Cuba står fast

Den cubanske revolution gentager sin faste beslutning om at imødegå USA’s aggressive optrapning og vil sejre.

Deklaration fra den Revolutionære Regering.

I dag, den 17. april, er det årsdagen for starten på USA’s militære invasion i Playa Giron (Svinebugten) i 1961. Det cubanske folks resolutte svar med forsvaret af revolutionen og socialismen indenfor kun 72 timer, skabte imperialismens første nederlag i Amerika. Underligt nok blev datoen valgt af den siddende amerikanske regering til at annoncere nye aggressive tiltag mod Cuba og forstærke implementeringen af Monroe Doktrinen.

Den revolutionære Regering afviser på det stærkeste beslutningen om nu at tillade sager i det amerikanske retssystem mod cubanske og udenlandske virksomheder og at skærpe forhindringerne for at komme ind i USA for ledere og familier i firmaer, der lovligt investerer i Cuba i ejendomme, der blev nationaliseret. Dette er ting fra Helms-Burton loven, der for lang tid siden blev afvist af det internationale samfund, og som den cubanske nation har afvist, siden den blev kundgjort og iværksat i 1996 med det primære mål at tvinge et kolonialt formynderskab ned over vort land.

Vi afviser også beslutningen om at genindføre grænser for de beløb, cubanske borgere i USA kan sende til deres familier og venner, yderligere at begrænse USA borgeres rejser til Cuba og yderligere økonomiske sanktioner. Vi rette stærke anklager mod oplysninger om, at der har været angreb på USA diplomater i Cuba.

De forsøger som sædvanligt at retfærdiggøre deres handlinger med løgne og tvang. General Raúl Castro erklærede den 10. april: ”Cuba får skyld for alt ondt ved hjælp af løgne i den værste Hitler propaganda stil”. USA regeringen tyer til bagvaskning for at dække over og retfærdiggøre den tydelige fiasko for dens skumle kupmanøvrer med at udnævne en falsk ”præsident” for Venezuela i Washington.

De anklager Cuba for at være ansvarlig for den styrke og beslutsomhed, den Bolivarianske Chavista regering, landets befolkning og den borger-militære union viser i forsvaret af deres lands uafhængighed. De lyver skamløst ved at hævde, at Cuba har tusindvis af militære og efterretningstropper i Venezuela med indflydelse på og bestemmelse om, hvad der sker i dette søsterland. De er kyniske nok til at beskylde Cuba for den økonomiske og sociale situation, Venezuela står i efter årevis af brutale økonomiske sanktioner, udtænkt og gennemført af USA og deres allierede netop for at kvæle landet økonomisk og få folket til at lide. Washington går så langt som til at presse regeringer i andre lande3 til at prøve at overtale Cuba til at trække denne formodede militære og sikkerhedsmæssige hjælp tilbage og endda stoppe støtte og solidaritet til Venezuela. Den siddende USA regering er velkendt, indenfor landet selv og internationalt, for sin skrupelløse brug af løgne som værktøj i hjemlig og udenrigspolitik. Det er en gammel vane i imperialismens praksis. Billerne er stadig friske af præsident George W. Bush, der, med støtte fra den nuværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, der uanstændigt lyver om formodede masseødelæggelsesvåben i Iraq, en løgn der tjente som undskyldning for at invadere dette mellemøstlige land.

Også indskrevet i historien er bombningen af Maine, opankret i Havana, og det selviscenesatte angreb i Tonkin Bugten, episoder, der tjente som undskyldninger for at starte brutale krige i Cuba og Vietnam.

Vi kan ikke glemme, at USA brugte falske mærker på de fly, der udførte bombninger her som forløber for invasionen i Svinebugten, for at skjule at de var USA fly.

Det må stå helt klart, at USA’s bagvaskninger er baseret på en totalt bevidst løgn. Deres efterretningsvæsen har mere end nok bevis, sikkert mere end nogen anden stat, til at vide, at Cuba ikke har tropper i Venezuela og ikke deltager i militære eller sikkerhedsmæssige operationer, selvom det er selvstændige nationers ret at bestemme, hvordan de samarbejder på forsvarsområdet, hvilket USA ikke har nogen ret til at sætte spørgsmålstegn ved.

De, der laver disse beskyldninger, har mere end 250.000 soldater og 800 militærbaser i udlandet, nogen af dem i vort eget område.

Denne regering ved også, som Cuba gang på gang har udtrykt offentligt, at mere end 20.000 cubanske medarbejdere, mere end 60 % kvinder, i dette sydamerikanske land laver det samme arbejde, som for nuværende laves af andre 11.000 professionelle fra vort land i 83 andre nationer; de bidrager dermed til at skaffe social grundlæggende service, fundamentalt indenfor sundhedspleje, hvilket anerkendes af det internationale samfund.

Det skal også være helt klart, at vor faste solidaritet med den Bolivarianske Republik Venezuela er Cubas ret som en suveræn stat og også en pligt, der er en del af vor tradition og blandt de uigenkaldelige principper i den cubanske revolutions udenrigspolitik.

Ingen trussel om gengældelse mod Cuba, intet ultimatum eller pres fra den siddende regering i USA vil kunne få den cubanske nation til at forlade sit internationalistiske kald på trods af den ødelæggende menneskelige og økonomiske skade, den folkemorderiske blokade påfører vort folk.

Det er værd at huske, at røveriske trusler og ultimatummer er blevet brugt tidligere, da Cubas internationalister støttede frihedsbevægelser i Afrika, mens USA støttede det skammelige apartheidregime. Cuba forventedes at opgive sine solidaritetsløfter med Afrikas folk i bytte for et løfte om tilgivelse, som om revolutionen behøvede at blive tilgivet af imperialismen.

På den tid afviste Cuba presset, som vi afviser det i dag med den største foragt. General Raúl Castro mindedes denne 10. april, ”I 60 år overfor aggression og trusler har cubanerne vist en jernvilje til modstand og overvindelse af de vanskeligste omstændigheder. På trods af sin enorme magt har imperialismen ikke styrken til at bryde værdigheden hos et samlet folk, der er stolt af sin historie og den frihed, der blev vundet med så mange ofre. Den cubanske regering opfordrer alle medlemmer af det internationale samfund og USA-borgere til at stoppe denne irrationelle optrapning og Donald Trump regeringens fjendtlige og aggressive politik. FN’s medlemsstater kræver med rette, år efter år næsten enstemmigt, en afslutning på denne økonomiske krig. Folkene og regeringerne i vor region må sikre, at principperne i Proklamationen om Latinamerika og Caribien som en Fredens Zone består, til fordel for alle.

Præsidenten for Statsrådet Miguel Diaz-Canel Bermúdez erklærede den 13. april i år, ”Cuba har fortsat tillid til sin styrke, sin værdighed, og også styrken og værdigheden hos andre selvstændige, uafhængige nationer. Men Cuba forsætter også med at tro på folket i USA, Lincolns hjemland, som skammer sig over dem, der handler udover grænserne for universel lov i hele nationens navn”. Endnu en gang afviser Cuba løgnene og truslerne og gentager, at dets selvstændighed, uafhængighed og forpligtelse overfor Latinamerikas og Caribiens folk ikke er til forhandling.

To dage før fejringen af 58-års dagen for sejren i Svinebugten, et historisk sted i vort nationale territorium, hvor lejesoldater støttet af imperialismen blev slået, gentager den Cubanske Revolution sin faste beslutning om at gå imod USA’s aggressive optrapning og sejre.

Havana, 17. april 2019