Efter Sovjetunionens og de tidligere østeuropæiske socialistiske landes fald for omkring 30 år siden var der mange på både højre- og venstrefløjen, der troede, at nu var freden i verden sikret. De tog grueligt fejl! Kapitalismen blev ikke ’fredsduelig’, som var et begreb, som mindre indsigtsfulde opfandt den gang.
Verden har i stigende grad været præget af krige – også i Europa – og af militære trusler og oprustning. Her har NATO spillet en afgørende rolle, men også EU blander sig mere og mere i udviklingen på det militære plan og ikke kun i Europa.
Et vigtigt led er inddæmningen af Rusland via optagelsen af Ruslands nabolande i NATO, som det er sket med de tidligere socialistiske lande Østeuropa. I andre tilfælde – herunder Ukraine – har NATO og EU foreløbig måttet nøjes med at installere et vestligt orienteret styre. I andre lande som f.eks. Georgien har EU og NATO endnu ikke fundet ud af, hvordan de bedst kan sikre deres indflydelse.
Et andet vigtigt led i den samlede aggressive politik er de egentlige krige. Den blodige borgerkrig i det tidligere Jugoslavien var bl.a. et resultat af især NATO-landet Tysklands støtte til de hel- og halv fascistiske kræfter i Kroatien. I Afghanistan, i Irak, Libyen, Somalia, Yemen og sidst i Syrien har målet for USA’s og NATOs ageren ikke mindst været kontrol med olien og samtidig en bevidstløs opbakning til det mere og mere aggressive og imperialistiske Israel. Andre steder som i Cuba, Venezuela og Brasilien har USA belært af erfaringen fra det totalt mislykkede forsøg på at vælte Fidel Castro ved Svinebugts-affære i 1961 ikke direkte igangsat krige. I stedet har USA og dets allierede forsøgt sig med alle mulige andre former for ulovlig indblanding i andre landes forhold. Tilsvarende ses i Afrika. I Vestsahara fortsætter Marokkos ulovlige besættelse af landet med direkte og indirekte støtte fra især EU. I andre afrikanske lande har vestens interesse i naturrigdomme ofte været en medvirkende årsag til borgerkrige med utallige lemlæstede og døde.
I alle disse krige og krigslignende situationer har USA, NATO og EU spillet en hovedrolle, mens Danmark gennem sin såkaldte ’aktivistiske udenrigspolitik’ har været den altid villige støtte til at gå i krig for interesser, der ligger langt fra Danmarks.
Det er en stor misforståelse, hvis man tror, at verden er blevet mindre farlig at leve i efter at kapitalismen blev stort set enerådende politisk og økonomisk. Tværtimod har krige og trusler om krige konstant været hverdagskost det ene eller det andet sted. Krige og krigslignende tilstande er nemlig som altid frygtelige for befolkningerne, men samtidig frygtelig indbringende for storkapitalen.
Desværre har fredsbevægelserne ikke været meget aktive i de senere. Kommunistisk Parti i Danmark vil appellere til alle gode kræfter til at huske på, at uden militær nedrustning kan der ikke være tale om noget væsentlig social oprustning. Det nytter heller ikke at opnå sejre i den daglige kamp for bedre velfærd, hvis vi samtidig taber kampen mod krigen. Kampen mod NATO og EU og mod dansk aggressiv militærpolitik må styrkes NU.
