Drømmen om et helt andet samfund

Af Anders Sørensen

19-10-2016 15:51

I disse tider, hvor de eneste der vover at drømme store politiske drømme er højrefløjen, hvis plaskvåde mareridt-scenarier til gengæld strømmer ud fra alle medier, ministerier og embedsmandskontorer i noget der ligner døgndrift.

Hvor de traditionelt store arbejderpartier har skrottet alle arbejderklassens drømme om et andet samfund og i bedste fald affinder sig med tingenes tilstand – i værste drømmer med på højrefløjens visioner om en stærk stat og en minimal offentlig sektor.

I disse tider er der brug for at nogen tager teten og fortæller lidt om nogle drømme der ligger udenfor de besnærende rammer af det eksisterende. For en kommunist er sådanne drømme heldigvis ikke fjerne. Men det er sjældent at vores stemme bliver hørt i debatten. Derfor har jeg sat mig for at skrive lidt om kommunisternes mål om et helt andet samfund. Et socialistisk samfund.

I disse tiders politiske klima kræver det nok at vi starter med at kigge lidt på hvad socialisme i vores begrebsverden er for en størrelse. Siden kan vi kigge på hvordan vi mener vi når frem til en socialistisk revolution i Danmark.

Socialismen er det nødvendige overgangssamfund mellem kapitalisme og kommunisme.  Man kan sige, at man ved at ændre ejendomsforholdene, udvide demokratiet, forsvare og udbygge menneskerettighederne osv. under socialismen skaber grundlaget for at udvikle nye generationer af mennesker som vil være i stand til at skabe det statsløse og klasseløse fællesskab som kommunismen udgør.

Som en indledning har jeg valgt at ty til et blandt mange fantastiske citater fra den videnskabelige socialismes fædre Karl Marx og Friedrich Engels.

I 1844, skrev de to, i et skrift med titlen “Den hellige familie”:

… Der behøves ingen stor skarpsindighed for at indse, at der består en nødvendig sammenhæng mellem materialismens lære, om at menneskene oprindeligt er gode og udstyret med samme intellegens, om erfaringens, vanens, opdragelsens almagt, om de ydre omstændigheders indflydelse på mennesket, om industriens enorme betydning, om nydelsens berettigelse osv. på den ene side, og på den anden side kommunismen og socialismen.

Hvis mennesket danner sig al sin viden, alle sine sanseindtryk etc. ud fra den omgivende sanseverden og erfaringerne i denne sanseverden, så gælder det altså om at indrette den empiriske verden på en sådan måde, at mennesket i den oplever det i sandhed menneskelige, vænner sig til at opleve sig selv som menneske.

Hvis interessen, rigtigt forstået, er grundprincippet for al moral, så gælder det om, at det enkelte menneskes privat interesse falder sammen med den menneskelige interesse som sådan (…)

Hvis mennesket formes af omstændighederne, så må man udforme omstændighederne menneskeligt. Hvis mennesket af natur er et samfundsvæsen, så udvikler det først i samfundet sin sande natur, og man skal ikke måle styrken af menneskets natur ved det enkelte individs styrke, men ved samfundets styrke…

Socialismen og målet om det kommunistiske samfund handler altså om at indrette samfundet således at vi sammen får det bedste frem i mennesket. Et menneskeligt samfund som man kan være menneske i.

Og hvordan bygger man så sådan et samfund? Jo, temmelig forenklet kan man svare: Vi afskaffer den private ejendomsret til produktionsmidler.

Derved er vejen banet for fjernelsen af samfundsklasserne. For uden privat ejendomsret til produktionsmidler, vil ingen længere eje og andre være nødt til at sælge deres arbejdskraft.

I stedet vil alle eje produktionsmidlerne i fællesskab og alle bidrage til fremstillingen af menneskets livsfornødenheder.

Gennem kollektiviseringen af produktionsmidlerne fjerner vi modsætningen mellem arbejde og kapital. Vi umuliggør privat ophobning af rigdom, skabt på baggrund af andres arbejde.

Vi fjerner det forhold, at kapitalistens private interesse for at skaffe en så høj profit som muligt står før hensynet til samfundets og menneskehedens fælles interesser.

Ved afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidler og ved at gøre disse til kollektiv ejendom, afskaffer vi menneskets udbytning af mennesket.

Vi fjerner arbejderens fremmedgørelse for produktionen ved at give hende medejerskab til produktionsapparatet, frugterne af hendes arbejde men også kontrollen over sit arbejdsliv.

For det er ikke tilstrækkeligt af afskaffe den private ejendomsret. Nej, kontrollen med og magten over produktionsmidlerne må kollektiviseres. Produktionen må demokratiseres. Samfundsøkonomien må demokratiseres.

