Beretning 11. kongres 2015

En overskrift lød fornylig: ’Europas optur har en klods af arbejdsløse om benet’! Problemet beskrives med at der ikke kun er tale om arbejdsløshed, men at antallet af langtidsarbejdsløse er fordoblet siden kapitalismens hjerte, finanskapitalens, sammenbrud i 2008. Den tænkende arbejder vil naturligvis straks fundere over hvordan der kan være tale om opsving, hvis arbejdsløshedsklodsen vokser?

Svaret er, at det kan der sagtens være tale om. Når der i de kredse tales om opsving, handler det ikke om opsving for samfundene endsige for befolkningen. Det handler om opsving for investorerne, uanset om de investerer i virksomheder eller i ren spekulation. Og investorerne er ganske rigtigt inde i et historisk opsving. Virksomhedernes regnskaber har de seneste år efter år udvist nye rekordoverskud, og aktiekurserne stiger og stiger igen. I deres aviser og magasiner fortæller de hinanden hvordan man gør: Man trimmer sine virksomheder, det vil sige, man fyrer folk og får de heldige tilbageblevne til at arbejde det mere, som de fyrede lavede. Man opretter ’nye’ selskaber med dårligere overenskomster og lønninger, og man flytter hele eller dele af produktionen til lande med lavere lønninger, miljøkrav og krav til arbejdsforhold, man udliciterer f.eks. IT arbejde til udviklingslande, og for entreprenørerne sælger man underentrepriser til mere eller mindre suspekte foretagender, der køber den billigste arbejdskraft i de dertil indrettede forretninger i Europa, der lever af at sælge arbejdere på markedet.

Men hvis overskuddene er så rekord store, og arbejdsløsheden er en klods om benet, hvorfor oprettes der så ikke flere arbejdspladser, vil det logiske spørgsmål være? Svaret fra de ultra-rige er lige så gammelkendt som bøndernes klager over vejret: at skatten er for høj! Det gælder både selskabsskatten og skatten på arbejde, som de ansatte skal betale. Og nu gælder det aktiebeskatningen. Hvis bare skatten nedsættes, så skal det nok blive bedre, lyder det. Nu er virkeligheden bare den, at skatterne, også i denne regerings tid, er nedsat og nedsat uden at det har afskaffet arbejdsløsheden, eller at der er investeret i nye rigtige arbejdspladser. Det andet argument vi hører er, at lønomkostningerne er for høje. Lønningerne skal ned for at de kan konkurrere med udlandet. Men virkeligheden med dette er, for det første, at de store og større virksomheder faktisk er ’udlandet’. Under halvdelen af virksomhedernes bestyrelsesmedlemmer er danskere. Dertil kommer, at Danmark, som finansministeren har sagt det, er blevet et konkurrencesamfund. Det vil sige et samfund hvor arbejderne konkurrerer med hinanden om arbejdet, og både de kummerlige vilkår vi nu har som arbejdsløse, og nedsættelsen af skatten på arbejde har hjulpet til at få sænket lønniveauet.

Men der er i vores regeringsperiode oprettet mange nye arbejdspladser, og det vil vi så gerne have mulighed for at fortsætte med, og vi har en vækstplan, lyder det fra regeringspartiernes valgtaler. Ja, så sandt så sandt. Der er til eksempel oprettet ca. 100.000 tvungne løntrykkerjobs, hvor arbejdsløse på enten dagpenge eller sociale ydelser tvinges i arbejde for de ydelser de modtager. Det gælder især og skammeligt offentlige arbejdspladser, hvorfra omkring 35.000 er blevet fyret. Og så er der oprettet en lang række løsarbejderjobs. Også i Danmark kan man oprette et firma og leve af at sælge arbejdskraft til et midlertidigt eller længerevarende job uden rettigheder, pension og opsigelsesvarsel. De kalder sig vikarbureauer, selvom det ikke mere er vikarer de sælger, men løsarbejdere. Vikarer hørte til i højkonjunktur perioder, hvor folk der ikke ønskede et fast job kunne træde til som vikarer ved medarbejderes sygdom, barsel eller ved et midlertidigt ordrepres.

Regeringen vil nu udlove en findeløn på i alt 9.000 kr. over af et halvt år til en bestemt gruppe arbejdsløse, hvis de kan finde et arbejde!

Ideologien bag denne ide er dog ikke anderledes end den som ligger bag annoncerne fra investorernes forening DA’s, eller deres borgerlige politikeres. Forslaget er nemlig ikke ment som en dusør for at have fundet et arbejde, men ’for at det skal kunne betale sig at arbejde’, som det også hedder fra konkurrenceministrenes side. Bag dette perfide og meget brugte udtryk ligger en psykologisk kampagne der skal skjule hvem og hvad der er skyld i arbejdsløsheden, samtidig med at det skal bane vejen for yderligere fattiggørelse af de uheldige der udstødes. Det er til at forstå, når det bruges af investorernes interessepartier og organisationer, men det bliver kvalmende, når den del af det politiske spektrum der benævner sig som sociale, pakker det ind i ’sociale hjælpeforanstaltninger’ til den enkelte stakkels udstødte, som man f.eks. har gjort det med at kalde tvangsarbejde for nyttejob og såkaldt hjælp til såkaldt uddannelsesparate arbejdsløse på nedsat kontanthjælp. Hvis de udvalgte langtidsledige, vil være heldige at finde et job, kommer det ikke til at koste samfundet mange basse ører. For pengene er sparet op med kontanthjælpsreformen. Selvom 3.400 flere måtte på kontanthjælp i 2014, faldt statens udgift til kontanthjælp med 157 mio. kr. Det skyldes den lavere kontanthjælp, der kaldes uddannelseshjælp – til de yngre arbejdsløse under 30 år der betegnes som uddannelsesparate.

Vi hverken skal eller vil finde os i alle disse insinuationer mod arbejdsløse, uanset om de er fyret eller aldrig har kunnet komme ind på arbejdsmarkedet. Vi må slå fast, at som i alle andre tilfælde er det skadesvolderen der skal betale regningen for sin skade. Investorerne må til deres svulmende bankkonti og betale for de skader de har forvoldt!

Sidste kongres stod vi overfor at tiltræde finanspagten. Siden er EU’s neoliberalistiske reformer vendt mod det man engang kaldte velfærds Danmark kommet som perler på en snor, og har skabt et Danmark vi ikke kan genkende. Et samfund med utrygge handikappede og syge, der skal leve på nåde med kontanthjælpens forskellige satser og piskes rundt i arbejdsprøvninger, gamle der skal spise gammel mad, arbejdsløse der må gå fra hus og lejlighed, lærlinge der ikke kan få praktikplads, studerende der piskes gennem uddannelser for derefter at ryge ud i arbejdsløshed eller misbruges som gratis arbejdskraft i ’prøvestillinger’, et socialt dumpet og utrygt arbejdsmarked med et ekstremt arbejdstempo, stigende arbejdsulykker og et nedskåret arbejdstilsyn, ja vi kender alle hverdagens Danmark og alle vores problemer. Og så skal der ikke megen fantasi til for at se ud i fremtiden: Et opslidende arbejdsmarked for at tilfredsstille profithungeren, stadig dårligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ved arbejdsløshed, ingen førtidspension, ingen efterløn, højere pensionsalder. Hvis vi tillader at denne udvikling fortsætter, overlader vi de kommende generationer til et kaotisk samfund med nedslidte, opslidte, handikappede, arbejdsløse og fattige ældre der ikke kan gå på pension.

Denne udvikling kunne nok give stof til diskussion og kampberedskab på den kommende LO kongres, men de har andre store sager at diskutere, nemlig strukturændringer og ny formand. Det er da en prioritering der vil noget, her hvor den danske model er i opløsning. Uden at vi vil tage stilling til sammenlægningen af LO og FTF, så er udgangspunktet for forslaget ikke at gøre fagbevægelsen mere kampklar og slagkraftig, men det katastrofalt faldende medlemstal i LO, og der burde de forudgående års mange sammenlægninger af forbund, fagforeninger og afdelinger allerede have givet den erfaring, at sammenlægninger, af nød, ikke har hjulpet på den negative medlemsudvikling. Snarere tvært imod.

Problemerne ligger i de manglende resultater, i de store forringelser både politisk og overenskomstmæssigt, som fagbevægelsen har ladet passere uden kamp og stiltiende accepteret på lukkede møder. Man kan vel egentligt godt sige, at det værste ved at have en socialdemokratisk ledet regering er, at det gør fagbevægelsen til en stækket fugl i bur!

