Udsigt til en byge af angreb på arbejderklassen

Tirsdag den 4. oktober åbner Folketinget. Statsministeren vil i sin åbningstale fremlægge forslag til en ”kurs for Danmark i de kommende mange år”. Åbningstalen vil indeholde et katalog af ubehagelige forslag, som regeringen finder nødvendige at gennemføre for at alle kan komme ud af krisen. 

Bag de årlige ritualer – åbningstaler, finanslov, meningsmålinger – finder vi en hård og kynisk tilbagerulning af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Dette hænger ikke kun sammen med kapitalismens nuværende krise. Det er resultatet af kapitalens globale herredømme, der har gjort sig gældende siden de socialistiske landes sammenbrud.

·       pensionsalderen er blevet sat op

·       efterlønnen er reelt afskaffet

·       kontanthjælp og førtidspension er blevet kraftigt forringet

·       offentlige arbejdspladser er blevet afdemokratiseret gennem privatisering

·       folkeskolelærere, sygeplejersker og hjemmehjælpere er blevet sat under detailstyring og tidspres.

Profitternes himmelflugt har ikke resulteret i flere arbejdspladser. Næsten alle partier i Folketinget mener, at byrderne hellere skal lægges på befolkningens end på storkapitalens, finansspekulanternes og bankernes skuldre.

Da arbejderklassen og andre sociale kræfter var bedre organiseret og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe resultater via strejker og aktioner, som resulterede i sociale og økonomiske forbedringer. Denne bevægelse fik en vis succes, fordi de samfundsbevarende partier og ikke mindst arbejdergiverne var bange for øget opbakning til kommunisterne, der med de socialistiske lande som eksempel havde en potentiel støtte. Derfor kom det til forhandling med arbejderklassen. I dag mener socialdemokraterne, at denne kamp er overstået og vil ikke indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsagelig fandt sted gennem en kampvillig fagbevægelse.

Fagbevægelsen har aldrig turdet stå ved, at de socialistiske lande var med til at give den tyngde. Da de socialistiske lande gik i opløsning, kunne eller ville fagbevægelsen ikke forstå, hvorfor arbejdergiverne blev mindre og mindre villige til give indrømmelser. I stedet for at højne kampviljen, stod man pludselig magtesløse og svækkede. Man havde ikke en alternativ strategi, og uden den begyndte medlemmerne at sive fra både fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Siden hen overtog socialdemokraterne fuldstændig ideen om markedskræfterne og kapitalismens nødvendighed.

Arbejderklassens kampvilje skal genstartes med baggrund i den nødvendige forståelse af, at magt opbygges i hverdagens kampe på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne og i fagforeningerne.

Det afgørende er, at fællesskabsforståelsen og solidariteten kommer i højsædet ikke egoisme og profit.

Arne Cheller

Formand for KPiD