Hvor de vigtigste dele af det økonomiske liv – de allermest vitale dele af vores samfundshusholdning – i dag ligger fuldstændigt uden for demokratisk kontrol, vil vi under socialismen få magten til at bestemme, hvor der produceres, under hvilke forhold der produceres, hvor mange arbejdspladser der skal være og hvor i landet de skal ligge.

Alle de skavanker som vi kender fra det nuværende samfundssystem vil kunne løses gennem en demokratisk og planmæssig økonomi. Tænk bare på de få statslige arbejdspladser regeringen rutter rundt med i deres ynkelige forsøg på at løse kapitalismens indbyggede modsætning mellem land og by.

Tænk, hvis vi i stedet kunne fratage borgerskabet deres ejerskab og kontrol over produktionen og flytte alle de mange udflyttede arbejdspladser hjem til Danmark.

Genåbne værfterne. Genåbne slagterierne. Tøjfabrikkerne. Genrejse Danmark som selvstændig industrination og sikre arbejde til alle.

Uddannelsesmuligheder, job og kulturelle tilbud kan fordeles jævnt ud over landkortet uden større bøvl. Tænk hvilken magt over vores eget liv vi ville vinde.

Under socialismen vil arbejdsløshed, Udkants Danmark og boligmangel være begreber man skal lede efter i historiebøgerne.

 

Men hvordan vil sådan et samfund se ud i et moderne Danmark?

Det findes der heldigvis ikke noget skema for og eftersom der aldrig før har været socialisme i et højtudviklet imperialistisk land som Danmark, er det umuligt at sige præcis hvordan et socialistisk Danmark vil se ud.

Men der findes dog nogle almene betingelser som skal være til stede for at vi kan kalde et samfund socialistisk – altså for at sige at et samfund peger frem imod det kommunistiske. Eller med Marx og Engels ord: Et samfund som er indrettet sådan at det enkelte menneskes privat interesse falder sammen med den menneskelige interesse som sådan.

I Kommunistisk Partis principprogram stiller vi en række almene betingelser, som vi siger “nødvendigvis må være opfyldt, for at opbygningen af det socialistiske samfund kan tage sin begyndelse”:

  • Under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer og fastholder folket den politiske magt, som bruges til at udvikle et levende og aktivt demokrati. Det betyder en fortsat udvikling af folkets aktive deltagelse i varetagelsen af dets egne interesser.
  • Det gamle statsapparat, som er et redskab for kapitalen, nedbrydes og erstattes af et nyt magtapparat, som er under det arbejdende folks kontrol og i dets tjeneste.
  • Den økonomiske magt i samfundet erobres af folket derved, at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle andre finansieringsvirksomheder, samt alle samfundsvigtige virksomheder og tjenester overgår til samfundseje.
  • I stedet for at være underlagt markedskræfter og profithensyn ledes samfundsøkonomien ind i en planmæssig udvikling.

Desuden konstaterer vi at et socialistisk Danmark nødvendigvis må være et selvstændigt og uafhængigt Danmark:

  • som har forladt EU, NATO og andre imperialistiske sammenslutninger.
  • som lever i fred med andre befolkninger.
  • som aktivt arbejder for fred og internationalt samarbejde.
  • som er solidarisk over for alle lande og folk, der har brug for vores støtte.
  • som arbejder for ligeværdig samhandel og bæredygtig udvikling.

Herudover kan man blandt flere andre konkretiseringer i vores politiske programmer læse, at vi ønsker et Danmark som er omstillet til bæredygtig energi, produktion og transport samt et 100% økologisk landbrug.

Begge forudsætninger for at menneskeheden også de næste mange generationer overhovedet kan leve på jorden – og derved overhovedet få muligheden for at udvikle det kommunistiske samfund i fred og uden altødelæggende klimakatastrofer.

Det socialistiske samfund, vi vil, er et velfærdssamfund, hvor de grundlæggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder som ytrings-, informations-, forsamlings-, organisations- og religionsfrihed og retten til fri kulturel udfoldelse udvides i et omfang som ikke vil kunne lade sig gøre i et kapitalistisk samfund.

Det skal være et samfund, hvor man kan få det man har brug for, men også et samfund som gør op med den forbrugerisme som kapitalismen er afhængig af.

 

Hvordan vil kommunisterne gøre en samfundsforandring mulig?

For at svare på det må vi lige tage et hurtigt kig på verden i dag.

Kapitalismen befinder sig i dag i en dyb strukturel krise. Men på trods af at sådanne kriser kan føre til opsving i de revolutionære bevægelser – fordi kapitalismen fremstilles mere råt og uforsødet end i tider med højkonjunktur – står arbejderklassen alligevel i dag i en historisk svag position. Det hænger blandt andet sammen med kontrarevolutionerne i slut 80’erne og start 90’erne. Og manglen på et stærkt, samlet og synligt kommunistisk parti.