Manglende modstand har fået store dele af arbejderklassen derhen, hvor kapitalen vil have os: Opdelt, individuelt kæmpende for sin egen stilling, angst for at blive arbejdsløs. Så angst – og med god grund – at folk går syge på arbejde, arbejder over til det urimelige og sågar tager arbejde med hjem uden at få betaling for det, og dertil undlader at anmelde arbejdsulykker. Ca. hver 3. arbejdsulykke anmeldes ikke! Manglende kamp og lederskab fra fagbevægelsens øverste ledelses side har også fået den konsekvens, at et initiativ taget af en lokal LO sammenslutning om afholdelse af et landsdækkende møde for tillidsrepræsentanter og faglige aktive, for at diskutere hvad vi kan gøre sammen, måtte aflyses på grund af manglende tilslutning.

Konsekvenserne af den opdelte arbejderklasse skal med, når vi skal diskutere strategier for den faglige kamp. Billedet på arbejdspladserne er anderledes end tidligere, hvor alle var sammen om klubben og / eller LO / FTF fagforeningerne. Nu er fagbevægelsen opdelt i LO/FTF fagforeninger, kristelige foreninger og forsikringer, kolleger der kun er a-kasseforsikret, løsarbejdere og uorganiserede kolleger. På de betingelser skal vi så arbejde for arbejderklassens aktionsenhed.

Den kendte socialdemokratiske konfliktskyhed og kapitulation over for storkapitalen og nu dens neoliberalistiske offensiv, ses med al ønskelig tydelighed i følgende udtalelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) om arbejdsløshedsproblemet i Europa. Rådet påpeger at ansættelser derude fungerer helt anderledes end i Danmark. Citat: ”Der bliver lønmodtagere meget beskyttet mod at blive fyret. De ansatte har typisk lange opsigelsesvarsler, og arbejdsgiverne skal betale fuld løn til folk længe efter at de er stoppet.” Det lyder da inspirerende og godt, et krav vi bør kæmpe for, men så konkluderer AE, at ”Sydeuropa kunne lære af Danmark på dette område, for Europas opsving afhænger af det, og hvis der ikke findes en løsning går det ud over hele Europa”. Tak for kaffe. Det er ikke derfra vi skal forvente støtte til bedre tryghed. Nej, det skal som altid komme fra gulvet.

Det er på arbejdspladserne arbejdet med forståelsen af sammenholdets styrke skal foregå, og i det arbejde må alle gode kræfter forenes, og kampen for organisering og sammenhold må ske på grundlag af de fælles interesser vi har som klasse og den styrke vi har når vi forenes om at varetage vores interesser.

Det gælder også på EU plan. Det er stort set de samme investorer der opererer i vores lande, og fra kammerater i andre EU lande ved vi, at investorer og deres politikere går stærkt efter at kopiere netop den del af den danske model som handler om at det er let at fyre folk, og de har hele EU apparatet og traktaterne i ryggen. Der er derfor brug for en stærkere koordinering af kampen mod det udplyndringstogt som storkapitalen har gang i mod vores lande og vores fælles klasseinteresser. Vi har i kongresperioden været medstartere af et initiativ for at samle de kommunistiske partier i EU landene og de europæiske lande der er truet af EU medlemskab. Det fik en lidt skæv start, som skyldtes at grundlaget ikke først blev grundigt diskuteret i kollektivet, hvorfor mange af EU medlemslandenes broderpartier ikke deltager. Det svækker styrken i initiativet, så der ligger derfor stadig et arbejde foran os med at få den nødvendige viden om hvilke fælles problemer for arbejderklassen vi kan forenes om at bekæmpe i fællesskab, få alle med, og blive i stand til at kunne koordinere arbejderklassens og vores allieredes kampe. Fælles aktivitet og bevægelse ser vi som det vigtigste i kampen mod kapitalismen og dens farlige magtapparat, EU. Vi vil endnu engang slå fast, at kampen mod EU ikke er en parlamentarisk kamp, og at EU parlamentet er systemets narresut! Vi vil endnu engang erindre om at det vigtigste ærinde Folkebevægelsen mod EU har i EU parlamentet, er at sikre den danske befolkning størst mulig indsigt i hvad der foregår og besluttes i EU’s lukkede cirkler for at styrke kampen mod EU herhjemme på det bedst mulige grundlag. Derfor prioriterer vi også arbejdet i de lokale komiteer og de oplysningsaktiviteter der foregår rundt omkring lokalt. Vi var aktive op til Parlamentsvalget, og op til folkeafstemningen om EU patentdomstolen, som vi nok må erkende ikke fangede interessen hos den store del af befolkningen, og vi er igen aktive og ude med materiale op til næste års folkeafstemning om ophævelse af rets-undtagelsen.

Valget til EU parlamentet viste, at EU modstanden i medlemslandene er voksende. Det blev et protestvalg. Vi kan selvfølgelig glæde os over at vi ikke alene fastholdt vores mandat, men gik pænt frem ligesom kommunistiske partier og progressive folkelige bevægelser i EU-landene gjorde. Men det gjorde de reaktionære og fascistiske såkaldt EU-kritiske partier også. Herhjemme f.eks. Dansk Folkeparti. Går vi lidt dybere ind i det kan vi konstatere, at visse af disse partier i mange lande var de eneste EU modstandere, der stillede op. Det viser behovet for at samle de progressive kræfter i EU modstandskampen, ikke mindst der hvor de kommunistiske partier ikke er stærke nok til at stille op alene. Men frem for alt viser protestvalget os, at det går mere og mere op for befolkningerne hvilken rolle EU spiller for betingelserne i den hverdag vi skal leve og arbejde i.

Er der ikke de store massemanifestationer vendt mod EU og dets neoliberale diktater, er den folkelige modstand og aktivitet mod aftalen mellem USA og EU, kaldet TTIP, til gengæld voksende. Som med MAI aftalen i halvfemserne, forsøgte storkapitalen også med TTIP at hemmeligholde indholdet. Det er så heller ikke lykkedes dem denne gang. Det kaldes uskyldigt en handelsaftale, og der er ingen ende på propagandaen om at vi selvfølgelig skal takke ja til en sådan aftale, at den vil bringe lykke og fremgang osv. Det er lige som op til folkeafstemningen i1972, hvor EU hed EF, og kun ville handle om bedre flæskepriser og handel, og at nødderne knækker vi selv (om arbejdsmarkedet), senere at Unionen er stendød osv. Folk blev klogere – desværre for sent!

Da Unionen blev en kendsgerning med Maastricht-traktaten stemte vi nej, men når vi i dag ser på SF som et fuldblods EU tilhængerparti, giver det mening at de gik med i det såkaldt nationale kompromis om at underminere nej ‘et med Edinburgh-aftalens undtagelser. De efterfølgende Amsterdam, Nice, og Lissabon traktater blev behændigt vedtaget uden folkeafstemning. Folkeafstemningen om ophævelse af undtagelsen fra den fælles økonomisk- monetære union, Euroen, blev også et nej, som så blev omgået ved at fastlægge kronekursen til Euroen og senere den frivillige økonomiske underlæggen sig finanspagten. Nu skal vi så ophæve undtagelsen fra retspolitikken, og de fortsætter ad sporet med manipulationer om at det kun er dele af undtagelsen der skal ophæves. Vi er nødt til at til vælge Europol bl.a., påstår de, og de lover at det ikke bliver mere. Garantien er, at der i så fald skal være flertal i folketinget(!) Som om der ikke hele tiden har været flertal for alle deres undermineringer.

Vi må gentage hvad vi sagde i 1972: TRO DEM IKKE!

Der findes økonomisk kriminalitet, pædofili, narko og al anden kriminalitet i hele Europa, også i lande, som ikke er medlem af EU, og selvfølgelig skal Politiet i Europa samarbejde, ligesom de gør i Interpol på verdensplan. Det skal ikke blandes sammen med et overstatsligt EU retssystem.

EU får nu regningen for korstoget mod Gadaffi i Libyen, som tidligere gav arbejde og plads til de mange afrikanere, der søgte lykken nordpå, væk fra kaos og fattigdom. Det er også en regning for de europæiske kolonimagters udplyndring af deres tidligere kolonier. Tragedierne på havet kan ingen lukke øjnene for, og der har nu været topmøder i EU for at løse problemerne. Hvad er så deres løsning? Den skinbarlige terrorisme! EU vil sætte militæret ind, borde og bombe skibe, der kunne tænkes at ville sejle afrikanere til Europa! De er splittergale!

At EU i kongresperioden fik tildelt Nobels fredspris skriger til himlen! Med udgangspunkt i bådflygtninge problemet er der allerede taget hul på et argument om også at ophæve undtagelsen fra det fælles EU militær. Men så har de fundet smuthullet for at være med i det betændte selskab, nemlig deltagelsen i Schengenaftalen. Nu kan vi være med i det tapre selskab der vil forsvare Europas grænser mod den indtrængende marine fra Afrika!

Samtidig trøster regeringen sig med at også NATO vil træde til og hjælpe med materiel og gode råd.

