13. Internationale møde for kommunistiske partier og arbejderpartier:

Hovedlinjer for de fælles aktiviteter i den kommende periode

Det 13 internationale møde for kommunistiske partier og arbejderpartier besluttede, at alle – i overensstemmelse med de nationale muligheder – fokuserer på en række fælles initiativer og søger at øge det politiske gennemslag ved en koordineret indsats – bl.a. gennem fælles datoer for initiativer:

1: Arbejdernes internationale solidaritet og aktiv støtte til arbejdernes og folkenes kampe. Fremme af initiativer, der kan samordne arbejdernes, de fattige bønders og mellemlagenes kampe. Afvisning af ethvert forsøg på at undertrykke arbejdernes kampe og begrænse fagbevægelsens rettigheder. Der lægges særlig vægt på at løse problemerne med at organisere og mobilisere arbejdende kvinder, unge og migrantarbejdere.

  • 8. marts: Kvindernes internationale kampdag
  • 1. maj: Alle kræfter lægges i for at mobilisere for klasseinteresserne      og rettighederne.

2: Kamp imod imperialistisk aggression

  • Den 20. og 21. maj: NATO’s 25. topmøde i Chicago.

3: Aktiv international solidaritet med folk og bevægelser, der står over for imperialistiske trusler, interventioner og angreb, undertrykkelse og besættelse. Modstand mod at folkelige bevægelser og aktive organisationer forfølges.

  • 29. november: Særlig fokus på solidariteten med det palæstinensiske      folk.

4: Forsvar for historien og for den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsens bidrag og for socialismen. Aktiviteter mod antikommunismen, mod antikommunistiske love, indgreb og forfølgelse. Forsvar for demokratiske og faglige rettigheder. Kommunistiske partier og arbejderpartier skal kunne tale og handle uhindret. Nej til fordrejning og revision af historien.

  • 7. november: Årsdagen for Den Store Oktoberrevolution i Rusland.
  • 9. maj: Dagen for folkenes antifascistiske sejr i 1945 – med særlig      vægt på Sovjetunionens og kommunisternes bidrag til sejren over fascismen.
  • 18. juni: 130-året for Georgi Dimitrovs fødsel.
  • 23. august: Aktionsdag mod EU’s historieforfalskning.

5: Fordømmelse af USA’s blokade mod Cuba og kamp for umiddelbar ophævelse af den. Frihed for de fem cubanske antiterrorister med ret til tilbagevenden til Cuba. For den øjeblikkelige og sikre tilbagerejse for Rene Gonzales til Cuba

  • 12. september: Markering af 14-året for fængslingen af de fem cubanske      patrioter.

6: Styrkelse af den internationale front imod imperialismen og støtte til internationale antiimperialistiske masseorganisationer, Det faglige Verdensforbund, WFTU, Verdensfredsrådet, WPC, Kvindernes internationale demokratiske Forbund, WIDF og Demokratisk Verdensungdomsforbund, WFDY, ud fra de konkrete betingelser i hvert land.

7: Aktiviteter til forsvar for miljøet og imod kapitalismens ødelæggelse og tilegnelse af naturressourcerne.

Athen den 11. december 2011

 

Socialisme eller fascisme

På det 13. møde for arbejder- og kommunistiske partier sagde formanden for Kommunistisk Parti i Danmark i partiets indlæg til debatten blandt andet:

Vi har tidligere analyseret at krisen ville betyde at finanskapitalen ville kaste sig over vores statskasser. Det har de så sandelig også gjort, og i de gamle økonomiske centre som f.eks. USA og Europa har de tømt statskasserne så landene står med en enorm gæld til selvsamme finanskapital. I Europa kræver EU en stadig større del af den offentlige sektor privatiseret. Gennem finurlige transaktioner kanaliserer en række private virksomheder, der lever af de offentlige kasser, profitten ud af landet til områder i skattely. Fortsætter dette, vil der en dag end ikke være penge i kasserne til at fodre dem. Dertil kommer, at når private ”rating-firmaer” rater landene lavt for investorerne, ja så bliver det ikke bedre af at man sælger ud af arvesølvet. Kapitalismen er nu på et stade, hvor der ikke er mange flere værktøjer tilbage til brug for redning af systemet.

