14. Internationale møde for kommunistiske partier og arbejderpartier:

Hovedtræk af sluterklæringen

Beirut, Libanon, 22.-26. november 2012

Af Betty Frydensbjerg Carlsson

14. Internationale Konference

Kommunistiske partier fra hele verden har været samlet i Libanon for at diskutere den voksende imperialistiske aggression nationalt og globalt.

Hvordan styrker vi kampen mod den eskalerende imperialistiske aggression, for folkenes sociale, økonomiske og demokratiske rettigheder og for socialisme? 

Mødet fandt sted tre år efter det ekstraordinære internationale møde i Damaskus i 2009 om arabiske spørgsmål og Palæstina. Partierne udtrykte fortsat støtte til de arabiske landes folks og arbejderklasses modstand mod den imperialistiske aggression og storkapitalen og til deres kamp for demokratisk forandring. Det 14. møde sluttede op om erklæringerne fra møderne i 2008–2011 om overproduktion og overakkumulation af kapital under den kapitalistiske krise og fastslog, at krisen skyldes voksende modsigelser mellem kapital og arbejdskraft. Alle borgerlige forsøg på krisestyring er mislykkedes og har medført en massakre på folkenes rettigheder. Imperialismens svar på krisen har været en bred og ødelæggende offensiv mod de sociale, økonomiske, demokratiske og nationale rettigheder, folkene og arbejderne har tilkæmpet sig i det 20. århundrede. Imperialismens aggression tager til med flere krige, og USA’s internationale position svækkes i takt med, at andre landes økonomiske og politiske magt vokser. Dermed er verden igen ved et farligt knudepunkt, hvor modsigelserne og konkurrencen skærpes. Det indebærer store farer, men også reelle udviklingsmuligheder for arbejdernes og folkenes kampe. Hvordan manifesterer den imperialistiske aggression sig militært, politisk, økonomisk og socialt?

1)      Imperialismens offensiv sigter på at ødelægge økonomiske, sociale, politiske, kulturelle og nationale rettigheder og begunstige kapitalen på bekostning af arbejdskraften. Samtidig med en massiv koncentration af kapital rettes der hårde angreb på arbejdernes rettigheder gennem lønnedskæringer, massefyringer, privatiseringer og afvikling af staternes sociale opgaver.

2)      Når Barack Obama i FN erklærer, at USA ikke vil trække sig tilbage fra verden, stemmer det nøje overens med NATO-topmødets beslutning i Chicago sidste sommer om øget imperialistisk militær intervention under mottoet ”intelligent forsvar”, herunder opbygningen af missilskjold, hyppige trusler mod Iran og Den Demokratiske Republik Korea, provokationer i Mellemøsten, Sydøstasien og Afrika og voksende militaristisk imperialisme i Latinamerika og Caribien. Blokaden mod Cuba og sammensværgelserne mod Venezuela fortsætter.

3)      Den militære kampagne ledsages af fræk og åbenlys politisk indblanding i de fleste af verdens lande. Med penge og indflydelse skræmmer og manipulerer man folkevalgte politikere til at handle mod folkets vilje. Hele værktøjskassen af terrorangreb, militærkup, forbund med nyfascistiske grupper og religiøse og kontrarevolutionære kræfter er taget i brug for at omfordele verdens markeder og ressourcer, især energimarkedet med dets olie og naturgas.

4)      Sideløbende hermed bruger man i stigende grad internationale organers ressourcer, især Valutafonden (IMF), Verdensbanken og EU, til at værne om storkapitalens magt. For at sikre dens interesser og fortsatte intervention i verdens lande fører det globale kapitalistiske regime krig mod den internationale arbejderklasse og dens repræsentanter med bl.a. disse midler: • Afvisning af arbejde og løn for arbejde som en grundlæggende menneskeret. • Global ideologisk medieoffensiv for at svække arbejdernes og folkenes kamp og forfølge politiske kræfter, især kommunistiske partier og arbejderpartier, der kæmper mod imperialismen. • Samordnede aktioner, der krænker FN-pagten og Verdenserklæringen om menneskerettigheder, – dokumenter, der blev udformet, mens Sovjetunionen og andre socialistiske lande var en del af verdens magtkonstellation.