Men det er sandelig ingen trøst. Nok ser nogen det som en sejr at NATO med de seneste mere end 10 års krige har sikret store virksomheder, våben- og olieinvestorer gode fortjenester på krigene. Det gælder også Mærsk, der tjener fedt på at sejlekrigsmateriel, men ellers har resultatet af krigene været en menneskelig, miljømæssig og kulturel historisk katastrofe af nær ved uendeligt varighed. I det smadrede Irak ser det åbenbart ud til at de tidligere USA-trænede halshuggende militsgrupper er ved at rende med olien, og så må vi i krig igen, og holde strategimøder med vennerne, de ligeledes halshuggende oliemagnater fra Saudi Arabien og omegn. De fascistiske militsgrupper, som p.t. kalder sig IS, opererer også i nabolandet Syrien, og det har givet anledning til at USA endelig kan finde en undskyldning for at gå ind i Syrien og blande sig i den borgerkrig, de har ofret så megen træning, penge og våben på, for at få præsidenten afsat på den særlige vestlige udemokratiske måde. Regningen for NATOs beslutning om et ”greater middle east” er kæmpestor. Her i Danmark tales der ikke så meget om regningen, ikke så meget om de overlevende psykisk og fysisk nedbrudte danske soldater der har deltaget i krigene, men til gengæld tales der meget om de flygtninge som krigene er skyld i. Afghanske tolke der får afslag, da de kan være en sikkerhedsrisiko. Vi må spørge, hvordan det? Har de hørt for meget når de tolkede? Har de set for megen tortur, når de tolkede ved forhørene? Det er ikke gratis at gå i krig, og det er ikke kun bomberne der koster. Flygtninge er også en del af krigsregningen!

Hvor vi i Danmark nu er inde i en prioriteringsdiskussion om hvilke medicinske fremskridt vi har råd til at købe og bruge på vores hospitaler, ser vi ikke det samme dilemma når det gælder militarismen. NATOs aggressive fremfærd har sat gang i oprustningen. Det er både dyrt og farligt. Det europæiske missilforsvar – Reagans stjernekrigsprojekt – som skulle opstilles i Europa vendt mod datidens Warszawapagt, skal nu opstilles og vendes mod Rusland. Det lykkedes NATO og EU at få væltet Ukraines valgte præsident og parlament med den kombinerede indsats af demonstranter og fascistiske stormtropper. Men bonussen, erobringen af den russiske base på Krim, mislykkedes da det store flertal af Krims indbyggere stemte sig hjem til Rusland. Man kan sammenligne afstemningen med Sønderjylland, hvor det danske flertal også stemte sig hjem til Danmark efter 1. verdenskrig. Alligevel kaldes det konsekvent ”Ruslands annektering af Krim”, selvom Krim har været russisk lige til den tidligere ministerpræsident i Sovjetunionen, ukraineren Krustjov overgav Krim til sovjetrepublikken Ukraine. Kup og heksejagt på russere i Ukraine og på kommunisterne, borgerkrig sideløbende med total afhængighed af vestens lånehajer med de barske politiske betingelser gør, at fremtiden for Ukraine ser sort ud i dobbelt forstand. Vi kommer nok til at se endnu et land smadret af Vestens indblanding! Vi borgere i de vestlige demokratier har til gengæld fået os endnu en udråbt fjende: Rusland. Nye fjender betyder ny oprustning. Stjernekrigsprojektet er ikke nok. Nu skal også de nordiske lande som ikke er med i NATO, sammen med os deltage i oprustningen og provokerende øvelser mod Rusland.

Dette livsfarlige vanvid skal stoppes!

Vi har lige fejret 70-året for afslutningen af 2. verdenskrig og hyldet de almindelige ansvarsfulde danskere, der tog kampen op mod besættelsesmagten, som regeringen havde overgivet sig til. Nu, som dengang, er det ikke fra politisk hold vi skal forvente kamp for fred og afrustning. De krav skal også nu komme fra den danske befolkning, fra arbejderklassen, fra ungdommen hvis liv og fremtid står på spil. Vi kommunister var blandt de første der tog initiativ til modstandskampen. Vi har samme forpligtigelse nu med at tage initiativ til at skabe en stor og bred folkelig bevægelse med krav om fred og afrustning! Det traditionelle 4. maj fakkeltog gennem Istedgade på Vesterbro, som har været gennemført siden 1946, var i år en stor succes med flere tusind deltagere. Det har i flere år været gennemført som et fælles initiativ mellem lokale organisationer og partier, os, Enhedslisten, KP, SF, Demos, Horserødforeningen, og bygger på et godt og tillidsfuldt samarbejde, hvor alle yder sit. Arrangementet planlægges i meget god tid. I år havde arrangementet inspireret Aarhus, som i betragtning af at det var noget nyt, også gik fint. I Aarhus kan berettes om andre gode fredsarrangementer, ikke mindst 1. maj. I København spirerede en fredsaktion frem til afholdelse i påsken, som før i tiden de store påskemarcher. ’Initiativet ’Tid til fred’ fødtes i en fredsgruppe i Sydvest, som vi også deltager i. Det haltede noget med organiseringen, men initiativet var godt og en begyndelse, og vi kunne da konstatere, at vores bogcafe, som var på den røde plads hvor mødet afholdtes, solgte rigtigt godt. Kampen for fred, mod oprustning og militariseringen skal styrkes på alle plan i den kommende tid.

Når vi til en sådan beretning ser på hvad vi har arbejdet med, kan man godt forundres over hvor meget vi formår. Vi har været aktive i solidaritetsarbejdet hvor det har været nødvendigt. Det gælder Palæstina, hvor vi både har kampagner mod køb af varer fra bosætterområdene, som nu er ved at slå igennem i flere kommuner, og i det daglige solidaritetsarbejde. Vi var med til at organisere den store demonstration mod Israels krig mod Gaza, med i indsamlinger og kravet om diplomatisk godkendelse af Palæstina, og nu sejler endnu et solidaritetsskib mod Gaza med kravet om at åbne havnene. Palæstina sagen har på det seneste afsløret det store hykleri om ytringsfriheden, som samfundseliten soler sig i, da en betalt bus-reklamekampagne mod køb af varer fra Israels besatte områder blev stoppet. Vi har ytringsfrihed til at svine kontanthjælpsmodtagere til på busserne, men vi må ikke genere Danmarks krigeriske venner, besættelsesmagten Israel, som efter genvalget af aggressorerne kan fortsætte deres forbrydelser uden at nogen fra det vestlige demokrati griber ind.

Danmark, Danmark. Du er kommet i dårligt selskab – lær dog at vælge dine venner med større omhu!

Også for det undertrykte kurdiske folks kamp har vi været aktive støtter. Ikke mindst omkring den forsmædelige retssag, som en række herboende kurdere måtte trækkes igennem med terroranklager og under skarpt opsyn af den tyrkiske ambassade. Også i denne sag kommer hykleriet helt op i lyset, da verdensbilledet pludselig vendte, og det terrorlistede PKK blev til venner, da de gik i hård og sejrrig kamp mod vores nye fjender, IS – tidligere venner under et andet navn. De, der var anklaget efter terrorlovene for økonomisk støtte til terroristerne PKK, måtte nu meget gerne rejse ned og støtte PKK – til Tyrkiets store misfornøjelse. Det er ikke sådan at finde rundt i hvem der aktuelt er venner og fjender. Det så vi for nyligt med vores udenrigsminister, der på NATO topmødet i Tyrkiet sprang op på scenen og kyssede den tyrkiske udenrigsminister, medens de i et anfald af sindssyge eller storhedsvanvid, alle sammen sang ’We are the World’.

Vi har gennem årene haft et nært forhold til Venezuelas ambassade og deltager i de initiativer for solidaritet, som er nødvendige. Med Chávez’ død, så USA en ny chance for at genvinde magten over det, som de har kaldt ’deres baggård’. Metoden, som vi ser lige nu, ligner en blanding af metoden ”orange demonstrationer” fra Østeuropa og genbrug af Chile-modellen mod Allende i 70’erne. Vi garanterer det venezuelanske folk vores solidaritet, og er med i, og fortsætter protesterne mod USA’s indblanding! Og vores solidaritet gælder alle de undertrykte lande i Latinamerika, der var kuet af USA’s kup-marionetter, men som nu er i gang med at opbygge et socialt retfærdigt og selvstændigt samfund.

Siden den cubanske revolution har vi kommunister arbejdet for solidaritet med Cuba. I venskabsforeningen, og i ad hoc bevægelser, fra massedemonstrationerne under Svinebugt invasionen ’Hands of Cuba’ i 1960’rne til de senere års kamp for frigivelse af de 5 antiterrorister, der har siddet fængslet i USA. Denne internationale solidariske kamp har nu båret frugt. De 5 er frigivet og kommet hjem. Det er en sejr for Cuba, en sejr for arbejderklassens kamp for socialisme mod USA’s terrorhandlinger, en sejr for den internationale solidaritet! Vores fælles kamp fortsætter, nu gælder det ophævelsen af USA’s blokade mod Cuba! Vi vil igen sejre!