Forventet uro

ILO har lige fremlagt en rapport om at den sociale uro vokser konstant, og at de forventer social uro – som de kalder det – i 40 % af de 119 lande som de har undersøgt. Det er den voksende arbejdsløshed, forværringerne i levestandarden og manglende tillid til regeringerne der ligger til grund for denne udvikling. Sidstnævnte kan ses af parlamentsvalgene, hvor folk bruger deres stemmeret til at protestere. Mod socialdemokratiske regeringer, der udskiftes med borgerlige, og omvendt. Men de skiftende regeringer gør ingen mærkbar forskel. Storkapitalen har helt overtaget magten, og går end ikke af vejen for at manøvrere valgte politikere ud.

To alternativer

Vi står umiddelbart over for alternativet socialisme og en kæmpe fare: Fascisme. I Europa har vi allerede set dens fremkomst. Efter års fremmedhad, underminering af demokratiske rettigheder, humanisme og solidaritet forsøger de ansvarlige politiske ledere at virke chokeret over op blusningen af den ekstreme højrefløj og deres mord. Disse grupperinger er et produkt af kapitalismen, dens elendighed, dens materielle og kulturelle fattigdom og dens afskyelige menneskesyn.

Tak for solidaritet

Betty Frydensbjerg Carlsson sluttede indlægget med at rette en stor tak for den omfattende solidaritet fra hele verden, som partiets fængslede kammerat Anton Nielsen havde modtaget under sit uretfærdige fængselsophold. Hun hyldede den solidaritet, der binder verdens undertrykte sammen, og som vil være den kraft i kampen for en bedre verden, i kampen for socialisme, der vil føre til sejr.

 

Det 13. internationale møde for kommunistiske partier og arbejderpartier blev afholdt i Athen 9.-11. december 2011 med temaet: SOCIALISMEN ER FREMTIDEN!

Den internationale situation og kommunisternes erfaringer 20 år efter kontrarevolutionen i USSR. Opgaver for udviklingen af klassekampen under kapitalismens krise og imperiali­stiske krige, for de aktuelle folkelige kampe og opstande, for arbejderklassens rettigheder, for styrkelsen af den proletariske internationalisme og den anti-imperialistiske front, og for omstyrtelsen af kapitalismen og opbygningen af socialisme.

I mødet deltog repræsentanter fra 78 partier i 59 lande. En række partier, som var forhindret i at deltage på grund af omstændigheder, de ikke selv var herre over, havde sendt hilsner. Fra Athen hilser vi de tiltagende folkelige kampe velkommen, der udløser et stort frigørende potentiale mod imperialisme og mod kapitalistisk udbytning og under­trykkelse til gavn for verdens arbejderes sociale og faglige rettigheder og ret til social tryghed.

Mødet blev holdt under komplicerede forhold; den dybe og vedvarende kapitalistiske krise dominerer fortsat den internationale situation, og krisen ledsages af en optrapning i imperialismens aggression, sådan som det blev udtrykt på Lissabon-topmødet om den nye NATO-strategi. Dette understreger nødvendigheden af at udvikle den folkelige kamp og foretage større forandringer i samordningen af kræfterne på globalt plan. Denne virkelighed bekræfter de analyser, der blev opridset i erklæringerne fra det 10., 11. og 12. Internationale Møde, holdt i Brasilien (São Paolo) i 2008, Indien (New Delhi) 2009 og Sydafrika (Tshwane) 2010.

Det bliver stadig mere tydeligt for millioner af arbejdende mennesker, at krisen er systemets krise. Det er ikke fejl i systemet, men selve systemet, der er forkert og derfor fremkalder regelmæssige periodiske kriser. Krisen er resultatet af skærpelsen af kapitalismens hovedmodsætning mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens privat­kapita­listiske form; den er ikke en følge af en særlig version af systemets styrings­politik, af vildskud fremkaldt af bankierers og andre kapitalisters grådighed, eller af manglen på effektive reguleringsmekanismer. Den understreger kapitalismens historiske grænser og behovet for at styrke kampene for antimonopolistiske og antikapitalistiske mål og nødvendigheden af en revolutionær omstyrtelse af kapitalismen.

I USA, Japan, EU og i andre kapitalistiske økonomier demonstreres den borgerlige økonomis forskellige udgaver dens magtesløshed. På den ene side fører den restriktive politiske linje til en vedvarende og dyb økonomisk tilbagegang. På den anden side yder den ekspansionistiske politiske ledelse store statslige støtte pakker til monopolgrupperne, finanskapitalen og bankerne og forstærker dermed inflationen og op pumpningen af statsgælden. Kapitalismen overfører virksomhedernes manglende betalings­evne til landenes regeringer. Kapitalismen har intet andet svar på krisen end masseødelæggelse af produktivkræfter og ressourcer, masseafskedigelser, fabrikslukninger og bredt anlagte angreb på arbejderes og fagforeningers rettigheder, på lønninger, pensioner og sociale tryghedsydelser, altså nedskæringer af menneskers indkomster og en uhyre stigning i arbejdsløshed og fattigdom.

