskud ved salg af boliger.

Mangler en opposition

For at disse ”små” tiltag kan blive til noget, eller komme til diskussion, må der skabes bevægelser. I dag er der en række enkeltbevægelser af social karakter, her må samling være en af vejene til mere styrke. Til en virkelig opposition.

For den politiske opposition i Folketinget er næsten ikke eksisterende. Socialdemokraterne gør hvad de kan for at redde regeringen: Først stemte de for nedskæringerne i kommunerne, og senest har de været med til at stramme kravene til dansk statsborgerskab. Fra dem kan man ikke vente nogen opposition.

SF hører man næsten intet til. Enhedslisten prøver at forklare det dårlige i regeringens politik, men alternativer er det mere end svært at få øje på. Så længe det politiske alternativ er fraværende, er der mange bevægelser på enkelt spørgsmål, som umiddelbart kan virke adskilte og isolerede, men faktisk er det en del af samme proces. Gennem egen erfaring vil arbejderklassen lære, at kampene er forbundet, og på et tidspunkt vil det få et politisk udtryk, som vi de sidste år har set i en række lande.

Den frustration over det -politiske system og dets partier, der er blevet opbygget blandt arbejdere, unge og pensionister, er begyndt at komme op til overfladen, og mange leder efter et svar på de problemer, de ser: Hvordan stoppes nedskæringerne, hvordan kan vi stoppe krig og sult i verden, så folk ikke behøver at flygte, hvad er alternativet til kriser og arbejdsløshed.

Løsningen ligger ikke i forhandlinger på Christiansborg. Det er selve systemet, kapitalismen, der er problemet.


Flygtningeproblemer

 

Arne Cheller-9943

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist oktober 2015

Stop krigene – send nødhjælp – ikke bomber

EU-landene sejler rundt i en synkende båd fuld af huller. Årsager og forebyggelse er ikke på dagsordenen. I stedet forsøger regeringen og næsten alle partier febrilsk at finde metoder til at stoppe eller reducere den voksende flygtningestrøm.

At NATO og EU med USA i spidsen har ført, og fører krig, og har ødelagt Afghanistan, Somalia, Irak, Libyen og Syrien, og nu, gennem deres stedfortræder Saudi-Arabien, er ved at smadre Yemen som land, indgår overhovedet ikke i debatten. Så længe USA og NATO bomber landene sønder og sammen, vil flygtningestrømmen blive ved. Børn, kvinder og mænd sætter ikke livet på spil i små gummibåde over Middelhavet, uden at deres liv var på spil.

Løkke Rasmussen-regeringen har valgt at sende en gøende lænkehund på banen, integrationsminister Inger Støjberg, med det formål at vise handlekraft og afskrække verdens flygtninge fra at søge til Danmark. Missionen er delvist lykkedes, dels ved at flygtningene ønsker at komme videre til andre lande, men også ved at man har skabt frygt i befolkningen, som man pådutter at kortsigtede løsninger kan løse globale problemer med et snuptag. Problemer der i sin yderste konsekvens kun kan løses af et andet samfundssystem.

Forgiftet atmosfære

Samtidig hermed er det et signal til ekstremister med en fascistisk og racistisk dags-orden om at vejen er banet for handling. Handlingen er, ligesom hos partierne der forsvarer det kapitalistiske system, camoufleret som et forsvar for nationen og knytter an til en nationalistisk grobund, som har fået øget gennemslagskraft med EU-kapitalismens øgede centralisering og undergravning af de nationale borgerlige demokratier.

I Tyskland og andre lande, herunder Danmark, ser vi en skræmmende udvikling som et aftryk af det kaos, som EU har bidraget til. Mennesker, som søger beskyttelse, mødes med en voldelig form for racisme.

Organiserede fascister optræder under dække af ”bekymrede borgere” og mobiliserer overalt. Krigsflygtninge bliver fremstillet som økonomiske flygtninge. Atmosfæren er forgiftet med angst, og man fremstiller nedbrænding af asylbeboelser som ”drengestreger”.