Vi har i perioden deltaget Folkemødet på Bornholm. Det gjorde vi som optakt til kommune- og regionsvalget. Vores telt var velbesøgt, ligesom vi havde pænt med tilhørere til vores programsatte ’events’ som det hedder på nudansk, med taler og debatter. Bornholm er jo en del af region Hovedstaden. Men det er en dyr agitation at deltage i folkemødet, hvor man drukner lidt i de store partiers og foreningers mere centralt beliggende stande med gratis eller billig øl og mad og dertil stor pressebevågenhed. Vi fik dog 2 minutters video interview på Politikens elektroniske avis.

Hvor regeringspartierne og partierne der stiller op til folketinget nok havde regnet med stor opmærksomhed på det kommende valg under folkemødet i år, er mediebilledet vendt mod den ekstreme højrefløj, fascister og nazister. Det er en grov provokation som de fascistiske organisationer herhjemme foretager med invitationen af repræsentanterne for de mest modbydelige kræfter i Europa, og det kalder på modreaktion, hvilket formentligt også er formålet. Hvis vi skal genoptage vores deltagelse i Folkemødet – ikke i år, det er for sent, men i kommende år, så skal vi grundigt overveje at gøre det i samarbejde med andre gode kræfter, for eksempel for at markere kravet om stop for krigsdeltagelse og militarisering?

Vi var meget aktive i valgkampen til kommune- og regionsvalget. På det kommunale plan stillede vi i København op på en kommunistisk fællesliste, støttet af DKP hovedstaden og med kandidater fra både vores parti og fra KP. I Aarhus gik vores parti også sammen med KP om opstilling, dog ikke der med støtte fra DKP, som støttede enhedslisten. Der var begge steder bred enighed om det kommunalpolitiske program, og samarbejdet var loyalt og fint. Vores politik både kommunalt og på regionspolitikken møder stor opbakning når vi er ude på møder eller taler med folk, og det gav sig da også udslag i en flot stemmemæssig fremgang for os. Ikke mindst i regionerne, hvor vi denne gang stillede op i 3 ud af de 5 regioner. Regionernes ”dilemma” metode, skulle få folk til at gå ind på den med at prioritere, sætte psykisk syge op mod kræftpatienter osv. Den var der også mange der hoppede på, indtil vi stillede sagerne op på en anden måde, så er alle jo enig med os i at det ikke er internt i sundhedsvæsenet, eller socialvæsenet eller andre områder der skal prioriteres, men på samfundsplan. Efter lokalvalgene ser og hører vi jo igen og igen om skandaler, som forarger folk, på det sociale plan, i ældreomsorgen, børnene, de psykisk syge, de handikappede og så videre og så videre. Derfor er vores gamle parole om social oprustning – militær nedrustning igen top aktuel. De – for at være ærlig – overraskende mange stemmer vi fik rundt omkring i de 3 regioner vi stillede op i, har naturligvis inspireret os til den parti- og bladkampagne bustur rundt i landet større byer, som vi har vedtaget. En sådan kampagne kræver en grundig planlægning og organisering med lokalt forarbejde. Vi satser på at den kan finde sted i september i år.

I perioden op til sidste kongres havde vi endnu en gang lagt energi i forsøget med at få de kommunistiske partier herhjemme til at slå pjalterne sammen. Med erfaringerne fra det første forsøg med DKP-ML, hvor forsøget foregik på ledelsesplan og i en lukket arbejdsgruppe, foregik det denne gang med DKP på medlemsplan med møder rundt omkring i landet. Som bekendt strandede dette forsøg på en genforening, da det stod klart at en stor del af DKPs medlemmer er stærkt engageret og integreret i Enhedslisten. Et engagement man ikke ønskede at ændre på, hvilket også blev bekræftet på DKPs kongres, som blev afholdt umiddelbart efter vores 10. kongres. Vores landsledelse vurderede herefter at der ikke var grundlag for at fortsætte bestræbelserne om genforening, og at samarbejdet må foregå om konkrete sager og aktiviteter vi er enige om. I ugen efter denne kongres har DKP indbudt os og KP til et møde om et fælles initiativ med at invitere 2 repræsentanter fra Ukraines kommunistiske parti til Danmark og tage dem med på en turné rundt i landet og afholde offentlige møder om situationen i Ukraine. Vi kommer naturligvis til mødet, men et slag på tasken fortæller os, at et sådan arrangement bliver temmelig bekosteligt, og at effekten er usikker. Vi vil i stedet foreslå at vi i fællesskab investerer både økonomi og kræfter i at få skabt en stor fredsbevægelse mod krig og militarisering, herunder køb af angrebsfly, herhjemme.

Et andet projekt vi nu går ind i, er samarbejdet mellem de kommunistiske partier i Rusland, Finland, Sverige og Norge for afmilitarisering og mod ødelæggelse af Arktis, kaldet Nordkalotten initiativet. Dette ømtålelige område, som Danmark med Grønland har et kæmpe ansvar overfor, er både af magtstrategiske grunde og ikke mindst af profitgrunde med olieselskaberne i spidsen, kommet i fokus som en dødsensfarlig kampscene. Heller ikke i dette spørgsmål kan vi regne med vores underdanige og inkompetente regeringer.

Vi er på vej ind i en forhåbentlig lang og god sommer, og forberedelserne til de røde blades gadefest på Nørrebro i København er godt i gang. Denne fest, som vi holder for vores blad Kommunist og for Arbejderen kan snart kaldes en tradition.

Ganske uvidenskabeligt vælger vi at tro på meteorologernes spådom om en tør og varm sidste halvdel af juni, da den finder sted den 20. juni. Det er et godt initiativ, der både har politisk gennemslagskraft og gavner vores 2 blade både økonomisk og afsætningsmæssigt. Ideen videregives hermed til praktisering i andre byer. Gadefester er en af mulighederne for at udbrede og samle penge til vores blad, som jo koster mange kræfter og penge. Mediekonferencen, som vi besluttede at afholde på sidste kongres, gav mange gode inspirationer som er sat i gang. Ikke kun omkring bladet, men også omkring elektronisk agitation. Det er der en gruppe der arbejder med, og nogle forslag skal behandles her på kongressen. Samtidig har vi et projekt med en lille film om os selv til de sociale medier.

Få dage efter den omtalte gadefest gennemfører vi det absolut traditionelle og store Sct. Hans arrangement på Amager strand, og så er der ikke længe til endnu et af vores succesfulde initiativer, Nordisk sommerlejr. Det er i år den 10. gang vi holder sommerlejr, altså et jubilæum, og det foregår hos os i Danmark. Vi har fundet et paradis på Jegindø, en lille ø i Limfjorden med skaldyrsfiskeri og en hjælpsom og gæstfri lokalbefolkning, som vi inviterer til at deltage i vores mange kulturarrangementer. Der skal nok komme gang i snakken om udkants-Danmark, ikke mindst den aften hvor musikeren Mikael K – ham med pladen ”Udkantsland” kommer og underholder. Der er heldigvis både gode forhold og masser af plads hvor vi skal bo, for tilmeldingerne slår endnu engang rekorden med mere end 40 tilmeldte fra Danmark.

– Ja og derefter så kommer den årlige K-Festival i Nørrebroparken, hvor festivalledelsen er ved at lægge sidste hånd på forberedelserne inden opbygningen begynder.

Så Kammerater. Selvom vores parti er et lille parti, så er vi absolut ikke betydningsløse. På trods af magthavernes verdensomspændende mediemagt med antikommunisme, historieforfalskning, ideologisk krig mod socialisme, neoliberalistisk offensiv, terrorlove og overvågning, er vi ikke til at slå ned. Hvis nogen skulle tænke at det er for meget op ad bakke, så tænk på hvad vi klarer. Her er nævnt noget af det vi har gennemført, og dertil kommer hvad vi kom kommunister gør rundt omkring som tillidspersoner på arbejdspladserne, i fagforeninger, lejerforeninger, boligforeninger, kolonihaveforeninger, NGO bevægelser, ja alle steder hvor det gælder arbejderklassens interesser.

Os kan man altid regne med, og hvis nogen tror vi er hensygnende, så kan vi hilse og sige at vi er fulde af liv og kampvilje, og at vi er målrettede i vores kamp mod det overlevede, og derfor farlige, kapitalistiske system – for fremtidens socialisme!

Du kan hente Landsledelsens beretning her


Kongresdokument

Kapitalismens udvikling

Partiprogrammet Folkemagt mod pengemagt vedtaget i 2002, gav en grundig analyse af kapitalismens aktuelle stade på det tidspunkt. Programmet indeholder en lang række forslag der kunne danne grundlag for en politisk udvikling til gavn for arbejderne og den brede befolkning. Langt hen ad vejen er programmets analyser og forslag stadig gældende, men der er sket meget mellem 2002 og 2015. Den ene blodige krig efter den anden er ført om råstoffer, Finanskapitalen brød sammen i 2008 og den krise udviklede sig til en dybtgående økonomisk og politisk krise for det kapitalistiske system. Systemet har reageret med en neoliberal offensiv, der medfører at kollektive sociale og arbejdsrelaterede rettigheder reduceres i stærkt tempo. Forringelserne har ikke mødt den organiserede modstand, som burde have fundet sted fra fagbevægelsen og partier der hævder at ville varetage arbejderklassens interesser.

