En forudsigelig kapitalistisk kassescoring

Artikel af Arne Cheller

155 procents fortjeneste på tre år – ikke ilde. Især ikke når det drejer sig om en gevinst på 12,4 milliarder kroner i alt. Det er hvad Goldman Sachs har fået ud af sin investering i det danske energiselskab DONG Energy efter, at de for nogle dage siden solgte deres sidste DONG-aktier.

Kassespekulationen er ekstra givtig, fordi der ikke skal betales skat af den. Goldman Sachs benytter sig af den såkaldte Luxembourg-finte. Den fører pengene fra Danmark til Luxembourg, som også er et EU-land. Fra Luxembourg overføres pengene til et oversøisk skattely, hvor de med kapitalistisk ”magi” kan trylles videre, så de ikke skal indtægtsføres noget skattepligtigt sted.

Når nogen spekulerer sig til en overdådig gevinst, er det helt sikkert, at der er andre, der har tabt. Her er der en taber. Det er det danske folk.

Det helt vilde ved skandalen om Goldman Sachs flåning af Danmark er, at enhver med bare den mindste indsigt kunne forudse, hvor det bar hen. I 2014 blev den amerikanske investeringsbank opfordret af den socialdemokratisk ledede regering til at give et bud på køb af en aktiepost i DONG. Det videre formål er ombølget af dunkle og ubesvarede spørgsmål.

Havde DONG overhovedet brug for ny kapitaltilførsel? Eller var der tale om panik, der var iscenesat af kammerherre Fritz Schur, som Venstre havde indsat som bestyrelsesformand i DONG. Blandt Schurs fortjenester var, at han som formand for Den Liberale Erhvervsklub havde optrådt som Venstres chefindsamler. I 2012 fik Schur – under påberåbelse af alvorlige anklager – bortvist DONG`s direktør den tidligere departementschef i Finansministeriet Anders Eldrup. Eldrup fik siden juridisk æresoprejsning, men hans fjernelse banede vej for indsættelse af en ledelse, der erklærede DONG for økonomisk nødlidende.

Hvis det var sandt, at DONG – som den nye ledelse hævdede – manglede seks til otte milliarder kr., hvorfor kunne staten så ikke skyde dem ind som en investering? Og hvorfor kunne de danske pensionskasser ikke gå sammen om en fælles pulje til indskud? Og hvorfor blev Goldman Sachs favoriseret hele vejen igennem processen? Disse spørgsmål fortjener et svar.

Statsrevisorerne fastslog i deres beretning i maj i år, at Bjarne Corydons finansministerium ”ikke har levet op til god forvaltnings skik”. Begrundelse: ”Flere centrale dokumenter findes ikke i Finansministeriet. De centrale overvejelser om kapitaludvidelsen er ikke tilstrækkeligt dokumenteret.” Og værre endnu: ”Finansministeriet har ikke – via konkrete beregninger eller detaljerede analyser – dokumenteret, hvordan man nåede frem til indstillingen til regeringens Økonomiudvalg og forligskredsen om valg af investorer.” Og endnu flere rævekager: ”Væsentlige dele af buddet fra Goldman Sachs, der omhandlede værdiansættelsen af DONG Energy A/S og investeringens størrelse, blev ikke afgivet skriftligt, selv om det var et krav, at investorernes tilbud skulle afgives skriftligt.”

Nogen havde besluttet, at Goldman Sachs skulle have en stor bid af kagen. Men hvem? Og hvorfor? I sin nye bog siger Helle Thorning-Schmidt: ”Vi vidste da godt, at Goldman Sachs var kontroversielle, men det var nu engang dem, der gav det bedste bud.”

Det bedste bud? Det kan hun næppe vide noget om. Forløbet omkring buddene var uigennemskueligt. Der blev advaret mod at berige Goldman Sachs. 200.000 dansker skrev under på en protest. SF endte med at revne og forlade regeringen. Men selvfølgelig fik Goldman Sachs deres store del af kagen, som hurtigt voksede, fordi DONG pludselig steg i værdi.

I dag hedder DONG ikke DONG men ØRSTED – for at understrege selskabets satsning på vedvarende energi – den strategi, som bragte Anders Eldrup i borgerlig miskredit.

Nogle vil mene, at historien ville være forståelig, hvis den var foregået i et latinamerikansk land. Men kapitalismen og dens samarbejde med regeringerne er det samme i alle lande med et kapitalistisk system.