5)      Denne ambitiøse globale aggression kommer til udtryk i projekt ”Nyt Mellemøsten”, og i det lys skal man forstå dels USA’s og EU’s trusler om intervention i Iran og Syrien, deres udnyttelse af volden mod civile og deres støtte til imperialistvenlige kredse i landene, dels de fortsatte bestræbelser på at dirigere de sidste to års opstande i den arabiske verden ved hjælp af sekterisme, racisme, fordomme og villige petrodollars fra de arabiske Golf-lande. Denne udvikling presser kommunistiske partier og arbejderpartier til at påtage sig deres historiske ansvar og konfrontere det kapitalistiske system og den imperialistiske aggression. Der må fremsættes anti-monopolistiske og anti-imperialistiske krav for at kunne opbygge socialismen, som det 13. internationale møde udtalte i Athen sidste år. Det kræver på den ene side et stærkere samarbejde mellem vores partier og fælles retningslinjer for kampen, og på den anden side samordnet handling med de forskellige anti-imperialistiske kræfter og massebevægelser, herunder fagbevægelser. Nogle steder i Latinamerika har disse bevægelser trods angreb fra imperialismen fået indsat regeringer, der har national suverænitet, sociale rettigheder og miljøbeskyttelse på programmet. Sådan en universel konfrontation kræver også, at den arbejdende befolkning bliver organiseret, at arbejderklassen allierer sig med andre undertrykte befolkningslag, og at den internationale arbejderklasse og verdens folk intensiverer kampen. Tidens anti-folkelige tiltag må imødegås med en strategi, der tilgodeser folks aktuelle behov og kan stille anti-monopolistiske og anti-imperialistiske krav med det mål at omstyrte kapitalismen. Den kommunistiske bevægelses ideologiske kamp er livsvigtig for at forsvare den videnskabelige socialisme, imødegå tidens anti-kommunisme, gendrive den borgerlige ideologis uvidenskabelige afvisning af klassekampen og bekæmpe de socialdemokratiske kræfter, som støtter kapitalismens og imperialismens strategi. Hvis det socialistiske alternativ skal fremmes, må den kommunistiske bevægelse iværksætte en ideologisk modoffensiv.

Nyt Mellemøsten

Alene mødets placering i Libanon dets diskussioner om imperialismens planer for ”Det nye Mellemøsten” i perspektiv. NATO strategien om at genopdele regionen og dets folk i etniske og religiøse grupper, der så kan slås indbyrdes, skal sikre imperialismens tilegnelse af regionens værdifulde ressourcer, som f.eks. olie og gas og sikre uhindret transport væk med det. Drejebogen for en sådan ny-kolonisering af regionen er under fuld udførelse. Krigene og besættelserne af Afghanistan, Irak og Libyen, og Israels aggressioner mod Libanon og Palæstina er en uadskillelig del af dette projekt. Aktuelt må Syrien lægge ryg til. I forbindelse med anerkendelsen af ”oprørshæren” – der består af folk fra mange andre lande – som den legitime repræsentant for Syrien, har Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal udtalt, at dette er første skridt ”i en planlægning af Syriens fremtid”. Det syriske folk er ude af billedet i denne planlægning, Syriens fremtid bestemmes af anonyme og godkendes af Søvndal & Co.

Mangesidig offensiv

Den imperialistiske kapitalismes aggressive fremfærd opleves i alle lande, og denne strategi blev ligeledes diskuteret. Det gælder dens langsigtede offensiv, til nedbrydning af de økonomiske, sociale, politiske, kulturelle og nationale rettigheder. Det gælder de massive initiativer, der yderligere skal koncentrere og centralisere kapitalen, med vidtrækkende virkninger på hævdvundne sociale og arbejdsrelaterede rettigheder. Det gælder krav om lønnedgang og om længere arbejdstid, krav som rammer arbejderne i alle lande. I Europa gennem EU og i den øvrige verden gennem krav fra IMF og Verdensbanken. Offensiven er fulgt af en offensiv mod demokratiske og nationale rettigheder af et hidtil uset omfang.

Modoffensiv

Det er kommunisternes historiske ansvar at stoppe denne destruktive udvikling. Modoffensivens strategi er nationalt og regionalt betinget. Erfaringerne med udvikling af brede demokratiske og progressive bevægelser blev evalueret, sammen med erfaringerne for udviklingen af landenes fagbevægelser og den rolle de spiller i forhold til arbejdernes kampe for sine interesser. Konferencens konklusioner blev nedfældet i en fælles arbejdsplan, og dens analyser i en fælles resolution, som bringes i uddrag.