Overstatslig monopolkapitalisme

Programmets analyser viser, at statsmonopolkapitalismen, dvs. sammensmeltningen mellem monopolernes og staternes magt, i stadig højere grad har udviklet sig til at de multinationale monopoler benytter sig af overstatslige organer. Denne udvikling har for alvor taget fart i de senere år, hvor EU i vores del af verden har overtaget magten fra landenes regeringer på en række nye områder. Med vedtagelsen af den neoliberale Lissabon-traktat er det nu EU, der bestemmer over landenes finanslove. EU er den samlede garant for bankvæsnets og spekulanternes profitskabelse, EU blander sig i stadig større grad i løn- og arbejdsforholdene i de enkelte medlemslande til fordel for profitten, områder som uddannelse og videnskab skal harmoniseres yderligere, hvilket EU’s patentdomstol var en del af. Der er i EU stærke røster om en ’harmonisering’ af skattesystemerne med især lavere selskabsskatter, og således kan man blive ved. Det er alt sammen områder, der tidligere var et anliggende for nationalstaten. Nu bruges nationalstaterne i EU i stedet til at sikre gennemførelse af EU Kommissionens politiske dekreter.

Tilsvarende udvikling ses også på andre dele af jorden med Latinamerika som en delvis undtagelse, idet det stadig mere intensive samarbejde mellem en række latinamerikanske lande sker på en helt anden måde end i EU og under overskriften ”En bedre verden er mulig”. ALBA- det Bolivarianske alternativ for Amerika” er et samarbejde, hvis formål er, at medlemslandene komplementerer hinanden i stedet for at konkurrere med hinanden. Formålet er social retfærdighed for hele Latinamerika ved afskaffelse af analfabetisme, fattigdom og boligmangel, Dertil gratis uddannelse og sundhedssystemer. Alba arbejder for at gøre Latinamerika uafhængig af IMF og Verdensbanken gennem oprettelse af ALBA-banken. En af hovedaktørerne i dette samarbejde er det socialistiske Cuba.

Kriser og øget spekulation

Efter at der havde været relativ højkonjunktur i Vesteuropa, USA og de øvrige gamle industrinationer igennem en del år, skete der noget afgørende omkring 2008, hvor den økonomiske krise blev indledt med finanssektorens sammenbrud. Det stod klart, at der var foretaget langt større investeringer i spekulation end i produktion. Kollapset skabte efterfølgende massearbejdsløshed, nedskæringer i produktionen, virksomhedslukninger og voksende fattigdom og ulighed som resultat. Krisen blev kaldt ’finanskrisen’. Finanskapitalen er ikke mere i krise efter den massive hjælp der blev ydet fra samfundene, men det er samfundene og store dele af jordens befolkning til gengæld. Der er nu tale om en af de grundlæggende økonomiske kriser, der indtræffer med mellemrum, når produktionen i en økonomi er vokset så meget mere end efterspørgslen, at overproduktion bliver resultatet. Overproduktion, der ikke kan sælges, kan kapitalen ikke profitere af. I en stadig mere globaliseret verden betød sammenbrud for økonomien i et land meget hurtigt nye store problemer i andre lande, så krisen blev og er meget omfattende. Det var finansielle spekulationer i USA, der udløste krisen, og det er blevet stadig tydeligere, at spekulation går forud for produktion. EU’s svar på krisen var at befolkningen skulle betale for en krise, som befolkningen var uden skyld i. Denne betaling foregik så via de mange bankpakker, der støttede de banker, der havde spillet formuer op på spekulation. Prisen var kraftige nedskæringer i den offentlige sektor, i pensioner og arbejdsløshedsunderstøttelserne til de mennesker der blev gjort arbejdsløse af krisen. Resultatet blev, at arbejdsløshed og fattigdom yderligere steg på grund af EU’s politik om alene at støtte kapitalens krav om hurtig genoprettelse af profitten. Den er så genoprettet blandt andet gennem fyringer og forøget produktivitet for de tilbageværende, udflytning og øget brug af løsarbejdere og billigere udenlandsk arbejdskraft.

Den danske del af den EU-styrede krisepolitik fik især som indhold, at ”arbejdsudbuddet” skulle øges. Da der pga. massearbejdsløsheden ikke var mangel på arbejdskraft, men mangel på arbejde, var formålet med en øgning af arbejdsudbuddet at presse lønningerne ned. Med stor arbejdsløshed siger al erfaring, at det er svært at mobilisere arbejderklassen til at stille lønkrav. Højere arbejdsløshed giver derfor relativt lavere lønninger og muligheder for større profit til virksomhederne. For at øge arbejdsudbuddet tog de siddende regeringer et helt arsenal af nedskæringer og angreb på tilkæmpede rettigheder i brug. Først de borgerlige partiers dagpenge- og efterlønsforringelser. Dernæst den socialdemokratisk ledede borgerlige regerings beskæring af kontanthjælpen for de arbejdsløse, smadring af fleksjobordningen og udhuling af sygedagpengereglerne for de syge, ødelæggelse af førtidspensionsordningen for nedslidte og handikappede, statsindgreb i lærernes overenskomster osv. – en serie angreb, som en klassisk borgerlig regering nok ikke ville have turdet gennemføre i samme hurtige tempo. Det blev så fulgt op af skattelettelser til de rigeste og til virksomhederne.

EU-USA

EU’s overnationale styring af medlemslandene ønskes nu udvidet gennem en aftale mellem EU og USA. Projektet kaldes TTIP og drejer sig om aftaler der skal afskaffe enhver hindring for handel og investeringer mellem EU og USA. Som hindringer anses blandt andet miljøkrav, arbejderbeskyttelse og faglige og statslige reguleringer. For at sikre sig mod sådanne hindringer for kapitalens frie udfoldelse kræver USA oprettelse af en særlig retsindstans, uafhængig af landenes eller EU’s lovgivning, hvor investorer og virksomheder med egne advokater og dommere kan idømme lande erstatning for en ”hindring”. USA’s storkapital har – og er i gang med – lignende projekter i andre verdensdele. Det må betragtes som em forstærket offensiv i klassekampen mellem kapitalens og arbejderklassens interesser, og som et globalt forsøg på fastholde og udvide sin økonomiske lederposition. Det skal også ses i sammenhæng med at der på det internationale plan, er sket en væsentlig forskydning af den økonomiske magtbalance.

Man kan på den ene side opfatte den kapitalistiske verden som ét system, men på den anden side er konkurrencen mellem monopolerne og mellem de enkelte lande ikke ophævet. Det fører til, at udviklingen ikke går lige hurtigt alle steder. I forbindelse med den aktuelle krise blev det eksempelvis tydeligt, at lande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina stort set slap for de fleste af krisetegnene. Dette gav og har altid givet sig udslag i interne rivaliseringer blandt de kapitalistiske monopoler og lande. Aktuelt har denne ulige udvikling bl.a. ført til, at danske virksomheder er blevet udkonkurreret af østasiatiske virksomheder, at Danmark har haft en stor import af billig arbejdskraft fra især Østeuropa og at monopolforetagender med hovedsæde i Danmark outsourcer til Indien og andre lavtlønslande.

Kapitalismens svar på krisen har været en neoliberalistisk offensiv, aktivt støttet af overstatslige institutioner som EU, og mere eller mindre frivilligt accepteret af de nationale regeringer og parlamenter.

Et stadig tydeligere tegn på kapitalismens farlighed og kortsigtede profitjagt er dens ødelæggelse af naturen og økosystemerne. Under kapitalismen, hvor jagten på mere profit altid vil være i højsædet, vil det ikke være muligt at standse eller vende denne udvikling, der kan føre til hele jordens undergang. Hertil er et helt andet økonomisk system en forudsætning: Det er socialismen, hvor der produceres efter planer, der tager højde for bevarelse af balancen i naturen.

Udviklingen siden 2002 har yderligere vist, at kapitalismen efter kontrarevolutionerne i Sovjetunionen og Østeuropa ikke er blevet mere fredelig. Tværtimod igangsætter de imperialistiske kapitalistiske lande stadig flere krige rundt omkring på jorden – og som regel med den danske regerings og folketingets flertals fulde opbakning. Bagrunden for de mange krige er som regel en kamp om adgang til- og kontrol med råstoffer og markeder. Derfor har argumentationen for krigene altid været indførelse af demokrati, som nu jævnføres med markedspolitik.

