Brev til ministre om situationen i Irak

´Kære statsminister Mette Frederiksen
Kære alle ministre
Kære alle folketingets medlemmer

Siden begyndelsen af oktober har irakere i Bagdad og syv andre byer været på gaden i protest, over massiv korruption og arbejdsløshed. Eksperter kalder det den største græsrodsbevægelse i Iraks moderne historie, og for første gang går protesterne på tværs af partipolitiske og sekteriske skel.

For Irakerne har simpelthen fået nok.

De har fået nok af skyhøj arbejdsløshed, nok af krig, nok af sekterisme, nok af det dysfunktionelle politisk system og ikke mindst nok af en bundkorrupt politisk elite.

Protesterne har været fredelige fra dag et, men er blevet mødt med skarp ammunition fra både sikkerhedsstyrker og iransk-støttede militsers snigskytter. Sikkerhedsstyrkerne anvender desuden tåregasgranater af en klasse beregnet til krigsførsel, ofte affyret direkte mod demonstranterne.

Mere end 300 mennesker er ifølge en irakisk menneskerettighedsorganisation blevet dræbt og 15,000 såret siden protesterne brød ud i starten af oktober. Flere hundrede demonstranter er desuden blevet arresteret, og mindst seks er forsvundet sporløst.

Men demonstranterne fortsætter stædigt kampen.

“Jeg er taget ud for at kræve min ret” lyder et af de hashtags, der svirrer rundt blandt irakere på Twitter. “Vi vil have et hjemland,” lyder et andet.

Og demonstranterne på Tahrir-pladsen i Bagdad, har i løbet af de sidste par uger allerede været i fuld gang med at opbygge en mini-version af det hjemland, de drømmer om. Her passer man på hinanden: Nogle laver mad, mens andre deler vand ud til demonstranterne. Læger og lægestuderende tilser tilskadekomne, og tuktuk-chauffører kører ambulancekørsel i pendulfart – alt sammen helt frivilligt og uanset modtagerens religion, køn eller uddannelsesbaggrund. Også kvinderne trodser tabuer og patriarkalske strukturer for at gå på gaden og kræve deres ret.

Iraks premierminister Adel Abdel Mahdi har af flere omgange anerkendt legitimiteten af protesterne, og lovet politiske reformer samt iværksættelse af en undersøgelse af sikkerhedsstyrkernes brug af vold, men løfterne klinger hult blandt demonstranterne, og den politiske elite ser ikke ud til at ville rokke sig fra magten foreløbigt. I sin seneste tale, opfordrede Abdel Mahdi demonstranterne til at gå hjem og genoptage deres “normale liv.”

I mellemtiden fortsætter overgrebene på civile ufortrødent. Så sent som i går dræbte irakiske sikkerhedsstyrker mindst fire mennesker og sårede mere end 100 i sit forsøg på at skubbe demonstranter tilbage mod Tahrir-pladsen.

Kære Folketing: Irakerne har brug for al den opbakning, de kan få, og vi mener, at Danmark har et ansvar for at gå forrest i kampen for civile og politiske rettigheder.

Som medlemmer af den irakiske diaspora i Danmark opfordrer vi jer derfor til at lægge pres på den irakiske regering og på det kraftigste at tage afstand fra dens brutale overgreb på civile, fredelige demonstranter.
Det Bedste Hilsner

1. Den Irakiske Kvinde liga / Danmark
2. Den Faliske kurder i København og omegne
3. Den Irakiske kvindeforening
4. Akademi Kvindeforening
5. Interkulturel Kvinderåd
6. Irakiske Demokrater
7. Arab open academy I Denmark/ DR. Walid Naji
8. Den Irakiske Demokratiske forening in Danmark
9. Irakiske kommunistparti in Danmark
10. Forening mellem floderne (Mesopotamien)/ Danmark
11. Asyrens Demoracy Movment
12. Den Mandaiske Kultur Forening
13. Yazidierne befolkningsgruppe i Danmark