Det mener kommunisterne om NATO

STOP NATO!

NATO-alliancen har den 8. og 9. juli et topmøde i Polen, som vil styrke kursen mod oprustning og krig. Derfor er kommunister over hele Europa på gaden med krav om militær nedrustning og social oprustning.

NATO opruster og kræver af alle medlemsstater, at de hæver deres militære udgifter til mindst 2 % af bruttonationalproduktet.

  • Danmark har tilsluttet sig dette krav, som vil betyde at militærudgifterne årligt skal øges fra 22 milliarder til 40 milliarder.
  • Danmark har i de seneste år købt mange nye våben. Senest besluttede NATO-partierne i Folketinget at købe jagerfly for 50 milliarder. Samtidigt spares der igen milliarder på velfærden.

NATO øger faren for krig i Europa.

NATO har i de seneste år opbygget en lang række nye militærbaser i Europa. De fleste ligger tæt op af Ruslands grænser. USA og NATO er involveret i militære konflikter overalt på kloden. USA er uden sammenligning verdens største våbeneksportør.

  • Danmark støtter NATOs omringning af Rusland og bidrager militært i de baltiske lande og Polen.
  • NATO fremmer et fortegnet trusselsbillede for at skabe frygt. Rusland lægges for had for at retfærdiggøre NATOs ekspansion. Virkeligheden er, at Ruslands samlede militærbudget kun er 10 % af USA’s.
  • NATO opstiller et missilskjold og nye militære anlæg rundt om Rusland og Kina. Det er med til at forstærke våbenkapløbet – også atomoprustningen.

NATO er en aggressiv krigsalliance.

NATO og dets medlemslande står bag de blodige krige, som har resulteret i de største humanitære flygtningekatastrofer i nyere tid. I Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien er hundredetusinder af civile dræbt. Landene ligger i ruiner og der er skabt et ideelt rekrutteringsgrundlag for terror-organisationer som IS.

  • Danmark har brugt milliarder på at kæmpe i USA’s krige. Krigene skabte ikke fred og demokrati, som man lovede, men død og ødelæggelse.
  • Danske styrker er aktive deltagere i USA’s krige, senest er jagerfly og specialtropper sendt i krig i Syrien. Det må stoppes. Danmark må genåbne ambassaden i Damaskus for at fremme en politisk løsning, styrke den humanitære bistand og bidrage til genopbygning af det ødelagte land.

Militær nedrustning og social oprustning!

Danmark ud af NATO!

Nej til imperialistiske krige og aggressioner!