Imperialistisk kapitalisme

Industrialiseringen havde og har brug for let og billig adgang til råstoffer, ikke mindst olie. Det førte til kolonisering af lande med vigtige råstoffer, som det koloniserende lands kapitalister så fik råderetten over. De koloniserede lande leverede råstoffer uden at det kom landenes befolkning til gode. Kolonierne blev erobret ved hjælp af de erobrende kapitalisters hjemlands militær. Hermed blev de såkaldte imperier skabt. Kapitalismen var blevet imperialistisk, var gået ud over egne nationale grænser. Det har kostet meget menneskeblod og gør det i stadigt større omfang med nye krige. I dag er kapitalen ikke national, men multinational, og den overnationale militærpolitiske sammenslutning NATO, sikrer den militære indsats, hvis det er nødvendigt.

USA er stadig den største økonomiske magt, men deres andel af verdens samlede produktion, kaldet GWP, blev reduceret betydeligt ved krisen. Indtil 2008 havde landene i EU området som helhed fastholdt deres 2. position på det internationale kapitalistiske marked, en position som også er mistet med krisen. Kina er nu verdens næststørste økonomiske magt. BRIKS- alliancen bestående af Brasilien, Rusland, Indien Kina og Sydafrika er blevet styrket i de internationale kapitalistiske foreninger såsom IMF og G20.

Ændringer i styrkeforholdet mellem de kapitalistiske stater medfører ændringer i deres alliancer. De internationale imperialistiske modsætninger medfører en genopdeling af territorier og markeder. Den udenrigspolitik som BRIKS- landene fører, adskiller sig fra USA´s, ved ikke at være så militært aggressiv, og ved ikke at etablere militære baser i andre lande. Men ikke desto mindre tjener deres politik også interesser og planer for den herskende klasse og dens monopolgrupper, og disse lande har også brug for adgang til råstoffer som f.eks. olie. 

NATO

Modsætninger mellem alliancer af kapitalmagt har historisk dannet udgangspunkt for krig. Vi er vidne til de indledende faser.

NATO, den fælles militære styrke for USA og EU’s interesser, har vedtaget en plan som de kalder ”Det nye Mellemøsten”. Planen er ikke offentligt tilgængelig, men det ligger lige for, at NATO skal sikre såkaldt vestlige interesser, der vil have kontrol med Mellemøstens rige oliekilder. Det har vi været vidne til ved de ulovlige og katastrofale krige mod Irak og Libyen og den iscenesatte borgerkrig i Syrien. Men kontrollen med de USA støttede og trænede oprørsstyrker er løbet alliancen af hænde. Derfor ser vi endnu en ulovlig krig mod Irak og bombning af syrisk territorium.

Med politisk, diplomatisk og massiv økonomisk støtte fra USA og EU, lykkedes det at begå kup mod Ukraines valgte præsident og regering. Ukraine blev omgående associeret medlem af EU. Med EU- herredømme over Ukraine var vejen banet til den russiske base på Krims sydspids, der blandt andet overvåger adgangen til Rusland og til oliekilderne i de mellemøstlige tidligere sovjetrepublikker f.eks. Aserbajdsjan og Kasakhstan. Det russiske flertal i Krim kom EU i forkøbet med sin folkeafstemning om løsrivelse fra Ukraine, og tilbagevenden til Rusland, som det historisk har været en del af. Men magtkampen mellem de to kapitalistiske magter er en tikkende bombe, der samtidig har givet militaristerne anledning til at begrunde en øget oprustning.

EU’s og USA’s imperialistiske indblanding i Ukraine har også dér ført til borgerkrig og øget krigsfare. Ukraines pronazistiske fortid er kommet op til overfladen. Kapitalens stormtropper, fascisterne, er blevet sluppet løs til udøvelse af overfald og terror mod kommunister og andre modstandere af kuppet og den nye udvikling i Ukraine, og fascisterne er blevet legaliseret og medlemmer af regeringen. Situationen er tilspidset med det nye styres ansøgning om medlemskab af den aggressive NATO-alliance og NATOs planer om opstilling af et missil ”forsvar” vendt mod Rusland.

Krige og terror

Under dække af ”kampen mod terror” har imperialismen gennemført egne terrorkrige mod stater og befolkninger verden over. En imperialistisk politik der har bragt død og ødelæggelse ikke mindst til Mellemøsten. Begrebet Terrorisme er systematisk brug af vold og terror mod befolkningen for at ændre samfundsforhold eller skabe angst og spændinger som kan lede til sådanne ændringer. Som politisk fænomen skilles terrorisme fra andre former for voldshandlinger, som benyttes til at opretholde samfundssystemer, som led i borgerkrig, eller i kamp mod besættelsesmagter. Såkaldt regulær krig har sine egne internationale regler.

Danmark deltager igen og igen i ”krige mod terror” med soldater og kampfly. Dermed øges risikoen for terrorhandlinger mod Danmark. Det må folketinget have overvejet da man solgte ideen til offentligheden, først med en ”humanitær mission” og siden med soldater og kampfly. Den sunde fornuft er af folketingets partier erstattet af tanketom militarisme, og konsekvenserne af krigene ignoreres: ødelæggelserne, destabiliseringen med deraf følgende frygt og flygtningestrøm.

”Mellemøstens eneste demokrati” lyder karakteristikken af Israel fra medierne og Folketingets partier, der søger argumenter for landets besættelse og aggression mod palæstinenserne. Staten Israel bygger på forskelsbehandling (apartheid), diskrimination og forfølgelse af områdets oprindelige beboere, palæstinenserne, der lever uden formelle og reelle rettigheder. Derfor er Israel ikke noget demokrati, men en besættelsesmagt, en terrorstat og en apartheidstat, der i ord og handling har undertrykt palæstinenserne siden sin oprettelse på palæstinensisk jord. Terroren og massakren mod Palæstina sætter sine tydelige spor. I Palæstina føres der kamp mod uretten, også væbnet kamp. Det kalder magthaverne og deres vestlige allierede for terrorisme. I Libyen, Egypten, Syrien, Yemen, Irak, Somalia, Sudan og Afghanistan spiller imperialismen på flere heste i kampen for deres interesser. Terrorbegrebet bruges i flæng. Den ene dag støttes Taleban og IS, den næste dag er der krig mod Taleban og IS. Dermed spiller man landene og deres befolkningsgrupper ud mod hinanden for at forhindre en samling, der kan true imperialismens interesser på kort som på langt sigt.

Demokratiet skrumper

Den påståede krig mod terror har affødt særlove i de lande som støtter denne særlige krig. Særlovene tilsidesætter grundlæggende borgerlige, demokratiske rettigheder. Der kan ikke mere tales om borgernes retssikkerhed, borgere kan tilbageholdes på mistanke om hvad de kan finde på at gøre, efterretningsvæsenet har fået større ukontrollerede kompetencer og overvågningen af borgerne har nået uanede højder – nationalt og internationalt. Terrorlovene har også afstedkommet, at modstandsbevægelser i forskellige lande, der ikke kæmper for ”vestligt demokrati og markedsøkonomi”, men for frihed, selvstændighed, social retfærdighed eller lignende, er sat på dertil indrettede ”terrorlister”. Disse lister har sammen med særlovene været medvirkende til at svække den naturlige solidaritet med undertrykte folks kamp.

Det parlamentariske demokrati bliver stadig mere afhængig af økonomisk støtte fra private, og afgørende beslutninger rykker længere og længere væk fra borgernes indflydelse. Det tidligere kendte borgerlige demokrati er rykket tæt på aktionærernes ”demokrati”: Flertal er størrelsen af kapital. 

Antikommunismen

Når begrebet ”kold krig” igen bruges i magtkampen mellem USA, EU og Rusland skal det skabe antikommunistiske associationer til den internationale klassekamp, magtkampen, mellem Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lander og USA og deres allierede.

Siden kommunisterne i 1800-tallet udfordrede kapitalismen har de været jaget vildt. Dengang skrev Marx og Engels om ”et spøgelse, der gik gennem Europa”. Efter Sovjetunionens og de europæiske socialistiske landes fald siges det, at socialismen er død og borte. Historien blev erklæret afsluttet, markedsøkonomi og liberalismen havde sejret og slået de sidste søm i kommunismens ”ligkiste”. Men den objektive virkelighed vil vise, at ”kisten” er for smal til at rumme hele den internationale arbejderklasse. Klassekampen forsætter, og i den klassekamp vil der altid findes revolutionære arbejdere, kommunister.

Den antikommunistiske propaganda har de seneste 20 år været præget af to typiske træk: Historieforfalskning, hvor man sidestiller fascisme og nazisme med kommunisme, selvom den ene ideologi tager afsæt i de stærkes ret til at påtvinge ”undermenneskene” deres vilje, og den anden tager parti for underklassen, den udbyttede klasse, arbejderne. Dermed prøver man ikke kun at hvidvaske fascismens forbrydelser, men også at narre befolkningen til at tro at der ikke er noget alternativ til den nuværende internationale imperialistiske verdensorden. Det overses bevidst, at fascisme og nazisme er et produkt af det kapitalistiske system, hvis historie omfatter mord, slaveri og blodige erobringskrige. Kommunisterne var og er fascismens og nazismens hovedfjende.