EU ønsker at sætte flygtninge i lejre, ikke mindst i nærområderne. Afskrækkelsesretorik bruges højlydt ikke mindst af indenrigspolitiske grunde. Krise og kronisk arbejdsløshed sender tusinder af sted for at forbedre deres tilværelse, selv om de har meget ringe udsigt til at få asyl. En situation som minder om situationen ved USA’s grænse mod Latinamerika.

Militære svar

At bygge mure og lejre som et forsvar mod flygtninge er blevet første prioritet i den permanente beskidte kamp, som kendetegner det kapitalistiske system. Et system som er blevet kaldt udviklet, men snarere er et system, som hvis det ikke bliver bekæmpet og afviklet, vil bane vejen for nye skærpede former for overvågning og kontrol, ikke kun på flygtningeområdet, men på alle områder af samfundslivet.

EU-regeringernes politiske svar på det eksplosive flygtningepres bygger på, at EU-kapitalismen må forsvares gennem oprustning. Man bruger et sprog, som er vendt mod de slaveforhold flygtninge oplever, men i praksis er EU’s indsats primært optaget af at bygge barrierer og forhindringer for flygtninge. Samtidig ønsker man også en åbning for endnu billigere arbejdskraft til at holde den kapitalistiske profit i gang.

Udbyttet arbejdskraft

Helt grotesk bliver det, når EU taler om at være for belastet og oversvømmet set i forhold til Libanon, Jordan, Irak, og Tyrkiet, som har mere end 20 gange det antal, som er flygtet til EU-lande.

I den sammenhæng taler man også om, at den arbejdskraft, som flygtninge kommer med skal udnyttes. At de skal arbejde gratis eller for en meget lav løn, og at der skal oprettes et system, hvor flygtninge ikke får samme rettigheder som den lokale befolkning, men fastholdes i en slavelignende Apartheid-relation.

Tænk på tidligere statsminister Helle Thornings udtalelse om at flygtninge skal arbejde fra dag et. Er der nogen med bare lidt omtanke i hovedet, der tror på, at det ville være til en overenskomstmæssig løn? Problemet har vi set længe gennem de ringe vilkår som østeuropæiske arbejdere tvinges til under social dumping.

Et forbillede kunne være Qatar, som er kendt for sin hensynsløse udbytning af fattige migranter, der totalt er berøvet alle rettigheder til at organisere sig og protestere. Disse fattige ses som et uudtømmeligt reservoir af billig arbejdskraft. Problemerne i de fattige lande er ikke de rige landes ansvar, siger de politiske magthavere. Kynikerne, som findes i den herskende politiske klasse, hævder ligefrem, at afrikanske slaver i Amerika fik et bedre liv end i Afrika.

Fakta er, at tusinde omkommer, og at Europa – ikke mindst EU – står med den største flygtningekatastrofe siden Anden Verdenskrig. Monopolkapitalen og den nationalistiske højrefløj kan finde sammen i krav om at der er brug for arbejdskraft, men denne arbejdskraft skal aldrig kunne opnå fulde rettigheder og skal sendes retur, når staten beslutter det.

Racismen trives på denne baggrund. Tidligere positioner, ikke mindst for socialdemokratismen, forlades til fordel for fremmedfjendske og kulturfjendske positioner. Pia Kjærsgaard har udtrykt det klart: Der er kun en civilisation, og det er vores. I dag er samme Kjærsgaard formand for Folketinget.

Imperialismens kaos

Imperialismen ønsker at fastholde og udvide de gamle kolonialistiske relationer. I den sammenhæng omtales flygtningeproblemet mere og mere militariseret, som trusler der kræver aktioner, hvor droner anses for det mest lovende til stor glæde for ”dødens købmænd”, våbenindustrien, som er en af de hurtigst voksende brancher i verdensøkonomien.

Men bag ved flygtningestrømmen ligger et kaos i Afrika og Mellemøsten, som EU-imperialismen har skabt gennem krige og underudvikling. Udviklingen i Ukraine med borgerkrig, fascisme og voldsomt stigende fattigdom kan ikke kun udløse den næste store indvandringsbølge mod EU. Den kan også udløse en verdenskrig.

Kommunisterne siger at det arbejdende folk må gøre sig fri af det imperialistiske NATO, og arbejdere i alle lande må kæmpe for samme mål: Fred!

Bekæmp storkapitalens allierede NATO og EU.

