Hvilken side er du på?

Her kan du høre Pete Seegers sang: Which side are you on?

Artikel af Emil Olsen

Fagbevægelsen har fjernet sig fra forståelsen af de ideologiske modsætninger mellem arbejde og kapital. Der er mere end nogen sinde brug for, at arbejderklassen rejser sig og tilslutter sig de kæmpende fagforeninger.

Hvilken side er du på? Sådan spurgte den amerikanske sangskriver Pete Seeger i en af hans mange sange til arbejderklassen. Det spørgsmål er nok på sin plads at bruge lidt tid på. Dansk fagbevægelse har i traditionel forstand stået stærkt, forstået på den måde at man ideologisk forstod modsætningerne mellem arbejde og kapital. Vi så også en fagbevægelse der nogle steder stod stærkt på internationale spørgsmål. Særligt i 70´erne med solidariteten til det vietnamesiske folks kamp mod den nord amerikanske imperialisme, vi så det også, da det gjaldt det syd afrikanske folks kamp mod apartheid. Det er to klare eksempler på, at dansk fagbevægelse ideologisk forstod betydningen af, at imperialismens dagsorden var uforenelig med arbejderklassens værdier og krav.

I dag ser vi, at dansk fagbevægelse fuldstændig har adopteret den dagsorden, som for år tilbage ville stå i skærende kontrast til arbejderklassens værdier og krav.

  • Om det var Nato krigen i Jugoslavien
  • eller de sidste årtiers imperialistiske handlinger i Mellemøsten
  • eller angrebene på Libyen og Syrien

Ja – så har man stillet sig op ved siden af det politiske systems interesser med argumenter, som vi kender det fra propaganda maskinen, om at vi ikke kan acceptere diktatorer, der slår deres egne folk ihjel, og vi må komme befolkningerne til undsætning med at indføre demokrati osv. Det er alle sammen begreber, som dækker over den imperialistiske plyndrings politik. Man mener sågar, at Nato er en nødvendigt pagt ligesom EU er nødvendig i forhold til freden og Danmarks interesser osv. Under disse forhold er det på sin plads at spørge lige som Pete Seeger,

Hvilken side er du på?

Vi oplever i høj grad, at vores fagbevægelse adopterer borgerskabets dagsorden, og agerer inden for de rammer, som borgerskabet sætter. Vi har senest set det i LO´s udspil i forhold til, at vi skal kunne holde længere på arbejdsmarkedet. I en lang periode har der været fokus på den massive nedslidning, som vi rammes af på det danske arbejdsmarked samtidig med, at vi har en høj pensionsalder i udsigt.

LO har 4 konkrete forslag til, hvordan der skal tages hånd om dette problem. De siger:

  1. Hjælp til omskoling til mindre nedslidende job
  2. Lettere vej til seniorførtidspension
  3. Efteruddannelse til seniorer
  4. Flere penge til arbejdstilsynet.

Man accepterer fuldstændig præmissen om den høje pensionsalder og at vi skal finde os i at blive slidt ned, hvis vi vil have mad på bordet og tag over hovedet. Vi ved, at hver 4. af os er slidt ned som 60-årige. Det som LO rent faktisk siger er, at når I er blev slidt ned, ja så må vi finde på noget andet. Der er ingen modstand mod den modbydelige høje pensionsalder og nedslidningen må vi leve med. Dette viser, at uanset hvilke tiltag det politiske system tvinger ned over nakken på arbejderklassen, så vil de forslag, som fagbevægelsen vil komme med, ligge inden for de rammer, som i forvejen er udstukket.

Ligeledes ser vi det i spørgsmålet om de nye handelsaftaler som CETA og TTIP. Begge aftaler er instrumenter for Kapitalen til at monopoliserer jagten på profit, hvor hverken stater, lovgivning, miljøhensyn eller faglige rettigheder må stå i vejen. Her stiller LO og FTF sig også op ved siden af det politiske systems interesser.

Den tilgang er et produkt af klasse samarbejdsmodellen som stille og roligt klæder os af ind til benet. Når det faglige arbejde alene handler om løn og arbejdsforhold, så vil man automatisk fjerne sig fra arbejderklassens grundlæggende mål. Mål som Marx og Engels så rigtigt beskrev i 1848.

Der er i høj grad brug for at gøre op med klasse samarbejdsstrategien. Med andre ord arbejderklassen i Danmark må rejse sig under de kæmpende fagforeningers faner, som er ledt gennem WFTU og som kæmper for andet end at få smør på brødet.