Sovjetunionen og de andre tidligere socialistiske lande var en modvægt til kapitalismen. De er både med deres sejre og fremskridt, men også med deres politiske fejl, en del af den internationale arbejderbevægelses og den kommunistiske bevægelses historie.

Det er ikke tilfældigt at man igen ønsker at ramme kommunisterne. EU og resten af den kapitalistiske økonomi er i dyb krise, en krise der uanset hvad der siges, vil fortsætte i årevis. ”Røde” og ”blå” regeringer og kapitalen har stået og står skulder ved skulder for at redde det kapitalistiske system.

Et blik ud over den kriseplagede kapitalistiske verden, og ikke mindst Europa understreger hvorfor kampen mod fascisme, for socialisme stadig er nødvendig og aktuel.

Neoliberalismens fremstød i Danmark

Den offentlige sektor

Allerede liberalismens fader, økonomen Adam Smith, talte for at de frie markedskræfter skulle regulere alt. Neoliberalismen opstod med økonomen Milton Friedmann og andre ekstremliberale, som ajourførte liberalismen med de nye muligheder der var opstået. Ikke mindst med den stedfundne opbygning af en stor skattefinansieret offentlig sektor. Her var et nyt marked for profit. Med EU som redskab er kravet om privatiseringer og udliciteringer i den offentlige sektor indført. Hermed er der kommet gang i en omfordelingspolitik fra befolkningen til kapitalindehavere.

Det er en ideologisk kamp, der handler om skatteborgernes penge, om privateje mod fælleseje. Om borgernes tryghed og rettigheder mod effektivitet. 

Asociale skattereformer

Skattepolitikken er ændret fra det tidligere grundlag, hvor de stærkeste skuldre bar den tungeste andel. I 2003 kom pinsepakken med lavere skat på arbejdsindkomst. For almindelige lønmodtagerindkomster blev det hele opslugt af stigende afgifter. De rige blev derimod rigere.

I 2008 og 09 hævede man mellem-skattegrænsen til topskat, og antallet af topskatteydere skulle holdes konstant. I 2009 afskaffedes mellemskatten helt, topskattegrænsen blev hævet og skatteloftet blev til et maksimum på 51 %. I 2012 blev beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen igen hævet til gavn for dem med de højeste indtægter.

Af andre skattepolitiske ændringer kom nedsættelsen af selskabsskatten, kommunalt skattestop, ejendomsskatten blev fastfrosset. Nye krav om nedsættelse eller helt afskaffelse af grundskylden vil endnu engang beskære de kommunale indtægtsmuligheder. Færre indtægter betyder nedskæringer på kollektive ydelser.

Privatiseringer og nedskæringer

Med vedtagelsen af kommunalreformen i 2006 nedlagdes amterne. De fleste af amternes opgaver overgik til kommunerne, mens 5 nyoprettede Regioner overtog sygehuse og nogle mindre opgaver. De fik ingen ret til skatteopkrævning, men pligt til udførelse af de af regeringen vedtagne opgaver, for det beløb som regeringen afsatte. Det har blandt andet betydet nedskæringer på sygehusene, nedlæggelse af skadestuer, ringere ambulancedækning og lægevagtordninger. Dertil nedskæringer på forebyggende foranstaltninger og hjælpemidler.

Kommuner blev sammenlagt. Det betød at der er længere fra borgeren til kommunalbestyrelsen og serviceordninger, og antallet af folkevalgte blev kraftigt nedskåret. Det er afskaffelse af nærdemokratiet. Alle amternes tidligere tværgående opgaver blev kommunernes opgave. Det havde og har de stadig ikke ekspertise til. Det er gået hårdt ud over handikappede og psykisk syge.

Der sælges ud af arvesølvet i stat og kommuner: Statsanstalten for livsforsikring, Girobank, Tele Danmark, Københavns Lufthavne, Datacentralen, Banestyrelsens rådgivning, energi, Dong, vand, affaldsbehandling. Udsalget blev dyrt for Danmark og dårligt for forbrugerne. Færgeruter er nedlagt, busselskaber blev foræret væk, og kører nu med overskud til private profitmagere. Til gengæld er dækningen blevet ringere, og priserne stigende. Privatiseringen af infrastrukturen med manglende telekommunikation og busdækning har været stærkt medvirkende til skabelsen af det, som kaldes Udkant Danmark. Det samme har nedlæggelse af skoler og børneinstitutioner.

Gymnasierne blev selvejende institutioner, så også de senere kan overtages af kapitalfonde, sådan som det allerede er set i Sverige, med katastrofale følger. Universiteterne afskaffede studenter- og medarbejderindflydelse til fordel for erhvervsrepræsentanter i ledelserne. Det er blevet til forskning for profitten ikke for samfundet. Det vil give alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, ikke mindst inden for sygdomsforskning, hvor medicinalindustrien alene er interesseret i medicin der kan sælges, og uinteresseret i ikke-salgbare helbredelsesmetoder. De alt for høje medicinpriser belaster sygehusenes økonomi.

Sådan er det gået slag i slag. Skandalerne med kapitalfondenes overtagelser, der tømmer værdierne og opererer i skattely, er kendte.

Under parolen ’mere velfærd for pengene’, kom der gang i udliciteringerne rundt om i kommunerne: spildevandsrensning, brandvæsen, driftsafdelingerne der stod for vedligeholdelse af grønne områder og veje, rengøring på skoler sociale institutioner og hospitaler, med alvorlig sundhedsfare til følge. Ældreområderne med hjemmepleje og madordninger, plejehjem som udliciteres. Hertil skal føjes EU’s servicedirektiv, der betyder at udenlandske firmaer har ret til at byde på og overtage opgaver, som kommunerne har pligt til at udbyde, overalt i Danmark.

Udliciteringsreglerne betyder blandt andet at man skal vælge det billigste tilbud. Det har været medvirkende til social dumping, lokal arbejdsløshed og kvalitetsforringelse, der på længere sigt er dyrt. Intet tyder på at der er en økonomisk fordel ved udliciteringerne for kommunerne og borgerne. Tvært imod.

Når kommunalreformen viser sig at give voldsomme forringelser som der protesteres mod, ser vi den næste reform. Kvalitetsreformer og behandlingsgarantier, der skal rette op på ødelæggelserne på sygehusene. Der skal gives garantier for alt, uden at der følger penge med. Kan det offentlige ikke klare det, kan man frit tage på private hospitaler på regionens regning. Så er der færre penge til det offentlige sundhedsvæsen, som så igen forringes. Der er fuld selvbetaling på det første beløb af medicinkøbet, resten er dyrt, skønt undersøgelser har dokumenteret, at det ville koste det samme, at udlevere al medicin helt gratis.

Danskernes høje skatter og afgifter går nu for en stor del til at betale profit til de private virksomheder, der har overtaget de opgaver som den offentlige sektor tidligere selv varetog. Når befolkningen ikke kan forstå at der ikke mere ”er råd til” den tryghed der tidligere var råd til, ligger en stor del af forklaringen i at den offentlige sektor er blevet en gavebod for privat foretagsomhed.

Arbejdsmarkedet. En ny type arbejdspladser

Arbejdsmarkedet har ændret sig markant gennem de seneste år. Kapitalismens krise og EU’s ensidige krisepolitik har skabt massearbejdsløshed, utryghed, dårligere løn-og arbejdsforhold, dårligere arbejdsmiljø og flere arbejdsskader. Den såkaldte ”danske model” er blevet en karikatur, understreget efter regeringens og folketingets indgriben i lærernes og lægernes overenskomstforhandlinger med lovgivningsdiktat, et offentligt støttet arbejdsmarked hvor arbejderne ikke har ret til at forhandle overenskomst, og nyere fiduser med overflytning af medarbejdere til nyoprettede underselskaber med dårligere arbejdsforhold. Kommunisterne arbejder for at dansk fagbevægelse tilslutter sig WFTU, Det faglige verdensforbund. 

Statsautoriseret løntrykkeri

Med krisen eksploderede arbejdsløsheden, og den førte politik i EU og Danmark forstærker arbejdsløsheden. Med de offentlige nedskæringer følger også arbejdsløshed. 35.000 offentlige arbejdspladser er forsvundet fra 2008 til 2015. Danmark har forpligtiget sig over for EU til at reducere de offentlige budgetter med 12 milliarder kroner frem til 2020. Det betyder nedlæggelse af mindst 6000 offentlige arbejdspladser om året.