Intensiv propaganda


 

Forbyd atomvåben – stop NATO

 

Arne Cheller-9943

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist september 2015

Stop udviklingen mod endnu en verdenskrig

Fra den 28. september til den 6. november afholder NATO militærøvelsen” Trident Juncture” 2015. Omkring 36.000 mand vil indgå, og både landtropper, flåde, flyvevåben, specialtropper, efterretningsvæsen og overvågningsenheder vil deltage. Udrykningsstyrkerne skal gennemføre et angreb på et fiktivt land på Afrikas Horn og skal bl.a. møde en guerillahær, træne kemisk krigsførelse og håndtere sultkriser og flytning af befolkningsgrupper.

I følge NATO skal der bygges videre på erfaringer fra bl.a. Afghanistan, Kosovo, Irak og Ukraine. Øvelsen retter sig mod NATO’s øst- og syd flanke. Den vil udgå fra Spanien, Italien og Portugal og vil således rette sig bredt mod Imperialismens aktuelle interesseområder for aggression – Rusland, Mellemøsten og det nordlige Afrika.

Krig på to fronter

På NATO’s topmøde i Wales i september 2014 blev strategien med offensiv på to fronter lagt fast: Optrapning mod Rusland og mod ”ekstremismen” i Mellemøsten og Afrika. Den påståede aggression fra Ruslands side skal retfærdiggøre NATO’s offensiv på den front, mens terror fra IS, skal retfærdiggøre indblanding og krig i Mellemøsten og Afrika.

På NATO-mødet havde EU en selvstændig repræsentation, og ligeledes deltog ikke-NATO-medlemmer som Ukraine og Finland, der er NATO-partnerskab medlemmer.

Spækket med atomvåben

Mens næsten hele den kapitalistiske verden hylder USA`s atomaftale med Iran – et land, der ikke besidder atomvåben og har underskrevet traktaten om ikke-spredning af kernevåben – er Europa spækket med atomvåben.

Atomvåben indgår som en del af NATO’s krigsmuligheder. Italien, hvor øvelsen finder sted, er det NATO land, der huser flest atomvåben på sit territorium. Landet har flere vigtige baser, som er blevet brugt ved NATO’s bombardement af Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen.

I Mellemøsten findes atomvåben i Israel. Desuden har USA indgået en aftale med Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater om atomteknologi, der vil gøre disse lande i stand til at fremstille atomvåben.

Fredskrav

I alle tre lande hvor NATO øvelsen finder sted har anti-krigsbevægelser gennemført protester mod NATO medlemsskabet og NATO-baserne. Aktioner og demonstrationer finder sted under parolerne ”Nej til NATO”, og ”Nej til NATO-baser”.

NATO er imperialismens, ikke mindst USA’s, væbnede gren. Et undertrykkelses- og krigsinstrument på verdensplan, og NATO’s oprustning og krigsforberedelser, ikke mindst i Europa, udgør en stor fare for at endnu flere dele af verden bliver sat i brand.

I hvert medlemsland må spørgsmålet om den konkrete oprustning og NATO-medlemskabet inddrages i fredsarbejdet med det mål at bidrage til alliancens opløsning.

Stop krigsvanviddet

Gå med

Derfor er det glædeligt at de kommunistiske partier her i landet i august måned, udsendte en fælles udtalelse ”Stop krigsvanviddet” (bragt i august nummeret af Kommunist), men udtalelser er ikke nok. Der må og skal skabes en større og mere slagkraftig Fredsbevægelse, som inkluderer kommunister, fagbevægelsen, kulturlivet, ungdommen, ældre, og alle som vil stoppe kapitalismens forberedelser af krig.

EU går hånd i hånd med NATO om endnu mere oprustning af Europa og for en TTIP-aftale med USA, som endegyldigt skal cementere monopolkapitalens indflydelse og magt.

NATO opruster mod Rusland i Ukraine, i de baltiske lande, i Polen og i Norden. Hvis denne udvikling ikke stoppes, kan det føre til en ny verdenskrig.


Sparker de svageste – hjælper vennerne

 

Af Arne Cheller

Formanden for KPiD: Kommentarer i Kommunist august 2015

Man må medgive statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han er åben omkring, hvis interesser han repræsenterer både indenrigs- og udenrigspolitisk.