Borgerskabet befinder sig i en aggressiv offensiv, mens arbejderklassen overordnet set befinder sig i defensiven – og mest beskæftiger sig med at forsøge at fastholde de rettigheder og goder, som generationers kamp har sikret klassen i Danmark.

Mange arbejdere mangler klassebevidsthed og arbejdernes krydser falder ofte på åbent borgerlige partier. Noget som før var tæt på uhørt.

På internationalt plan er kapitalen i gang med at opfylde Lenins værste forudanelser. Statsapparaterne underlægges i stigende grad kapitalens krav. Staternes lovgivning slækkes og ændres for at sikre kapitalens uhæmmede jagt på maksimalprofit.

Der findes flere steder sågar særlige juridiske domstole, som kan dømme stater, hvis de med lovgivning eller told- og skatteregler minimerer de store multinationale virksomheders profit.

Samtidigt skærpes de imperialistiske modsætninger i verden. Jagten på markeder og de gensidige tilstræbelser for at underlægge sig den størst mulige andel af jordkloden betyder mere krig og oprustning.

Konsekvenserne af den kapitalistiske krise bliver overalt lagt på arbejderklassens og det arbejdende folks skuldre, folk tvinges på flugt og forarmes. Både af krig, men også af sult, fattigdom og klimakatastrofer.

Arbejderne og brede lag af befolkningerne tvinges ud i arbejdsløshed, lønnedgang, utryghed for morgendagen og fratages hævdvundne økonomiske og demokratiske rettigheder.

Vi ser igen fremmedfjendtlige kræfter og regulære fascistiske grupperinger vokse frem i Europa. Men den europæiske storkapital har ikke for nuværende satset på fascismen ved magten i de enkelte nationer.

I stedet anvendes højre populismen og fremmedfjendtligheden til at vildlede og splitte arbejderne og på den måde sikre, at storkapitalens krav og den såkaldte “nødvendige politik” bliver gennemført.

Selvom borgerskabet i dag endnu ikke satser på fascistiske diktaturer som i 30’ernes Europa, så undergraves det borgerlige demokrati i øjeblikket voldsomt og det forvandles støt og roligt til en tom skal.

Nationernes selvbestemmelse trædes under fode og de nationale parlamenter reduceres til ekspeditionskontorer for EU. Samtidigt bliver statsapparatet mere og mere reaktionært og repressivt.

Under dække af kampen imod terror, indskrænkes demokratiske rettigheder, som vores retsgarantier over for statsmagten og dens hemmelige tjenester.

Principperne om adskillelsen mellem den dømmende, lovgivende og udøvende magt er sat på dagsordenen.

Under disse omstændigheder kan det forekomme næsten umuligt at arbejderklassen nogensinde skulle kunne sejre.

Der mangler da heller ikke ligefrem eksempler på tidligere revolutionære, som har givet op. Men vi kommer næppe målet nærmere ved at forsumpe i selvynk over de ulige kampforhold eller over kollegaernes eller kammeraternes slaphed. I tider som disse er det vigtigt at de revolutionære finder kræfter og gør sig klar.

Forestil jer hvis vi havde haft et stort udbygget kommunistisk parti i Danmark, da krisen for alvor brød ud i 2008.

Forestil jer hvor anderledes begivenhederne var løbet af, hvis et sådant parti havde stået klar til at samle arbejderklassen og de mange småborgere, intellektuelle og studerende som også ramtes af krisen. Samle dem til kamp for afskaffelsen af den kriseplagede kapitalisme.

Under sådanne omstændigheder kunne krisens udbrud i 2008 efter min overbevisning have haft potentiale til at udløse en revolutionær situation.

Det er dette der må være vores mål. Vi skal have et sådant parti. Det kræver blandt andet at alle danske kommunister bliver samlet i ét revolutionært parti. Uden et stærkt og samlet kommunistisk parti vil de langsigtede strategiske opgaver være umulige at løse.

Hvordan vil kommunisterne konkret arbejde for at opbygge et stærkt parti og gøde jorden for en stærk folkelig bevægelse?

Det gør vi ved at give folket kampgejst og kamperfaring. Det kan vi gøre ved at skabe samling om konkrete krav. Ved at skabe enhed i arbejderklassen.

 

Enhedsfronten og aktionsenheden

En sådan samling af arbejdere, der på trods af forskelligheder kæmper frem mod samme mål eller delmål, kalder vi Enhedsfront.

Først og fremmest gennem aktiviteterne i fagbevægelsen kan enhedsfronten udfoldes og spille en rolle ved at appellerer til de antikapitalistiske følelser bredt blandt arbejderne, også blandt socialdemokratisk orienterede arbejdere og blandt de som stemmer på Dansk Folkeparti.