Offensiven mod folket vokser i styrke, og det kommer særlig stærkt til udtryk i visse regioner. Koncentrationen og centraliseringen af monopolkapitalen skærper den økonomiske og politiske magts reaktionære karakter. Man fremmer kapitalistiske omstruktureringer og privatiseringer med sigte på at øge konkurrenceevnen og maksimere kapitalens profit ved at sikre billigere arbejdskraft og skrue sociale og arbejdstagermæssige rettigheder årtier tilbage.

Krisens styrke, det faktum, at den rammer hele kloden samtidig, og den ringe udsigt til en bedring gør det vanskeligere for de borgerlige kræfter at styre krisen. Disse faktorer fører til en skærpelse af modsætningerne og rivaliseringen mellem de imperialistiske kræfter og øger risikoen for imperialistiske krige.

Angrebene på demokratiske og nationale rettigheder stiger i styrke i mange lande. Politiske systemer bliver mere reaktionære. Antikommunismen forstærkes. Der træffes udstrakte forholdsregler mod kommunistiske partiers og arbejderpartiers aktivitet og mod fagforeninger og politiske og demokratiske friheder. De herskende klasser gør fra flere vinkler forsøg på at lukke folkets utilfredshed inde: man indfører ændringer i det politiske system, man gør brug af en række proimperialistiske NGO’er, og man prøver at afpolitisere folkets utilfredshed ved at kanalisere den over i bevægelser med apolitiske eller endda reaktionære træk.

Vi hilser de folkelige kampe og oprør velkommen, der har ført til omstyrtelsen af de antifolkelige regimer i Mellemøsten og Nordafrika, særlig i Tunesien og Egypten. De giver på trods af de modsætninger, som den aktuelle situation viser, en betydningsfuld erfaring, som den kommunistiske bevægelse skal studere og udnytte. Samtidig fordømmer vi skarpt NATO’s og EU’s imperialistiske krig mod det libyske folk og truslerne om indblanding i Syriens indre forhold og truslerne om indblanding i de indre forhold i Syrien og Iran og i andre lande. Enhver udenlandsk indblanding i forholdene i Iran er uanset påskud et angreb på de iranske arbejderes interesser og deres kamp for demokratiske rettigheder, social retfærdighed og sociale rettigheder.

Disse udviklinger bekræfter nødvendig­heden af at give de kommunistiske partier og arbejderpartierne øget styrke til at udfylde deres historiske rolle; arbejdernes og folkenes kamp i forsvaret for deres rettigheder og bestræbelser må yderligere styrkes, og systemets og imperialismens indre modsætninger må udnyttes til en omvæltning på magtens og økonomiens niveau med henblik på at tilfredsstille folkenes behov. Uden de kommunistiske partiers og arbejderpartiernes ledende rolle og uden arbejderklassen som førende kraft og fortrop kan folkene blive ofre for vildledning, assimilering og manipulation fra de politiske kræfters side, der repræsenterer monopolerne, finanskapitalen og imperialismen.

Der er betydningsfulde om grupperinger på vej i disse kræfters indbyrdes forhold på internationalt plan. Relativt set svækkes USA’s position fortsat, produktionen stagnerer generelt i de mest udviklede kapitalistiske økonomier, og nye globale økonomiske magter kommer til, særlig Kina. Der er en stadig stærkere tendens til, at modsætningerne skærpes, og det samme gælder konkurrencen mellem de imperialistiske centre og stater, heri indbefattet de såkaldte ”fremstormende økonomier”.

Den imperialistiske aggression forstærkes. I adskillige regioner i Mellemøsten, Asien og Afrika er der allerede flere steder spændte forhold eller krige, og antallet stiger. I Mellemøsten styrkes dette specielt af Israels aggressivitet vendt mod det palæstinensiske folk. Hertil kommer de nynazistiske og fremmedfjendske kræfters fremvækst i Europa og de flervinklede indgreb, trusler og angreb mod folkelige bevægelser og progressive politiske kræfter i Sydamerika. Militariseringen forstærkes. Risikoen for en generel storbrand på regionalt plan bliver endnu større. På den baggrund er det af fundamental betydning at udvide og styrke den anti-imperialistiske sociale og politiske front og kampen for fred med henblik på at udrydde årsagerne til imperialistiske krige.