Til gengæld vokser antallet af en ny type arbejdspladser, specielt inden for den offentlige sektor: Arbejdsløse på enten dagpenge eller kontanthjælp, der tvinges til at tage det arbejde som andre, eller de selv, er blevet fyret fra på grund af nedskæringer. Men selvom det er reelt arbejde, har de ikke ret til at forhandle deres løn- og arbejdsforhold og har ikke samme rettigheder som andre arbejdstagere. ”Lønnen” har de selv med, og dens størrelse er fastsat af staten. Deres arbejde tæller godt i de slunkne kommunekasser, men arbejdet tæller ikke som arbejde i forhold til arbejdsløshedslovgivningen om optjening af dagpengeret. Det er statsautoriseret løntrykkeri og en grov udbytning og ydmygelse af arbejdsløse. Det drejer sig nu om over 100.000, der arbejder på dette gule arbejdsmarked og tallet er voksende.

Social dumping

I kommunisternes program Folkemagt mod pengemagt fra 2002 siger vi om EU’s fjerde grundlæggende frihed for kapitalen, der handler om arbejdskraftens frie bevægelighed: ”Det betyder, at enhver offentlig eller kollektiv ordning, som i sin virkning knytter arbejdskraften til lokale forhold, efterhånden skal forsvinde”. Det ser vi nu for fuld udblæsning. Det kalder vi ”Social dumping”.

EU er i færd med at skabe en kilde af billig arbejdskraft af desperate arbejdsløse der jager rundt i Europa efter arbejde. I Danmark fastsættes løn og arbejdsforhold som hovedregel i forhandlede overenskomster. Minimallønsystemet bygger på løbende lønforhandlinger i overenskomstperioden, og mindstelønnen er ment som et minimalt udgangspunkt for forhandling. Det misbruges groft af arbejdsgiverne, der med lavere lønninger kan forøge deres overskud. Overenskomsternes mindsteløn kan ikke matche de danske leveomkostninger.

Social dumping medvirker til øget arbejdsløshed i Danmark. Hele brancher er ved at forsvinde som arbejdspladser for danske arbejdere på grund af social dumping. Det gælder f.eks. transportbranchen, hotel, rengøringsbranchen, landbrug og slagterier. Også i byggebranchen er social dumping blevet udbredt. Danske arbejdere og arbejdsløse er oven i købet ufrivilligt med til at finansiere social dumping gennem deres skattebetaling til store offentlige investeringer i arbejdspladser som f.eks. udbygning af Metroen i København, Aarhus havn og lignende større offentlige arbejder, hvor EU stiller krav om udlicitering. Den skammelige konsekvens er, at arbejdspladserne går til billigere udenlandsk arbejdskraft, som lever og arbejder under uacceptable vilkår.

Flex-Security modellen

Den såkaldte danske ”Flex-Security” model har været grundlaget i det danske overenskomstsystem. Navnet kommer fra udlandet, hvor arbejdsgiverne er ivrige efter at kopiere modellen, ikke mindst delen om at det er let og billigt at afskedige medarbejdere. Modellen gik ud på at arbejdskraften er ”fleksibel”, altså let at fyre, mod at man var sikret 90 % af den tabte lønindtægt i erstatning ved arbejdsløshed. Erstatningsgraden er gennem årene blevet stadig lavere. Fra at være gennemsnitligt 68 % i 1990 til at være gennemsnitligt 55 % i 2015. Her tales udelukkende om erstatning udbetalt for dagpengeberettigede medlemmer, der betaler til en A-kasse. For arbejdsløse på kontanthjælp er den betydeligt lavere. Efter de seneste ændringer af skattereglerne er skatteministeriets beregninger, at den vil falde yderligere 5,1 % frem til 2023.

Samtidig med udbruddet af krisen i 2008, hvor massefyringer blev konsekvensen, foretoges et massivt angreb på sikkerhedsdelen med bl.a. halvering af dagpengeperioden og fordobling af genoptjeningstiden.

Titusinder har mistet dagpengeretten og det bliver ved. Mange af disse har endog helt mistet forsørgelsesgrundlaget og kan ikke engang få kontanthjælp. Antallet af familier der må gå fra hus og hjem og antallet af fattige stiger og stiger på grund af arbejdsløsheden og dens lovgivning. Her hjælper lapperier som midlertidige arbejdsmarkedsydelser på 60 og 80 % af de nedskårede dagpenge ikke.

Den fleksible del er tilsvarende blevet yderligere styrket med etableringen af de mange vikarbureauer i Danmark og i hele EU. I Danmark er 30 % af alle ansættelser nu løse ansættelser, uden opsigelsesvarsler.

Nedslidte og syge

Nedbrydningen af efterlønsordningen, hvor nedslidte, arbejdsløse og syge kunne forlade arbejdsmarkedet som 60-årige, har sammen med hævelsen af pensionsalderen, forringelsen af muligheden for at gå på førtidspension og sygedagpengereformen skabt en social og menneskelig katastrofe. Problemerne vil eskalere med de mange nedskæringer af ansatte i både den private og offentlige sektor, der vil betyde hurtigere nedslidning af de ansatte.

Ungdommen

Den neoliberale offensiv rammer ungdommen hårdt. Ungdommen er hårdest ramt af arbejdsløsheden. Ikke kun i Danmark, men i hele Europa. Ved indgangen til 2015 var der i Danmark ca. 40.000 unge arbejdsløse. Det svarer til 13 %. Tager man den del af arbejdsløse unge som samfundet har udstødt som såkaldt ”ikke arbejdsmarkedsparate” er tallet næsten dobbelt så højt.

Ungdommen har været skydeskive med kontanthjælpsreformen, SU reformen, førtidspensionsreformen og generelt med indtægtsmæssig diskriminering. Massearbejdsløsheden blandt de unge skal fremme en generation af fleksible, undertrykte og billige arbejdere tilpasset kapitalens betingelser.

For de unge der vil uddanne sig inden for produktion, byggeri og service stiger praktikpladsmanglen. Med indgangen til 2015 manglede 13.200 unge praktikplads. Halvdelen er sikret den såkaldte uddannelsesgaranti, altså skolepraktik. De unge kastes rundt i manegen hvor de ingen indflydelse har på løn- og arbejdsvilkår, som er fastsat af staten, og de er en vare, hvor virksomhederne frit kan shoppe rundt med delaftaler på en og to måneders varighed, der så i bedste fald kan føre til en forlængelse. Korttidskontrakter er steget, og de som ikke er sikret uddannelsesgarantien må springe fra og blive en ufaglært arbejdskraftreserve.

Der er lagt et umenneskeligt hårdt pres på både børn og unge med utallige tester de skal igennem. Forskningen har vist, at børn er frataget to år af deres barndom, blandt andet fordi presset på valg af uddannelse er så stort og skoledagen er forlænget. Unge, der gennemfører en længerevarende uddannelse, presses tidsmæssigt og præstationsmæssigt igennem uddannelsen, for derefter i alt for stort tal at stå med en uddannelse, men intet job. I stedet for at tale om arbejdspladser til de unge med en høj uddannelse, lempes kapitalens muligheder for at importere højtuddannede med erfaring fra såkaldt 3. lande.

Kapitalen kræver stadig lavere skat, men kræver både erhvervs- og akademiske uddannelser leveret frit af samfundet og endda målrettet deres behov. Kapitalen fratager kynisk ungdommen dens ret til sin egen fremtid.

Kommunistisk Parti i Danmark

Storkapitalen driver rov på jordens befolkning, dens ressourcer og miljøet. Kortsigtet profitjag og grådighed er dens drivkraft. Dens samfundssystem har gennem kolonisering udsuget råstoffer fra den del af verden, som nu kaldes underudviklet og hvor mennesker dør af sult, mangel på vand og sygdom. Dens samfundssystem har gennem sin tid kastet verden ud i avancerede krige, hvor krigsmagerne er blevet rige på våbenproduktion, salg og levering af våben og overtagelse af nye markeder, mens mennesker er blevet dræbt, værdier og kulturer er blevet ødelagt. Dens system har gang på gang væltet menneskene omkuld med deres kriser og arbejdsløshed. Det er et minimalt og ofte anonymt mindretal af verdens befolkning der på denne måde regerer verden. De er ufatteligt rige, deres formuer vokser og vokser, men det sker på andres bekostning. For at fastholde deres givtige system har de deres medier, en stab af veluddannede meningsdannere, magtsystemer, ledere, stik-i-rend folk, politikere, organisationer og andre der nyder godt af systemet. Det er et snyltende og farligt system. Derfor bekæmper kommunisterne det. Derfor kæmper kommunisterne for et socialistisk samfundssystem, hvor menneskene, social retfærdighed og fred er i centrum. Et system hvor demokrati betyder at alle inddrages i beslutningsprocesserne, hvor alle har lige adgang til at godt liv, hvor folkemagt tager over fra pengemagten. Indtil da, vil kommunisterne altid gå i spidsen i forsvaret for de rettigheder generationer har tilkæmpet sig, for alles ret til arbejde og uddannelse, for et liv i fred og social tryghed, for menneskelig solidaritet.

Du kan hente kongresdokumentet her