Vi krævede 30 timers arbejdsuge

men bliver pålagt 42 timers arbejdsuge.

OK 2017 NEJ TAK / STEM NEJ

NU MÅ DET VÆRE NOK!

Hvorfor mon:

  • Arbejderne forlader fagbevægelsen
  • Mindre end ti procent af medlemmerne deltager på generalforsamlingerne
  • Ca. en million mennesker i Danmark er udstødt fra arbejdsmarkedet

Fordi fagbevægelsens såkaldte ledere ikke ser og ikke lytter til medlemmerne.

Forslagene til OK 2017 er en hån mod ikke bare arbejderne men hele den danske befolkning.

Hvis fagbevægelsens såkaldte ledere så og lyttede til medlemmerne, så ville de vide, at arbejderne bliver slidt ned i en stadig tidligere alder, så ville de vide at Danmark er ramt af en regulær stress epidemi med et enormt sygefravær til følge. Det skyldes primært det vanvittigt opskruede arbejdstempo på det danske arbejdsmarked.

De ville også vide, at førtidspensionen ikke er en mulighed selv for alvorligt nedslidte og syge.

De ville også vide, at efterlønnen, der for mange var en redning fra 2019, ikke længere er eksisterende.

3Fs underskrifts indsamling imod højere pensionsalder på grund af nedslidningen – ja den kampagne må også være gået de såkaldte faglige lederes næse forbi.

Industrien præsenterer deres medlemmer for et forslag, hvor de kan få lov æde deres egen ikke blot bag men underkrop. Ret til 32 senior dage de sidste fem arbejdsår – altså for egen regning. Ja, det skal nok hjælpe på den tidligere og tidligere nedslidning og ikke mindst på stress epidemien.

For byggeriets vedkommende lægges der op til øget arbejdstid nemlig helt op til 42 timers arbejdsuge, når det passer ind i arbejdskøbers kram. Ja, her fornemmes det da også, at forhandlerne har været bekymret for det enorme sygefravær grundet det vanvittige opskruede arbejdstempo.

Forringelserne af løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked, der er en direkte følge af medlemskabet af det kapitalistiske systems redskab EU vendt imod fagbevægelsen og arbejderklassen, bliver der også taget hånd om. Blik og Rørs værnebestemmelser skal ved hjælp af overenskomsten fjernes, så medlemmerne af Blik og Rør også kan blive underløbet af billig udenlandsk arbejdskraft.

Kommunisterne vil understøtte og bidrage aktivt til nej kampagnen. En nej kampagne, der må og skal føres på tværs af alle de berørte forbund, sådan at alle medlemmer får ejerskab i nej -kampagnen. Kun der ved vil det være muligt at skabe et så klart nej til overenskomstforslagene, at de forkastes.

Kommunisterne vil i kampen imod det kapitalistiske systems frygtelige udbytning af arbejderklassen stædigt sætte den eneste løsning af den stadigt tidligere nedslidning på dagsordenen nemlig

EN 30 TIMERS ARBEJDSUGE MED FULD LØNKOMPENSATION.

Økonomien skal der ikke bekymres om, da virksomhederne skovler penge ind. Samfunds økonomisk vil det være en win/win-situation.

Kammeratlig hilsen

Kommunistisk Parti i Danmarks faglige udvalg