Se blot regeringens beskæftigelsesminister, den tidligere DA-Formand Jørn Neergaard Larsen, der i foråret gik til kamp for at slagte de sociale ydelser. Som arbejdergiver-formand krævede han, at sygedagpenge og førtidspension skulle sættes ned med over 4.000 kroner om måneden, og at kontanthjælpen skulle beskæres med omkring 1.000 kr. Samlet skulle 28 ydelser skæres ned ifølge den nye minister.

Lønningerne skal ned

I foråret påstod det nu regeringsbærende parti Venstre hårdnakket, at de ikke ville skære i disse ydelser, skønt man i forblommede vendinger roste Neergaards udspil.

Men alt taler for, at DA’s udspil skete i tæt dialog med Venstres top. Med valget af den tidligere DA-formand lægger regeringen op til et frontalt angreb på arbejdsløse og syge.

Snakken om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, betyder hos den herskende politiske klasse, at de arbejdsløse skal gøres mere sultne. De syge skal tvinges i arbejde, og lønnen skal ned. De, der har mindst, skal jagtes ud i endnu større fattigdom for at skabe mere profit til de firmaer, der i mange år har betalt minister Neergaards løn.

Mørklægning af skamplet

Den nye regering begyndte sit arbejde på det udenrigspolitiske område med at nedlægge Irak-kommissionen. Det var ikke nødvendigt med en juridisk afklaring om grundlaget for dansk krigsdeltagelse var i orden, og der var heller ikke behov for en undersøgelse af de danske soldaters udlevering af irakiske fanger til tortur og død. Begrundelsen var, at den danske krigsdeltagelse allerede er ”tilstrækkeligt belyst”.

Det er en påstand, som end ikke det politiske flertal i Folketinget tror på. For netop den manglende viden var tilbage i 2010 årsag til, at Lars Løkke Rasmussen som statsminister iværksatte en undersøgelse af danske soldaters udlevering af fanger til torturfængsler. ”Det, der er brug for nu, det er en samlet redegørelse. Min eneste interesse er, at vi får alt frem i den her sag” sagde han dengang.

Hr. Neergaard

Hvis interesser varetog han

Siden efteråret 2010 er intet sket, og dermed omgør Lars Løkke Rasmussen sin egen begrundelse ved at nedlægge Irak-kommissionen.

Mange politikere og medier bifalder kommissionslukningen med argumenter som, at der er tale om en ”unfair” politisk eftertackling af Anders Fogh Rasmussen.

Den daværende statsminister, senere NATO’s generalsekretær (nu i våbenhandel), bragte Danmark i krig med baggrund i en langsigtet karrierepleje. Fogh løj om sine kontakter med de imperialistiske kræfter, ligesom han løj om Saddams ”masseødelæggelse” våben. Det var kommissionens arbejde at afklare, hvad der var op og ned.

Magtmisbrug?

Regeringen og dens støtte partier ønsker ikke en -klarlægning af forløbet nu, hvor løgne og tvivlsomme forhold kunne blive afdækket. Pudsigt med støtte fra Dansk Folkeparti, som har en lidenskab for klarlægning af danmarkshistorien, men den kan de vel kun udleve gennem anti-kommunisten Bent Jensen.

Udenrigspolitisk ordfører og næstformand i DF Søren Espersen siger ”det er klarlagt tilstrækkeligt”. Hvordan han kan vide det, når det nu ikke bliver klarlagt, står hen i det uvisse. At der ikke bliver en afklaring af beslutningsforløbet er en meget alvorlig sag, og det umuliggør en eventuel straffesag mod Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller for magtfordrejning og magtmisbrug.

Frem i lyset

Har en regering et flertal i parlamentet, har den også mulighed for at afskære arbejderklassen fra information eller rettere, den bestemmer, hvad sandheden er i givne situationer helt i overensstemmelse med, hvad kapitalen ønsker. Det er klassekamp.

Derfor opfordrer vi alle med adgang til kommissionens papirer, gør hvad der er nødvendigt: Læk alle dokumenter – Læk hvad lækkes kan!

Lys over landet – når uret bliver ret, er modstand en pligt.