Folket kan følge to veje:

  • Den kapitalistiske vej med udbytning af folkene og store farer for freden, arbejdernes og folkenes ret og de demokratiske rettigheder, og
  • Frihedens vej med enorme muligheder for at fremme arbejdernes og folkenes interesser og at sikre fremskridt, social retfærdighed, folkenes selvbestemmelse og fred: den vej, hvor arbejdernes og folkenes kamp stræber mod antikapitalistiske mål, og som fører til opbygningen af socialisme og kommunisme, som en historisk nødvendighed.

Takket være kommunisternes og den klassebevidste fagbevægelses afgørende bidrag er arbejdernes kampe i Europa og hele verden blevet yderligere styrket. Den imperialistiske aggressivitet møder fortsat beslutsom folkelig modstand i Mellemøsten, Asien, Afrika og Latinamerika. Sammen med de erfaringer, der indtil nu er gjort i især Latinamerika, og de kampe og processer, der stadig foregår, demonstrerer denne kendsgerning de muligheder, klasse­kampen giver folkene for at tage skridt fremad, vinde terræn og rette slag mod imperialismen, med det mål at omstyrte det imperialistiske barbari.

Vi hilser arbejdernes og folkenes kampe velkommen og noterer os behovet for at styrke dem. Omstændighederne kræver en intensivering af klassekampen, massernes ideologiske politiske kamp, for at bremse de antifolkelige tiltag og fremme de kampmål, der tjener moderne menneskers behov; der er behov for et organiseret modangreb fra arbejderside, for antimonopolistisk og anti-imperialistisk modstand og for omstyrtelse af kapitalismen og afskaffelse af menneskers udbytning af hinanden.

I dag er tiden moden til, at der kan opbygges vidtstrakte samfunds­mæssige antimonopolistiske og anti-imperialistiske forbund, der er i stand til at overvinde imperialismens mangesidige angreb og aggression, og som kan kæmpe for at få magt og fremhjælpe dybtgående, progressive, radikale og revolutionære forandringer. Arbejderklassens enhed og organisering og fagbevægelsens klasseorientering er grundlæggende faktorer, når der skal sikres en opbygning af effektive samfundsmæssige forbund med bønderne, byernes mellemlag, kvindebevægelsen og ungdomsbevægelsen.

I denne kamp spiller de kommunistiske partier og arbejderpartierne en uundværlig rolle på nationalt, regionalt og internationalt plan. Den samlede og samordnede aktivitet i de kommunistiske partier, arbejderpartierne, de kommunistiske ungdomsorganisationer og de anti-imperialistiske organisationer, hvor kommunister yder et vigtigt bidrag, udgør et af de mest solide elementer i udvidelsen af den anti-imperialistiske kamp og styrkelsen af den anti-imperialistiske front.

Den kommunistiske bevægelses ideologiske kamp er af livsvigtig betydning for at kunne forsvare og udvikle den videnskabelige socialisme, for at afvise tidens antikommunisme, for at træde op imod den borgerlige ideologi og de uvidenskabelige teorier og opportunistiske strømninger, der afviser klassekampen, og for at bekæmpe de socialdemokratiske kræfter, der forsvarer og iværksætter antifolkelige og pro-imperialistiske politiske tiltag ved at støtte kapitalens og imperialismens strategi. Hvis mennesker skal forstå behovet for enhed i kampen for social, national og klassemæssig frigørelse og for det socialistiske alternativ, er det nødvendigt, at den kommunistiske bevægelse iværksætter en ideologisk modoffensiv.

Omstyrtelsen af kapitalismen og opbygningen af socialismen udgør en påtrængende nødvendighed for folkene. I lyset af den kapitalistiske krise og dens følgevirkninger beviser erfaringerne fra den socialistiske opbygning socialismens overlegenhed. Vi understreger vores solidaritet med de folk, der kæmper for socialisme eller er i gang med at opbygge socialismen.

Kun socialismen kan skabe betingelserne for at få udryddet krige, arbejdsløshed, sult, elendighed, analfabetisme, usikkerhed hos hundreder af millioner mennesker og ødelæggelse af miljøet. Kun socialismen kan skabe betingelser for udvikling i overensstemmelse med arbejdernes behov i nutiden.

Arbejdere, bønder, arbejdere i by og på land, kvinder og unge – vi kalder på jer for at I skal kæmpe sammen med os for at få gjort ende på dette kapitalistiske barbari. Der er et håb, og der er en udsigt. Fremtiden tilhører socialismen.

SOCIALISMEN ER FREMTIDEN!

Athen, 11. december 2011.