Kommunisternes mål er, gennem aktionsenhedens metode, at skabe enhed i arbejderklassen og gennem de økonomiske og politiske kampe at skabe en større klassebevidsthed i arbejderklassen, om dens egne interesser som klasse, baseret på klassens egne erfaringer.

Aktionsenhed er når arbejdere, på tværs af partibog eller stemmevaner, samles om konkrete krav om forbedringer. Krav som samler bredt i klassen og skaber energi, kampgejst og nye erfaringer, i stedet for desillusionering og dvask forsumpning.

I dag er den centrale opgave for kommunisterne at bruge aktionsenhedens metode til at opbygge enhedsfronten, både nationalt og internationalt. Arbejdet i fagforeningerne spiller en særlig vigtig rolle, da fagforeningerne er arbejderklassens vigtigste masseorganisation.

I den nuværende situation, hvor arbejderklassen er i defensiven og borgerskabet i større og større udstrækning regerer igennem rå klassestyrke og vender det klassiske klassesamarbejde ryggen, er det vigtigt at fokusere på udviklingen af enheden.

Det er i dette perspektiv at Kommunistisk Parti i den faglige politiske kamp sætter fokus på følgende kampe:

  • Kampen imod social dumping og retten til kollektive overenskomster og kampformer.
  • Kampen for arbejdsløshedsunderstøttelse til alle arbejdsløse.
  • Praktikpladser og reelle uddannelsesmuligheder for de unge.
  • Kampen imod ødelæggelsen af kollektive velfærdsordninger, imod nedskæringer, liberalisering og privatisering.
  • Kampen imod EU, imod finanspagten og EU’s undergravning og ødelæggelse af det nationale demokrati.

Også internationalt må vi løfte denne opgave. Blandt andet ved at rejse en fælles kamp imod monopolernes EU med arbejderklassen i de andre europæiske lande. En fælles kamp der forsvarer retten til national selvbestemmelse og som bekæmper monopolernes forsøg på at vælte krisens byrder over på arbejderklassens skuldre.

 

Folkefronten

Men vi skal også have de små selvstændige, de små håndværksmestre, de intellektuelle og de studerende på banen hvis vi skal vinde kampen imod den frådende imperialisme.

Når arbejderklassen og medlemmer af andre klasser eller lag samles på tværs af partibog i kamp for fælles rettigheder eller imod en fælles fjende kalder vi det Folkefront.

Danmark har en lang historisk tradition for en relativ stærk demokratisk bevægelse som samler på tværs af klassetilhørsforhold og partibog.

Tænk nu bare på den brede befolknings reaktion, da flygtningene pludselig stod ved Danmarks grænser. Her handlede den almindelige dansker ud fra klare proletariske værdier som solidaritet og sammenhold. Ikke som idéer eller påstande, men omsat til konkret handling.

Men generelt har den demokratiske bevægelse i dag ikke et klart udtryk og retning. Den er ikke knyttet til arbejderklassen og arbejderklassens kamp, og derfor svækkes dens faktiske samfundsforandrende kraft.

Den demokratiske bevægelse rummer aspekter, som:

  • Kampen for national selvbestemmelsesret, imod medlemskab af EU.
  • Kampen for fred, imod krig og medlemskab af NATO.
  • Kampen for demokrati, imod kapitalens og EU’s stadigt voldsommere underlæggelse af statsapparatet.
  • Kampen for frisind og humanisme imod reaktion og fremmedfjendtligt snæversyn.
  • Kampen for den progressive og demokratiske danskhed, imod kapitalens overherredømme og profitstyring.

Der er mange kræfter og ressourcer i den demokratiske bevægelse, men betingelsen for at udløse dette potentiale er på en og samme tid, at arbejderklassen selv optræder som den ledende politiske kraft gennem sin egen kamp og enhed, men også at der i arbejderklassen er en anerkendelse af betydningen af brede folkelige alliancer.

Udover arbejdet i de brede bevægelser må Kommunisterne også arbejde selvstændig i forhold til den demokratiske bevægelse. Først og fremmest ved at give kampene en klar antimonopolistisk retning og ved at pege på socialismen som den eneste mulige vej ud af kapitalismens strukturelle krise.

For at opnå alle disse ting er det så skide nødvendigt at vi har et aktivt, synligt og kæmpende kommunistisk parti. Et parti som tror på arbejderklassen og ved, at når denne klasse samler sig og sætter sig i bevægelse, kan den opnå alt.

Men også at vi er aktive “der hvor vi er” i hverdagen. På vores arbejdsplads, i vores fagforening, på vores skole, studie eller i vores elevorganisation. At vi alle disse steder spiller en samlende rolle og arbejder for at sætte socialismen på dagsordenen.

Sammen kan vi skabe en ny verden!