USA MÅ LEVE OP TIL TOPMØDEAFTALEN MED DDF KOREA FRA SINGAPORE

VENSKABSFORENINGEN DANMARK – DEN DEMOKRATISKE FOLKEREPUBLIK KOREA
c/o A. Kristensen, Mjølnerparken 50, 2.tv., 2200 København N.
Tlf. 23 69 07 80
E-mail: dk-korea@inform.dk Hjemmeside: dk-korea.dk

København, den 11. juni 2019

Til pressen:

Udtalelse:

USA MÅ LEVE OP TIL TOPMØDEAFTALEN MED DDF KOREA FRA SINGAPORE 

I morgen er det 1 år siden DDF Koreas øverste leder Kim Jong Un og USA’s præsident Donald Trump på et historisk topmøde i Singapore underskrev en fælles udtalelse om etablering af fredelige og normale relationer mellem de to lande, og at der skal skabes en varig fredsordning på den koreanske halvø med en fuldstændig atomafrustning af Korea.

     Topmødet var historisk derved, at toplederne fra de to lande for første gang mødtes. Forud lå 70-års stærkt fjendskab med krig, oprustning og krigstrusler. Kun få måneder før topmødet havde præsident Trump truet DDF Korea med ”bål og brand som verden aldrig har set” og ”total udslettelse af Nordkorea”.

     I det forløbne år har DDF Korea videreført sit stop for udvikling og test af atomvåben og interkontinentale missiler, mens USA har aflyst de gigantiske tilbagevendende krigsøvelser i Sydkorea. Samtidig har forhandlingsteam fra de to lande arbejdet for at føre fællesudtalelsen videre. Det mundede bl.a. ud i et nyt DDF Korea-USA topmøde i Hanoi i Vietnam i februar i år.

     Dette topmøde blev dog en øjenåbner for, at parterne er langt fra hinanden. USA mødte ikke som forventet frem til topmødet med et forslag til en gensidig skridt-for-skridt plan for total atomnedrustning på hele Koreahalvøen, men gentog kun deres ultimative krav om total nordkoreansk atomafvæbning førend USA ville levere for komme videre med at fredeliggøre og normalisere forholdet mellem de to lande. End ikke de for den nordkoreanske civilbefolkning meget belastende og barske handelssanktioner ville USA lempe.

     Her er det værd at bemærke, at præsident Trumps nærmeste toprådgivere i forhandlingsprocessen med DDF Korea er de to ultrakonservative krigshøge sikkerhedsrådgiver John Bolton og udenrigsminister Mike Pompeo, der reelt ikke ønsker fred og forsoning i Korea. Tværtimod optrappes konflikten og blokaden mod DDF Korea bl.a. med USA’s kapring af det nordkoreanske handelsskib Wise Honest i april i åbent internationalt farvand.

     Der er dog fortsat kontakt mellem de to topledere i DDF Korea og USA og begge har udtrykt ønske om at komme videre med at fredeliggøre og normalisere deres forhold samt skabe atomafrustning og varig fred på hele Koreahalvøen.

     Derfor er det nu på 1-årsdagen for det første topmøde i høj grad på tide at opfordre USA’s præsident til at vise, at man vil noget nyt i Korea og komme i gang med en reel implementering af fællesaftalen fra Singapore og således leve op til denne. USA må straks fjerne handelssanktionerne, der rammer civilbefolkningen i DDF Korea og komme på banen med et realistisk udspil til forhandling af skridt-for-skridt gensidig nedrustning og fred på Koreahalvøen.

     Vi opfordrer den kommende danske regering og alle andre til at støtte kravet om en sådan kursændring fra USA.

Anders Kristensen
Formand
Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea